Click here to edit.
O Farol da Barra - Salvadors fyrtårn - ved den første Atlanterhavsstrand. Klik for stort billede.
Salvador
Salvador i Bahia har tre store attraktioner: den afrikansk-brasilianske kultur, en rig kolonial historie og brede, hvide strande smykket med høje kokospalmer.
Hver for sig kunne de lokke tusinder af turister til. Tilsammen gør de Salvador til en femstjernet attraktion, af mange opfattet som det rigtige Brasilien.
Hertil kommer, at den lokale regering i Salvador i de sidste mange år har investeret massivt i turismen. Staten og byen har nok Brasiliens mest effektive og fornuftige turistpolitik (med Ceará længere oppe ad kysten som mulig konkurrent). Det betyder udvikling af nye turistmål med en infrastruktur, der gør det behageligt at komme der, for ikke at tale om uddannelse af service-minded personale.
Afro-brasiliansk kultur
Intet andet sted i Brasilien er den afro-brasilianske kultur så fremherskende. Musikken, maden, religionen og livsrytmen domineres af slavernes efterkommere, og sorte og mulatter tæller over 70% af Salvadors små to mio. indbyggere. I Brasilien som helhed udgør sorte og mulatter omkring 40%.
Bahia har sin egen rytme og sin egen livsstil. Solen skinner året rundt, så hvorfor have travlt? Blandt andre brasilianere har beboerne i Bahia/Salvador, os bahianos, ry for at være dovne og uendeligt sløve i optrækket. Det høres på deres langsomme og syngende måde at tale på. Og det mærkes, når man afgiver sin bestilling på en bar eller restaurant. Man kan nemt vente en halv time på at få det, man bad om.
Bahianerne overgår selv carioca’erne i Rio med deres talent for afslappet livsnydelse. Ingen grund til at løbe stærkt i varmen – bortset fra når musikken spiller. Bahianerne bruger enhver lejlighed til at feste i gaden. Midtpunkt er de såkaldte trios eletricos, åbne lastvogne med levende musik. Når en trio eletrico tager opstilling med de lokale frevo-, timbalada- eller samba-reggae-rytmer drønende ud af enorme højttalere, er der ingen grænse for bahianaernes energi. De danser bag lastvognen i timevis. (Læs mere om karnevallet i Salvador og de andre fester i undermenuen Camdomblé og Capoeira)
Byens afrikanske islæt møder man overalt. På gaden ses de såkaldte bahianas, kvinder fra Bahia. I luftige, hvide nederdele og løse bomuldsbluser, ofte med kniplinger, en slags turban på hovedet og et broget sjal over skuldrene. Tit sælger de friske frugter eller hjemmelavede småspiser. For eksempel bønner dyppet i dej og friturestegt i palmeolie, undertiden tilberedt med stegte rejer og rullet ind i bananblade. Eller søde, søde sager som karameliserede kokostærter eller en kop vaniljecreme med kokos. Ingen grund til at spise hamburgere i Bahia.
Bahiana’en er et begreb i brasiliansk kultur. Under karnevallet i Rio har alle samba-skolerne en sektion med hundredvis af bahianas, som en hyldest til denne store moderfigur i den afro-brasilianske kultur. Deres klædedragt er en arv fra kolonitiden, hvor de sorte efterlignede herskabernes fine tøj.
Den afrobrasilianske religion Candomblé kommer fra Bahia. Det samme gør kampdansen Capoeira.
Historie
Salvador ligger ved Bahia de Todos os Santos, Allehelgens-bugten, der med sine 1052 km2 er Brasiliens største havbugt. Bugten blev opdaget i året 1501 af den italienske kaptajn Amerigo Vespucci, som den nye verden blev opkaldt efter.
Byen skulle egentlig have heddet San Salvador (Den Hellige Frelser), men ved en skrivers forglemmelse blev det kun til Salvador. Delstaten Bahia har fået navn efter bugten. Salvador var Brasiliens første hovedstad fra 1549 til 1763. Bahia var en rig stat, der levede af kvægdrift og landbrug, først og fremmest sukkerrør. Salvador var Brasiliens vigtigste havn. Rigdommene blev udskibet til moderlandet Portugal, slaverne blev fragtet over fra Afrika.
I de to hundrede år, hvor Salvador var hovedstad, voksede den sig rig og mægtig. Der blev bygget pragtfulde kirker og store paladser, og kulturlivet blomstrede. Det siges, at mere end 20.000 bygninger i dagens Salvador har over 250 år på bagen. Da der blev fundet guld i delstaten Minas Gerais, besluttede Portugals konge imidlertid at flytte koloniadministrationen til Rio de Janeiro for bedre at kunne styre denne nye kilde til rigdom.
De næste to hundrede år lå Salvador i dvale. Byen mistede sin betydning, og det betød, at den undgik de forandringer, der kunne have ødelagt det gamle Salvador. De historiske bygninger forfaldt, men overlevede. I de seneste år har området oplevet en opblomstring. De historiske bygninger er ved at blive restaureret, og moderne kontor-skyskrabere er skudt op rundt om den gamle by uden at spolere den.
Antônio Dræberen
Et af hovedværkerne i den brasilianske Cinema Novo-bevægelse er filmen Antônio das Mortes (Antônio Dræberen) af Glauber Rocha, Historien foregår på den tørre højslette sertão i Nordøst. Den handler om en revolvermand, der hyres af en godsejer til at myrde de lokale banditter, »cangaceiros«.
Alta e baixa – op og ned
Byen ligger i to niveauer: Den Øvre Bydel, Cidade Alta, ligger på et plateau ca. 70 m over havet. Her ligger centrum og flest af de historiske seværdigheder. Den Nedre Bydel, Cidade Baixa, ligger i niveau med havet. For at komme fra det ene niveau til det andet kan man enten gå ad de stejle gader, tage forskellige skinnebusser eller den berømte Lacerda-elevator fra Praça Cairu i Cidade Baixa til Praça Municipal i Cidade Alta. Den oprindelige var fra 1930 og bygget af det danske entreprenørfirma Christiani og Nielsen – men er for et par år siden skiftet ud med en ny model.
De nye rige kvarterer langs strandene, fx Barra og Ondina, bliver også betegnet som Cidade Alta, altså Den Øvre Bydel, selv om de ligger i niveau med havet.
Seværdigheder
I det følgende fortælles om de vigtigste seværdigheder. Men Salvador har flere museer og kirker end de nævnte. Alle vegne kan man gøre sine egne fund. Forfatteren husker fx for år tilbage at have set en rotterede af ægte guld og sølv, der var blevet fundet bag en væg på et kirkeloft. Den var bygget af stumper af broderitråd, der blev tilovers ved tilvirkningen af bispernes højmesse-skrud. Salvador var engang så rig, at selv fattige kirkerotter kom til ære og værdighed. Hvis nogen skulle støde på den gyldne rotterede, hører jeg meget gerne fra dem. Jeg vil gerne se den igen.
Kigger man ud over det gamle Salvador, ser man kirketårne stikke op overalt. Traditionen siger, at Salvador har 365 kirker, én for hver dag i året, men det er en overdrivelse. I hele byen findes 150-200 kirker. De fleste kirker er lukket et par timer omkring middagstid.
Store dele af den gamle Cidade Alta er blevet restaureret i de seneste år, især i området omkring Pelourinho. Dette kvarter, der indtil for 20 år siden var præget af fattigdom, prostitution og malerisk forfald, har i dag mistet sit autentiske folkelige særpræg.
For turisterne er det godt og skidt. Godt, fordi de nu kan komme der uden at blive rullet. Skidt, fordi de, der turde komme, har mistet det rå og smukke miljø, som man kan møde i Jorge Amados romaner. Steriliseringsprocessen er af samme type som den, der er foretaget i fx Nyhavn i København.
Husenes facader er pudset op i smukke pastelfarver; men der er ikke tale om restaurering i dansk forstand. Dertil rakte pengene ikke. Indvendigt er de fleste huse skamferet, men skallen er flot, og på gadeplan ser det fint ud. De fattige beboere, der boede her indtil for 15 år siden, er naturligvis presset ud. Sådan går det jo.
Helvedeskæften
Gregorio de Matos er navnet på en brasiliansk digter fra 1600-tallets Salvador. Han var kendt som politisk oprører og en stor kvindebedårer. Hans tilnavn var »Boca de Inferno«, hvilket er navnet på en farverig bog af Ana Miranda, direkte oversat til dansk under titlen Helvedeskæften.
Igreja de São Francisco 1
Praça Pe. Anchieta. åbent 8-17.30, sø. 7-12.
São Francisco-kirken, der blev opført 1723-1782 med tilhørende kloster og kapel, er perlen. Den er et fantastisk eksempel på den overdådige brasilianske barok. Selv om Den hellige Frans af Assisi som bekendt forsagede denne verdens rigdomme, er det indre af hans kirke i Salvador beklædt med ægte bladguld – fra gulv til loft. Det kan fortolkes som en jordisk spejling af det paradis, der er den frommes belønning, eller måske snarere som et udtryk for koloniens ønske om at »blære sig« over for herrerne i Lissabon.
Væggene er beklædt med udskåret træ belagt med bladguld. Om dagen henligger kirkerummet i dunkelt halvmørke; men ved aftenmessen tændes alle lysene, og guldet kommer til sin fulde ret. Sædvanligvis er der messe hver aften. Gudstjenesterne er velbesøgte, især tirsdag aften der er helliget den populære Sankt Antonius: de svages beskytter, hittegods-helgenen – ham man beder til, hvis hotelnøglen er blevet væk.
Til venstre for kirken ligger Franciskanerordenens kloster præget af simpel, harmonisk ro. Kakkeludsmykningen blev i 1730 skænket af den portugisiske konge. Se den smukke mødesal og klostergården og gå op på første sal, hvor der findes en udstilling af kirkekunst. En legemsstor Jesus på korset, der bløder med lange røde bånd, er et herligt eksempel på effektfuld katolsk kunst udført med simple midler. Læg gerne penge i fattigbøssen efter besøget. Klosteret serverer hver dag måltider for kvarterets mange trængende.
Et skridt til højre for klosteret ligger Den Tredje Franciskanerordens Kirke (1703), åbent 8-12 og 13-17, lø.-sø. lukket. Mest bemærkelsesværdig er de hvide stenrelieffer, der smykker facaden. De var i årevis skjult bag et tykt lag kalk. Ved et tilfælde blev vidunderet opdaget af en elektriker, der skulle lægge en ledning. Et møjsommeligt restaureringsarbejde gav kirken dens oprindelige udseende tilbage.
Katedralen 2
Praça da Sé, åbent 8-11.30 og 14-17.30.
Katedralen blev bygget 1657-72 på pladsen Terreiro de Jesus af jesuiterordenen, der, med Gilberto Freyres ord, »måske var den mest effektive kraft i europæiseringen af den indianske befolkning, håndværksmæssigt, kulturelt og moralsk.« I 1759 blev jesuitterne smidt ud af Brasilien efter storpolitiske intriger, og katedralen i Salvador er et af de få minder om ordenens storhed.
Katedralen er Salvadors største kirke. I modsætning til São Francisco-kirken er den præget af kølig strenghed, men den er samtidig storslået.
Rækken af altre i begge sider af kirkeskibet viser, hvordan barokken udviklede sig. De første har glatte overflader (og kan åbnes som et skab), de følgende begynder så småt at få relieffer, mens de sidste altre i rækken er små skulptur-parker.
I loftet den magiske cirkel med initialerne IHS (Iesus Hostia Sancta), jesuitternes ordensmærke.
Largo do Pelourinho
Fra domkirkepladsen Terreiro de Jesus går man ned ad Rua Portas do Carmo (skråt til venstre, hvis man har katedralen i ryggen), der leder ned til Largo do Pelourinho, »Gabestok-pladsen« hvor slaver blev pint eller henrettet, hvis de havde sat sig op mod deres hvide herrer. Gabestokken blev afskaffet i 1835. Det var også på Pelourinho, at de nyankomne slaver blev lænket sammen i lange rækker og trukket op på en platform til højre på pladsen for at blive solgt.
Largo do Pelourinho var hjertet af kolonitidens Salvador. Omkring pladsen ligger 27 fornemme huse, der alle var beboet af rige og mægtige familier. I 1969 begyndte en lokal fond at sikre restaureringen af disse huse, og i 1987 blev området af UNESCO erklæret for en del af Verdens Kulturarv.
Husene er alle restaurerede udvendigt. I nummer 19 ligger SENAC (Centeret for Kulturelle Aktiviteter), der om aftenen byder på show med lokal dans og musik.
I Largo do Pelourinho 3 ligger Bymuseet, Museu da Cidade, åbent 9.30-18.30, lø. 13-17, sø. 9-13, lukket ti., hvor man blandt andet kan se en samling gamle dragter med tilknytning til candomblé og desuden brugsgenstande, smykker og lertøj.
På hjørnet af Rua Alfredo Brito ligger Fundaçao Jorge Amado, hvor man kan få et indtryk af den verdensberømte forfatters liv og værk.
For enden af pladsen ligger den blå kirke fra 1700-tallet, Nossa Senhora do Rosario dos Pretos, åbent 7.30-18, lø.-sø. 7.30-12,bygget og betalt af slaverne, der ikke havde adgang til de hvides kirker.
Går man ned ad Rua Gregorio de Matos, støder man først på Filhos de Gandhi (Gandhis Børn), en af Salvadors berømteste karnevalsgrupper – et af medlemmerne, som tit sidder i receptionen, har i øvrigt en forbløffende lighed med den afdøde indiske statsmand. Længere nede møder man klublokalerne for »Oludum« – den sorte percussion-gruppe, der med optog i gaderne og sin originale afro-brasilianske spillestil er blevet kendt verden over. Både Paul Simon og Michael Jackson kom til Salvador for at spille med dem. Oludum udfører et stort socialt/musikalsk arbejde blandt fattige børn og unge i Salvador. Oludum spiller hver tirsdag fra klokken 20 på pladsen nær deres kontor.
Hver for sig kunne de lokke tusinder af turister til. Tilsammen gør de Salvador til en femstjernet attraktion, af mange opfattet som det rigtige Brasilien.
Hertil kommer, at den lokale regering i Salvador i de sidste mange år har investeret massivt i turismen. Staten og byen har nok Brasiliens mest effektive og fornuftige turistpolitik (med Ceará længere oppe ad kysten som mulig konkurrent). Det betyder udvikling af nye turistmål med en infrastruktur, der gør det behageligt at komme der, for ikke at tale om uddannelse af service-minded personale.
Afro-brasiliansk kultur
Intet andet sted i Brasilien er den afro-brasilianske kultur så fremherskende. Musikken, maden, religionen og livsrytmen domineres af slavernes efterkommere, og sorte og mulatter tæller over 70% af Salvadors små to mio. indbyggere. I Brasilien som helhed udgør sorte og mulatter omkring 40%.
Bahia har sin egen rytme og sin egen livsstil. Solen skinner året rundt, så hvorfor have travlt? Blandt andre brasilianere har beboerne i Bahia/Salvador, os bahianos, ry for at være dovne og uendeligt sløve i optrækket. Det høres på deres langsomme og syngende måde at tale på. Og det mærkes, når man afgiver sin bestilling på en bar eller restaurant. Man kan nemt vente en halv time på at få det, man bad om.
Bahianerne overgår selv carioca’erne i Rio med deres talent for afslappet livsnydelse. Ingen grund til at løbe stærkt i varmen – bortset fra når musikken spiller. Bahianerne bruger enhver lejlighed til at feste i gaden. Midtpunkt er de såkaldte trios eletricos, åbne lastvogne med levende musik. Når en trio eletrico tager opstilling med de lokale frevo-, timbalada- eller samba-reggae-rytmer drønende ud af enorme højttalere, er der ingen grænse for bahianaernes energi. De danser bag lastvognen i timevis. (Læs mere om karnevallet i Salvador og de andre fester i undermenuen Camdomblé og Capoeira)
Byens afrikanske islæt møder man overalt. På gaden ses de såkaldte bahianas, kvinder fra Bahia. I luftige, hvide nederdele og løse bomuldsbluser, ofte med kniplinger, en slags turban på hovedet og et broget sjal over skuldrene. Tit sælger de friske frugter eller hjemmelavede småspiser. For eksempel bønner dyppet i dej og friturestegt i palmeolie, undertiden tilberedt med stegte rejer og rullet ind i bananblade. Eller søde, søde sager som karameliserede kokostærter eller en kop vaniljecreme med kokos. Ingen grund til at spise hamburgere i Bahia.
Bahiana’en er et begreb i brasiliansk kultur. Under karnevallet i Rio har alle samba-skolerne en sektion med hundredvis af bahianas, som en hyldest til denne store moderfigur i den afro-brasilianske kultur. Deres klædedragt er en arv fra kolonitiden, hvor de sorte efterlignede herskabernes fine tøj.
Den afrobrasilianske religion Candomblé kommer fra Bahia. Det samme gør kampdansen Capoeira.
Historie
Salvador ligger ved Bahia de Todos os Santos, Allehelgens-bugten, der med sine 1052 km2 er Brasiliens største havbugt. Bugten blev opdaget i året 1501 af den italienske kaptajn Amerigo Vespucci, som den nye verden blev opkaldt efter.
Byen skulle egentlig have heddet San Salvador (Den Hellige Frelser), men ved en skrivers forglemmelse blev det kun til Salvador. Delstaten Bahia har fået navn efter bugten. Salvador var Brasiliens første hovedstad fra 1549 til 1763. Bahia var en rig stat, der levede af kvægdrift og landbrug, først og fremmest sukkerrør. Salvador var Brasiliens vigtigste havn. Rigdommene blev udskibet til moderlandet Portugal, slaverne blev fragtet over fra Afrika.
I de to hundrede år, hvor Salvador var hovedstad, voksede den sig rig og mægtig. Der blev bygget pragtfulde kirker og store paladser, og kulturlivet blomstrede. Det siges, at mere end 20.000 bygninger i dagens Salvador har over 250 år på bagen. Da der blev fundet guld i delstaten Minas Gerais, besluttede Portugals konge imidlertid at flytte koloniadministrationen til Rio de Janeiro for bedre at kunne styre denne nye kilde til rigdom.
De næste to hundrede år lå Salvador i dvale. Byen mistede sin betydning, og det betød, at den undgik de forandringer, der kunne have ødelagt det gamle Salvador. De historiske bygninger forfaldt, men overlevede. I de seneste år har området oplevet en opblomstring. De historiske bygninger er ved at blive restaureret, og moderne kontor-skyskrabere er skudt op rundt om den gamle by uden at spolere den.
Antônio Dræberen
Et af hovedværkerne i den brasilianske Cinema Novo-bevægelse er filmen Antônio das Mortes (Antônio Dræberen) af Glauber Rocha, Historien foregår på den tørre højslette sertão i Nordøst. Den handler om en revolvermand, der hyres af en godsejer til at myrde de lokale banditter, »cangaceiros«.
Alta e baixa – op og ned
Byen ligger i to niveauer: Den Øvre Bydel, Cidade Alta, ligger på et plateau ca. 70 m over havet. Her ligger centrum og flest af de historiske seværdigheder. Den Nedre Bydel, Cidade Baixa, ligger i niveau med havet. For at komme fra det ene niveau til det andet kan man enten gå ad de stejle gader, tage forskellige skinnebusser eller den berømte Lacerda-elevator fra Praça Cairu i Cidade Baixa til Praça Municipal i Cidade Alta. Den oprindelige var fra 1930 og bygget af det danske entreprenørfirma Christiani og Nielsen – men er for et par år siden skiftet ud med en ny model.
De nye rige kvarterer langs strandene, fx Barra og Ondina, bliver også betegnet som Cidade Alta, altså Den Øvre Bydel, selv om de ligger i niveau med havet.
Seværdigheder
I det følgende fortælles om de vigtigste seværdigheder. Men Salvador har flere museer og kirker end de nævnte. Alle vegne kan man gøre sine egne fund. Forfatteren husker fx for år tilbage at have set en rotterede af ægte guld og sølv, der var blevet fundet bag en væg på et kirkeloft. Den var bygget af stumper af broderitråd, der blev tilovers ved tilvirkningen af bispernes højmesse-skrud. Salvador var engang så rig, at selv fattige kirkerotter kom til ære og værdighed. Hvis nogen skulle støde på den gyldne rotterede, hører jeg meget gerne fra dem. Jeg vil gerne se den igen.
Kigger man ud over det gamle Salvador, ser man kirketårne stikke op overalt. Traditionen siger, at Salvador har 365 kirker, én for hver dag i året, men det er en overdrivelse. I hele byen findes 150-200 kirker. De fleste kirker er lukket et par timer omkring middagstid.
Store dele af den gamle Cidade Alta er blevet restaureret i de seneste år, især i området omkring Pelourinho. Dette kvarter, der indtil for 20 år siden var præget af fattigdom, prostitution og malerisk forfald, har i dag mistet sit autentiske folkelige særpræg.
For turisterne er det godt og skidt. Godt, fordi de nu kan komme der uden at blive rullet. Skidt, fordi de, der turde komme, har mistet det rå og smukke miljø, som man kan møde i Jorge Amados romaner. Steriliseringsprocessen er af samme type som den, der er foretaget i fx Nyhavn i København.
Husenes facader er pudset op i smukke pastelfarver; men der er ikke tale om restaurering i dansk forstand. Dertil rakte pengene ikke. Indvendigt er de fleste huse skamferet, men skallen er flot, og på gadeplan ser det fint ud. De fattige beboere, der boede her indtil for 15 år siden, er naturligvis presset ud. Sådan går det jo.
Helvedeskæften
Gregorio de Matos er navnet på en brasiliansk digter fra 1600-tallets Salvador. Han var kendt som politisk oprører og en stor kvindebedårer. Hans tilnavn var »Boca de Inferno«, hvilket er navnet på en farverig bog af Ana Miranda, direkte oversat til dansk under titlen Helvedeskæften.
Igreja de São Francisco 1
Praça Pe. Anchieta. åbent 8-17.30, sø. 7-12.
São Francisco-kirken, der blev opført 1723-1782 med tilhørende kloster og kapel, er perlen. Den er et fantastisk eksempel på den overdådige brasilianske barok. Selv om Den hellige Frans af Assisi som bekendt forsagede denne verdens rigdomme, er det indre af hans kirke i Salvador beklædt med ægte bladguld – fra gulv til loft. Det kan fortolkes som en jordisk spejling af det paradis, der er den frommes belønning, eller måske snarere som et udtryk for koloniens ønske om at »blære sig« over for herrerne i Lissabon.
Væggene er beklædt med udskåret træ belagt med bladguld. Om dagen henligger kirkerummet i dunkelt halvmørke; men ved aftenmessen tændes alle lysene, og guldet kommer til sin fulde ret. Sædvanligvis er der messe hver aften. Gudstjenesterne er velbesøgte, især tirsdag aften der er helliget den populære Sankt Antonius: de svages beskytter, hittegods-helgenen – ham man beder til, hvis hotelnøglen er blevet væk.
Til venstre for kirken ligger Franciskanerordenens kloster præget af simpel, harmonisk ro. Kakkeludsmykningen blev i 1730 skænket af den portugisiske konge. Se den smukke mødesal og klostergården og gå op på første sal, hvor der findes en udstilling af kirkekunst. En legemsstor Jesus på korset, der bløder med lange røde bånd, er et herligt eksempel på effektfuld katolsk kunst udført med simple midler. Læg gerne penge i fattigbøssen efter besøget. Klosteret serverer hver dag måltider for kvarterets mange trængende.
Et skridt til højre for klosteret ligger Den Tredje Franciskanerordens Kirke (1703), åbent 8-12 og 13-17, lø.-sø. lukket. Mest bemærkelsesværdig er de hvide stenrelieffer, der smykker facaden. De var i årevis skjult bag et tykt lag kalk. Ved et tilfælde blev vidunderet opdaget af en elektriker, der skulle lægge en ledning. Et møjsommeligt restaureringsarbejde gav kirken dens oprindelige udseende tilbage.
Katedralen 2
Praça da Sé, åbent 8-11.30 og 14-17.30.
Katedralen blev bygget 1657-72 på pladsen Terreiro de Jesus af jesuiterordenen, der, med Gilberto Freyres ord, »måske var den mest effektive kraft i europæiseringen af den indianske befolkning, håndværksmæssigt, kulturelt og moralsk.« I 1759 blev jesuitterne smidt ud af Brasilien efter storpolitiske intriger, og katedralen i Salvador er et af de få minder om ordenens storhed.
Katedralen er Salvadors største kirke. I modsætning til São Francisco-kirken er den præget af kølig strenghed, men den er samtidig storslået.
Rækken af altre i begge sider af kirkeskibet viser, hvordan barokken udviklede sig. De første har glatte overflader (og kan åbnes som et skab), de følgende begynder så småt at få relieffer, mens de sidste altre i rækken er små skulptur-parker.
I loftet den magiske cirkel med initialerne IHS (Iesus Hostia Sancta), jesuitternes ordensmærke.
Largo do Pelourinho
Fra domkirkepladsen Terreiro de Jesus går man ned ad Rua Portas do Carmo (skråt til venstre, hvis man har katedralen i ryggen), der leder ned til Largo do Pelourinho, »Gabestok-pladsen« hvor slaver blev pint eller henrettet, hvis de havde sat sig op mod deres hvide herrer. Gabestokken blev afskaffet i 1835. Det var også på Pelourinho, at de nyankomne slaver blev lænket sammen i lange rækker og trukket op på en platform til højre på pladsen for at blive solgt.
Largo do Pelourinho var hjertet af kolonitidens Salvador. Omkring pladsen ligger 27 fornemme huse, der alle var beboet af rige og mægtige familier. I 1969 begyndte en lokal fond at sikre restaureringen af disse huse, og i 1987 blev området af UNESCO erklæret for en del af Verdens Kulturarv.
Husene er alle restaurerede udvendigt. I nummer 19 ligger SENAC (Centeret for Kulturelle Aktiviteter), der om aftenen byder på show med lokal dans og musik.
I Largo do Pelourinho 3 ligger Bymuseet, Museu da Cidade, åbent 9.30-18.30, lø. 13-17, sø. 9-13, lukket ti., hvor man blandt andet kan se en samling gamle dragter med tilknytning til candomblé og desuden brugsgenstande, smykker og lertøj.
På hjørnet af Rua Alfredo Brito ligger Fundaçao Jorge Amado, hvor man kan få et indtryk af den verdensberømte forfatters liv og værk.
For enden af pladsen ligger den blå kirke fra 1700-tallet, Nossa Senhora do Rosario dos Pretos, åbent 7.30-18, lø.-sø. 7.30-12,bygget og betalt af slaverne, der ikke havde adgang til de hvides kirker.
Går man ned ad Rua Gregorio de Matos, støder man først på Filhos de Gandhi (Gandhis Børn), en af Salvadors berømteste karnevalsgrupper – et af medlemmerne, som tit sidder i receptionen, har i øvrigt en forbløffende lighed med den afdøde indiske statsmand. Længere nede møder man klublokalerne for »Oludum« – den sorte percussion-gruppe, der med optog i gaderne og sin originale afro-brasilianske spillestil er blevet kendt verden over. Både Paul Simon og Michael Jackson kom til Salvador for at spille med dem. Oludum udfører et stort socialt/musikalsk arbejde blandt fattige børn og unge i Salvador. Oludum spiller hver tirsdag fra klokken 20 på pladsen nær deres kontor.
Click here to edit.
Karmeliterklosteret, -kirken og -museet 4
Convento, Igreja og Museu do Carmo, Largo do Carmo. Kirke og kloster: åbent 9-13 og 14-18, lukket sø. Museum: åbent ma.-lø. 8-12 og 14-18, sø. 8-12.
Klosteret er fra slutningen af 1500-tallet. Det var her, at hollænderne i 1625 underskrev overgivelseserklæringen efter at have holdt byen besat et år.
Kirken: Læg mærke til højalteret med dets arbejder i guld og sølv, de massive sølvlysestager og lysekronerne i bronze, en gave fra kong João 6. Sakristiet med dets væld af ornamenter regnes for et mesterværk inden for kolonitidens kunst.
Museet viser hovedværker i den koloniale kunst: møbler, religiøse figurer, kirkelige ornater. En sal er helliget de afrikanske ritualer og viser, hvordan de afrikanske guder hører sammen med de katolske helgener. Deres symboler og attributter sammenlignes. Særdeles interessant, hvis man har fået smag for candomblé – den brasilianske voodoo.
Museu Afro-Brasileiro 5
Terreiro de Jesus, th. for katedralen, tlf. 321 03 83, åbent ma.-fr. 9-17.
Viser de religiøse og spirituelle bånd mellem Brasilien og Afrika. Et velindrettet museum, der bygger på den nye forskning på Bahias center for afrikanske og orientalske studier. De afrikanske guder kom til Brasilien med slaverne, og museet viser de paralleller, der stadig, 200 år senere, eksisterer mellem Brasilien og Afrika.
Museet spiller en vigtig rolle for Salvadors »neger-bevægelse« (Movimento Negro), der søger tilbage til de sorte brasilianeres afrikanske arv. Et ungt og levende museum.
Museu de Arte Sacra 6
Rua do Sodré 24, tlf. 243 63 10, åbent ma.-fr. 11.30-17.30, lø.-sø. lukket. Ligger i det smukke Santa Tereza-kloster (1600-tallet) med udsigt over havet. Museet byder på en smuk samling af kirkekunst. En af de fineste i Brasilen og Bahias bedste. Helgenskulpturer af træ, sæbesten og elfenben.
Mercado modelo 7
Salvadors berømte marked i den gamle toldbygning (Casa da Alfandega) brændte i 1983, men det blev genopbygget og åbnede i 1986. Det er en stor bygning på Cairu-pladsen, som man kommer til ved at tage Lacerda-elevatoren til Den Nedre Bydel.
Markedet ligger ved havnen, og der er masser af liv, når bådene lægger til om aftenen. På arealet omkring Model-markedet sælges der frugt, fisk og blomster. Om lørdagen kan man se opvisninger af slavernes gamle selvforsvarsdans Capoeira.
Inde i toldbygningen er der marked i to etager, hvor der præsenteres et rigt udvalg af små og store souvenirs. Selv den mest sparsommelige vil finde det svært ikke at købe et eller andet. Her er spændende smykker, Nordøstbrasiliens typiske lerfigurer, rytmeinstrumenter, hængekøjer, silketørklæder, vævede sjaler, hvide bahiana-kostumer med kniplinger, håndlavede sko, tasker, hatte, sukkerrørsbrændevin hældt på tørrede kokosnødder (pas på! Sprutten tørrer ud i løbet af nogle måneder, hvis man ikke drikker den) og nips af enhver tænkelig art.
Markedet er velorganiseret, og priserne er nogenlunde ens over det hele.
Når indkøbene er overstået, kan det varmt anbefales at spise frokost i restauranten på første sal hos Maria São Pedro, kendt for sit gode regionale køkken. Spiserummet er stort og højloftet, og tjenere og tjenerinder er klædt i typiske bahianer-kostumer.
Igreja Nosso Senhor de Bomfim 8
Bomfim-kirken, åbent 6.30-12 og 14-18, ma. lukket.
Kirken (1745-72), der ligger et godt stykke fra centrum, er hverken særlig smuk eller rigt udsmykket. Men det er bahianaernes yndlingskirke, og man overdriver formentlig ikke ved at sige, at det blandt brasilianerne er Brasiliens berømteste kirke.
Foran kirken er der en stemning, der minder om templets forgård i Bibelens Jerusalem (hvorfra Jesus smed kræmmerne ud). Et hav af børn og voksne forsøger at sælge små bundter af farvede bånd. Traditionen siger, at man kan få et ønske opfyldt, hvis man binder et af dem om håndleddet og lader det sidde, til det falder af af sig selv. Det tager tre-fire måneder, men der er også eksempler på, at det kan tage flere år. Hvis det er helt rigtigt, skal båndene stænkes med vievand, for at de virker.
Facaden er dekoreret med hundredvis af elektriske pærer, der tændes, når der er fest.
Indvendigt er kirken meget net med de typiske blåmalede kakler i sidegangene. Men det mest interessante er rummene med votiv-gaver. Fra loftet hænger hundredvis af gullige voksben, vokshoveder og voksarme. På væggen tusindvis af takkebreve med fotos. Der er både gadefejere og generaler iblandt. Det handler om mirakuløse helbredelser. Mennesker, der har bedt til Salvadors skytshelgen Nosso Senhor de Bomfim og er blevet helbredt. Eller mennesker, der har været et hårsbred fra døden under trafikuheld.
Samlingen fortsætter på første sal: Montrer med små maver eller brystkasser, ører og øjne og næser af sølv, støvede krykker og korsetter, malerier af skibe, der slap frelst gennem stormen, og så videre og så videre. Et imponerende opbud af mirakler og et dybt kig ind i Bahias og Brasiliens folkesjæl.
Strandene
Strandene er Salvadors tredje attraktion. Ligesom i Rio spiller de en essentiel rolle i byens liv.
Strandene strækker sig kilometerlangt nordpå langs Atlanterhavskysten. Mest berømt er den fjerneste af dem: Itapoã. Berømmelsen skyldes en sang af den romantiske, bahianske sanger Dorival Caymni.
Strandene sydpå inde i bugten (efter Barra) er så forurenede, at man ikke skal bade fra dem. Det samme gælder ofte de første strande langs Atlanterhavskysten. Der er sat skilte op, hvor der er sundhedsfare.
I nærheden af Itapoã, som også er en lille landsby, hvor der bor mange kunstnere, ligger søen Lagoa de Abaete, der er omgivet af hvide klitter. Mange legender knytter sig til søens sorte vande.
Endnu længere ude bliver strandene bedre, og der er bygget nye eksklusive turisthoteller.
Der går bus ad strandvejen Orla Maritima til Itapoã. For at komme længere ud er det nødvendigt at leje en bil, tage en taxa eller en bus fra busstationen.
Brasiliens bedste mad
Det afrikansk-inspirerede køkken er Brasiliens bedste. Det er varieret og bygger på en række karakteristiske ingredienser: dendé (palmeolie), frisk koriander, kokosmælk, frisk ingefær, rejer og lime. Vær forsigtig i begyndelsen.
Danske maver, der ikke er vant til palmeolie eller store mængder olie i det hele taget, kan godt finde på at protestere over dendé’en. Så nøjes med et enkelt lokalt måltid om dagen.
Typiske retter
Bobo de Camarão: rejer i sovs af tomat, kokosmælk, dendé, hvidløg og maniokmel
Muqueca de Peixe: fisk, der først er kogt, dernæst stegt i dendé og oversprøjtet med limesaft
Xinxin de galinha: kylling kogt i bouillon og dendé, med koriander, rejer og andet tilbehør
Casquinha de Siri: en muslingeskal fyldt med krabbekød, dækket med et lag maniok og bagt i ovnen. En af de almindeligste forretter
Vatapá: en slags tyk puré af rismel, ingefær, peber, koriander, dendé, rejer og kokosmælk
Fritada de Camarões: stegte rejer, der først er kogt med palmeolie
Sarapatel: indvoldsret af tarme, lever, nyre og griseblod
Carurú: ret baseret på friske og tørrede rejer, løg, dendé og peberfrugter
Retterne er normalt ikke stærkere, end at enhver kan spise dem. Men vær forsigtig med den chili-olie, der bliver sat ind på bordet. Den kan være uhyggeligt stærk.
Praktiske oplysninger
Turist Information: Bahiatursa, Rua das Laranjeiras 12 (Pelourinho), tlf. 321 24 63, åbent 8.20-22. Bahiatursa har billige kort, forslag til program og ofte god information på engelsk, undertiden tysk
Turist Information: Mercado Modelo, Praça Cairu (Comércio), tlf. 241 0242, åbent ma.-fr. 9-18, lø.-sø. 9-13.30
Turist Information: Generel telefonservice for turister: tlf. 131
Lufthavn: Aeroporto Deputado Luis Eduardo Magalhães, Estrada do Coco, Municipio de Lauro de Freitas (28 km), tlf. 204 10 10. Lufthavnstaxa, tlf. 381 4411 eller 241 2266
Lufthavn: Flyselskaber: Varig, tlf. 204 1050; Transbrasil, tlf. 204 1070; TAM. tlf. 342 1023
Bus: Udenbys: Terminal Rodoviaria, Av. Antonio Carlos Magalhães (Pituba), tlf. 358 6633. Langt fra centrum. Benyt bybus »Rodoviaria« fra Praça Tomé de Souza
Bus: Bybusser. Vigtigste knudepunkter: Praça Tomé de Souza, Praça da Sé (Den Øvre Bydel), Praça Cairu (Den Nedre Bydel, Mercado Modelo), Terminal de Lapa (Nazaré) og Terminal Campo Grande (Centrum)
Færger Terminal do Centro Nautico da Bahia, Av. da França (Den Nedre Bydel), tlf. 326 6603
Terminal Turistico de S. Joaquim, Av. Oscar Pontes 1051, tlf. 319 2890. Sejlture til Itapirica og øer i området
Biludlejning: Avis, tlf. 377 2276, Localiza, tlf. 377 22 72
Kabelbaner og elevatorer
Kabelbaner mellem Den Nedre og Den Øvre Bydel:
La Lacerda, åbent hele døgnet: Praça Tomé da Souza (Den Øvre Bydel) og Praça Cairu (Den Nedre Bydel)
Elevador do Pilar, åbent 6-20: Rua Joaquiom Tavora (Den Øvre Bydel), Ruas Pilar (Den Nedre Bydel)
Plana inclinado do Gonçalves, åbent 6-20: Praça Ramos de Quieros (Den Øvre Bydel), Rua Francisco Gonçalves (Den Nedre Bydel).
Overnatning
Generelt må det anbefales at bo i nærheden af strandene – hvis man søger komfort og afslapning - eller i centrum i kvarteret omkring Pelourinho. i den del der hedder Santo Antônio, hvis man vil snuse til den afrobrasilianske kultur dag og nat. Her er både gode backpacker steder og en håndfuld mere luksuriøse.
**** Sofitel, Rua Passárghada (Farol da Itapoã), tlf. 374 8500. Luksushotel ved den berømte Itapoã-strand. Høj miljøstandard og avanceret teknologi for at spare på energien. Stort svømmebassin
** Vila Galé Bahia, Rio Morro do Escravo Miguel 320 (Ondina), tlf. 263 88 88. Nyt hotel, indviet i 2002 med fin beliggenhed, 10. min fra det historiske centrum, med vidunderlig havudsigt og tæt på Barra og Rio Vermelho – to kvarterer med god gang i den
** Catharina Paraguaçu, Rua João Gomes 128, Rio Vermelho. I stor, historisk villa, 32 værelser, indrettet med kunsthåndværk og kakler dekoreret af lokale kunstnere
** Pousada das Flores, Rua Direita de Sto. Antônio 442, tlf. 243 1836. Hotel i den gamle by i bygning fra 1740. Nogle værelser med balkon og udsigt over byen og bugten
* Pousada Marcos, Av. Oceânica 281, tlf. 235 5117. Billigt hotel lige ud til stranden – à la vandrerhjem
I centrum
***** Pestana Convento do Carmo, Rua do Carmo 1 (Santo Antonio) tlf. 33 27 84 00– Luksus i gammelt kloster – eksklusivt hotel i historiske bygninger. Det fineste i den gamle by. Måske i hele byen.
*** Pousada Redfish – Ladeira do Boqueirão 1, tel. 3241 0639 – Pæn kvalitet, sjove farver og sjov indretning og værelser med spektakulær udsigt.
* Pelourinho, Rua Alfredo Brito 20 (Pelourinho), tlf. 243 2324. Gammelt studenterhotel i den gamle by, forfatteren Jorge Amado har boet her.
Restauranter
/// Trapiche Adelaide, Av. Contorno (Bahia Design Center), tlf. 326 22 11. En af byens toprestauranter. Ligger i en gammel lagerbygning ved havnen – gennem vinduerne udsigt over bugten. Fint eksperimenterende køkken. Ikke adgang i shorts
/// Solar da Unhão, Av. do Contorno ulige nr. (Beira-mar), tlf. 329 55 51. åbent lukket sø. middag. I gammel villa ud til havet. Fabelagtigt Folkloreshow kl. 21.00 med vild capoeira. Regionalt og internationalt køkken
// Galpão, Av. do Contorno 660 (Cidade Baixa), tlf. 266 55 44. Fransk kok, Laurent Saudeaus velsmagende eksperimenter med brasilianske ingredienser. Bredt publikum
// Paraíso Tropical, Rua Edgar Loureiro 98-B (Cabula), tlf. 384 74 64. Version light af Bahia-køkkenets retter. Dendé-olie, som de bruger, er frisk og fremstillet på stedet, og kokos-mælken erstattet af det friske frugtkød
// Uauá, Rua Gregorio Mattos 36 (Pelourinho), tlf. 321 3089. Nordøstmad
/ Jardim das Delicias, Rua João de Deus 12 (Pelourinho). I det gamle centrum kvarter. De er gode til at tilberede de lokale retter – men de sløve, uopmærksomme tjenerne lever op til bahiaernes dorske ry
Indkøb
Det rigtige sted at gøre sine indkøb er Mercado Modelo.
Sightseeing
Turistbureauerne arrangerer ture af forskellig længde med engelsksprogede guider. Brochurer ligger fremme på alle hoteller. Vær forberedt på, at ikke alle er lige punktlige og velorganiserede – sådan er Bahia.
Besøger man de historiske kvarterer på egen hånd, så overvej at hyre en guide. Med en guide slipper man for det første for at afvise de 50 guider, der uvægerligt tilbyder sig (de kan være ret irriterende). For det andet er byen fuld af spændende historier. Guiderne har alle gennemgået universitetskurser. De er autoriserede af det statslige turistbureau og meget vidende.
Aftal pris i forvejen. Spørg eventuelt på hotellet, hvor meget man skal give. Det er svært at give en retningslinje, men mere end 100 kr. er det næppe for 2-3 timer. Inviter eventuelt guiden på frokost.
Nyttige adresser
Dansk konsulat: Consulado Real da Dinamarca, c/o Bahia Ship Agência Marítima Ltda., Av. Estados Unidos 18 B, 8. sal, Comércio, 40010-020 Salvador, Bahia, tlf. 243 8825, åbent 8-12, 13-18. Konsul Ronald Scenkels tlf. privat 240 3104
Norsk konsulat: Av. Estados Unidos 14, 8. sal, Edf. Suerdleck – Comercio, 40010-020 Salvador, Bahia, tlf. 326 8500, åbent 8.30-12.00, 13-18. Konsul: Ronald Schenkels
Convento, Igreja og Museu do Carmo, Largo do Carmo. Kirke og kloster: åbent 9-13 og 14-18, lukket sø. Museum: åbent ma.-lø. 8-12 og 14-18, sø. 8-12.
Klosteret er fra slutningen af 1500-tallet. Det var her, at hollænderne i 1625 underskrev overgivelseserklæringen efter at have holdt byen besat et år.
Kirken: Læg mærke til højalteret med dets arbejder i guld og sølv, de massive sølvlysestager og lysekronerne i bronze, en gave fra kong João 6. Sakristiet med dets væld af ornamenter regnes for et mesterværk inden for kolonitidens kunst.
Museet viser hovedværker i den koloniale kunst: møbler, religiøse figurer, kirkelige ornater. En sal er helliget de afrikanske ritualer og viser, hvordan de afrikanske guder hører sammen med de katolske helgener. Deres symboler og attributter sammenlignes. Særdeles interessant, hvis man har fået smag for candomblé – den brasilianske voodoo.
Museu Afro-Brasileiro 5
Terreiro de Jesus, th. for katedralen, tlf. 321 03 83, åbent ma.-fr. 9-17.
Viser de religiøse og spirituelle bånd mellem Brasilien og Afrika. Et velindrettet museum, der bygger på den nye forskning på Bahias center for afrikanske og orientalske studier. De afrikanske guder kom til Brasilien med slaverne, og museet viser de paralleller, der stadig, 200 år senere, eksisterer mellem Brasilien og Afrika.
Museet spiller en vigtig rolle for Salvadors »neger-bevægelse« (Movimento Negro), der søger tilbage til de sorte brasilianeres afrikanske arv. Et ungt og levende museum.
Museu de Arte Sacra 6
Rua do Sodré 24, tlf. 243 63 10, åbent ma.-fr. 11.30-17.30, lø.-sø. lukket. Ligger i det smukke Santa Tereza-kloster (1600-tallet) med udsigt over havet. Museet byder på en smuk samling af kirkekunst. En af de fineste i Brasilen og Bahias bedste. Helgenskulpturer af træ, sæbesten og elfenben.
Mercado modelo 7
Salvadors berømte marked i den gamle toldbygning (Casa da Alfandega) brændte i 1983, men det blev genopbygget og åbnede i 1986. Det er en stor bygning på Cairu-pladsen, som man kommer til ved at tage Lacerda-elevatoren til Den Nedre Bydel.
Markedet ligger ved havnen, og der er masser af liv, når bådene lægger til om aftenen. På arealet omkring Model-markedet sælges der frugt, fisk og blomster. Om lørdagen kan man se opvisninger af slavernes gamle selvforsvarsdans Capoeira.
Inde i toldbygningen er der marked i to etager, hvor der præsenteres et rigt udvalg af små og store souvenirs. Selv den mest sparsommelige vil finde det svært ikke at købe et eller andet. Her er spændende smykker, Nordøstbrasiliens typiske lerfigurer, rytmeinstrumenter, hængekøjer, silketørklæder, vævede sjaler, hvide bahiana-kostumer med kniplinger, håndlavede sko, tasker, hatte, sukkerrørsbrændevin hældt på tørrede kokosnødder (pas på! Sprutten tørrer ud i løbet af nogle måneder, hvis man ikke drikker den) og nips af enhver tænkelig art.
Markedet er velorganiseret, og priserne er nogenlunde ens over det hele.
Når indkøbene er overstået, kan det varmt anbefales at spise frokost i restauranten på første sal hos Maria São Pedro, kendt for sit gode regionale køkken. Spiserummet er stort og højloftet, og tjenere og tjenerinder er klædt i typiske bahianer-kostumer.
Igreja Nosso Senhor de Bomfim 8
Bomfim-kirken, åbent 6.30-12 og 14-18, ma. lukket.
Kirken (1745-72), der ligger et godt stykke fra centrum, er hverken særlig smuk eller rigt udsmykket. Men det er bahianaernes yndlingskirke, og man overdriver formentlig ikke ved at sige, at det blandt brasilianerne er Brasiliens berømteste kirke.
Foran kirken er der en stemning, der minder om templets forgård i Bibelens Jerusalem (hvorfra Jesus smed kræmmerne ud). Et hav af børn og voksne forsøger at sælge små bundter af farvede bånd. Traditionen siger, at man kan få et ønske opfyldt, hvis man binder et af dem om håndleddet og lader det sidde, til det falder af af sig selv. Det tager tre-fire måneder, men der er også eksempler på, at det kan tage flere år. Hvis det er helt rigtigt, skal båndene stænkes med vievand, for at de virker.
Facaden er dekoreret med hundredvis af elektriske pærer, der tændes, når der er fest.
Indvendigt er kirken meget net med de typiske blåmalede kakler i sidegangene. Men det mest interessante er rummene med votiv-gaver. Fra loftet hænger hundredvis af gullige voksben, vokshoveder og voksarme. På væggen tusindvis af takkebreve med fotos. Der er både gadefejere og generaler iblandt. Det handler om mirakuløse helbredelser. Mennesker, der har bedt til Salvadors skytshelgen Nosso Senhor de Bomfim og er blevet helbredt. Eller mennesker, der har været et hårsbred fra døden under trafikuheld.
Samlingen fortsætter på første sal: Montrer med små maver eller brystkasser, ører og øjne og næser af sølv, støvede krykker og korsetter, malerier af skibe, der slap frelst gennem stormen, og så videre og så videre. Et imponerende opbud af mirakler og et dybt kig ind i Bahias og Brasiliens folkesjæl.
Strandene
Strandene er Salvadors tredje attraktion. Ligesom i Rio spiller de en essentiel rolle i byens liv.
Strandene strækker sig kilometerlangt nordpå langs Atlanterhavskysten. Mest berømt er den fjerneste af dem: Itapoã. Berømmelsen skyldes en sang af den romantiske, bahianske sanger Dorival Caymni.
Strandene sydpå inde i bugten (efter Barra) er så forurenede, at man ikke skal bade fra dem. Det samme gælder ofte de første strande langs Atlanterhavskysten. Der er sat skilte op, hvor der er sundhedsfare.
I nærheden af Itapoã, som også er en lille landsby, hvor der bor mange kunstnere, ligger søen Lagoa de Abaete, der er omgivet af hvide klitter. Mange legender knytter sig til søens sorte vande.
Endnu længere ude bliver strandene bedre, og der er bygget nye eksklusive turisthoteller.
Der går bus ad strandvejen Orla Maritima til Itapoã. For at komme længere ud er det nødvendigt at leje en bil, tage en taxa eller en bus fra busstationen.
Brasiliens bedste mad
Det afrikansk-inspirerede køkken er Brasiliens bedste. Det er varieret og bygger på en række karakteristiske ingredienser: dendé (palmeolie), frisk koriander, kokosmælk, frisk ingefær, rejer og lime. Vær forsigtig i begyndelsen.
Danske maver, der ikke er vant til palmeolie eller store mængder olie i det hele taget, kan godt finde på at protestere over dendé’en. Så nøjes med et enkelt lokalt måltid om dagen.
Typiske retter
Bobo de Camarão: rejer i sovs af tomat, kokosmælk, dendé, hvidløg og maniokmel
Muqueca de Peixe: fisk, der først er kogt, dernæst stegt i dendé og oversprøjtet med limesaft
Xinxin de galinha: kylling kogt i bouillon og dendé, med koriander, rejer og andet tilbehør
Casquinha de Siri: en muslingeskal fyldt med krabbekød, dækket med et lag maniok og bagt i ovnen. En af de almindeligste forretter
Vatapá: en slags tyk puré af rismel, ingefær, peber, koriander, dendé, rejer og kokosmælk
Fritada de Camarões: stegte rejer, der først er kogt med palmeolie
Sarapatel: indvoldsret af tarme, lever, nyre og griseblod
Carurú: ret baseret på friske og tørrede rejer, løg, dendé og peberfrugter
Retterne er normalt ikke stærkere, end at enhver kan spise dem. Men vær forsigtig med den chili-olie, der bliver sat ind på bordet. Den kan være uhyggeligt stærk.
Praktiske oplysninger
Turist Information: Bahiatursa, Rua das Laranjeiras 12 (Pelourinho), tlf. 321 24 63, åbent 8.20-22. Bahiatursa har billige kort, forslag til program og ofte god information på engelsk, undertiden tysk
Turist Information: Mercado Modelo, Praça Cairu (Comércio), tlf. 241 0242, åbent ma.-fr. 9-18, lø.-sø. 9-13.30
Turist Information: Generel telefonservice for turister: tlf. 131
Lufthavn: Aeroporto Deputado Luis Eduardo Magalhães, Estrada do Coco, Municipio de Lauro de Freitas (28 km), tlf. 204 10 10. Lufthavnstaxa, tlf. 381 4411 eller 241 2266
Lufthavn: Flyselskaber: Varig, tlf. 204 1050; Transbrasil, tlf. 204 1070; TAM. tlf. 342 1023
Bus: Udenbys: Terminal Rodoviaria, Av. Antonio Carlos Magalhães (Pituba), tlf. 358 6633. Langt fra centrum. Benyt bybus »Rodoviaria« fra Praça Tomé de Souza
Bus: Bybusser. Vigtigste knudepunkter: Praça Tomé de Souza, Praça da Sé (Den Øvre Bydel), Praça Cairu (Den Nedre Bydel, Mercado Modelo), Terminal de Lapa (Nazaré) og Terminal Campo Grande (Centrum)
Færger Terminal do Centro Nautico da Bahia, Av. da França (Den Nedre Bydel), tlf. 326 6603
Terminal Turistico de S. Joaquim, Av. Oscar Pontes 1051, tlf. 319 2890. Sejlture til Itapirica og øer i området
Biludlejning: Avis, tlf. 377 2276, Localiza, tlf. 377 22 72
Kabelbaner og elevatorer
Kabelbaner mellem Den Nedre og Den Øvre Bydel:
La Lacerda, åbent hele døgnet: Praça Tomé da Souza (Den Øvre Bydel) og Praça Cairu (Den Nedre Bydel)
Elevador do Pilar, åbent 6-20: Rua Joaquiom Tavora (Den Øvre Bydel), Ruas Pilar (Den Nedre Bydel)
Plana inclinado do Gonçalves, åbent 6-20: Praça Ramos de Quieros (Den Øvre Bydel), Rua Francisco Gonçalves (Den Nedre Bydel).
Overnatning
Generelt må det anbefales at bo i nærheden af strandene – hvis man søger komfort og afslapning - eller i centrum i kvarteret omkring Pelourinho. i den del der hedder Santo Antônio, hvis man vil snuse til den afrobrasilianske kultur dag og nat. Her er både gode backpacker steder og en håndfuld mere luksuriøse.
**** Sofitel, Rua Passárghada (Farol da Itapoã), tlf. 374 8500. Luksushotel ved den berømte Itapoã-strand. Høj miljøstandard og avanceret teknologi for at spare på energien. Stort svømmebassin
** Vila Galé Bahia, Rio Morro do Escravo Miguel 320 (Ondina), tlf. 263 88 88. Nyt hotel, indviet i 2002 med fin beliggenhed, 10. min fra det historiske centrum, med vidunderlig havudsigt og tæt på Barra og Rio Vermelho – to kvarterer med god gang i den
** Catharina Paraguaçu, Rua João Gomes 128, Rio Vermelho. I stor, historisk villa, 32 værelser, indrettet med kunsthåndværk og kakler dekoreret af lokale kunstnere
** Pousada das Flores, Rua Direita de Sto. Antônio 442, tlf. 243 1836. Hotel i den gamle by i bygning fra 1740. Nogle værelser med balkon og udsigt over byen og bugten
* Pousada Marcos, Av. Oceânica 281, tlf. 235 5117. Billigt hotel lige ud til stranden – à la vandrerhjem
I centrum
***** Pestana Convento do Carmo, Rua do Carmo 1 (Santo Antonio) tlf. 33 27 84 00– Luksus i gammelt kloster – eksklusivt hotel i historiske bygninger. Det fineste i den gamle by. Måske i hele byen.
*** Pousada Redfish – Ladeira do Boqueirão 1, tel. 3241 0639 – Pæn kvalitet, sjove farver og sjov indretning og værelser med spektakulær udsigt.
* Pelourinho, Rua Alfredo Brito 20 (Pelourinho), tlf. 243 2324. Gammelt studenterhotel i den gamle by, forfatteren Jorge Amado har boet her.
Restauranter
/// Trapiche Adelaide, Av. Contorno (Bahia Design Center), tlf. 326 22 11. En af byens toprestauranter. Ligger i en gammel lagerbygning ved havnen – gennem vinduerne udsigt over bugten. Fint eksperimenterende køkken. Ikke adgang i shorts
/// Solar da Unhão, Av. do Contorno ulige nr. (Beira-mar), tlf. 329 55 51. åbent lukket sø. middag. I gammel villa ud til havet. Fabelagtigt Folkloreshow kl. 21.00 med vild capoeira. Regionalt og internationalt køkken
// Galpão, Av. do Contorno 660 (Cidade Baixa), tlf. 266 55 44. Fransk kok, Laurent Saudeaus velsmagende eksperimenter med brasilianske ingredienser. Bredt publikum
// Paraíso Tropical, Rua Edgar Loureiro 98-B (Cabula), tlf. 384 74 64. Version light af Bahia-køkkenets retter. Dendé-olie, som de bruger, er frisk og fremstillet på stedet, og kokos-mælken erstattet af det friske frugtkød
// Uauá, Rua Gregorio Mattos 36 (Pelourinho), tlf. 321 3089. Nordøstmad
/ Jardim das Delicias, Rua João de Deus 12 (Pelourinho). I det gamle centrum kvarter. De er gode til at tilberede de lokale retter – men de sløve, uopmærksomme tjenerne lever op til bahiaernes dorske ry
Indkøb
Det rigtige sted at gøre sine indkøb er Mercado Modelo.
Sightseeing
Turistbureauerne arrangerer ture af forskellig længde med engelsksprogede guider. Brochurer ligger fremme på alle hoteller. Vær forberedt på, at ikke alle er lige punktlige og velorganiserede – sådan er Bahia.
Besøger man de historiske kvarterer på egen hånd, så overvej at hyre en guide. Med en guide slipper man for det første for at afvise de 50 guider, der uvægerligt tilbyder sig (de kan være ret irriterende). For det andet er byen fuld af spændende historier. Guiderne har alle gennemgået universitetskurser. De er autoriserede af det statslige turistbureau og meget vidende.
Aftal pris i forvejen. Spørg eventuelt på hotellet, hvor meget man skal give. Det er svært at give en retningslinje, men mere end 100 kr. er det næppe for 2-3 timer. Inviter eventuelt guiden på frokost.
Nyttige adresser
Dansk konsulat: Consulado Real da Dinamarca, c/o Bahia Ship Agência Marítima Ltda., Av. Estados Unidos 18 B, 8. sal, Comércio, 40010-020 Salvador, Bahia, tlf. 243 8825, åbent 8-12, 13-18. Konsul Ronald Scenkels tlf. privat 240 3104
Norsk konsulat: Av. Estados Unidos 14, 8. sal, Edf. Suerdleck – Comercio, 40010-020 Salvador, Bahia, tlf. 326 8500, åbent 8.30-12.00, 13-18. Konsul: Ronald Schenkels
