Rios historie
Rio først i 1800-tallet af Jean-Baptiste Debret. (Klik stort.)
Mange tror at Rio de Janeiro er Brasiliens hovedstad. Det er en
almindelig misforståelse. Andre – heriblandt en amerikansk præsident –
har ment, at hovedstaden var Buenos Aires – men det er en anden
historie. Rigtigt er det, at Rio de Janeiro var regeringsby i næsten 200
år frem til 1960, hvor præsidenten, kongressen, højesteret og
ministerierne flyttede til Brasilia. Det var et hårdt slag for byen –
men Rio mistede ikke sin position som landets kulturelle og ikke mindst
turistmæssige hovedstad. Og byen vokser og vokser.
Hvis 1990’erne var Barra da Tijucas årti, så tilhører ny årtusinde Recreio dos Bandeirantes. »Barra« og »Recreio«, som de kaldes i daglig tale, er to Atlanterhavsstrande – tilsammen mere end tyve kilometer lange – som ligger vest for Ipanema og Leblon. Her langt ude er enorme nye bydele ved at skyde op efter amerikansk forbillede. Med store skyskraber-komplekser og såkaldte condominums (condos), hvor middelklassen bor med sikkerhed og moderne bekvemmeligheder. En del virksomheder og kontorer flytter også herud for at undgå den lange transporttid og de uudholdelige bilkøer ind til centrum.
1970’erne og 1980’erne var årtierne, hvor Ipanema og ikke mindst Leblon blev udviklet og bebygget. Folk, der boede i Ipanema i 50’erne og 60’erne, kan fortælle om en nærmest landligt idyllisk bydel, hvor den tilstødende sø, Lagoa de Freitas var et vildt og tilvokset naturområde.
1950’erne var til gengæld Copacabanas tiår, hvor byggeriet af højhuse i den tættest bebyggede bydel kulminerede. Udbygningen af Copacabana var et storslået projekt. På gamle billeder fra slutningen af 1800-tallet kan man se hotellet Copacabana Palace ligge i ensom majestæt næsten helt ud til stranden med en simpel tosporet vej foran. Copacabana, som den ligger der i dag, med sin brede, hvide sandstrand, den sekssporede vej og det umådeligt brede fortov med det karakteristiske bølgemønster i brolægningen, blev først færdig i 1971. Stranden blev ganske enkelt udvidet og skudt længere ud i vandet.
Materialet til dette og flere andre store land-indvindingsprojekter i Rio kom fra forskellige småbjerge, morros, der blev hakket, brudt og sprængt ned for at skabe luft i centrum af byen. Et kæmpemæssigt arbejde. Således blev Largo da Carioca i centrum udvidet, ved at man brød en del af Morro de San Antônio ned (der hvor sporvognen til Santa Teresa starter). I Rio har man flyttet bjerge for at forbedre byen.
Efter 2. Verdenskrig fyldtes en del af Guanabarabugten op for at give plads til Flamengo-parken (byens største) og to gennemfartsveje, der lettede trafikken mellem centrum og de nye kvarterer langs Atlanterhavet: Copacabana, Ipanema og Leblon.
Den moderne by
Tunnelerne til Copacabana blev brudt i 1892 og 1904 – indtil da blev området betragtet som en ret fjernt beliggende og øde strand, som man kom til via temmeligt besværlige små veje over bjergene. Rios centrum blev renoveret omkring 1900 – inspireret af den franske Belle Epoque med dens glade tro på udvikling og fremskridt. Byen skulle moderniseres, og der skulle ryddes op i de usunde og sumpede områder ud til Guanabarabugten, hvor den gule feber hærgede og kostede tusinder af liv. I 1904 blev 590 bygninger revet ned for at give plads til Avenida Rio Branco, Rios svar på Champs Elysées i Paris – to km lang – dengang med mondæne fortovscafeer. I 1905 indledtes opførelsen af Teatro Municipal (Stadsteateret), med Operaen i Paris som forbillede.
Den ny tid blev indvarslet af kejser Pedro 2.s fald i 1889, der bragte først militæret og derpå et skrøbeligt og i perioder ret udemokratisk demokrati til magten. Kejser dom Pedro 2.s næsten 50 år ved magten havde ellers været præget af fred og fremgang. Pedro 2. var en civiliseret og belæst mand med stor interesse for fremskridt inden for videnskaben, og han tiltrak og modtog kloge hoveder fra hele verden. Rio fik gasbelysning i 1854. Den første jernbane blev indviet i 1858 og den første sporvogn i 1868. Og i 1874 blev der skabt direkte kontakt mellem Rio og Europa takket være det transatlantiske telegrafkabel, der forbandt Posto 6 på Copacabana med London.
Ud over at være en stor statsmand havde Pedro 2. den vigtige egenskab, at han var god til at udpege de rigtige ministre. Han fik sat gang i landbruget, støttede uddannelsessystemet, udbyggede vej- og jernbanenettet, installerede telegrafen og tiltrak nye indvandrere. Pedro 2. blev væltet som følge af slaveriets ophævelse, fordi hans støtter blandt godsejerne vendte sig imod ham. Brasilien var i øvrigt det sidste land i en vestlige verden, der afskaffede slaveriet. Loven havde længe været på vej; men det blev Pedro 2.s datter, prinsesse Isabel, der underskrev denne såkaldte »Gyldne Lov« den 13. maj 1888, mens faderen var i Europa for at blive behandlet for sukkersyge. Kejserdømmet faldt ved et kup 15. november 1889 (i dag nationaldag) og 48 timer efter befandt kejseren sig på et skib med al sin bagage på vej ud af landet.
Kejserens Rio
Dom Pedros afrejse stod i skærende kontrast til en lignende begivenhed fire snese år forinden, hvor de kongelige – nærmere betegnet den portugisiske konge – sejlede den modsatte vej og lagde til i Rio de Janeiro for at tage ophold i Brasilien. På mange måder den mest skelsættende begivenhed i byen historie.
Baggrunden var Napoleonskrigene i Europa. Den portugisiske konge Dom João 6. flygtede fra Napoleons fremrykkende armeer og gik i eksil i Brasilien. Hele den kongelige familie, regeringen, ministrene, diplomater, videnskabsfolk, kunstnere og adelen med dens tjenerskab sejlede med til den fjerne koloni – omkring 15.000 personer i alt. Nok var hoffet i Lissabon ikke blandt Europas mest sofistikerede, men for en nyrig og primitiv kolonihovedstad var det som pludselig at blive verdens centrum. Glæden og jubelen var ubeskrivelig. Kongen gik i land 7. marts 1808, og festen varede i hele ni dage.
Fra da af blev Rio de Janeiro hovedstad for Portugal, Brasilien og for de portugisiske besiddelser i Indien, Kina og Afrika. Selv efter Napoleons fald blev Portugal i mange år regeret fra Den ny Verden – og det var Lissabons tur til at modtage kongelige dekreter underskrevet i Rio de Janeiro.
De tretten år, den portugisiske konge tilbragte i Brasilien, blev en af de vigtigste perioder i landets og især byens udvikling. Brasilien fik ligeværdig status med Portugal, og João 6. gjorde Rio de Janeiro til en europæisk forpost på det latinamerikanske kontinent. Han åbnede havnene for verdenshandelen, gav tilladelse til indvandring og satte gang i den første spæde industrielle udvikling. I løbet af de første otte måneder, han var i Brasilien, grundlagde han blandt andet Det Kongelige Trykkeri, Det Nationale Bibliotek, Botanisk Have, Kunstakademiet, Den Militære Skole, Fakultetet for Medicin og Kirurgi og Banco do Brasil. Institutioner der eksisterer den dag i dag. Da João 6. vendte hjem til Europa 18. april 1821 for ikke at miste den portugisiske krone, var Rio vokset fra 30.000 til 112.695 indbyggere.
João 6. efterlod sin søn Pedro, der den 7. september 1822 erklærede Brasilien for uafhængigt af Portugal med det berømte »grito de Ipiranga« (råbet ved Ipiranga-floden): »Uafhængighed eller døden!«, skreg han – med en opfindsom formulering, der blev poetisk råstof for den brasilianske nationalhymne. Pedro blev udråbt til kejser og kronet 1. december i byens daværende katedral på Avenida 1. de Março. Men Pedro 1. var en tyran. Han satte grundlovsforsamlingen ud af kraft og lavede sin egen grundlov. I 1831 blev han tvunget til at forlade landet, men efterlod sin fem år gamle søn, der også hed Pedro, i håb om at han med tiden kunne overtage kejsertronen. Det skete da også. Efter ti års regeringskaos blev Pedro i 1841, 15 år gammel, udråbt til kejser.
Januarfloden
På dette tidspunkt havde Rio været hovedstad siden 1763, hvor regeringssædet var blevet flyttet fra Salvador. Indtil da havde Rio de Janeiro været en ubetydelig by. I 1648 havde den kun tre veje. Vendepunktet kom omkring århundredskiftet, da de rige guldminer åbnedes i Minas Gerais. Rio de Janeiro var den nærmeste havneby. Herfra blev de enorme rigdomme udskibet, og her installerede de portugisiske skatte- og afgiftsmyndigheder sig.
Byen blev et handelscenter. Fra 1710 og 50 år frem voksede byen fra 10.000 til 30.000 indbyggere. I 1724 byggedes Carioca-akvædukten (der i dag fungerer som sporvognsbro) for at skaffe vand fra Tijuca-skoven oppe i bjergene til den voksende befolkning.
De første portugisere kom til Guanabara-bugten 1. januar 1502. De troede, at der var tale om en ny flod og heraf fik den navnet Rio de Janeiro, Januar-floden. Men portugiserne interesserede sig i begyndelsen ikke noget videre for området, og i 1555 landede den franske admiral Nicolas de Villegaignon med en flåde og opførte et fort på den ø, der endnu i dag bærer hans navn. Hans håb om at oprette en fransk koloni varede dog kort.
I 1560 besatte den portugisiske generalguvernør, Mem de Sá, den franske garnison og tog derefter tilbage til Bahia. Men franskmændene blev. Fem år efter blev Mem de Sás nevø, Estacio de Sá, sendt ned for at smide franskmændene ud. 1. marts 1565 grundlagde han byen, der fik navnet São Sebastião do Rio de Janeiro til ære for den portugisiske konge Dom Sebastião. Striden mellem Estacio de Sá og de franske styrker varede to år, indtil generalguvernøren kom med forstærkninger 18. januar 1567. To dage efter blev Estacio de Sá dødeligt såret af en indianerpil (franskmændene havde allieret sig med lokale indianere).
Historien er i øvrigt fortalt i den franske roman Rouge Brésil af Jean-Christophe Rufin, der i 2001 vandt den fine Prix Goncourt. Romanen er oversat til engelsk med titlen Brazil Red.
Hvis 1990’erne var Barra da Tijucas årti, så tilhører ny årtusinde Recreio dos Bandeirantes. »Barra« og »Recreio«, som de kaldes i daglig tale, er to Atlanterhavsstrande – tilsammen mere end tyve kilometer lange – som ligger vest for Ipanema og Leblon. Her langt ude er enorme nye bydele ved at skyde op efter amerikansk forbillede. Med store skyskraber-komplekser og såkaldte condominums (condos), hvor middelklassen bor med sikkerhed og moderne bekvemmeligheder. En del virksomheder og kontorer flytter også herud for at undgå den lange transporttid og de uudholdelige bilkøer ind til centrum.
1970’erne og 1980’erne var årtierne, hvor Ipanema og ikke mindst Leblon blev udviklet og bebygget. Folk, der boede i Ipanema i 50’erne og 60’erne, kan fortælle om en nærmest landligt idyllisk bydel, hvor den tilstødende sø, Lagoa de Freitas var et vildt og tilvokset naturområde.
1950’erne var til gengæld Copacabanas tiår, hvor byggeriet af højhuse i den tættest bebyggede bydel kulminerede. Udbygningen af Copacabana var et storslået projekt. På gamle billeder fra slutningen af 1800-tallet kan man se hotellet Copacabana Palace ligge i ensom majestæt næsten helt ud til stranden med en simpel tosporet vej foran. Copacabana, som den ligger der i dag, med sin brede, hvide sandstrand, den sekssporede vej og det umådeligt brede fortov med det karakteristiske bølgemønster i brolægningen, blev først færdig i 1971. Stranden blev ganske enkelt udvidet og skudt længere ud i vandet.
Materialet til dette og flere andre store land-indvindingsprojekter i Rio kom fra forskellige småbjerge, morros, der blev hakket, brudt og sprængt ned for at skabe luft i centrum af byen. Et kæmpemæssigt arbejde. Således blev Largo da Carioca i centrum udvidet, ved at man brød en del af Morro de San Antônio ned (der hvor sporvognen til Santa Teresa starter). I Rio har man flyttet bjerge for at forbedre byen.
Efter 2. Verdenskrig fyldtes en del af Guanabarabugten op for at give plads til Flamengo-parken (byens største) og to gennemfartsveje, der lettede trafikken mellem centrum og de nye kvarterer langs Atlanterhavet: Copacabana, Ipanema og Leblon.
Den moderne by
Tunnelerne til Copacabana blev brudt i 1892 og 1904 – indtil da blev området betragtet som en ret fjernt beliggende og øde strand, som man kom til via temmeligt besværlige små veje over bjergene. Rios centrum blev renoveret omkring 1900 – inspireret af den franske Belle Epoque med dens glade tro på udvikling og fremskridt. Byen skulle moderniseres, og der skulle ryddes op i de usunde og sumpede områder ud til Guanabarabugten, hvor den gule feber hærgede og kostede tusinder af liv. I 1904 blev 590 bygninger revet ned for at give plads til Avenida Rio Branco, Rios svar på Champs Elysées i Paris – to km lang – dengang med mondæne fortovscafeer. I 1905 indledtes opførelsen af Teatro Municipal (Stadsteateret), med Operaen i Paris som forbillede.
Den ny tid blev indvarslet af kejser Pedro 2.s fald i 1889, der bragte først militæret og derpå et skrøbeligt og i perioder ret udemokratisk demokrati til magten. Kejser dom Pedro 2.s næsten 50 år ved magten havde ellers været præget af fred og fremgang. Pedro 2. var en civiliseret og belæst mand med stor interesse for fremskridt inden for videnskaben, og han tiltrak og modtog kloge hoveder fra hele verden. Rio fik gasbelysning i 1854. Den første jernbane blev indviet i 1858 og den første sporvogn i 1868. Og i 1874 blev der skabt direkte kontakt mellem Rio og Europa takket være det transatlantiske telegrafkabel, der forbandt Posto 6 på Copacabana med London.
Ud over at være en stor statsmand havde Pedro 2. den vigtige egenskab, at han var god til at udpege de rigtige ministre. Han fik sat gang i landbruget, støttede uddannelsessystemet, udbyggede vej- og jernbanenettet, installerede telegrafen og tiltrak nye indvandrere. Pedro 2. blev væltet som følge af slaveriets ophævelse, fordi hans støtter blandt godsejerne vendte sig imod ham. Brasilien var i øvrigt det sidste land i en vestlige verden, der afskaffede slaveriet. Loven havde længe været på vej; men det blev Pedro 2.s datter, prinsesse Isabel, der underskrev denne såkaldte »Gyldne Lov« den 13. maj 1888, mens faderen var i Europa for at blive behandlet for sukkersyge. Kejserdømmet faldt ved et kup 15. november 1889 (i dag nationaldag) og 48 timer efter befandt kejseren sig på et skib med al sin bagage på vej ud af landet.
Kejserens Rio
Dom Pedros afrejse stod i skærende kontrast til en lignende begivenhed fire snese år forinden, hvor de kongelige – nærmere betegnet den portugisiske konge – sejlede den modsatte vej og lagde til i Rio de Janeiro for at tage ophold i Brasilien. På mange måder den mest skelsættende begivenhed i byen historie.
Baggrunden var Napoleonskrigene i Europa. Den portugisiske konge Dom João 6. flygtede fra Napoleons fremrykkende armeer og gik i eksil i Brasilien. Hele den kongelige familie, regeringen, ministrene, diplomater, videnskabsfolk, kunstnere og adelen med dens tjenerskab sejlede med til den fjerne koloni – omkring 15.000 personer i alt. Nok var hoffet i Lissabon ikke blandt Europas mest sofistikerede, men for en nyrig og primitiv kolonihovedstad var det som pludselig at blive verdens centrum. Glæden og jubelen var ubeskrivelig. Kongen gik i land 7. marts 1808, og festen varede i hele ni dage.
Fra da af blev Rio de Janeiro hovedstad for Portugal, Brasilien og for de portugisiske besiddelser i Indien, Kina og Afrika. Selv efter Napoleons fald blev Portugal i mange år regeret fra Den ny Verden – og det var Lissabons tur til at modtage kongelige dekreter underskrevet i Rio de Janeiro.
De tretten år, den portugisiske konge tilbragte i Brasilien, blev en af de vigtigste perioder i landets og især byens udvikling. Brasilien fik ligeværdig status med Portugal, og João 6. gjorde Rio de Janeiro til en europæisk forpost på det latinamerikanske kontinent. Han åbnede havnene for verdenshandelen, gav tilladelse til indvandring og satte gang i den første spæde industrielle udvikling. I løbet af de første otte måneder, han var i Brasilien, grundlagde han blandt andet Det Kongelige Trykkeri, Det Nationale Bibliotek, Botanisk Have, Kunstakademiet, Den Militære Skole, Fakultetet for Medicin og Kirurgi og Banco do Brasil. Institutioner der eksisterer den dag i dag. Da João 6. vendte hjem til Europa 18. april 1821 for ikke at miste den portugisiske krone, var Rio vokset fra 30.000 til 112.695 indbyggere.
João 6. efterlod sin søn Pedro, der den 7. september 1822 erklærede Brasilien for uafhængigt af Portugal med det berømte »grito de Ipiranga« (råbet ved Ipiranga-floden): »Uafhængighed eller døden!«, skreg han – med en opfindsom formulering, der blev poetisk råstof for den brasilianske nationalhymne. Pedro blev udråbt til kejser og kronet 1. december i byens daværende katedral på Avenida 1. de Março. Men Pedro 1. var en tyran. Han satte grundlovsforsamlingen ud af kraft og lavede sin egen grundlov. I 1831 blev han tvunget til at forlade landet, men efterlod sin fem år gamle søn, der også hed Pedro, i håb om at han med tiden kunne overtage kejsertronen. Det skete da også. Efter ti års regeringskaos blev Pedro i 1841, 15 år gammel, udråbt til kejser.
Januarfloden
På dette tidspunkt havde Rio været hovedstad siden 1763, hvor regeringssædet var blevet flyttet fra Salvador. Indtil da havde Rio de Janeiro været en ubetydelig by. I 1648 havde den kun tre veje. Vendepunktet kom omkring århundredskiftet, da de rige guldminer åbnedes i Minas Gerais. Rio de Janeiro var den nærmeste havneby. Herfra blev de enorme rigdomme udskibet, og her installerede de portugisiske skatte- og afgiftsmyndigheder sig.
Byen blev et handelscenter. Fra 1710 og 50 år frem voksede byen fra 10.000 til 30.000 indbyggere. I 1724 byggedes Carioca-akvædukten (der i dag fungerer som sporvognsbro) for at skaffe vand fra Tijuca-skoven oppe i bjergene til den voksende befolkning.
De første portugisere kom til Guanabara-bugten 1. januar 1502. De troede, at der var tale om en ny flod og heraf fik den navnet Rio de Janeiro, Januar-floden. Men portugiserne interesserede sig i begyndelsen ikke noget videre for området, og i 1555 landede den franske admiral Nicolas de Villegaignon med en flåde og opførte et fort på den ø, der endnu i dag bærer hans navn. Hans håb om at oprette en fransk koloni varede dog kort.
I 1560 besatte den portugisiske generalguvernør, Mem de Sá, den franske garnison og tog derefter tilbage til Bahia. Men franskmændene blev. Fem år efter blev Mem de Sás nevø, Estacio de Sá, sendt ned for at smide franskmændene ud. 1. marts 1565 grundlagde han byen, der fik navnet São Sebastião do Rio de Janeiro til ære for den portugisiske konge Dom Sebastião. Striden mellem Estacio de Sá og de franske styrker varede to år, indtil generalguvernøren kom med forstærkninger 18. januar 1567. To dage efter blev Estacio de Sá dødeligt såret af en indianerpil (franskmændene havde allieret sig med lokale indianere).
Historien er i øvrigt fortalt i den franske roman Rouge Brésil af Jean-Christophe Rufin, der i 2001 vandt den fine Prix Goncourt. Romanen er oversat til engelsk med titlen Brazil Red.
