Click here to edit.
En lille del af det store vandfald.
Indhold:
Vandfaldene
Itaipu-kraftværket
Florianopolis
Foz de Iguaçu - Sydbrasilien
De enorme vandfald ved Foz do Iguaçu er en overvældende naturoplevelse, der sætter sig fast for altid – både synet og lyden. Faldene ligger i Sydbrasilien i trekanten mellem Brasilien, Argentina og Paraguay, så opholdet giver også mulighed for en smuttur til nabolandene.
Lad det være slået fast: Foz do Iguaçu skal ses.
Der er ikke så meget at fortælle om dette eller rettere disse enorme vandfald. Ikke andet end at det er en rystende og ubeskrivelig naturoplevelse, der sætter sig fast for altid.
Det siges, at Eleanor Roosevelt (fhv. amerikansk præsidentfrue) spontant udbrød »stakkels Niagara!«, da hun så Foz do Iguaçu. Andre kilder hævder, at hun i virkeligheden sagde, »My god, Foz do Iguaçu får Niagara til at ligne en køkken-vandhane«.
Faktum er, at Foz do Iguaçu er fem gange bredere end sit amerikanske modstykke og 16 m højere, og hvad fru Roosevelt egentlig sagde, er sikkert druknet i den dumpe brølen fra vandmasserne, der styrter 72 m ned. Foz do Iguaçu består af 275 individuelle fald over en strækning på 2,7 km.
Turist i Foz
Foz do Iguaçu ligger i grænsetrekanten mellem Paraguay, Brasilien og Argentina. Faldene kan dog kun ses fra Argentina og Brasilien. De bør ses fra begge sider. Tættest på kommer man i Argentina, hvor man ad en gangbro går ud i floden og kan kigge ned i »Djævlens Gab«,hvor vandmasserne vælter sig ned. Fra den brasilianske side er panoramaet bedre. Man kan også flyve med helikopter – det giver et fantastisk vue. Man kan ikke selv køre med bil ind. Man må stille den udenfor.
Foz de Iguaçus 275 små og store fald har en gennemsnitlig højde på 60 meter. Både i Brasilien og i Argentina ligger faldene i fredede naturparker med mulighed for vandreture i junglen.
Et ophold i Foz do Iguaçu bør strække sig over mindst to dage. En hel dag til i ro og mag at besøge den brasilianske side af faldene, og en dag til at besøge den argentinske side og eventuelt Itaipú eller Paraguay. Men hvis man er stærkt presset, kan Foz do Iguaçu også opleves med en enkelt eftermiddag på enten den brasilianske eller argentinske side. Husk passet, når man skal krydse grænsen. Danskere har hverken brug for visum til Argentina eller Paraguay
Fra lufthavnen er der 10 km til faldene og fra byen 15 km, dvs. ikke længere end at man kan tage en taxa.
Foz i Argentina
Man kører ind i området med et lille tog. Endestationen er »Garganta do Diabo«, som er et must. Gåturen fra stationen til vandfaldet er her 5-10 minutter uden stigninger. Det vil de allerfleste kunne klare.
På mellemstationen er der mulighed for to forskellige spadsereture: »Sendero Superior – Upper Walk«, dvs. gåtur foroven, tager 30-40 minutter uden anstrengende stigninger. Man får fire-fem udsigter over faldene fra forskellige vinkler. Den nedre gåtur, »Sendero Inferior – Lower Walk« tager 2-4 timer alt efter ens fysiske formåen. Den indeholder barske stigninger. Man kommer tæt på naturen, men anstrengelserne bliver ikke betalt med nogen ekstraordinært flot udsigt.
Entreen i Argentina er 30 pesos (70-75 kroner pr. pers.).
Foz i Brasilien
Man kører ind i parken i busser. Ved endestationen er man tæt på faldene, og ad en række gangbroer og stier, ser man dem fra mange forskellige vinkler. Længst ude ser man Djævelens gab, »Garganta do Diabo«, nedefra.
Entreen på den brasilianske side er 33 reais (100kr.) pr. pers.
Specialudflugter
På begge sider af faldene er der tilbud om specialudflugter. På den brasilianske side arrangeres de af »Macuco Safári« – en samling blokhuse et stykke inde i parken. De har mange tilbud. Eller man kan bestille på hotellet.
Mange vælger turen i en stor gummibåd, hvor man sejler ind under et vandfald. Turene er arrangeret, så man bliver pjaskvåd undervejs – det er en af pointerne – så tag evt. badetøj på. Man kan efterlade sit tøj der, hvor man stiger om bord.
De arrangerede ture omkring Foz de Iguaçu er af høj kvalitet. Guiderne er dygtige. Men de er også dyre. En køretur gennem junglen med efterfølgende sejltur (to timer alt i alt) koster omkring 200 kroner pr. person. Det er meget for Brasilien.
Udflugter
Itaipú
Ikke langt fra faldene ligger Itaipú, verdens indtil videre største vandkraftværk (et endnu større er på vej i Kina). Selv for ikke-teknisk interesserede er dette bygningsværk overvældende, alene på grund af dets enorme dimensioner: Stålet, der er brugt, kunne bygge 380 Eiffeltårne, mængden af beton svarer til 210 gange det store Maracanã-stadion i Rio, og sten, klipper og jord, der er brugt til opdæmningen svarer til tre gange Sukkertoppen i Rio de Janeiro.
Paraguay
Et besøg på den anden side af grænsen i Paraguay er ganske underholdende, fordi byen her så tydeligt tilhører et andet land. Men køb ikke billig 12-års whisky i Paraguay. Den er sandsynligvis forfalsket.
Indianerlegenden om Iguaçu
På guaraní-indianernes sprog betyder Iguaçu »det store vand«. Legenden fortæller, at Tupan, den øverste gud, havde en søn, en slange, der boede på bunden af floden. Hvert år krævede dette uhyre stammens smukkeste jomfru, der blev kastet i floden. Prinsesse Naipi var så smuk, at vandene stoppede, når hun spejlede sig i floden, og følgelig blev hun udpeget til slangegudens næste offer. Men den tapre kriger Taroba var lun på Naipi, og under offerfesten så han sit snit til at stikke af med hende i en kano, som han roede over floden.
Slangegudens vrede var så frygtelig, at jorden rystede og åbnede sig. Vandet opslugte de elskendes kano og kastede den i dybet. Ved trolddom blev Taroba forvandlet til et stort træ ved bredden af floden, mens Naipi blev forvandlet til en klippe ude i floden. Og sådan skal de forblive for evigt, ansigt til ansigt uden at kunne nå hinanden. Slangen vendte tilbage til sin grotte med et brøl, som aldrig siden hørte op.
Overnatning
Foz do Iguaçu har et hav af hoteller, og nogle stykker er nævnt nedenfor. Det rigtige er imidlertid at indlogere sig på Hotel Cataratas. Det er møgdyrt, og man skal bestille i forvejen. Men hotellet ligger inde i parken, hvilket betyder, at man kan besøge vandfaldet på alle tider af døgnet (prøv fx ved solopgang). Og da faldet er den store attraktion (byen Foz do Iguaçu er et »hul«), er pengene fornuftigt givet ud. Men rækker pengepungen ikke, er der mange hoteller til rådighed.
Sydbrasilien
Foz do Iguaçu ligger i den sydbrasilianske delstat Paraná.
Sydbrasilien, der er på størrelse med Frankrig, omfatter desuden delstaterne Santa Catarina og Rio Grande do Sul. Langt mere end i resten af landet er den sydlige del præget af europæiske immigranter. Klimaet er rart om sommeren, der er pragtfulde strande og god infrastruktur for turister, hvoraf der kommer mange – især fra Argentina.
Alligevel står området nederst på udenlandske turisters ønskeseddel og vil derfor kun blive behandlet kortfattet her.
Talrige tyske, italienske og slaviske immigranter har sat deres præg på livsformen. Brasilianske turister fra andre dele af landet synes, det er mægtig spændende. For en europæer er det knap så morsomt. Hvorfor tage til verdens næststørste Oktoberfest i Blumenau, Santa Catarina, når den største finder sted i München, medmindre man altså har en speciel kultursociologisk interesse i at se, hvordan sydtyske traditioner omplantes til den nye verden: samba i lederhosen.
I Rio Grande do Sul helt i syd kan man møde de legendariske gaúchos: cowboys i ponchoer og posede bukser, der vogter delstatens 25 mio. stykker kvæg. De er fremtrædende figurer i Brasiliens nationale folklore: De er hårdføre, de drikker skoldhed te (mate) af kalabasser (chimarrão) med sølvsugerør. De fortæller historier og danser om bålet ude på pampassen, prærien, og det var dem, der fandt på at stege kød over gløder: den nok så berømte churrasco.
I Rio Grande do Sul findes også Brasiliens førende vin- og champagnedistrikter omkring Caxias do Sul; men igen: Hvorfor tage til Brasilien for at besøge et vinslot eller se piger danse i druer, når man kan tage til Frankrig og opleve den ægte vare?
Missionerne
I den nordøstlige del af Rio Grande do Sul på en stor højslette ligger ruinerne af jesuiterordenens missionsbyer. I 1556-1768 skabte jesuitterne blandt guaraní-indianerne et nærmest idealkommunistisk samfund i en række missionsbyer, styret af indianerne selv. Området var en overgang økonomisk uafhængigt. Både Voltaire og Montesquieu nævner Republikken Guarani i deres skrifter som et eksempel på »et for epoken usædvanligt avanceret socialt system«.
Jesuitterne blev fanget i politiske stridigheder mellem Spanien og Portugal, og missionsbyerne blev jævnet med jorden efter adskillige slag mellem indianere/jesuitter på den ene side og Spanien/Portugal på den anden. Filmen »The Mission«, der vandt De gyldne Palmer i Cannes i 1986, fortæller en del af historien.
Ruiner af missiones findes også i Argentina og Paraguay. De mest interessante ruiner i Brasilien ligger i São Miguel, 55 km fra Santo Angelo, der igen ligger 463 km fra Porto Alegre. São Miguel har hverken hotel eller restaurant.
Florianópolis
Skal man fremnhæve en enkelt by i Sydbrasilien, må det blive Florianópolis (330.000 indb.), hovedstad i delstaten Santa Catarina. En yderstbehagelig ferieby, der ligger smukt på den store Santa Catarina-ø – dér hvor en bro forbinder øen med fastlandet.
Rundt om øen er der 42 strande, nogle, som Praia da Moçambique, er vilde og brusende ud til Atlanterhavet, andre er elegante med mange badehoteller og restauranter, som Praia dos Ingleses, mens andre er indelukkede og beskyttede, som Praia Deserto, med smult vand, hvor tusindvis af små krabber løber rundt dagen igennem (de er næsten umulige at fange).
Florianópolis er sommeren igennem et yndet mål for argentinske turister, og byen er berømmet for sine mange gode fiske- og især skaldyrsrestauranter. I sammenligning med kystbyerne i Nordøstbrasilien er Florianópolis mere europæisk (læs: civiliseret), omvendt er den ikke så eksotisk. Hertil kommer, at den er en anelse køligere om sommeren – behageligt! – men om vinteren i juni-juli er det ikke strand- og badevejr, idet temperaturen ryger ned på 16 grader.
Byen blev grundlagt omkring 1725 og var oprindeligt en koloni af fiskere fra Açorerne.
Blumenau
136 km nord for Florianopolis ved floden Itajai ligger Blumenau, grundlagt 1852. Arkitekturen, maden og øllet minder lidt om Tyskland. Mange indbyggere taler tysk. Berømt for sine ølfester i oktober.
Lad det være slået fast: Foz do Iguaçu skal ses.
Der er ikke så meget at fortælle om dette eller rettere disse enorme vandfald. Ikke andet end at det er en rystende og ubeskrivelig naturoplevelse, der sætter sig fast for altid.
Det siges, at Eleanor Roosevelt (fhv. amerikansk præsidentfrue) spontant udbrød »stakkels Niagara!«, da hun så Foz do Iguaçu. Andre kilder hævder, at hun i virkeligheden sagde, »My god, Foz do Iguaçu får Niagara til at ligne en køkken-vandhane«.
Faktum er, at Foz do Iguaçu er fem gange bredere end sit amerikanske modstykke og 16 m højere, og hvad fru Roosevelt egentlig sagde, er sikkert druknet i den dumpe brølen fra vandmasserne, der styrter 72 m ned. Foz do Iguaçu består af 275 individuelle fald over en strækning på 2,7 km.
Turist i Foz
Foz do Iguaçu ligger i grænsetrekanten mellem Paraguay, Brasilien og Argentina. Faldene kan dog kun ses fra Argentina og Brasilien. De bør ses fra begge sider. Tættest på kommer man i Argentina, hvor man ad en gangbro går ud i floden og kan kigge ned i »Djævlens Gab«,hvor vandmasserne vælter sig ned. Fra den brasilianske side er panoramaet bedre. Man kan også flyve med helikopter – det giver et fantastisk vue. Man kan ikke selv køre med bil ind. Man må stille den udenfor.
Foz de Iguaçus 275 små og store fald har en gennemsnitlig højde på 60 meter. Både i Brasilien og i Argentina ligger faldene i fredede naturparker med mulighed for vandreture i junglen.
Et ophold i Foz do Iguaçu bør strække sig over mindst to dage. En hel dag til i ro og mag at besøge den brasilianske side af faldene, og en dag til at besøge den argentinske side og eventuelt Itaipú eller Paraguay. Men hvis man er stærkt presset, kan Foz do Iguaçu også opleves med en enkelt eftermiddag på enten den brasilianske eller argentinske side. Husk passet, når man skal krydse grænsen. Danskere har hverken brug for visum til Argentina eller Paraguay
Fra lufthavnen er der 10 km til faldene og fra byen 15 km, dvs. ikke længere end at man kan tage en taxa.
Foz i Argentina
Man kører ind i området med et lille tog. Endestationen er »Garganta do Diabo«, som er et must. Gåturen fra stationen til vandfaldet er her 5-10 minutter uden stigninger. Det vil de allerfleste kunne klare.
På mellemstationen er der mulighed for to forskellige spadsereture: »Sendero Superior – Upper Walk«, dvs. gåtur foroven, tager 30-40 minutter uden anstrengende stigninger. Man får fire-fem udsigter over faldene fra forskellige vinkler. Den nedre gåtur, »Sendero Inferior – Lower Walk« tager 2-4 timer alt efter ens fysiske formåen. Den indeholder barske stigninger. Man kommer tæt på naturen, men anstrengelserne bliver ikke betalt med nogen ekstraordinært flot udsigt.
Entreen i Argentina er 30 pesos (70-75 kroner pr. pers.).
Foz i Brasilien
Man kører ind i parken i busser. Ved endestationen er man tæt på faldene, og ad en række gangbroer og stier, ser man dem fra mange forskellige vinkler. Længst ude ser man Djævelens gab, »Garganta do Diabo«, nedefra.
Entreen på den brasilianske side er 33 reais (100kr.) pr. pers.
Specialudflugter
På begge sider af faldene er der tilbud om specialudflugter. På den brasilianske side arrangeres de af »Macuco Safári« – en samling blokhuse et stykke inde i parken. De har mange tilbud. Eller man kan bestille på hotellet.
Mange vælger turen i en stor gummibåd, hvor man sejler ind under et vandfald. Turene er arrangeret, så man bliver pjaskvåd undervejs – det er en af pointerne – så tag evt. badetøj på. Man kan efterlade sit tøj der, hvor man stiger om bord.
De arrangerede ture omkring Foz de Iguaçu er af høj kvalitet. Guiderne er dygtige. Men de er også dyre. En køretur gennem junglen med efterfølgende sejltur (to timer alt i alt) koster omkring 200 kroner pr. person. Det er meget for Brasilien.
Udflugter
Itaipú
Ikke langt fra faldene ligger Itaipú, verdens indtil videre største vandkraftværk (et endnu større er på vej i Kina). Selv for ikke-teknisk interesserede er dette bygningsværk overvældende, alene på grund af dets enorme dimensioner: Stålet, der er brugt, kunne bygge 380 Eiffeltårne, mængden af beton svarer til 210 gange det store Maracanã-stadion i Rio, og sten, klipper og jord, der er brugt til opdæmningen svarer til tre gange Sukkertoppen i Rio de Janeiro.
Paraguay
Et besøg på den anden side af grænsen i Paraguay er ganske underholdende, fordi byen her så tydeligt tilhører et andet land. Men køb ikke billig 12-års whisky i Paraguay. Den er sandsynligvis forfalsket.
Indianerlegenden om Iguaçu
På guaraní-indianernes sprog betyder Iguaçu »det store vand«. Legenden fortæller, at Tupan, den øverste gud, havde en søn, en slange, der boede på bunden af floden. Hvert år krævede dette uhyre stammens smukkeste jomfru, der blev kastet i floden. Prinsesse Naipi var så smuk, at vandene stoppede, når hun spejlede sig i floden, og følgelig blev hun udpeget til slangegudens næste offer. Men den tapre kriger Taroba var lun på Naipi, og under offerfesten så han sit snit til at stikke af med hende i en kano, som han roede over floden.
Slangegudens vrede var så frygtelig, at jorden rystede og åbnede sig. Vandet opslugte de elskendes kano og kastede den i dybet. Ved trolddom blev Taroba forvandlet til et stort træ ved bredden af floden, mens Naipi blev forvandlet til en klippe ude i floden. Og sådan skal de forblive for evigt, ansigt til ansigt uden at kunne nå hinanden. Slangen vendte tilbage til sin grotte med et brøl, som aldrig siden hørte op.
Overnatning
Foz do Iguaçu har et hav af hoteller, og nogle stykker er nævnt nedenfor. Det rigtige er imidlertid at indlogere sig på Hotel Cataratas. Det er møgdyrt, og man skal bestille i forvejen. Men hotellet ligger inde i parken, hvilket betyder, at man kan besøge vandfaldet på alle tider af døgnet (prøv fx ved solopgang). Og da faldet er den store attraktion (byen Foz do Iguaçu er et »hul«), er pengene fornuftigt givet ud. Men rækker pengepungen ikke, er der mange hoteller til rådighed.
Sydbrasilien
Foz do Iguaçu ligger i den sydbrasilianske delstat Paraná.
Sydbrasilien, der er på størrelse med Frankrig, omfatter desuden delstaterne Santa Catarina og Rio Grande do Sul. Langt mere end i resten af landet er den sydlige del præget af europæiske immigranter. Klimaet er rart om sommeren, der er pragtfulde strande og god infrastruktur for turister, hvoraf der kommer mange – især fra Argentina.
Alligevel står området nederst på udenlandske turisters ønskeseddel og vil derfor kun blive behandlet kortfattet her.
Talrige tyske, italienske og slaviske immigranter har sat deres præg på livsformen. Brasilianske turister fra andre dele af landet synes, det er mægtig spændende. For en europæer er det knap så morsomt. Hvorfor tage til verdens næststørste Oktoberfest i Blumenau, Santa Catarina, når den største finder sted i München, medmindre man altså har en speciel kultursociologisk interesse i at se, hvordan sydtyske traditioner omplantes til den nye verden: samba i lederhosen.
I Rio Grande do Sul helt i syd kan man møde de legendariske gaúchos: cowboys i ponchoer og posede bukser, der vogter delstatens 25 mio. stykker kvæg. De er fremtrædende figurer i Brasiliens nationale folklore: De er hårdføre, de drikker skoldhed te (mate) af kalabasser (chimarrão) med sølvsugerør. De fortæller historier og danser om bålet ude på pampassen, prærien, og det var dem, der fandt på at stege kød over gløder: den nok så berømte churrasco.
I Rio Grande do Sul findes også Brasiliens førende vin- og champagnedistrikter omkring Caxias do Sul; men igen: Hvorfor tage til Brasilien for at besøge et vinslot eller se piger danse i druer, når man kan tage til Frankrig og opleve den ægte vare?
Missionerne
I den nordøstlige del af Rio Grande do Sul på en stor højslette ligger ruinerne af jesuiterordenens missionsbyer. I 1556-1768 skabte jesuitterne blandt guaraní-indianerne et nærmest idealkommunistisk samfund i en række missionsbyer, styret af indianerne selv. Området var en overgang økonomisk uafhængigt. Både Voltaire og Montesquieu nævner Republikken Guarani i deres skrifter som et eksempel på »et for epoken usædvanligt avanceret socialt system«.
Jesuitterne blev fanget i politiske stridigheder mellem Spanien og Portugal, og missionsbyerne blev jævnet med jorden efter adskillige slag mellem indianere/jesuitter på den ene side og Spanien/Portugal på den anden. Filmen »The Mission«, der vandt De gyldne Palmer i Cannes i 1986, fortæller en del af historien.
Ruiner af missiones findes også i Argentina og Paraguay. De mest interessante ruiner i Brasilien ligger i São Miguel, 55 km fra Santo Angelo, der igen ligger 463 km fra Porto Alegre. São Miguel har hverken hotel eller restaurant.
Florianópolis
Skal man fremnhæve en enkelt by i Sydbrasilien, må det blive Florianópolis (330.000 indb.), hovedstad i delstaten Santa Catarina. En yderstbehagelig ferieby, der ligger smukt på den store Santa Catarina-ø – dér hvor en bro forbinder øen med fastlandet.
Rundt om øen er der 42 strande, nogle, som Praia da Moçambique, er vilde og brusende ud til Atlanterhavet, andre er elegante med mange badehoteller og restauranter, som Praia dos Ingleses, mens andre er indelukkede og beskyttede, som Praia Deserto, med smult vand, hvor tusindvis af små krabber løber rundt dagen igennem (de er næsten umulige at fange).
Florianópolis er sommeren igennem et yndet mål for argentinske turister, og byen er berømmet for sine mange gode fiske- og især skaldyrsrestauranter. I sammenligning med kystbyerne i Nordøstbrasilien er Florianópolis mere europæisk (læs: civiliseret), omvendt er den ikke så eksotisk. Hertil kommer, at den er en anelse køligere om sommeren – behageligt! – men om vinteren i juni-juli er det ikke strand- og badevejr, idet temperaturen ryger ned på 16 grader.
Byen blev grundlagt omkring 1725 og var oprindeligt en koloni af fiskere fra Açorerne.
Blumenau
136 km nord for Florianopolis ved floden Itajai ligger Blumenau, grundlagt 1852. Arkitekturen, maden og øllet minder lidt om Tyskland. Mange indbyggere taler tysk. Berømt for sine ølfester i oktober.
