Click here to edit.
Nytår på stranden i Rio. (klik for stort)
Alt på nær isbjerge og puritanisme
En lille rundtur
Et vældigt og rummeligt land – med alt på hylderne. Undtagen isbjerge og puritanisme. Et dampende tropisk sammenkog.
I skumringen trasker køerne rundt i gaderne, som er dækket af sand, mens fiskere med solbidte ansigter ryger cigaretter af majspapir og kigger ud over havet. Sådan bliver det aften i Canoa Quebrada i Nordøstbrasilien.
Samtidigt, 3000 kilometer derfra i Rio, strømmer kontorfolket – mænd og kvinder – ud af 30 etagers skyskrabere og mødes til fadøl på støjende restauranter med larmende tv-apparater, før de begiver sig hjem i lange bilkøer. I Minas i tusmørket 300 kilometer inde i landet bliver daglejerne med stråhat og svedige skjorter kørt fra markerne ind til byen på ladet af åbne lastbiler. Og i Goias – 1500 km inde i landet – driver de kvæget hjem eller er måske på vej til rodeo i pickup.
En lille aftentur i et enormt land. Brasilien er så kæmpe, kæmpe stort. Landskaber, mennesker, farverige scenerier, særlige traditioner. Tag festerne. Alle har hørt om karnevallet. Men hvad med ølfyldte oktoberfester i syd, de månedlange sankthansfester i nordøst eller ko-festen i Maranhão – lokalt er de lige så vigtige som de berømte karnevaller i Rio, Salvador og Recife.
Kontinentet Brasilien
Med sine 8,5 mio. km2 er Brasilien så stort som et helt kontinent, med mange slags landskaber. Her er jungle, floder, ørkenagtig højslette, bjergformationer med canyons, store sumpe, frodige kystområder, klitlandskaber og prærieagtigt højland.
Det bedste indtryk får man, når man køer i bil eller bus. De færreste turister har tid. De ser 2000 kilometer landskab fra luften. Men i jordhøjde oplever man, hvordan scenerierne ændrer sig med bjerge, dale, blomstrende træer, bambuslunde, appelsinplantager, floder, småbyer.
Andre steder kan det være ensformigt over lange strækninger – store flade landbrugsarealer.
Landet er stort, og afstandene er enorme. Fra nord til syd 4320 km og fra øst til vest 4328 km. Antallet af indbyggere er nu oppe på ca. 186 mio. (2005).
Brasilianerne plejer at sige, at Brasilien ikke er et land men et kontinent, og det er nemt at give dem ret. Brasilien er større end Europa uden Rusland, og næsten lige så stort som USA. Og forskellene mellem de forskellige dele er markante (se »Naturen og landskabet«.
En fod i køkkenet
Brasilianerne er lige så forskellige som Brasilien. De findes i alle kulører og med et væld af forskellige baggrunde. De tre grundlæggende ingredienser i den store gryde er europæere, afrikanere og indianere. En brasilianer, der kan føre sin familie blot 100 år tilbage, vil næsten altid kunne fortælle, at familien tæller alle tre ingredienser.
Eller som den brasilianske præsident Fernando Henrique Cardoso kom for skade at udtrykke det, da han ønskede at fremhæve sin folkelige baggrund: »Jeg har også en fod i køkkenet,« sagde han. Det betød, at en af hans hvide forfædre havde haft sex med en af de sorte slavinder eller tjenestepiger. Det grinede de meget af den vinter.
Befolkning og samfund
Mulatpigen med den veldrejede krop er for mange indbegrebet af brasiliansk skønhed og sensualitet. Også hun er et resultat af den raceblanding, der nærmest er Brasiliens varemærke.
Mens USA’s puritanske protestanter ikke blandede sig så meget med de sorte slaver, så var de portugisiske godsejere i Brasilien mindre tilbageholdende. Det blev anset som en betingelse for at befolke kolonien. Der var der mangel på hvide kvinder, og slavehytterne lå tæt på herskabsboligen.
Landets oprindelige indianske indbyggere blev også blandet ind i befolkningen. Det er mest synligt i Amazon-området, hvor indianerne i begyndelsen var i stor overvægt i forhold til de hvide. Gamle brasilianske familier ynder at føre slægten tilbage til både negerslaver og indianerprinsesser.
Brasiliens etniske cocktail blev senere tilført ingredienser fra andre invandrergrupper: tyskere, italienere, skandinaver, polakker og arabere.
Resultatet er overraskende og fantastiske blandinger, som man ikke ser mange andre steder i verden. Mest berømt er mulatpigen med de grønne øjne, livligt skildret af Jorge Amado, en af Brasiliens kendteste forfattere.
Et andet eksempel er de såkaldte »sararás«, dvs. kakaobrune, mandlige mulatter med gyldne eller rødlige proptrækkerkrøller, som får mangen en kvindelig turist til at tabe pusten.
Fakta om Brasilien
Geografi: Brasilien udgør halvdelen af Sydamerika og er lige så stort som USA uden Alaska. Amazonregionen udgør lidt under halvdelen. Grænser til alle lande i Sydamerika, på nær Chile og Equador. Landet er delt op i 27 delstater fordelt på fem regioner: Norte (Nord: Amazonregionen), Nordeste (Nordøst: kystbælte og tør højslette), Sudeste (Sydøst: Rio, São Paulo, Minas), Sul (Syd: europæiseret), Centro-oeste (Center-vest: den store, tyndt-befolkede, indre del af landet)
Vigtigste floder: Rio Amazonas (Rio Solimões, Rio Negro), Rio São Francisco, Rio Paraná, Rio Araguaia
Areal: 8,5 mio. km2
Kystlinje: 7400 km
Topografi: Kystregionen er flad, vekslende med små bjerge. Det indre af landet er højland, ca. 400-800 m.o.h. Amazonregionen ligger lavt bortset fra bjerge på grænsen til Venezuela
Klima: ækvatorialt, tropisk, subtropisk. To årstider, sommer og vinter
Befolkning og økonomi
Indbyggertal: 190 mio.
Sprog: portugisisk
Religion: katolsk (ca. 80%), afro-brasiliansk, pinsebevægelser (ca. 10%), spiritister (kardecister)
Racer: 50% af brasilianerne er hvide, 10% sorte, mindre end 2% indianere, resten blandet
Valuta: Real = 100 centavos
BNI: 2010: 2009 milliarder dollars (2.009.000.000.000) – og dermed den 7. største økonomi i verden
BNI pr. indbygger: ca. 11.900 dollars.
Forventet levetid ved fødslen: Mænd: 68 år, kvinder: 78 år
Hovedstad: Brasilia
Statsform: føderal stat med 27 delstater regeret af magtfulde guvernører, der vælges direkte
Styreform: demokrati med stærk præsident, kongres med to kamre
Præsidentvalg: hvert fjerde år med mulighed for genvalg én gang
Vigtigste byer:
Brasilia (Hovedstad) (2,1 mio indb. – 600.000 (plano piloto, # xx)
Rio de Janeiro (12 mio.)
São Paulo (16-17 mio.)
Belo Horizonte (2,3 mio.)
Salvador (2,5 mio.)
Fortaleza (2,1 mio.)
Recife (1,4 mio.)
Manaus (1,4 mio.)
Porto Alegre (1,4 mio.)
Curitiba (1,6 mio.)
Fire KULØRER
Officielt, dvs. på dåbsattesten, opdeles brasilianerne i fire kulører: hvid, morena, mulat og sort. Morena er det, der for en dansker svarer til sydlandsk udseende, altså sort hår og mørk hud.
En dansker med kommunefarvet hår vil blive betegnet som blond i Brasilien.
Lyst hår og blåøjne er, paradoksalt nok, skønhedsidealet i Brasilien. Kun under karnevallet kommer as mulatas til ære og værdighed. Brasilianske skønhedsdronninger er normalt blondiner.
Japanerne
I Brasilien lever 500.000 mennesker af japansk afstamning. Den japanske immigration begyndte i begyndelsen af 1900-tallet, og Brasilien har i dag den største koloni af japanere uden for Japan. De gifter sig gerne med hinanden.
Racisme
Raceblandingen har skabt en forestilling om, at der ikke findes racisme. Det er en misforståelse. Den findes. For eksempel kan man i Brasilien, som det engelske blad The Economist engang skrev, med temmelig stor sikkerhed gætte en persons sociale status ved at se på hudfarven. De rige er hvide. Middelklassen er hvid. De sorte er fattige. En sort middelklasse er dog så småt begyndt at vokse frem. Det ses bl.a. i reklamer, hvor det nu kan betale sig at henvende sig til et sort publikum.
Brasilien er dog også – især blandt de fattige – præget af en fordomsfri sameksistens mellem racerne.
Bønder og byboer
Mere end 80% af befolkningen lever i dag i byerne, for 50 år siden var det 45%. I løbet af de år har Brasilien oplevet en folkevandring fra nord mod syd. Hvis det havde været i Europa, skulle de have krydset landegrænser og så ville man have kaldt dem »økonomiske flygtninge«.
Nordøstbrasilianske tilflyttere har grundlagt de fleste af favelaerne – slumbyerne – i Rio de Janeiro og São Paulo. De har leveret den billige arbejdskraft til industrien og ikke mindst til byggebranchen, de har bygget alle storbyernes højhuse. Alligevel betragtes de lavstammede nordøstbrasilianere med deres brede hoveder ofte med en vis foragt. Men en af dem, Lula, sidder nu som Brasiliens præsident.
Den romantiske bonde
Byboernes foragt for de primitive indvandrere fra nordøst har et romantisk modstykke i billedet af den såkaldte »caipira« – den fattige og ignorante bonde med stråhat, hullet skjorte og bare fødder, som ryger hjemmedyrket tobak i majspiben og bor i en fattig hytte med tag af bananblade og en masse børn. Caipiraen og hans kone med rottehaler og blomstret kjole er faste figurer i den brasilianske kulturs mytologi. »Caipiraen« dyrkes hvert år ved sankthans ved de såkaldte Festas Juninas, hvor der kun spilles nordøstbrasiliansk musik.
RIG OG FATTIG
Horribel ulighed
I Brasilien blander det 21. århundrede sig med middelalderen. Virksomhederne i São Paulo kan fremstille satellitter og berige uran, mens man i Nordøstbrasilien finder mennesker, der bor i lerklinede hytter, lider af spedalskhed og pløjer med okser.
I de seneste år er det gået voldsomt fremad for økonomien. Med en vækst i økonomien på mellem 3,5 og 7 pct. om året over de seneste år går det stærkt. Det kan også de fattige mærke. BNP pr. Indbygger er i dag på 11.800 dollars ligger man der, hvor Portugal og Grækenland lå i 70’erne. Men endnu lider Brasilien under en horribel økonomisk ulighed.
Fremtidens land
"Fremtidens land" blev Brasilien kaldt i mange år. Krystalkuglekiggere forudså, at Brasilien kunne blive den sydlige halvkugles USA. Uden at det blev til noget. Tiår efter tiår gik med gældskrise, hyperinflation og voksende sociale forskelle. Men nu rykker det. Økonomien er stabiliseret og inde i en kolossal vækst. Og allerbedst: De rekordstore forskelle mellem rige og fattige er ved at blive mindre.
Belindien
En brasiliansk sociolog opfandt begrebet Belindien for at beskrive sit land. Det er en sammensmeltning af Belgien og Indien. Sådan er Brasilien, siger han: En middelklasse på 20-25 mio., der lever på europæisk niveau, og den resterende befolkning, der lever i større eller mindre fattigdom. Det var i 1980’erne, I dag er uligheden langsomt ved at blive mindre i takt med den økonomiske vækst. Men Brasilien er endnu et meget ulige samfund.
Analfabeter
Et af de store problemer er den mangelfulde uddannelse, selv om situationen er forbedret kraftigt under den seneste regering. Hen ved en tredjedel af brasilianerne har kun gået tre år i skole. I dag går 94% af alle børn mellem 7 og 14 år i skole. 78% af de 15-17-årige fortsætter, mens kun halvdelen af de unge over 18 fortsætter deres uddannelse. De regionale forskelle er store. I nogle delstater i Nordøstbrasilien er over halvdelen af befolkningen analfabeter.
Gadebørnene
Millioner af brasilianske børn arbejder på gaden. De sælger tyggegummi, citroner eller saft, pudser sko eller sælger aviser. De er nødt til at skaffe penge til familien og har derfor ikke tid til at gå i skole. Lulas program »Bolsa Escola« (Mad for skolegang) har hjulpet mange.
En del børn har dog mistet kontakten med familien: gadebørnene. De lever af at tigge, af tyveri eller af prostitution. De sover på gaden og samler mad fra restauranterne, når de er rigtigt sultne. Mange sniffer lim for at slippe væk fra det hele. Bliver de taget af politiet, bliver de gerne mishandlet, inden de bliver sendt videre til de frygtede børnehjem.
Gadebørnene er det mest synlige sociale problem i Brasilien – og det tristeste. Men det er mindre, end det normalt opgøres. Hyppigt ses tal, der fortæller, at Brasilien har fem millioner hjemløse børn, og at Rio har flere hundrede tusinde. Den eneste pålidelige optælling, der er foretaget, viser, at der i Rio de Janeiro er ca. 1200 børn, der lever og sover på gaden. Tallet er for São Paulo 2500-3000.
DE FATTIGE
16 millioner brasilianere lever i ekstrem fattigdom siger den officielle statistik. Det er mange – men faktisk er der sket en reduktion af fattigdommen på 50 pct. i de sidste 10 år under præsident Lula.
Den officielle mindsteløn er ligger på 1600 kroner om måneden – en firedobling på otte år. Hertil kommer en omfattende sort økonomi. Nogle økonomer anslår, at den sorte økonomi udgør op mod halvdelen af den officielle. Mange mennesker har flere jobs, og mange familier har mange forskellige Det kan være en af forklaringerne på, at de dårligst stillede overlever, og i mange tilfælde ganske godt, selv om de på papiret ikke har mange penge.
Middelklassen
Middelklassen udgør ca. 10-15% af befolkningen, lever komfortabelt og mange har en højere levestandard end fx danskerne.
De kører gerne i de nyeste bilmodeller og har ofte to biler. De bor i store lejligheder eller i villaer med bevæbnede vagter og mangler ingen moderne bekvemmeligheder.
Hertil kommer en lavere middelklasse. Det er svært at sige hvor mange, der kan henegnes til denne gruppe. IBGE – den brasilianske statistik – gennemfører deres store undersøgelser hvert tiende år, så de har svært ved at følge med den voldsomme udvikling som er set de seneste 5-6 år.
De stenrige
I Brasilien findes et fænomen, som er næsten ukendt i Danmark: de stenrige.
Mindre end én procent hører til de rigtigt rige. Det er de store jordejere, hvis besiddelser i enkelte tilfælde er lige så store som Fyn eller Sjælland. Godsejerne har også en stor del af den politiske magt, især i de mest tilbagestående delstater i Nordøstbrasilien. Til de rigtigt rige hører også en række store erhvervsdrivende og industrimagnater.
Statsform
Brasilien er en republik med en præsident, der vælges direkte hvert fjerde år. Lovene vedtages af Kongressen, der består af Deputeretkammeret og Senatet.
I 2003 vandt socialisten Luis Inácio »Lula« da Silva fra arbejderpartiet PT præsidentvalget med 62% af stemmerne. Et systemskifte af dimensioner. For første gang i landets historie kom en repræsentant for de fattige til magten. Han blev siddende i otte år og fik valgt en afløser fra sit eget parti.
Lula: Den socialistiske præsident
Fuldskægget blev trimmet en smule, habitterne blev lidt finere, og cachaçaen skiftet ud med 12-års whisky. Men ellers var »Lula« stort set den samme, som før han blev præsident. Han spillede stadig fodbold med vennerne i baghaven søndag eftermiddag.
Da »Lula« blev valgt og tiltrådte som præsident i 2003, fik Brasilien en politisk turistattraktion – på højde med Havel i Tjekkiet eller Mandela i Sydafrika.
Luis Inácio Lula da Silva var den første socialistiske præsident i Latinamerikas største land. Set med venstrefløjens briller den største politiske begivenhed siden Chiles Salvador Allende først i 1970’erne. Bemærkelsesværdigt på et kontinent, der ellers havde været præget af rigmandspræsidenter, højreorienterede regeringer og militærkup.
Med Lula fik det stærkt klasseopdelte Brasilien en præsident, der kom fra samfundets bund, den fattigste del af det fattige og tørre Nordøstbrasilien. Hans familie var blandt de millioner, der flygtede fra fattigdommen. De solgte alt, hvad de ejede og havde. Og som lille dreng sad Lula på ladet af en af de åbne lastvogne, der fragtede emigranterne sydpå til São Paulo – en køretur på mange tusinde kilometer.
Gadesælger som 10-årig
Før han fyldte 10, var han gadesælger – for at skaffe brød på bordet. Familien boede i et baglokale til en snusket bar, hvor de delte toiletfaciliteter med barens gæster. Senere blev Lula metalarbejder og mistede højre lillefinger i en arbejdsulykke. Han blev lokket ind i fagforeningsarbejde, hvor han hurtigt viste evner som taler og agitator. Det var under militærdiktaturet. Han var med til at lamme industrien gennem store strejker og sad flere gange fængslet.
Som glødende socialist var han med til at stifte arbejderpartiet PT – et parti der under hans ledelse har været med til at demokratisere Brasilien i kraft af partiets tilknytning til alle slags folkelige bevægelser og organisationer.
»Lula« stillede op i 1989 ved det første præsidentvalg efter diktaturet – og tabte. De næste to præsidentvalg tabte han også. Hver gang blev han nummer to. Næsten halvdelen af vælgerne sagde hver gang, at de i hvert fald ikke ville stemme på ham socialisten. Fjerde gang gik det. Modstanden mod den simple arbejder med den rustne stemme og de rabiate synspunkter svandt ind, samtidig med at Lula modererede både fremtoning og synspunkter.
Samarbejde med satan
Siden har Lula overrasket med sin kompromissøgende politik. Han reddede landets økonomi ved at samarbejde med Den Internationale Valutafond – som han ellers havde beskyldt for at være den store kapitalistiske satan. Og han viste store evner til at forhandle kompromisser hjem i Kongressen, hvor PT kun sad med 17% af pladserne.
Kritikerne siger, at han ikke leverede resultater til de fattige – at hans politik ikke adskilte sig fra forgængernes. Mens han sad ved magten viste meningsmålingerne en stadigt stigende utilfredshed med Lulas regering. Blandt andet på grund af en række voldsomme korruptionsskandaler, der blandt andet omfattede hans børn. Sjovt nok smittede utilfredsheden ikke af på præsidenten selv. Lulas lange liv i de gode sagers tjeneste og hans sympatiske personlige udstråling gør, at han har bevaret sin personlige popularitet.
I januar 2011 trak Lula sig til magten efter de to præsident perioder, en præsident ifølge forfatningen har lov til at blive siddende. Havde han gjort som populære præsidenter i nabolandene kunne han være blevet siddende ved at ændre grundloven. Til gengæld fik han valgt sin efterfølger, Dilma Rousseff – en gammel venstreorienteret guerillakæmper – der er landets første kvindelige præsident.
En musikalsk kulturminister
En af Lulas populære udnævnelser var da han gjorde en populær sanger og musiker Gilberto Gil til sin kulturminister. Som administrator var Gil habil. Når det gælder kulturpolitikken, og hvem der skal have penge og tjenester, blev han beskyldt for at være sine gamle venners ven. Men som kulturel ambassadør var han uovertruffen. Hvilket land har ellers haft en kulturminister, der med største fornøjelse trådte op på scenen og gav medrivende koncerter, når han var på officielt besøg?
Nul sult
»Fome Zero«er en grundsten i Lulas politik.
»Min livsmission er opfyldt, hvis alle brasilianerne får adgang til tre måltider om dagen,« har han sagt. Men han vil mere endnu. Sult forstås ikke kun som mad. Det drejer sig også om social accept, om at lukke de marginaliserede ind i samfundet – om at gøre dem til borgere. Det kan dreje sig om noget så banalt som at de får elektrisk lys.
Fra starten har regeringen lagt op til, at mange af pengene skal komme fra den private sektor – fx fra erhvervslivet. Endnu går det så som så. Den store succes er udeblevet. I hvert fald i vælgernes øjne. Men noget er der sket. For eksempel hjælper det såkaldte »mad for skole«-program 5,5 mio. familier. De får mad for at sende deres børn i skole – i stedet for at lade dem arbejde eller tigge.
Religion
Hvidklædte kvinder med cigarer i munden, der går i trance, mens de danser til lyden af buldrende trommer. Eller et fodboldstadion fuldt af begejstrede kristne, der fylder snesevis af store affaldssække med pengesedler, når indsamlingen går i gang. Eller katolske messer, hvor unge piger og gamle mænd taler i tunger, når de mærker Helligånden.
Brasilien er et usædvanlig religiøst eller spirituelt land. Er det ikke religion, så er det krystaller, nummermagi, sjælevandring, sort magi, astrologi, pyramidekraft, ånder, UFO’er – hvad som helst. Og gerne i én stor pærevælling.
Landet kaldes ofte for verdens største katolske nation. Hovedparten af befolkningen er registreret som katolikker, men det forhindrer ikke, at de samtidigt dyrker candomblé eller umbanda – religioner der er opstået ved mødet mellem kristendommen og de afrikanske religioner, som slaverne førte med sig fra Afrika.
Religiøse millionforretninger
I kampen om sjælene er den katolske kirke presset af protestantiske sekter, der med vækkelsesprædikanter og effektiv marketing hverver tusinder af tilhængere i slumkvartererne og blandt de fattige på landet. Disse kirker, der drives som religiøse forretninger, har egne tv- og radioshows og samler millioner og atter millioner af kroner ind blandt de allerfattigste.
Økonomi og erhverv
Landbrug
Brasilien er et frugtbart land, og brasilianerne er stolte af det. »Alt hvad du sår, kan du høste«, Tudo que planta da, lyder en talemåde, som brasilianerne bruger i tide og utide for at fortælle, hvor gavmildt et land de har. Sol, rigelig regn og god jord giver mange steder mulighed for at høste ris, bønner og grøntsager to-tre gange om året.
Café do Brasil
Kaffen har givet Brasilien ry verden over. Cirka en tredjedel af verdens kaffe produceres i Brasilien – og deriblandt nogle af de bedste kvaliteter.
Danskerne drikker hvert år for ca. en mia. kroner brasiliansk kaffe. Men derfor skal man ikke tro, man kan få en dejlig kop dansk kaffe i Brasilien. De bedste kvaliteter går til udlandet, og den kaffe, som brasilianerne selv drikker, vil formentlig få de fleste danskere til at rynke på næsen.
Soja, kakao, juice og kød
Selv om Brasilien er kendt som kaffens land, så er sojabønner ved at blive en endnu vigtigere eksportvare. Brasilien har verdens næststørste sojaproduktion efter USA.
Brasilien er også verdens næststørste kakaoeksportør, verdens største sukkerproducent, den tredjestørste majsproducent og verdens næststørste producent af oksekød, blandt de største producenter af fjerkræ, ligesom svineeksporten er stærkt voksende. Landet er desuden verdens førende eksportør af appelsinjuice.
"Industria Brasileira"
En stor del af det, man finder i butikkerne, er fremstillet i Brasilien. Selvforsyning var i mange år nøgleordet for den økonomiske politik, men omkring 1990 begyndte en åbning af økonomien. I forretningerne ser man i dag mange importerede varer. Stadig er der dog overvægt af Brasiliens egne produkter.
Stoppenåle, brødristere, el-pærer, køleskabe, telefoner, tøj, sko, cd’er – næsten alt er mærket Industria Brasileira. Selv Toshiba-fjernsyn, Sharp-videoer, Ericsson-telefoner og Honda-motorcykler er fremstillet i Brasilien af transnationale selskaber. Arbejdskraften er billig og afsætningsmulighederne store i Brasilien. Brasilien eksporterer også industriprodukter. Blandt flagskibene er flyvemaskiner - mindre og mellemstore turboprop passagermaskiner.
Bil-landet Brasilien
HandelHandelspolitikken har i slutningen af 90’erne atter gjort det muligt for brasilianerne at købe importerede biler. De fleste er dog stadig fremstillet i Brasilien – fx fremstiller Mercedes, Volkswagen, Ford, General Motors og Fiat biler i Brasilien. En stor del eksporteres. Volvo, Scania og Mercedes fremstiller lastvogne og busser i Brasilien. Landet er verdens største marked for busser.
Alternativ energi: spritbilisme
En del brasilianske biler kører på alkohol og ikke benzin.
Da den første oliekrise satte ind i begyndelsen af 70’erne, besluttede militærregeringen (det var under diktaturet) at iværksætte Pro-alcool-programmet – dengang verdens største alternative energiprogram.
En bil kører cirka 10% kortere på en liter alkohol end på en liter benzin. Derfor garanterer regeringen med statstilskud, at prisen på alkohol altid er lavere end på benzin.
I de seneste år har man fået såkaldte flexbiler, der både kan køre på benzin og ethanol-sprit.
Otte ud af 10 solgte biler i dag, er såkaldte Flex-biler. Nogle flex-biler kan også køre på naturgas.
Olie og gas
Brasilien har de seneste år markeret sig som en vigtig olie- og gasnation takket være en række store oliefund ud for kysten – blandt andet nord for Rio. Olien ligger på flere kilometers vanddybde (Nordsøen er ca. 50 meters dybde). Men Petrobras – det statsejede brasilanske olieselskab – har gennem de seneste 20 år udviklet noget af den fremmeste teknologi til udvinding af olie på dybt vand.
OL og VM og BRIK
Brasilien har råstoffer, arbejdskraft og landbrugsjord i overflod - og landet fremstår i dag som stormagtskandidat, sammen med de øvrige såkaldte BRIK-lande: Rusland, Indien og Kina. Tendensen understreges af, at Brasilien de kommende år skal være vært for både VM i fodbold i 2014 og OL i 2016.
Vigtigste årstal
Se desuden de historiske afsnit ved de forskellige områder/byer.
Før portugisernes ankomst: Brasiliens oprindelige befolkning var jungleindianere. Der var ikke som i den spanske del af Latinamerika tale om højtstående kulturer som inkaer, mayaer eller azteker (# tema xx).
1494: Tordesillas-traktaten deler den ny verden – både den udforskede og den uudforskede – mellem Spanien og Portugal.
1501: Pedro Alvares Cabral går i land på den brasilianske kyst og erklærer området for portugisisk.
1532: Portugisiske bosættere grundlægger deres første koloni ved São Vicente.
1538: Portugiserne begynder at indføre slaver fra Afrika til at arbejde i sukkerplantagerne.
1549: Den nyligt grundlagte by Salvador bliver sæde for koloniadministrationen.
1554: Jesuitter grundlægger en mission ved São Paulo.
1600: De såkaldte bandeirantes, flagbærere, begynder at trænge ind i den del af Sydamerika, der efter Tordesillas-traktaten tilhører Spanien. Herved udvides det portugisiske territorium.
1639: Portugal gør krav på Amazon-bassinet.
1654: Hollænderne, der 24 år tidligere besatte Recife/Olinda og dele af kysten, smides ud, og dermed er det slut med andre nationers, herunder Frankrigs og Englands, forsøg på at få del i de portugisiske besiddelser.
1693: Der bliver fundet guld i det indre af landet. Guldets århundrede begynder i Minas Gerais.
1750: Spanien og Portugal deler Sydamerika imellem sig ved Madrid-traktaten.
1759: Jesuitterne, der har missioneret blandt indianerne og forsvaret dem mod at blive gjort til slaver, smides ud af Brasilien.
1763: Kolonihovedstaden flyttes fra Salvador til Rio de Janeiro.
1789: Tiradentes’uafhængighedsbevægelse knuses i Minas Gerais (tema xx).
1808: Den portugisiske prins-regent João flygter med hoffet til Rio de Janeiro for at undgå Napoleons hære
1821: Kong João kaldes hjem til Portugal og efterlader sin søn Pedro i Rio de Janeiro.
1822: Pedro erklærer Brasilien uafhængigt og bliver kejser.
1824: Brasiliansk grundlov, inspireret af den amerikanske forfatning.
1831-40: Pedro tvinges til at abdicere. En lang periode med uro og borgerkrige følger. Den slutter med, at Pedros søn, i en alder af fjorten år, udnævnes til ny kejser: Dom Pedro 2.
1845: Kaffen tegner sig nu for halvdelen af Brasiliens eksportindtægter.
1888: Slaveriet ophæves.
1889: Pedro 2. væltes ved et militærkup. Republikken indføres.
1894: Militær præsident væltes, valg af landets første civile præsident.
1896: Operaen i Manaus åbner. Gummi-boomets højdepunkt.
1913: Gummi-boomet slutter brat på grund af konkurrence fra Sydøstasien.
1917: Brasilien ind i 1. Verdenskrig på de allieredes side.
1917: »Pelo Telefone«, første sambaplade, bliver et hit.
1922: Ugen for Moderne Kunst i São Paulo. Gennembrud for den brasilianske modernisme.
1929: Økonomisk verdenskrise tvinger kaffepriserne i bund.
1930: Unge officerer tager magten ved et kup. Getulio Vargas, guvernør i delstaten Rio Grande do Sul, bliver præsident.
1937: Getulio Vargas tiltager sig den absolutte magt.
1942: Brasilien går ind i 2. Verdenskrig på allieret side.
1945: En gruppe højtstående officerer tvinger Vargas til at gå af.
1950: Getulio Vargas vælges til præsident.
1954: Efter flere skandaler begår Vargas selvmord.
1956: Juscelino Kubitschek, ny præsident, overtager magten og lover 50 års udvikling i løbet af fem. Han beslutter at bygge en ny hovedstad. Industrialiseringen tager fart.
1960: Den ny hovedstad Brasilia indvies.
1964: Militæret vælter João Goularts moderat-venstreorienterede regering.
1973: Højdepunktet af det økonomiske mirakel. Vækst i nationalproduktet på 14%, verdensrekord det år.
1979: Amnesti for politiske fanger, flygtninge – og torturbødler.
1982: Den overophedede økonomi krakker, gældskrisen begynder.
1984: Itaipú, verdens største vandkraftværk, nær grænsen til Paraguay, producerer den første strøm.
1985: Tilbagevenden til civilt styre.
1989: Første direkte valg til præsidentposten siden 1960.
1990: Fernando Collor de Mello, 40 år, tiltræder som præsident.
1992: Præsidenten væltes af Kongressen på grund af korruptionsskandale; vicepræsident Itamar Franco overtager.
1994: Fernando Henrique Cardoso (FHC) vælges til en fireårig præsidentperiode.
1998: FHC genvælges.
2002-2003: Socialisten Luis Inácio da Silva – kendt som Lula – fra arbejderpartiet PT, vinder præsidentvalget med 62% af stemmerne. Han tiltræder jan. 2003.
2010: Dilma Rousseff fra arbejderpartiet PT tiltræder som Brasiliens første kvindelige præsident.
Kunst og kultur
Litteratur
Mulatten Machado de Assis fra den sidste halvdel af 1800-tallet betragtes af mange som den største brasilianske forfatter nogen sinde. Han beskrev livet i Rio med humør og finesse, men er ikke oversat til dansk. Journalisten Euclides da Cunha, er det andet store gamle navn. I 1896 blev han sendt fra São Paulo til Bahia for at skrive om det religiøse og sociale oprør i Canudos, der til sidst endte i en massakre. Hans bog, et af hovedværkerne i brasiliansk litteratur, findes i dansk oversættelse: krigsskildringen Oprøret På Højsletten fra 1947. Historien om Canudos er også beskrevet i den fremragende bog Krigen ved verdens ende af den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa.
I 1922 afholdt en gruppe unge kunstnere i São Paulo den senere så berømte Uge for Moderne Kunst, A Semana de Arte Moderna. Målet var at skabe en ny brasiliansk kunst, der hentede sit dramatiske og poetiske råstof fra landets egen virkelighed, fra folket og historien.
Blandt de forfattere, der tog tråden op er Graciliano Ramos, der beskriver livsvilkårene i det tørkehærgede Nordøstbrasilien – hans fine, lille bog Tørken findes i dansk oversættelse. Delstaten Minas Gerais bliver besunget af Guimarães Rosa.Hans hovedværk Djævelen på Vejen –der sammenlignes med James Joyces Ulysses – er blandt de vigtigste romaner i den brasilianske litteraturhistorie, men svær at læse. Den er for nyligt kommet i dansk oversættelse.
Mest elsket og kendt i udlandet, er Jorge Amado, der skriver varmt, humoristisk og generøst om folkene i sin hjemstat Bahia. Mest berømte er hans første bøger Kakao-trilogien, der omfatter den berømte Gabriela – Nelliker og kanel, der ligesom Donna Flor og hendes to Mænd er filmatiseret med Sonia Braga i hovedrollen.
Mystikeren og eks-hippien Paulo Coelho er i 90’erne slået an i store dele af verden, og hans bøger er begyndt at komme på dansk. Efter sigende er han nu den mest læste brasilianske forfatter. Hans bøger foregår ikke i Brasilien.
Musik
En dag først i 60’erne sad komponisten Antônio Carlos Jobim og drak fadøl på sin stamrestaurant i Rio, da tjeneren kaldte: »Tom, der er telefon« – »Hvem er det?« – »Han siger, det er Frank Sinatra« – »Ja, ja, spørg hvem det er« – »Han taler engelsk« – »Very funny, ok, jeg tager den«.
Den samtale er der fortalt mange historier om. For det var Sinatra, som var i røret. Han ville indspille en plade. Ligesom millioner af andre var han blevet forelsket i de sprøde klange fra bossanovaen.
Bossanovaen opstod sidst i 50’erne og med den fik brasiliansk musik sit store internationale gennembrud. Lige siden har landet altid haft sin egen selvstændige musikalske profil inden for populærmusikken.
Bossanovaens største udøvende kunstner er sangeren og guitaristen João Gilberto. Dens mest fremtrædende komponist er Antônio Carlos Jobim, der indgik et frugtbart samarbejde med den noget ældre digter Vinicius de Morais, der blev en slags nestor for bevægelsen.
Men samba og bossanova er blot to blandt de snesevis af rytmer/stilarter, der udgør Brasiliens musikalske univers. Andre populære rytmer/stilarter er frevo, forro, baião, og sertanejo (brasiliansk country). Bahia leverer hvert år nye afro-brasilianske rytmer, der gerne ledsages af nye danseformer, jfr. lambada, der slog igennem også i Europa. Axé, timbalada, afro-reggae og tchan er blandt de senere skud.
Bossanovaen blev fulgt op med den såkaldte tropicalismo, hvis berømteste udøvere er Gilberto Gil, Caetano Veloso, Gal Costaog Maria Bethania – alle fra delstaten Bahia. Fra Minas kommer Milton Nascimentomed den utrolige stemme, der er særdeles populær inden for verdensmusik-genren. Mens komponisten og sangskriveren Chico Buarquefra Rio de Janeiro med sine veldrejede sambaer og seismografisk præcise tekster i de seneste 35 år har stået som et fyrtårn i det brasilianske kulturliv.
Brasiliansk rockmusik eller »roque« er forholdsvis melodisk. Blandt de klassiske navne er Barão Vermelho med den nu afdøde kultsanger Cazuza, Paralamas, Legião Urbana, Titãs, Planet Hemp og heavy-bandet Sepultura. Brasilien har også sin egen rap- og hiphop-tradition. »Funk« bliver den kaldt. Og den dyrkes især af unge i favelaerne.
Blandt populærmusikkens store navne bør nævnes den tidligt afdøde Elis Regina, der af mange betragtes som den største fortolker overhovedet. Hendes datter Maria Rita slog igennem i 2004. Endelig bør man nævne »flødebolle-sangeren« Roberto Carlos, der i 40 år jævnligt har ligget på toppen af hitlisterne.
Inden for klassisk musik er Heitor Villa-Lobos (1887-1959) Brasiliens eneste store komponist. Han har komponeret i alle genrer og forsøgt at inkorporere den brasilianske folkemusik (og fuglesang) i sine værker. Hans kendteste værk er de ni Bachianas Brasileiras. Han er også kendt for sine kompositioner for guitar.
Malerkunst
Europæiske kunstnere kom til Brasilien allerede i 1600-tallet, og deres billeder giver en interessant skildring af datidens Brasilien. De vigtigste er de tre hollændere Albert Eckhout (1610-65), hvis vigtigste billeder befinder sig på Nationalmuseet i Danmark, Frans Post (1612-1680) og Zacharias Wagner (1614-1668).
Men vi skal frem til malere som Volpi, de Cavalcanti, Tarsilia de Amaral og Milton Dacosta, før vi får malere, der skaber en ægte brasiliansk skole. Vigtigste maler i vor tid er Candido Portinari (1903-1962), der har udført krigs- og fredsmotivet på FN-bygningen i New York.
Arkitektur
Brasilien har både dygtige og dristige arkitekter og megen spændende, moderne arkitektur, som det ses i de store byer. Arkitekten Oscar Niemeyer og byplanlæggeren/arkitekten Lucio Costa, duoen bag hovedstaden Brasilia, er de to giganter, der har lagt grunden til den moderne brasilianske arkitektur, med franskmanden Le Corbusier som vigtigste inspirationskilde.
Film
En fængselsmassakre, hvor 100 fanger slagtes ned – og et barn der bliver skudt gennem hånden af narkohandlere.
To barske scener fra et par af de brasilianske film, der de seneste år er nået ud i verden. Filmene afspejler grusomme sider af det brasilianske samfund. Men på et højt kunstnerisk niveau.
En ny kunststøtteordning har givet brasiliansk film et ordentligt spark fremad. Flere og flere gør sig gældende internationalt. I 2004 kom der 40 spillefilm. I 2005 ventes der 70 nye brasilianske film.
I Danmark har vi de eneste år set fængselsfilmen Carandirú af den brasilianske argentiner Hector Babenco – og en skræmmende slumfilm, Guds By, af Fernando Meirelles, der er optaget med alle reklamefilmens virkemidler. Filmens litterære forlæg af forfatteren Paulo Lins udkom på dansk i 2005. Også instruktøren Walther Sales har vi set et par stykker af. Senest Motorcykeldagbog, en roadmovie om Che Guevara, og inden da den Oscarbelønnede Central Station, som stadig findes hos videoudlejerne.
I 1960’erne skrev Brasilien et kapitel i filmhistorien med den såkaldte Cinema Novo, der var et forsøg på at indfange landets sociale virkelighed, historie og mytologiske rødder på filmstrimlen. Filmene blev produceret for små penge og hentede både guldpalmer og guldbjørne på Europas store festivaler. Vigtigste instruktører er Rui Guerra, Nelson Perreira dos Santos, Arnaldo Jabor, Anselmo Duarte og geniet over dem alle, Glauber Rocha, der døde i en ung alder.
En fodboldgal nation
Med sin 2-0 sejr over Tyskland ved VM i 2002 markerede Brasilien sig som 5-dobbelt verdensmester – mens Tyskland og Italien kun har været mestre tre gange. »A penta«,som det femdobbelte mesterskab kaldes, betyder umådeligt meget for den brasilianske selvfølelse. Ligesom fodbold i det hele taget. Brasilien er utvivlsomt en af verdens mest fodboldglade og fodboldgale nationer.
Under VM-kampene går nationen i stå. Her er der ingen, der spørger, om folkeskoleeleverne kan få lov at se kampene. De skal se dem. Offentlige kontorer lukker. Og hvem skulle da også møde op?
Er man i Brasilien under en landskamp – eller en anden vigtig kamp – vil man opdage, at mange fans skyder kanonslag af fra vinduerne, når der er scoret. Så brager det gennem byen.
Det sidste VM med »a penta« var for brasilianerne det endelige bevis på, at de også spiller verdens bedste, smukkeste og mest kreative bold.
Tallene ’58, ’62, ’70, ’94 og ’02 – VM-årene – er magiske for brasilianerne, og de kan tale henført om den ene eller den anden af datidens store spillere. Som regel med den tredobbelte verdensmester Pelé fra Santos som den største. Andre vil dog hævde, at den bedste spiller, Brasilien nogensinde har fostret, var Botafogos Garrincha. Hans ene ben var hjulbenet, det andet kalveknæet og med sine vanvittige driblinger gives han æren for, at Brasilien kunne hjemtage mesterskabet i 1962 i Chile. Der gives mange forklaringer på den brasilianske fodboldsucces. Mest troværdig er nok mængden af spillere. Det anslås, at Brasilien har omkring 30 mio. aktive spillere, hvoraf mere end en halv mio. spiller i klub og deltager i turneringer. Rekrutteringsgrundlaget er enormt. Og talentspejderne er aktive. Selv på de usleste grusbaner i fattigkvartererne går de rundt og kigger emnerne ud. De bedste drenge sendes videre til de professionelle klubbers fodboldskoler, hvor de testes. Eller de stolte fædre henvender sig med deres håbefulde drenge. En stor klub som Vasco i Rio de Janeiro tester hen ved 5000 ungdomsspillere om året – og piller maks. 20 ud.
Fodboldhistorikere har fremsat en teori om, at drible-traditionen skulle stamme fra 1920’erne, hvor de sorte blev diskrimineret på banen. Når hvide begik frispark, blev det sjældent dømt, og når de sorte begik frispark, blev det ikke alene dømt – de hvide spillere havde også lov til at gøre gengæld, rent fysisk. Dette pres skulle have fået de sorte til at udvikle deres egen særlige stil. Det lyder som noget sludder, men historien er naturligvis meget sjov.
Sport
Sig Brasiliansk sport, og alle tænker på fodbold. Landet har dog også markeret sig inden for andre sportsgrene. Selv er brasilianerne mest stolte af resultaterne inden for Formel 1, hvor landet har tre verdensmestre med tre verdensmesterskaber hver. Altså ni i alt. Flere end noget andet land.
Landet har også fornemme traditioner inden for kampsport: judo, jijits, karate etc. Desuden placerer man sig godt med hensyn til volleyball for både mænd og kvinder, beachvolley og basketball hos herrerne. Tennisspilleren Gustavo Kuerten lå for nogle år siden nummer et på verdensranglisten. Også sejlsport spiller en stor rolle, ikke mindst takket være to brødre af dansk afstamning, Lars og Torben Grael, der har taget flere OL-medaljer end vor egen Elvstrøm.
Det brasilianske køkken
Det er svært at definere det brasilianske køkken. Landet er stort, og hver region og hver immigrantgruppe har egne specialiteter (beskrevet i de relevante afsnit – se også indekset under »Mad og drikke«.
Mest berømt er Bahia, præget af indflydelsen fra Afrika. Krydrede retter, med forskellige slags chili, og ofte med kokosmælk samt den kraftige og karakteristiske palmemarvsolie dendé i bunden. I nordøst har man det typiske saltede eller soltørrede kød, ligesom nordøstbrasilianerne elsker helstegt ged. Amazonas er kendetegnet ved det store udbud af spændende ferskvandsfisk og mange specielle frugter, mens Minas Gerais har sine tunge retter med bønner og svinekød.
Desuden har de store immigrantgrupper sat deres præg på det brasilianske køkken. Sydpå har man den tyske indflydelse med sauerkraut og eisbein.
Japansk mad – bl.a. med sushi – har bredt sig over hele landet, og det samme har libanesisk/arabisk mad, som også er blevet en del af udbuddet på fortovsbarer. Indflydelsen fra Portugal mærkes naturligvis også. Bacalhau – klipfisk – er en elsket, men dyr spise, der ofte bruges til små friterede kugler af torskefars.
Kulinariske klassikere
Et par kulinariske traditioner har dog sat deres præg på Brasilien fra nord til syd:
I ethvert brasiliansk hjem vil der, til næsten alle måltider, blive serveret ris og sorte eller brune bønner (feijão). Ris og bønner svarer til kartofler i Danmark.
Nationalretten hedder feijoada og består af sorte bønner kogt med soltørret kød, pølser, svinekød og svinerester, såsom svineører, tæer, tryner etc. Retten er godt krydret og serveres med ris, snittet kål, friske appelsinskiver og farofa (nedenfor).
Feijoada stammer fra slavetiden. Slaverne tilberedte måltidet af kødresterne fra de riges bord. Feijoada spises traditionelt lørdag eftermiddag mellem 13 og 17. Og det er en tung spise. Man falder i søvn bagefter. Bliver man inviteret til en feijoada i et privat hjem, skal man ikke blive overrasket, hvis familiens medlemmer efter bespisningen lige så stille søger mod stuens hængekøje, sofaen eller den blødeste lænestol.
Farofa er næsten lige så uundværligt som ris og bønner ved et ægte brasiliansk måltid. Det er maniokmel ristet på panden med fx små bananstykker. Rosiner kan også bruges ligesom bacon- eller skinkestykker. Enhver husmor har sine egne variationer. Trods sit savsmuldsagtige indtryk er farofa et fortræffeligt tilbehør.
Brasilien har noget af verdens bedste oksekød. Nogle kødkendere finder dog mørbraden for blød. De bestiller mindre fine dele af oksen for at få mere at tygge i og mere smag. Eksempelvis anvendes mørbraden ikke til churrasco (grillstegning). Her foretrækkes fx picanha eller alcatra, specielle brasilianske udskæringer.
Ofte spises kød som »rodizio«, hvilket nærmest kan oversættes med, at kødet går på omgang. På restauranter med denne betegnelse bliver store lunser helstegt kød på spid båret rundt til bordene.
Spisekultur
Brasilianerne spiser varmt midt på dagen – og frokosten er ofte dagens hovedmåltid. Egentlig siesta findes ikke. Kun få forretninger lukker midt på dagen, men frokostpausen er lang, gerne omkring to timer, hvor der også kan blive tid til en lur. Det kan man for eksempel se, når vejarbejdere ligger i skyggen og sover.
Kontoransatte får udleveret spisekuponer som en del af deres løn – de indløses mod et måltid på cafeer, restauranter eller burgerbarer.
De fattiges frokostmadpakke hedder en »quentinha« (en lille varm) – som består af en foliebakke eller metalæske med halvkolde, kogte ris og sorte bønner, måske med lidt kød i.
Naturen og landskabet
Geografi
Brasilien er opdelt i 27 delstater med hver sin provinshovedstad (capital).
30% af befolkningen bor mindre end 100 km fra kysten i et område, der udgør kun 7,7% af landets samlede areal. Kystlinjen ud mod Atlanterhavet er 7400 km lang.
I dag bor 81% i byerne og 19% på landet. De to store metropoler, São Paulo med 16-17 mio. indbyggere og Rio de Janeiro med 12 mio. huser næsten 17% af den samlede befolkning. Mere end 100 byer har over 100.000 indbyggere.
Fem regioner
Landet opdeles i fem regioner: Sydøst, Nordøst, Nord, Center-vest og Syd:
Sydøst
Penge og magt – Rio, São Paulo, Minas
Penge og politisk magt er koncentreret i Sydøst-regionen, der tæller Brasiliens rigeste delstater: São Paulo, Rio de Janeiro, Minas Gerais og den mindre vigtige Espirito Santo.
Hvis São Paulo var et land for sig selv, ville det være blandt de tre rigeste i Latinamerika. Både inden for industri og landbrug indtager São Paulo-staten en førerstilling. Over halvdelen af, hvad der produceres i hele Brasilien, kommer herfra.
Turist-paradiset Rio de Janeiro var indtil 1960 Brasiliens hovedstad. Endnu den dag i dag kan det spores på en stor offentlig sektor. Minas Gerais er en vigtig landbrugsstat og har rige mineralske ressourcer, især jernmalm.
Klimaet er tropisk. Om sommeren kan det blive rigtig varmt – 40 grader, og det regner en del.
Nordøst
Tørke og turisme – Bahia, Ceará, Maranhão
Nordøstbrasilien, der har spillet en hovedrolle op gennem Brasiliens historie, er i dag sørgeligt underudviklet og tilbagestående, når man ser bort fra enkelte økonomiske kraftcentre.
Langs kysten ligger det frugtbare bælte af landbrugsjord, Zona da Mata. Det indre af regionen er præget af den tørre højslette Sertão. Bevoksningen er krat og kaktus.
Ni delstater hører med til Nordøstbrasilien: Bahia, Sergipe, Alagoas, Pernambuco, Paraiba, Rio Grande do Norte, Ceará, Piauí og Maranhão. Bahia og Pernambuco er de vigtigste.
Klimaet ved kysten er ret mildt, temperaturen ligger forholdsvis konstant omkring 28-300. På grund af nærheden til ækvator skifter det ikke meget.
I det indre af landet, på højsletten, er det varmt og tørt. Der kan gå år, hvor det ikke regner noget videre.
Nord
Jungle og nybyggerland
Nord-regionen er den største og mindst befolkede i Brasilien og omfatter delstaterne Amazonas, Pará, Roraima, Acre, Rondônia og Amapá.
Amazon-junglen er verdens største sammenhængende regnskovsområde. Skoven dækker ca. halvdelen af Brasiliens areal og strækker sig langt ind i nabolandene.
Men Amazonas er ikke et uberørt naturområde. Store arealer er brændt af for at give plads til kvægdrift, vandkraftværker opføres, store landområder oversvømmes, og en mineindustri er ved at blive bygget op for at udnytte de umådelige mineralske ressourcer. Indtil videre er lidt over 10% af den brasilianske del af Amazonas skovet.
Nybyggere fra hele landet er strømmet til området, først og fremmest til Pará og Rondônia, lokket af løfter om billig, frugtbar jord. Som regel bliver de skuffede. Kun en ganske lille del af junglejorden er velegnet til landbrug, og den gyldne fremtid forvandles til et helvede af fattigdom, hårdt slid og malaria. De to vigtigste byer er Manaus, millionbyen midt i junglen, og Belém ved kysten.
Klimaet er dampende hedt. Perioden fra december til juni er regntid, med kraftige regnskyl næsten hver dag.
Center-vest
Kornkammer og sump – Goiás og Matto Grosso
Delstaterne Goiás, Tocantíns, Mato Grosso og Mato Grosso do Sul er Brasiliens store, befolkningsfattige indre. Staterne har en stærkt stigende landbrugsproduktion, først og fremmest af soja, og år for år flyttes den såkaldte »fronteira agricola«, landbrugsgrænsen, længere vestpå.
Landbruget fortrænger den såkaldte cerrado, et steppe- eller savanneagtigt landskabmedmeget høj biodiversitet. For eksempel findes der her 429 arter af træer og buske, som ikke findes andre steder i verden.
Området byder på fantastiske naturoplevelser. Først og fremmest Pantanal, verdens største vådområde, i Mato Grosso og Mato Grosso do Sul, med et enestående fugleliv. Regeringshovedstaden Brasilia ligger på den tørre højslette i Goiás.
Her er meget varmt om sommeren (dec.-jan.) og ikke mindst meget tørt i vintermånederne (juni-juli).
Syd
Det brasilianske Europa – Santa Catarina og Rio Grande do Sul
Sydbrasilien er præget af europæiske indvandrere. Delstaten Santa Catarina har mange tyske immigranter. I Blumenau og en række mindre byer i omegnen tales der både tysk og portugisisk på gaden, og nogle af husene er som taget ud af Sommer i Tyrol.
De tre delstater Paraná, Santa Catarina og Rio Grande do Sul er primært landbrugsstater, men har efterhånden også en del industri.
I Rio Grande do Sul finder man de latinamerikanske cowboys – gaúchos – bedre kendt fra nabolandet Argentina.
Vigtigste byer er Curitiba, hovedstad i delstaten Paraná, og Porto Alegre, hovedstad i Rio Grande do Sul. Begge virker europæiske – indbyggerne er lyse i huden sammenlignet med resten af Brasilien, og det er nok det eneste sted i landet, hvor gennemsnits-danskeren ikke på 100 meters afstand vil blive gennemskuet som udlænding. Florianopolis, hovedby i Santa Catarina er en dejlig badeby
Klimaet er subtropisk og dermed køligere end omkring Rio og São Paulo. I Rio Grande do Sul kan det endda sne om vinteren. For 50-60 år siden voksede der tusindvis af km2 fyrreskove – men de er for længst hugget ned.
Flora og fauna
Planteliv
En grøn overdådighed præger størstedelen af Brasilien. Det tropiske og subtropiske klima med masser af sol, varme og vand og frugtbar jord får alle slags vækster til at vælde frem af jorden. Frodigheden kan virke overvældende. For eksempel når ens avocado-træ, der er knækket af i én meters højde under et tordenvejr, blot behøver små 12 måneder til atter at være et stort og kraftigt træ på 3-4 meter. Eller tag bananpalmerne, som når deres fulde højde på blot tre-fire måneder. Eller de enorme bambus, der som kæmpemæssige grønne eksplosioner står langs landevejene.
Orkideer og bromelier
Orkideer, og ikke mindst de karakteristiske bromelier, er meget udbredte i Brasilien. De minder om hinanden. Ligesom orkideer vokser bromelier på træstammer, men de er ikke snyltere. De får al deres næring fra blade, der falder ned fra træet.
Potteplanter i det fri
I størstedelen af Brasilien er der ingen tørtid. Ej heller nogen rigtig vinter. Resultatet er, at der er grønt året rundt. Hvis sommeren kan kendes på noget, er det, at flere buske og træer blomstrer i denne tid. Hvis man kigger efter, vil man i øvrigt støde på masser af vore hjemlige potteplanter i den fri natur. Julestjerner for eksempel. Eller forskellige former for bregner. Blot er de som regel en del større.
Dyreliv
Brasilien har flere end 1500 fuglearter – herunder Amazonas’ enorme og farvestrålende ara-papegøjer og tukaner. I regnskoven lever også omkring 50 forskellige slags aber, ca. 250 paddearter og større pattedyr som jaguar, tapir, dovendyr, kæmpemyresluger og den store gnaver kapivaren. I floderne findes omkring 2000 forskellige fiskearter – herunder flere typer piratfisk – og den lys-rosa amazondelfin samt kæmpeodderen, der kan blive op til to meter lang. Millioner af forskellige insekter findes også, hvoraf langt hovedparten ikke er beskrevet endnu. Læg hertil et bredt udvalg af slanger, krokodiller og stinkdyr – sidstnævnte er ret almindeligt og spises med stor fornøjelse af de fattige, ligesom katte i øvrigt.
Klima
Brasilien har mestendels tropisk klima, og efter danske forhold er det varmt hele året. Da landet ligger på den sydlige halvkugle, er årstiderne byttet om i forhold til Danmark.
Sommeren ligger fra midten/slutningen af november og frem til slutningen af februar, og i denne periode er det meget varmt. I Rio ligger temperaturen på ca. 35° om dagen og ca. 250 om natten. Værst er heden i det indre af landet, mens den er lettere at holde ud ved kysten, hvor det lufter.
Vinteren fra maj til august minder meget om dansk sommer. Varme dage afløses af kølige dage med gråvejr og regn indimellem.
Forår og efterår er ofte svære at få øje på. Foråret (sep.-nov.) er bl.a. kendetegnet ved, at træer og buske blomstrer.
Jo længere nordpå man kommer, jo varmere er det, og jo mindre forskel er der mellem sommer og vinter. Salvador i Bahia har stort set samme klima året rundt med 28° varme.
