Copacabana og Ipanema
_
Copacabana »Aí de ti Copacabana« – »Stakkels dig, Copacabana!« – er titlen på en bog, som den kendte forfatter og krønikeskriver Rubem Braga udgav i midten af 1950’erne. Og hans indfaldsvinkel kan den dag i dag bruges til at forklare de følelser, der omgiver den berømte bydel.
Copacabanas forvandling over et halvt århundrede: Fra fjerntliggende badeby (omkring 1900-1920) til eksklusivt bade- og kultur- og forlystelsesområde med kasinoer, store hoteller, ferielejligheder og riviera-stemning (1930-50). Til den store forvandling i 1950’erne, hvor landsteder og gamle palævillaer med pragtfulde haver blev revet ned for at give plads til sammenvoksede skyskrabere, der forvandlede Copacabana til et af verdens tættest befolkede områder.
Man må forestille sig datidens Copacabana som en bred strand med spredt bebyggelse og et enkelt stort strandhotel i den store klassiske stil, »Copacabana Palace«. Det ligger der endnu, men dengang lå det helt ned til stranden. Siden er stranden blevet udvidet, og den sekssporede Av. Atlântica er kommet til. Det var i de gamle dage, at, Copacabana fik sit tilnavn: »Princesinha do Mar« (»Havets lille prinsesse«).
I den fjerneste ende af stranden lå Copacabana-fortet og bag det »Arpoador«-stranden. »Arpoador« betyder »harpunér« – dvs. en der kaster med harpun – og navnet kommer af den indbringende hvalfangst, der langt op i 1900-tallet blev drevet i dette område. Hvalerne havde en forkærlighed for stedet. Når de kom svømmende tæt ind under kysten for at parre sig, stod hvalfangerne på de store klipper og kastede eller skød deres kraftige harpuner ind i de store, sorte kroppe. En indbringende forretning. Stakkels hvaler, stakkels Copacabana.
Et minde om den tid ses ved »Posto 6«, der ligger lige før fortet i bunden af Copacabana. Ud for det femstjernede hotel »Sofitel Rio Palace« ligger tre-fire gammeldags fiskerbåde stadig trukket op på stranden. Og det er ikke bare til pynt. En lille gruppe fiskere dyrker stadig deres erhverv.
Asfaltjunglen Ved stranden, langs den fornemme, sekssporede, Avenida Atlântica, har Copacabana stadig et stærkt præg af badeby. Først når man kommer ind i parallelgaderne, begynder storbyjunglen for alvor.
Den store forandring indtraf i 1950’erne, hvor skoven af 10-20 etages skyskrabere skød op. Indtil da havde man fra de store villaer ved foden af bjergene et prægtigt udsyn ud over vandet. Det var dengang. Ved bossanovaens fødsel midt i 1950’erne og i årene frem var Copacana centrum både for Rios hektiske bohemeliv med masser af musik og for et gigantisk byggeboom, der fjernede de sidste spor af landlig forstad.
I dag er bydelen ufatteligt tæt bebygget. Mange af de store boligblokke har mange hundrede små lejligheder. Bydelen siges at være den tættest befolkede i hele verden. Mon dog? Men alligevel: Man mærker det, når man går på gaden i myldretiden. Det minder om centrum, og det kan være svært at komme frem. Også trafikken er tæt i de ensrettede gader: Av. Nossa Senhora de Copacabana (forkortet Av. NSC) ind mod byen og Rua Barata Ribeiro ud af byen. De store busser buldrer fremad nærmest kofanger ved kofanger. Biler og taxaer snegler sig af sted i lange, dyttende baner. Og fortovene vrimler.
Copacabana er sine steder præget af en intens, hård og næsten klaustrofobisk storbystemning. Men man skal aldrig gå mere end få hundrede meter, før man er ude ved den brede forløsende Atlanterhavsstrand.
Copacabana »Aí de ti Copacabana« – »Stakkels dig, Copacabana!« – er titlen på en bog, som den kendte forfatter og krønikeskriver Rubem Braga udgav i midten af 1950’erne. Og hans indfaldsvinkel kan den dag i dag bruges til at forklare de følelser, der omgiver den berømte bydel.
Copacabanas forvandling over et halvt århundrede: Fra fjerntliggende badeby (omkring 1900-1920) til eksklusivt bade- og kultur- og forlystelsesområde med kasinoer, store hoteller, ferielejligheder og riviera-stemning (1930-50). Til den store forvandling i 1950’erne, hvor landsteder og gamle palævillaer med pragtfulde haver blev revet ned for at give plads til sammenvoksede skyskrabere, der forvandlede Copacabana til et af verdens tættest befolkede områder.
Man må forestille sig datidens Copacabana som en bred strand med spredt bebyggelse og et enkelt stort strandhotel i den store klassiske stil, »Copacabana Palace«. Det ligger der endnu, men dengang lå det helt ned til stranden. Siden er stranden blevet udvidet, og den sekssporede Av. Atlântica er kommet til. Det var i de gamle dage, at, Copacabana fik sit tilnavn: »Princesinha do Mar« (»Havets lille prinsesse«).
I den fjerneste ende af stranden lå Copacabana-fortet og bag det »Arpoador«-stranden. »Arpoador« betyder »harpunér« – dvs. en der kaster med harpun – og navnet kommer af den indbringende hvalfangst, der langt op i 1900-tallet blev drevet i dette område. Hvalerne havde en forkærlighed for stedet. Når de kom svømmende tæt ind under kysten for at parre sig, stod hvalfangerne på de store klipper og kastede eller skød deres kraftige harpuner ind i de store, sorte kroppe. En indbringende forretning. Stakkels hvaler, stakkels Copacabana.
Et minde om den tid ses ved »Posto 6«, der ligger lige før fortet i bunden af Copacabana. Ud for det femstjernede hotel »Sofitel Rio Palace« ligger tre-fire gammeldags fiskerbåde stadig trukket op på stranden. Og det er ikke bare til pynt. En lille gruppe fiskere dyrker stadig deres erhverv.
Asfaltjunglen Ved stranden, langs den fornemme, sekssporede, Avenida Atlântica, har Copacabana stadig et stærkt præg af badeby. Først når man kommer ind i parallelgaderne, begynder storbyjunglen for alvor.
Den store forandring indtraf i 1950’erne, hvor skoven af 10-20 etages skyskrabere skød op. Indtil da havde man fra de store villaer ved foden af bjergene et prægtigt udsyn ud over vandet. Det var dengang. Ved bossanovaens fødsel midt i 1950’erne og i årene frem var Copacana centrum både for Rios hektiske bohemeliv med masser af musik og for et gigantisk byggeboom, der fjernede de sidste spor af landlig forstad.
I dag er bydelen ufatteligt tæt bebygget. Mange af de store boligblokke har mange hundrede små lejligheder. Bydelen siges at være den tættest befolkede i hele verden. Mon dog? Men alligevel: Man mærker det, når man går på gaden i myldretiden. Det minder om centrum, og det kan være svært at komme frem. Også trafikken er tæt i de ensrettede gader: Av. Nossa Senhora de Copacabana (forkortet Av. NSC) ind mod byen og Rua Barata Ribeiro ud af byen. De store busser buldrer fremad nærmest kofanger ved kofanger. Biler og taxaer snegler sig af sted i lange, dyttende baner. Og fortovene vrimler.
Copacabana er sine steder præget af en intens, hård og næsten klaustrofobisk storbystemning. Men man skal aldrig gå mere end få hundrede meter, før man er ude ved den brede forløsende Atlanterhavsstrand.
Click here to edit.
Copacabana set fra Leme - dvs. ved enden i retning mod Sukkertoppen.
_
Click here to edit.
_Badebyen
Stranden er fire-fem kilometer lang og skifter karakter flere steder undervejs.
Først kommer Leme, der støder op til Sukkertoppen og dermed ligger i en slags blindgyde uden gennemkørsel. Leme er et fredeligt boligkvarter med mange fine restauranter og få hoteller – bortset fra det store, femstjernede »Leme Palace« på hjørnet af Av. Princesa Isabel (hende der frigav slaverne), som er den store gennemkørende vej, der fører ind mod byen.
På Av. Princesa Isabel og rundt om hjørnet til Lido på Av. Atlântica er der en del prostitution med dyre og mindre dyre natklubber. Som Rubem Braga så malende skrev – med tanke på hele Copacabana – »saltvandet må bruge årtusinder for at bortvaske dine synder fra en enkelt sommer.«Få hundrede meter længere ude ad stranden – mellem Posto 2 og Posto 3 – ligger »Copacabana Palace«. Her er eksklusivt og dyrt med pæne turister og beboere.
Få hundrede meter videre skifter stranden igen karakter, bliver mere fredelig og familieagtig indtil den sidste strækning, op mod Posto 6, hvor man i aften- og nattetimerne kan støde på mange transvestitter, der trækker ved kanten af vejen. Den fjerneste ende af Copacabana ved Posto 6 er præget af det eksklusive hotel »Sofitel«.
Stranden er fire-fem kilometer lang og skifter karakter flere steder undervejs.
Først kommer Leme, der støder op til Sukkertoppen og dermed ligger i en slags blindgyde uden gennemkørsel. Leme er et fredeligt boligkvarter med mange fine restauranter og få hoteller – bortset fra det store, femstjernede »Leme Palace« på hjørnet af Av. Princesa Isabel (hende der frigav slaverne), som er den store gennemkørende vej, der fører ind mod byen.
På Av. Princesa Isabel og rundt om hjørnet til Lido på Av. Atlântica er der en del prostitution med dyre og mindre dyre natklubber. Som Rubem Braga så malende skrev – med tanke på hele Copacabana – »saltvandet må bruge årtusinder for at bortvaske dine synder fra en enkelt sommer.«Få hundrede meter længere ude ad stranden – mellem Posto 2 og Posto 3 – ligger »Copacabana Palace«. Her er eksklusivt og dyrt med pæne turister og beboere.
Få hundrede meter videre skifter stranden igen karakter, bliver mere fredelig og familieagtig indtil den sidste strækning, op mod Posto 6, hvor man i aften- og nattetimerne kan støde på mange transvestitter, der trækker ved kanten af vejen. Den fjerneste ende af Copacabana ved Posto 6 er præget af det eksklusive hotel »Sofitel«.
Click here to edit.
_Promenaden - Hele
vejen
langs stranden ud mod vandet ligger strandpromenaden – det brede fortov
med dets karakteristiske bølgemønster. Her er såkaldte »kiosker« med
plasticstole foran
og servering af fx øl, cola og frisk kokosmælk, sandwhiches, chips og
andet
mundgodt dagen og natten igennem. Strandpromenaden er generelt mere
»neutral«
end det fortov, der ligger ind mod byen. Om natten er den oplyst og ret
sikker,
i hvert fald frem til midnat. Også en del af stranden er oplyst, og der
dyrkes
både fodbold, volley og gymnastik til langt ud på natten.
Seværdigheder
__Sukkertoppen
Den sælsomme bjergknold, »Sukkertoppen«, var det første portugiserne så af det, der engang skulle blive til Rio de Janeiro, da de sejlede ind i bugten nytårsmorgen i 1501. Og lige siden har Pão de Açucar – Sukkerbrødet, som det hedder på portugisisk – været søfolkenes vartegn, når de kom sejlende ind til den travle havneby.
Interessant nok ligger der, en del kilometer oppe ad kysten, et klippefremspring der ligner Sukkertoppen, og som gennem årene har ført til flere skibbrud, fordi søfolkene troede det var den rigtige Sukkertop.
Rio har også Corcovado – Kristusbjerget – som højtliggende udsigtspunkt – og man kunne mene, at et besøg på det ene turde være tilstrækkeligt. Men man bør absolut prøve dem begge. Udsigten fra de to er vidt forskellige – og i og med at Rios naturlige beliggenhed er det særlige ved byen, må begge anses for uomgængelige attraktioner
Fra Sukkertoppen ser man ind mod byen og får en fin fornemmelse af, hvor mange små og store bjerge Rio har, og hvordan kvartererne snor sig op og ned og omkring dem som store, menneskeskabte slanger. Der er et smukt vue over bugten til Niteroí på den anden side og en fin udsigt ned langs Copacabana.
Det er i øvrigt en god idé at besøge Sukkertoppen om morgenen eller tidligt på formiddagen. Så er lyset bedst, når man skal kigge og fotografere ind mod byen. Om eftermiddagen har man modlys.
Sukkertoppen blev første gang besteget af en engelsk kvinde i 1817. Mange er fulgt efter. Hver eneste weekend ser man bjergbestigere på vej op ad Sukkertoppens stejle sider. Har man smag for den slags kan man gennem et rejsebureau melde sig til en klatretur. Lettere er det at tage kabelbanen, der forbinder Praia Vermelha med Morro da Urca: Det første stop er i 220 m’s højde. Her ligger en sal, hvor der holdes samba-show og diskotek, og en restaurant med kongelig udsigt. Den er ikke så dyr, som man kunne forestille sig. Men maden er ikke den allerbedste.
Selve Pão de Açucar er 395 m højt. For børnene er der en lille legeplads og et bur med papegøjer og tukaner. Bag buret en lille sti, der leder til den side af bjerget, der vender ud mod havet. Herfra ser man selve indsejlingen og på den anden side Niteroí, hvis strande fortaber sig i horisonten.
Advarsel: Der sker mange taske- og kameratyverier på de 100-200 m mellem stoppestedet – både for by- og turistbusser – og svævebanebygningen. Hold på hat, briller og taske.
Svævebane mindst hver halve time 8-22 fra Praia Vermelha, Praça General Tiburcio i bydelen Urca. l 107 fra centrum og Flamengo. l 511 fra Copacabana, Ipanema og Leblon. Når der er shows på Morro da Urca, går svævebanen naturligvis, til alle gæster er kommet ned igen.
Forte de Copacabana
I den modsatte ende af Copbacabana (ved Posto 6) kan man besøge Copacabana-fortet, der huser et militærhistorisk museum, Praca Coronel Eugênio Franco 1, Posto 6, Copacabana, åbent ti.-sø. 10-17. I sig selv ikke vanvittigt spændende. Men her ligger også en filial af det traditionelle konditori, »Confeitaria Colombo«. Her kan man spise morgenmad eller drikke eftermiddags-te under en parasol med den smukkeste udsigt over havet og Copacabana.
Marius
»Churrascaria Marius« er Rios berømteste kødtempel og også blandt de dyreste af slagsen. Men det er prisen værd, for så har man prøvet det bedste inden for genren. Der er tale om »rodizio«, (en ’runde’) altså et af de steder, hvor mængder af kød bæres rundt på spid i én uendelighed. Kvaliteten er i top. Kødet er dels det berømte japansk Kobe kød (Wagyo) – fra kvæg der drikker øl, spiser det friskeste græs og får jævnlig massage – foruden økologisk Hereford kvæg
Restauranten ligger i det rolige Leme-kvarter for enden af Copacabana – i enden op mod Sukkertoppen. Vegetarer kan også gå med, hvis det skal være, takket være den enorme buffet.
Marius har også en restaurant ved siden af med rodizio for »frutos de mar« (alt godt fra havet): østers, skaldyr, fisk, sushi Her kan man spise sig mæt i Hummer og Østers. Av. Atlântica 290-A, Leme, tlf. 2542 2393.
www.marius.com.br
Den sælsomme bjergknold, »Sukkertoppen«, var det første portugiserne så af det, der engang skulle blive til Rio de Janeiro, da de sejlede ind i bugten nytårsmorgen i 1501. Og lige siden har Pão de Açucar – Sukkerbrødet, som det hedder på portugisisk – været søfolkenes vartegn, når de kom sejlende ind til den travle havneby.
Interessant nok ligger der, en del kilometer oppe ad kysten, et klippefremspring der ligner Sukkertoppen, og som gennem årene har ført til flere skibbrud, fordi søfolkene troede det var den rigtige Sukkertop.
Rio har også Corcovado – Kristusbjerget – som højtliggende udsigtspunkt – og man kunne mene, at et besøg på det ene turde være tilstrækkeligt. Men man bør absolut prøve dem begge. Udsigten fra de to er vidt forskellige – og i og med at Rios naturlige beliggenhed er det særlige ved byen, må begge anses for uomgængelige attraktioner
Fra Sukkertoppen ser man ind mod byen og får en fin fornemmelse af, hvor mange små og store bjerge Rio har, og hvordan kvartererne snor sig op og ned og omkring dem som store, menneskeskabte slanger. Der er et smukt vue over bugten til Niteroí på den anden side og en fin udsigt ned langs Copacabana.
Det er i øvrigt en god idé at besøge Sukkertoppen om morgenen eller tidligt på formiddagen. Så er lyset bedst, når man skal kigge og fotografere ind mod byen. Om eftermiddagen har man modlys.
Sukkertoppen blev første gang besteget af en engelsk kvinde i 1817. Mange er fulgt efter. Hver eneste weekend ser man bjergbestigere på vej op ad Sukkertoppens stejle sider. Har man smag for den slags kan man gennem et rejsebureau melde sig til en klatretur. Lettere er det at tage kabelbanen, der forbinder Praia Vermelha med Morro da Urca: Det første stop er i 220 m’s højde. Her ligger en sal, hvor der holdes samba-show og diskotek, og en restaurant med kongelig udsigt. Den er ikke så dyr, som man kunne forestille sig. Men maden er ikke den allerbedste.
Selve Pão de Açucar er 395 m højt. For børnene er der en lille legeplads og et bur med papegøjer og tukaner. Bag buret en lille sti, der leder til den side af bjerget, der vender ud mod havet. Herfra ser man selve indsejlingen og på den anden side Niteroí, hvis strande fortaber sig i horisonten.
Advarsel: Der sker mange taske- og kameratyverier på de 100-200 m mellem stoppestedet – både for by- og turistbusser – og svævebanebygningen. Hold på hat, briller og taske.
Svævebane mindst hver halve time 8-22 fra Praia Vermelha, Praça General Tiburcio i bydelen Urca. l 107 fra centrum og Flamengo. l 511 fra Copacabana, Ipanema og Leblon. Når der er shows på Morro da Urca, går svævebanen naturligvis, til alle gæster er kommet ned igen.
Forte de Copacabana
I den modsatte ende af Copbacabana (ved Posto 6) kan man besøge Copacabana-fortet, der huser et militærhistorisk museum, Praca Coronel Eugênio Franco 1, Posto 6, Copacabana, åbent ti.-sø. 10-17. I sig selv ikke vanvittigt spændende. Men her ligger også en filial af det traditionelle konditori, »Confeitaria Colombo«. Her kan man spise morgenmad eller drikke eftermiddags-te under en parasol med den smukkeste udsigt over havet og Copacabana.
Marius
»Churrascaria Marius« er Rios berømteste kødtempel og også blandt de dyreste af slagsen. Men det er prisen værd, for så har man prøvet det bedste inden for genren. Der er tale om »rodizio«, (en ’runde’) altså et af de steder, hvor mængder af kød bæres rundt på spid i én uendelighed. Kvaliteten er i top. Kødet er dels det berømte japansk Kobe kød (Wagyo) – fra kvæg der drikker øl, spiser det friskeste græs og får jævnlig massage – foruden økologisk Hereford kvæg
Restauranten ligger i det rolige Leme-kvarter for enden af Copacabana – i enden op mod Sukkertoppen. Vegetarer kan også gå med, hvis det skal være, takket være den enorme buffet.
Marius har også en restaurant ved siden af med rodizio for »frutos de mar« (alt godt fra havet): østers, skaldyr, fisk, sushi Her kan man spise sig mæt i Hummer og Østers. Av. Atlântica 290-A, Leme, tlf. 2542 2393.
www.marius.com.br
Click here to edit.
_
Ipanema – Leblon
Ipanema er roligere, mildere og mere afslappet end Copacabana. Og hvis Copacabana engang var en ægte strand- og badeby, så er Ipanema det stadigvæk flere steder. Langs stranden er bygget højhuse. Det samme gælder parallel-gaderne, Visconde de Pirajá og Prudente de Morais, mens de tværgående sidegader er præget af lave to-tre etages huse af ældre dato.
Det var på en af disse gader, Rua Vinicius de Moraes, at »Pigen fra Ipanema«, hvis borgerlige navn er Helô Pinheiro, som 15-16 årig kom vuggende dag efter dag. Ofte skulle hun ned og købe cigaretter til sin mor, har hun senere fortalt. Digteren Vinicius de Moraes og komponisten Jobim, der fik øje på hende, skrev sangen om pigen med den gyldne krop på vej til stranden. Hende, der er er så smuk og tiltrækkende, at man bliver en smule deprimeret af det, fordi hun har nok i sig selv. De to gutter sad på baren »Veloso« og holdt øje med hende. Veloso, der ligger på hjørnet af Prudente de Morais og Rua Vinicius de Moraes, hedder i dag »Garota de Ipanema« og er stadig et fint sted at hænge ud.
»The Girl from Ipanema« kom – uden at være tænkt sådan – til at fungere som en af historiens mest effektive, men også sandfærdige markedsførings-succeser. Siden sangen blev til i 1962, har den været en af verdens mest spillede og har fået ordet »Ipanema« til at lejre sig i hjernens drømmeland hos millioner af mennesker. Heldigvis har Ipanema bevaret en del af magien og den stemning af skønhed, sensualitet og udfordrende uskyld, som sangen fortæller om på originalsproget. Mens Copacabana er hård, kontant og direkte i sin omgangsform, er Ipanema blød, afslappet og sommerlig. Kvarteret er dyrere, med færre indbyggere, der til gengæld har flere penge mellem hænderne. Det afspejler sig i mange fine »boutiques« og spændende specialforretninger. Til decideret ferieafslapning og slentre ned ad gaden i klip-klapper er Ipanema mere velegnet end Copacabana. Ipanema har ikke nær så mange hoteller som Copacabana, og de, der findes, er generelt noget dyrere. Også restauranterne er generelt en tand mere eksklusive.
Ipanema – Leblon
Ipanema er roligere, mildere og mere afslappet end Copacabana. Og hvis Copacabana engang var en ægte strand- og badeby, så er Ipanema det stadigvæk flere steder. Langs stranden er bygget højhuse. Det samme gælder parallel-gaderne, Visconde de Pirajá og Prudente de Morais, mens de tværgående sidegader er præget af lave to-tre etages huse af ældre dato.
Det var på en af disse gader, Rua Vinicius de Moraes, at »Pigen fra Ipanema«, hvis borgerlige navn er Helô Pinheiro, som 15-16 årig kom vuggende dag efter dag. Ofte skulle hun ned og købe cigaretter til sin mor, har hun senere fortalt. Digteren Vinicius de Moraes og komponisten Jobim, der fik øje på hende, skrev sangen om pigen med den gyldne krop på vej til stranden. Hende, der er er så smuk og tiltrækkende, at man bliver en smule deprimeret af det, fordi hun har nok i sig selv. De to gutter sad på baren »Veloso« og holdt øje med hende. Veloso, der ligger på hjørnet af Prudente de Morais og Rua Vinicius de Moraes, hedder i dag »Garota de Ipanema« og er stadig et fint sted at hænge ud.
»The Girl from Ipanema« kom – uden at være tænkt sådan – til at fungere som en af historiens mest effektive, men også sandfærdige markedsførings-succeser. Siden sangen blev til i 1962, har den været en af verdens mest spillede og har fået ordet »Ipanema« til at lejre sig i hjernens drømmeland hos millioner af mennesker. Heldigvis har Ipanema bevaret en del af magien og den stemning af skønhed, sensualitet og udfordrende uskyld, som sangen fortæller om på originalsproget. Mens Copacabana er hård, kontant og direkte i sin omgangsform, er Ipanema blød, afslappet og sommerlig. Kvarteret er dyrere, med færre indbyggere, der til gengæld har flere penge mellem hænderne. Det afspejler sig i mange fine »boutiques« og spændende specialforretninger. Til decideret ferieafslapning og slentre ned ad gaden i klip-klapper er Ipanema mere velegnet end Copacabana. Ipanema har ikke nær så mange hoteller som Copacabana, og de, der findes, er generelt noget dyrere. Også restauranterne er generelt en tand mere eksklusive.
Click here to edit.
Ipanema-stranden
_Ipanema-stranden
Det samme gælder stranden. Posto 9 på Ipanema er ganske enkelt indbegrebet af Rios »in-life«, hvor de unge og smukke og kulturelle - og de der gerne vil være det – klumper sig tæt sammen lørdag og søndag, især i højsommeren. Her ryges der pot og læses Machiavelli og Nietzsche i strandstolene, mens diskussionerne går om det nyeste teaterstykke eller den seneste argentinske film. Man skal have smag for den slags, eller kende nogen der kommer der, for at holde det ud. Det er i hvert fald ikke verdens mest imødekommende mennesker. Hver eftermiddag, når solen går ned – i al fald i weekenden - klapper strandgæsterne af det smukke syn. En tradition der går tilbage til hippietiden først i 1970’erne.
En tand længere inde mod byen i retning mod Posto 8 ud for Rua Farme de Amoedo holder bøsserne til. Sandet er proppet med muskuløse fyre i små tangatrusser. Noget at kigge på, piger! Her er det nemt at få kontakt, hvis det er det, man ønsker. I al fald for mændene. På restauranten »Bofetada«, Rua Farme de Amoedo 87, spiser mange af fyrene frokost efter strandturen. Området omkring Posto 8 er en god all-round familiestrand, mens Arpoador helt for enden – i retning mod Copacabana - er en af Rios surfstrande.
Shopping i Ipanema
Rua Visconde de Pirajá er Ipanemas hovedgade, hvor de lækre små butikker og de såkaldte gallerias (små shoppingcentre) ligger på rad og række. Hvis det ikke er for varmt, er det byens bedste sted at shoppe smart tøj, sko og den slags. Nogle af Rios bedste boghandlere ligger også i denne gade, mange af dem i flere etager med bogcafé og mulighed for at gå på nettet.
»Livraria da Travessa«, Rua Visconde de Pirajá 547, har et stort udvalg af billed- og fotobøger om Rio
For elskere af brasiliansk musik er forretningen »Espaço Cultural Toca de Vinicius«, Rua Vinicius de Moraes 129, et godt bekendtskab. Et fint udvalg af cd’er med samba, bossa og choro, bøger om koryfæerne inden for den brasilianske populærmusik foruden mange noder. Forretningen fungerer også som en slags kulturcenter og museum, og søger man musikkontakter eller måske en musiklærer, er det et fint sted at begynde.
En stor del af Rios modeskabere præsenterer deres ting i Ipanema. Det gælder også strandmoden, der år for år med stor opfindsomhed varierer de små stykker stof, der går til en bikini. De toneangivende badetøjs-modehuse finder man i kvadratet afgrænset af gaderne Garcia d’Avila, Barrão da Torre, Aníbal de Mendonça og Visconde de Pirajá – fx forretningen »Salinas« i Galleriet »Ipanema 2000«, Rua Visconde de Pirajá 547 loja 204 på 2. sal.
Det samme gælder stranden. Posto 9 på Ipanema er ganske enkelt indbegrebet af Rios »in-life«, hvor de unge og smukke og kulturelle - og de der gerne vil være det – klumper sig tæt sammen lørdag og søndag, især i højsommeren. Her ryges der pot og læses Machiavelli og Nietzsche i strandstolene, mens diskussionerne går om det nyeste teaterstykke eller den seneste argentinske film. Man skal have smag for den slags, eller kende nogen der kommer der, for at holde det ud. Det er i hvert fald ikke verdens mest imødekommende mennesker. Hver eftermiddag, når solen går ned – i al fald i weekenden - klapper strandgæsterne af det smukke syn. En tradition der går tilbage til hippietiden først i 1970’erne.
En tand længere inde mod byen i retning mod Posto 8 ud for Rua Farme de Amoedo holder bøsserne til. Sandet er proppet med muskuløse fyre i små tangatrusser. Noget at kigge på, piger! Her er det nemt at få kontakt, hvis det er det, man ønsker. I al fald for mændene. På restauranten »Bofetada«, Rua Farme de Amoedo 87, spiser mange af fyrene frokost efter strandturen. Området omkring Posto 8 er en god all-round familiestrand, mens Arpoador helt for enden – i retning mod Copacabana - er en af Rios surfstrande.
Shopping i Ipanema
Rua Visconde de Pirajá er Ipanemas hovedgade, hvor de lækre små butikker og de såkaldte gallerias (små shoppingcentre) ligger på rad og række. Hvis det ikke er for varmt, er det byens bedste sted at shoppe smart tøj, sko og den slags. Nogle af Rios bedste boghandlere ligger også i denne gade, mange af dem i flere etager med bogcafé og mulighed for at gå på nettet.
»Livraria da Travessa«, Rua Visconde de Pirajá 547, har et stort udvalg af billed- og fotobøger om Rio
For elskere af brasiliansk musik er forretningen »Espaço Cultural Toca de Vinicius«, Rua Vinicius de Moraes 129, et godt bekendtskab. Et fint udvalg af cd’er med samba, bossa og choro, bøger om koryfæerne inden for den brasilianske populærmusik foruden mange noder. Forretningen fungerer også som en slags kulturcenter og museum, og søger man musikkontakter eller måske en musiklærer, er det et fint sted at begynde.
En stor del af Rios modeskabere præsenterer deres ting i Ipanema. Det gælder også strandmoden, der år for år med stor opfindsomhed varierer de små stykker stof, der går til en bikini. De toneangivende badetøjs-modehuse finder man i kvadratet afgrænset af gaderne Garcia d’Avila, Barrão da Torre, Aníbal de Mendonça og Visconde de Pirajá – fx forretningen »Salinas« i Galleriet »Ipanema 2000«, Rua Visconde de Pirajá 547 loja 204 på 2. sal.
Leblon
Leblon-kvarteret begynder hvor Ipanema ender, ved »Jardim de Allah« – kanalen der forbinder søen Lagoa de Rodrigo Freitas med havet. Leblon stranden er smallere og betydeligt mindre charmerende end Ipanema. Området er et typisk boligkvarter for den bedre middelklasse, stort set uden hoteller. Leblon har mange fine restauranter og flere biografer men er herudover ikke så interessant for turisten.
I de senere år er Leblon blevet et af Rio absolut dyreste og mest fashionable kvarterer. Mange udlændinge bosætter sig her. Og kvarteret har fine og gode restauranter. Men for denne forfatter mangler kvarteret basal charme.
I bunden af Leblon – væk fra Ipanema - ligger det såkaldte Baixo Leblon (nedre Leblon), med mange åbne restauranter og gadebarer – et godt sted at hænge ud fredag-lørdag afte
I de senere år er Leblon blevet et af Rio absolut dyreste og mest fashionable kvarterer. Mange udlændinge bosætter sig her. Og kvarteret har fine og gode restauranter. Men for denne forfatter mangler kvarteret basal charme.
I bunden af Leblon – væk fra Ipanema - ligger det såkaldte Baixo Leblon (nedre Leblon), med mange åbne restauranter og gadebarer – et godt sted at hænge ud fredag-lørdag afte
Brasiiansk naivisme
Hippiemarkedet
Praça General Osorio, åbent hver søndag 9-18.
Det berømteste marked i Rio. Her kan man altid finde nogle gode gaver at tage med hjem. Hippiemarkedet har ikke noget med 60’erne at gøre, selv om enkelte langhårede fortidslevn endnu sælger bongotrommer og håndlavede hashpiber. Fra nogle hundrede små boder sælges alle typer håndarbejde: tasker, smykker, batikfarvet tøj og lædervarer. Desuden mængder af malerier, hovedsageligt i den folkelige brasilianske stil der balancerer hårfint mellem ægte naivisme og ren fiduskunst. Stemningen er afslappet, der er meget at se på og masser af gode restauranter i nabolaget at spise søndagsfrokost på.
Praça General Osorio, åbent hver søndag 9-18.
Det berømteste marked i Rio. Her kan man altid finde nogle gode gaver at tage med hjem. Hippiemarkedet har ikke noget med 60’erne at gøre, selv om enkelte langhårede fortidslevn endnu sælger bongotrommer og håndlavede hashpiber. Fra nogle hundrede små boder sælges alle typer håndarbejde: tasker, smykker, batikfarvet tøj og lædervarer. Desuden mængder af malerier, hovedsageligt i den folkelige brasilianske stil der balancerer hårfint mellem ægte naivisme og ren fiduskunst. Stemningen er afslappet, der er meget at se på og masser af gode restauranter i nabolaget at spise søndagsfrokost på.
_
H. Sterns Juveler
Rua Visconde de Pirajá 490.
Alle de reklamebrochurer, som H. Stern smider i hovedet på Rio-rejsende, er nok til at skræmme den skeptiske turist langt væk. Men besøget i H. Sterns hovedkvarter er faktisk underholdende. Stern var en arbejdsom jøde af tysk oprindelse, der på sit æsel red ud i Brasiliens bjerge og fandt masser af ædelstene – for nu at sige det kort. Han blev hovedrig og Stern har i dag forretninger verden over. Forretningen i Rio er vel den største. Her er er arbejdende museum, hvor man kan se ædelsten blive slebet, verdens største råsten (en akvamarin) etc.
Besøget ender med at man får fremvist og kan købe masser af smukke sten af yderst kompetente sælgere – som ikke presser en til noget. Deres priser er konkurrencedygtige – og her er tilmed smykker af nogle af Rios fineste smykkekunstnere. Bor man på et af de større hoteller, kan man undertiden blive hentet gratis i taxa. Rundt om hjørnet på Garcia d’Ávila 105 ligger et andet ædelstens-museum, Amsterdam Sauer, med en meget morsom trompe l’œil-model af en mine. Brasilien er det land i verden som har flest halvædelstne.
Rua Visconde de Pirajá 490.
Alle de reklamebrochurer, som H. Stern smider i hovedet på Rio-rejsende, er nok til at skræmme den skeptiske turist langt væk. Men besøget i H. Sterns hovedkvarter er faktisk underholdende. Stern var en arbejdsom jøde af tysk oprindelse, der på sit æsel red ud i Brasiliens bjerge og fandt masser af ædelstene – for nu at sige det kort. Han blev hovedrig og Stern har i dag forretninger verden over. Forretningen i Rio er vel den største. Her er er arbejdende museum, hvor man kan se ædelsten blive slebet, verdens største råsten (en akvamarin) etc.
Besøget ender med at man får fremvist og kan købe masser af smukke sten af yderst kompetente sælgere – som ikke presser en til noget. Deres priser er konkurrencedygtige – og her er tilmed smykker af nogle af Rios fineste smykkekunstnere. Bor man på et af de større hoteller, kan man undertiden blive hentet gratis i taxa. Rundt om hjørnet på Garcia d’Ávila 105 ligger et andet ædelstens-museum, Amsterdam Sauer, med en meget morsom trompe l’œil-model af en mine. Brasilien er det land i verden som har flest halvædelstne.