RIO DE JANEIRO
Rio de Janeiro – indtil 1960 Brasiliens regeringsby – er stadig turisternes hovedstad. Måske verdens smukkest beliggende storby, med strande, bjerge og omkring 100 km2 regnskov midt i byen. Her finder man den verdensberømte strand Copacabana, Sukkertoppen, musik, kultur, karneval, god mad.
Rio de Janeiro – for mange et næsten magisk ord, der får drømmebilleder til at vælte frem på nethinden: Pigen fra Ipanema, Copacabana, karneval, samba, mulatpiger, fodbold.
Drømmene er ved at blive til virkelighed, når pilotens stemme lyder over højttaleren: »Mine damer og herrer, vi lægger nu an til landing i Rio de Janeiro, klokken er kvart over seks lokal tid, det er klart og solrigt, og temperaturen er 24 grader.« Og ’cariocaerne’ – som Rios indbyggere kaldes – har det på samme måde. Når de kommer hjem efter en tur til udlandet, har de det ligesom turisten. Ja måske glæder de sig endnu mere. For de elsker deres by. Hæmningsløst. For de ved, at den er unik.
Bossanova-kongen Antônio Carlos Jobim (manden bag bl.a. sangen om pigen fra Ipanema, »The Girl from Ipanema«) skrev en sang om det, Samba do Avião – »Flysamba«. Den handler netop om at komme flyvende hjem til Rio, efter at man har været væk hjemmefra – om at få det første blik af de uendelige Atlanterhavsstrande, Guanabarabugten, de grønne bjerge der skinner i sollyset. Lufthavnen, der i Rio kaldes ”Galeão” hedder i øvrigt også Tom Jobim (Aeroporto Internacional do Rio de Janeiro Tom Jobim/Galeão – og en del af ’flysambaen’ kan læses på en plakette – sjovt nok i afgangshallen: Minha alma canta: »Min sjæl synger, jeg ser Rio de Janeiro, og jeg er ved at dø af længsel.«
I Brasilien går Rio under tilnavnet »Cidade Maravilhosa«, Den Vidunderlige By, og enhver, der kender den, ved, at tilnavnet er fortjent. Globetrottere siger, at kun Hong Kong og Cape Town i Sydafrika kan komme i nærheden, men at Rio de Janeiro utvivlsomt er verdens smukkeste storby – i al fald når det gælder naturlig beliggenhed. Det er nemlig naturen, som er så overvældende ved Rio – hvilket kan synes som et paradoks, når man taler om en storby med over 10 mio. indbyggere.
Sukkertoppen, Pão de Açucar, er en majestætisk vejviser ved indsejlingen til den rolige Guanabarabugt med dens grønne småøer. I de gode gamle dage kom de rejsende sejlende og så byen dukke op ved foden af de skovklædte bjerge.
Brede Atlanterhavsstrande med hvidt sand og blåt hav. Copacabana og Ipanema er blot to af Rios 23 strande. Indimellem får klippeformationer havet til at brydes i skumsprøjt. Overalt skyder bjergene op som enorme grønne muldvarpeskud, dækket af tæt junglevegetation. Indimellem brudt af rå bjergsider og spændende klippeformationer – bjergtoppe der står som vartegn i silhouet og får byens 50 etagers skyskrabere til at tage sig ganske små ud. Rio er blanding af storby og vild natur. I de kvarterer, der ligger på randen af bjergene, er både aber og tukaner hyppige gæster.
Skønhed der smitter
Al denne skønhed smitter af på carioca’erne. De er udadvendte, legende og glade. Ok det lyder som en gemen generalisering, en dum kliché. Men tag det fra forfatteren, der har boet i byen i mange år: Solen, den blå himmel og alt det grønne gør det lettere at leve med den hårde fattigdom, som også er en del af hverdagen for en meget stor del af Rios indbyggere.
De er også flotte, mange af dem. Langs strandene promenerer carioca’erne deres velskabte og veltrænede kroppe. Ikke alt kommer fra naturens hånd. Overalt bliver der trænet og trænet. Rio er kropskultur, og både kvinder og mænd elsker at vise sig frem.
Rio har sine egne lyde. Musik blander sig med tudende bilhorn. Carioca’erne er højrøstede. De råber til hinanden i stedet for at snakke. Støjniveauet er højt efter dansk standard. På fortovsbarerne efter arbejdstid skal der ikke meget til, før gæsterne bryder ud i sang. Ofte er trommerne med, eller også bliver flasker og borde taget i brug. Og så er der samba.
Men Rio er også en seriøs international metropol på 11-12 mio. indbyggere med børs, balletkorps og eget symfoniorkester, syv tv-kanaler og en snes universiteter. Der er teatre, biografer, shows og koncerter for enhver smag. Samt en håndfuld femstjernede franske restauranter, foruden tusinder spisesteder med mad fra det meste verden.
Carioca’erne er udemennesker. Måske skyldes det varmen. Det er rarere at stå og drikke fadøl ved en gadebar, botequim, spille domino i parken eller spise middag med venner på en airconditioneret restaurant end at sidde i en indelukket lejlighed.
Gør som carioca’erne: Nyd byen og nyd livet.
Overblik
Rio opstod omkring den store Guanabarabugt, som man flyver ind over, når man lander i byen. Indsejlingen er ganske smal, men den strækker sig mere end 25 km ind i landet. Omkring bugten ligger den såkaldt nordlige del af byen på den ene side og bydelen Niteroí på den anden. Nær indsejlingen til bugten ligger centrum og gamle middelklassekvarterer som Flamengo og Botafogo, hvor enkelte turister vil komme til at bo. Men de fleste kommer til at bo langs Atlanterhavsstrandene, som ligger ud til kysten syd for bugten – først og fremmest Copacabana og Ipanema.
Geografi
Byen Rio de Janeiro deles i to halvdele af en bjergkæde, der løber langs havet. Den del af byen, der ligger mellem bjergene og havet, kaldes Zona Sul,dvs. den sydlige zone/del, mens den, der ligger på den anden side af bjergene og ud til Guanabarabugten, kaldes for den nordlige zone, Zona Norte. Der findes også en Zona Este – den østlige bydel i retning af bydelen Jacarepaguá, hvor de »Panamerikanske Lege« blev holdt i 2007 (en mindre udgave af OL for Nord- og Sydamerika) og hvor en stor del af begivenhederne vil foregå under det kommende OL i 2016.
I store træk ophører Den Vidunderlige By, når man kommer til Zona Norte. De kvarterer, der ligger nærmest bjergene på nordsiden, som fx Tijuca og Villa Isabel er ganske rare; men jo længere nord- og østpå man kommer, jo fattigere bliver byen, og jo fladere bliver terrænet. Længst ude nordvest ligger Baixada Fluminense, fire store slumbyer med 2-3 mio. indbyggere.
Turistens Rio er – med få undtagelser – Zona Sul!
Kig efter Kristus
Turistens Rio er nem at orientere sig i. Man skal blot lære de vigtigste strande udenad og desuden holde øje med Corcovado – Kristusfiguren på bjerget.
Vi begynder med centrum, der ligger inde i bugten. Fortsætter man langs vandet (med vandet på venstre hånd), kommer man først til Flamengo-stranden og derefter til Botafogo-stranden. Herefter følger Atlanterhavsstrandene Leme og Copacabana, som er sammenhængende, Ipanema og Leblon ligeledes – og længst ude São Conrado og Barra da Tijuca. Hver af disse store strande har givet navn til en bydel.
Hvis man er på Copacabana og skal til Flamengo/centrum, så skal man med bus eller taxa i retningen mod venstre, når man har ansigtet mod stranden. Skal man derimod til Ipanema eller Leblon, tager man til højre. Kristus breder armene ud mod Botafogo-kvarteret/Flamengo-stranden. Så hvis man pludselig er fortabt, og det lykkes at få øje på ham, vil man få en idé om, i hvilken retning man skal gå for at komme ud til stranden.
Rio de Janeiro – indtil 1960 Brasiliens regeringsby – er stadig turisternes hovedstad. Måske verdens smukkest beliggende storby, med strande, bjerge og omkring 100 km2 regnskov midt i byen. Her finder man den verdensberømte strand Copacabana, Sukkertoppen, musik, kultur, karneval, god mad.
Rio de Janeiro – for mange et næsten magisk ord, der får drømmebilleder til at vælte frem på nethinden: Pigen fra Ipanema, Copacabana, karneval, samba, mulatpiger, fodbold.
Drømmene er ved at blive til virkelighed, når pilotens stemme lyder over højttaleren: »Mine damer og herrer, vi lægger nu an til landing i Rio de Janeiro, klokken er kvart over seks lokal tid, det er klart og solrigt, og temperaturen er 24 grader.« Og ’cariocaerne’ – som Rios indbyggere kaldes – har det på samme måde. Når de kommer hjem efter en tur til udlandet, har de det ligesom turisten. Ja måske glæder de sig endnu mere. For de elsker deres by. Hæmningsløst. For de ved, at den er unik.
Bossanova-kongen Antônio Carlos Jobim (manden bag bl.a. sangen om pigen fra Ipanema, »The Girl from Ipanema«) skrev en sang om det, Samba do Avião – »Flysamba«. Den handler netop om at komme flyvende hjem til Rio, efter at man har været væk hjemmefra – om at få det første blik af de uendelige Atlanterhavsstrande, Guanabarabugten, de grønne bjerge der skinner i sollyset. Lufthavnen, der i Rio kaldes ”Galeão” hedder i øvrigt også Tom Jobim (Aeroporto Internacional do Rio de Janeiro Tom Jobim/Galeão – og en del af ’flysambaen’ kan læses på en plakette – sjovt nok i afgangshallen: Minha alma canta: »Min sjæl synger, jeg ser Rio de Janeiro, og jeg er ved at dø af længsel.«
I Brasilien går Rio under tilnavnet »Cidade Maravilhosa«, Den Vidunderlige By, og enhver, der kender den, ved, at tilnavnet er fortjent. Globetrottere siger, at kun Hong Kong og Cape Town i Sydafrika kan komme i nærheden, men at Rio de Janeiro utvivlsomt er verdens smukkeste storby – i al fald når det gælder naturlig beliggenhed. Det er nemlig naturen, som er så overvældende ved Rio – hvilket kan synes som et paradoks, når man taler om en storby med over 10 mio. indbyggere.
Sukkertoppen, Pão de Açucar, er en majestætisk vejviser ved indsejlingen til den rolige Guanabarabugt med dens grønne småøer. I de gode gamle dage kom de rejsende sejlende og så byen dukke op ved foden af de skovklædte bjerge.
Brede Atlanterhavsstrande med hvidt sand og blåt hav. Copacabana og Ipanema er blot to af Rios 23 strande. Indimellem får klippeformationer havet til at brydes i skumsprøjt. Overalt skyder bjergene op som enorme grønne muldvarpeskud, dækket af tæt junglevegetation. Indimellem brudt af rå bjergsider og spændende klippeformationer – bjergtoppe der står som vartegn i silhouet og får byens 50 etagers skyskrabere til at tage sig ganske små ud. Rio er blanding af storby og vild natur. I de kvarterer, der ligger på randen af bjergene, er både aber og tukaner hyppige gæster.
Skønhed der smitter
Al denne skønhed smitter af på carioca’erne. De er udadvendte, legende og glade. Ok det lyder som en gemen generalisering, en dum kliché. Men tag det fra forfatteren, der har boet i byen i mange år: Solen, den blå himmel og alt det grønne gør det lettere at leve med den hårde fattigdom, som også er en del af hverdagen for en meget stor del af Rios indbyggere.
De er også flotte, mange af dem. Langs strandene promenerer carioca’erne deres velskabte og veltrænede kroppe. Ikke alt kommer fra naturens hånd. Overalt bliver der trænet og trænet. Rio er kropskultur, og både kvinder og mænd elsker at vise sig frem.
Rio har sine egne lyde. Musik blander sig med tudende bilhorn. Carioca’erne er højrøstede. De råber til hinanden i stedet for at snakke. Støjniveauet er højt efter dansk standard. På fortovsbarerne efter arbejdstid skal der ikke meget til, før gæsterne bryder ud i sang. Ofte er trommerne med, eller også bliver flasker og borde taget i brug. Og så er der samba.
Men Rio er også en seriøs international metropol på 11-12 mio. indbyggere med børs, balletkorps og eget symfoniorkester, syv tv-kanaler og en snes universiteter. Der er teatre, biografer, shows og koncerter for enhver smag. Samt en håndfuld femstjernede franske restauranter, foruden tusinder spisesteder med mad fra det meste verden.
Carioca’erne er udemennesker. Måske skyldes det varmen. Det er rarere at stå og drikke fadøl ved en gadebar, botequim, spille domino i parken eller spise middag med venner på en airconditioneret restaurant end at sidde i en indelukket lejlighed.
Gør som carioca’erne: Nyd byen og nyd livet.
Overblik
Rio opstod omkring den store Guanabarabugt, som man flyver ind over, når man lander i byen. Indsejlingen er ganske smal, men den strækker sig mere end 25 km ind i landet. Omkring bugten ligger den såkaldt nordlige del af byen på den ene side og bydelen Niteroí på den anden. Nær indsejlingen til bugten ligger centrum og gamle middelklassekvarterer som Flamengo og Botafogo, hvor enkelte turister vil komme til at bo. Men de fleste kommer til at bo langs Atlanterhavsstrandene, som ligger ud til kysten syd for bugten – først og fremmest Copacabana og Ipanema.
Geografi
Byen Rio de Janeiro deles i to halvdele af en bjergkæde, der løber langs havet. Den del af byen, der ligger mellem bjergene og havet, kaldes Zona Sul,dvs. den sydlige zone/del, mens den, der ligger på den anden side af bjergene og ud til Guanabarabugten, kaldes for den nordlige zone, Zona Norte. Der findes også en Zona Este – den østlige bydel i retning af bydelen Jacarepaguá, hvor de »Panamerikanske Lege« blev holdt i 2007 (en mindre udgave af OL for Nord- og Sydamerika) og hvor en stor del af begivenhederne vil foregå under det kommende OL i 2016.
I store træk ophører Den Vidunderlige By, når man kommer til Zona Norte. De kvarterer, der ligger nærmest bjergene på nordsiden, som fx Tijuca og Villa Isabel er ganske rare; men jo længere nord- og østpå man kommer, jo fattigere bliver byen, og jo fladere bliver terrænet. Længst ude nordvest ligger Baixada Fluminense, fire store slumbyer med 2-3 mio. indbyggere.
Turistens Rio er – med få undtagelser – Zona Sul!
Kig efter Kristus
Turistens Rio er nem at orientere sig i. Man skal blot lære de vigtigste strande udenad og desuden holde øje med Corcovado – Kristusfiguren på bjerget.
Vi begynder med centrum, der ligger inde i bugten. Fortsætter man langs vandet (med vandet på venstre hånd), kommer man først til Flamengo-stranden og derefter til Botafogo-stranden. Herefter følger Atlanterhavsstrandene Leme og Copacabana, som er sammenhængende, Ipanema og Leblon ligeledes – og længst ude São Conrado og Barra da Tijuca. Hver af disse store strande har givet navn til en bydel.
Hvis man er på Copacabana og skal til Flamengo/centrum, så skal man med bus eller taxa i retningen mod venstre, når man har ansigtet mod stranden. Skal man derimod til Ipanema eller Leblon, tager man til højre. Kristus breder armene ud mod Botafogo-kvarteret/Flamengo-stranden. Så hvis man pludselig er fortabt, og det lykkes at få øje på ham, vil man få en idé om, i hvilken retning man skal gå for at komme ud til stranden.
