Brasilien fra A til Z
Aids Brasilien er et af de lande i den vestlige verden, hvor aids er mest udbredt. Brug altid kondom. De kaldes »camisinha« (en lille skjorte), evt. »preservativo« og kan købes på apoteket, men kvaliteten er ofte tvivlsom. Gå efter de importerede mærker, eller endnu bedre: tag rigelige forsyninger med hjemmefra. Brasilien er i øvrigt det eneste uland, hvor alle aids-smittede modtager gratis behandling. Mere end 120.000 modtager gratis medicin – hvilket har givet den brasilianske aids-politik en høj international status.
Alkoholtraditioner
Brasilianerne drikker gerne, men de bliver sjældent berusede. Det er ikke god tone.
Øl/fadøl er det gængse. Øllet er tyndt og drikkes iskoldt. En sukkerrørssnaps (cachaça, pinga) på gadebaren er også populær. Vin til maden en gang imellem i middelklassen og opefter. Caipirinha (pinga eller vodka med lime, is og sukker) som aperitif. Whisky og anden spiritus på natklubber.
Apoteker
Apoteker, Farmacia eller Drogaria, findes overalt, og næsten al medicin kan købes uden recept, også når den efter loven er receptpligtig.
Badetøj og bølger
Med badetøj. Den topløse mode er meget, meget, meget langsomt ved at indfinde sig. I 2000 arresterede politiet i Rio en topløs kvinde på stranden. Det udløste voldsomme demonstrationer. Politikerne greb ind og undsagde politiet. Men situationen er uafklaret. Og topløse ses uhyre sjældent.
Mange steder er der store bølger. Læg mærke til, hvor de lokale bader. Der kan være steder på stranden uden store bølger, hvor man umiddelbart kan tro, at det er mere sikkert at bade, men det er det ikke altid. Pas på understrømmen. Duk under bølgerne, når brændingen er kraftig.
Børnefamilier
Brasilianerne er meget børneglade – og det gælder både lyshårede og ikke-lyshårede børn. De mindste skal være forberedte på kys og kram og klappen på hovedet.
Et blottet mælkebryst i forbindelse med amning er o.k. På restauranter er børn velkomne, barnestole er normalt, og man behøver ikke blive pinlig berørt over, at ens børn render rundt i restauranten og leger lidt, mens man selv spiser. Her slår den brasilianske familiekultur igennem.
Forældre skal forberede sig på at snakke om de fattige børn, der tigger og sover på gaden.
Bøsser og lesbiske
Brasilianerne tager afslappet på det med sex – og seksuelle præferencer – i hvert fald i de store byer. For eksempel er der næppe mange steder i verden, hvor transvestitter og transseksuelle er så accepterede som her. Især i Rio, São Paulo og Salvador er tolerancen høj.
Der findes særlige barer og diskoteker for homoseksuelle; men det typiske er, at de blander sig med heteroseksuelle. Åbenlyse kys i al offentlighed vil virke provokerende, og jo længere ind i landet man kommer, jo større diskrimination vil man møde. Belo Horizonte og Nordøstbrasilien er nok mere konservativt og macho-præget. Trods den relativt høje tolerance er vold mod især bøsser ikke noget ukendt fænomen.
Inden afrejsen kan man med fordel studere de mange engelsksprogede guidebøger på Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes bibliotek, Teglgårdsstræde 13 (baghuset) i København, tlf. 33 35 00 85, w ma-fr. 17-19.
Drikkepenge
De fleste restauranter lægger selv 10% på regningen. Det samme gør mange hoteller. Hvis ikke, bliver man gjort opmærksom på det. Og man skal have en vægtig grund for ikke at give 10% i drikkepenge. Det er normalt at give mere, fx at runde op til nærmeste hele beløb. Det er små beløb, men meget for den, der modtager. I taxaer er der ikke pligt til at give drikkepenge; men det er normalt at runde op.
Det er også normalt at give penge til kuffertslæberen på hotellet, og til stuepigen, når man rejser, og for den sags skyld også til ham, der hælder benzin på den lejede bil (giv 50 centavos – en real).
Drikkevand
Kan drikkes i de fleste større byer, men det er fuldt af klor.
Pas på efter kraftige regnskyl. Så løber de underjordiske kloakker over, og kloakvandet trænger ofte ind i de underliggende vandledninger. De fleste husstande har filtre – de renser ikke, men fjerner klorsmagen og større urenheder. Brasilien har fremragende mineralvand. Det bør foretrækkes.
Elektricitet
110 volt i Rio, São Paulo og de fleste større byer. Brasilia og mange nybyggerområder 220-240 volt. Bedre hoteller har transformatorer (transformador). Danske stik er lidt tykkere end brasilianske. Mas lidt, så kommer de ind. Eller køb en adaptor i lufthavnen.
Fotografering:
Digitale billeder kan man få lagt over på cd i de store byer. Det koster omkring 30 kroner. Kig efter skilte, hvor der står noget med »foto« eller »revelação«. Fotoforretninger ligner ikke de danske med kameraer i vinduet.
Lyset er vanskeligt i Brasilien, fordi solen det meste af tiden nærmest står i zenit. Professionelle fotografer anbefaler kun at tage billeder inden 9.30 morgen og efter 16 om eftermiddagen. Hvis man tager billeder af personer i meget skarpt sollys, fx på stranden, er det en god idé at bruge blitz for at bløde skyggerne op, medmindre man netop ønsker lys-skyggevirkningen.
Fremmedsprog
Spansk forstås af de fleste, tal langsomt. Fransk tales af mange intellektuelle. Mange kan en del brokker engelsk, men der er langt mellem dem, der taler det nogenlunde flydende. Det er dog blevet bedre med de unge.
Helligdage
Mar. el. apr.: Påske (langfredag er helligdag)
21. apr.: Nationalhelten Tiradentes‘ dag (tema xx)
1. maj: Arbejdets dag
7. sep.: Uafhængighedsdag (1822)
2. nov.: De dødes dag (allehelgensdag)
15. nov.: Udråbelsen af republikken (1889), fast valgdag. Når der er valg, er spiritusudskænkning forbudt fra den 14. november om aftenen.
25. dec.: Jul.
De enkelte byer har egne helligdage for at markere den lokale skytshelgen. I Rio: Skt. Sebastian den 20. januar.
Se også »Årlige begivenheder«.
Internetcafeer
Brasilien er et stort internetland. Nogle af de værste virus kommer herfra. Men når de unge skal spille »Counterstrike« eller »Neverwinter Nights«, gør de det hjemmefra. Så der er ikke voldsomt mange internetcafeer. I storbyerne er de dog begyndt at dukke op i større tal, især i turistområderne.
Kvinder alene
Kvinder får normalt ingen særlige problemer, medmindre de selv opsøger dem.
Brasilianske mænd er ikke påtrængende på samme måde som fx syditalienerne, og de siger ikke »pst pst« som grækerne. Brasilianske mænd har heller ikke brug for at score en bleg udlænding for at få sex. Det kan de få hos deres egne. Men der flirtes meget – uden grovheder. Så enlige kvindelige turister er hverken mere feterede eller forfulgte end de lokale.
Udfordrende påklædning er også almindeligt accepteret. Det er svært at blive mere lårkort end brasilianerne. Men hold dig på den sikre side, når det gælder påklædning. Det er nemmere at afvise en flirt, når man kan sproget. Kommer man ud på landet eller til Nordøstbrasilien skal man være mere påpasselig med påklædningen, dvs. længere kjoler.
Tætpakkede busser kan give problemer. Her risikerer alle kvinder – uanset nationalitet – at blive befamlet. Det bedste råd er her: Råb op!
Medier
Aviser, ugeblade
De fire vigtigste aviser er: Estado de São Paulo og Folha de São Paulo, og i Rio: O Globo og O Dia. Fra São Paulo kommer den bedste finansbusiness-avis: Gazeta Mercantil. Veja er det bedste ugeblad, efterfulgt af Istoé – begge udkommer mandag (søndag til abonnenter). Veja har lokale tillæg i de store byer. Her finder man den mest aktuelle info om gode restauranter, shows, underholdning, events. Desuden er der et hav af lokale specialmagasiner om mode, biler, computere, bodybuilding, frøopdræt etc.
Tv
Rio og de større byer har 7-8 luftbårne tv-kanaler og hundredevis af kabelkanaler. Størst er TV-Globo, med nyheder kl. 13, 20-20.30 og 0.55. Søndag aften-programmet Fantastico, den mest sete udsendelse (mix af nyheder/underholdning). 21.57 søndagens sport med bedste mål fra Brasilien og resten af verden.
SBT er næststørste kanal med tv-avis kl. 19 efterfulgt af Aqui-Agora (Her er Nu), et særpræget og spændende nyhedsprogram med masser af vold, skyderi og krimi-stof. Søndag eftermiddag og aften kører et af Brasiliens populæreste og mest rædselsfulde show, Silvio Santos.
Kanal 3 er normalt videokanal.
Er man plaget af myg, kan man i supermarkeder og på farmácias (apoteker) købe et lille elektrisk myggelys ved navn »Protector«. En lille tablet sættes i apparatet (vask hænder bagefter), der sættes i stikkontakten. Det udvikler en lugt, myggene ikke kan lide, men som ikke generer mennesker. Ekstra tabletter købes under navnet »Refil«. Hver tablet varer otte timer. En anden mulighed er myggebalsam, kaldet repelente. Den fås som spray. »Off« er det mest gængse mærke.
Kommer man ind i landet/ud i naturen, kan man støde på et utal af varianter af stikkende insekter. »Bicho do Pé« – foddyr – er små snyltere, der elsker at grave sig ind i fodsålen eller i negle-mellemrummet på foden. De kan fx bo i snavset sand.
Husk den generelle regel: at lokale sygdomme behandles bedst af lokale læger, eller eventuelt af nogen på hotellet. En person, der har boet på landet, har sandsynligvis god erfaring i at grave et foddyr ud på den rigtige måde – så det ikke spreder sig.
Mål og vægt
Titalssystemet benyttes, og man regner i centimeter og kilo. På torvet bruger man også duzia, dusin, og meia duzia, et halvt dusin. Hér møder man også lote, som betegner en lille bunke, et givent antal, som regel fire, fx æbler, pærer, mandariner eller hvidløg.
Narkotika
Marihuana og kokain er udbredt. Begge dele er forbudt. En vis legalisering er dog kommet de seneste år. Hvis man kun besidder stof til eget forbrug, bliver man ikke straffet. Stoffet bliver konfiskeret, man bliver taget med på stationen. Hvad »eget forbrug« dækker over er et fortolkningsspørgsmål. Lovændringen er blandt andet vedtaget for at bremse korrupte politifolk, der tjener store summer på at afpresse brugerne – herunder turisterne. De vil sikkert stadig prøve det og kan også finde på at plante stoffer på dig. Vil du være på den sikre side, så lad være.
Nødhjælp
Telefonnumre til politi, brandvæsen etc. findes ved alle telefonbokse og hotel-telefoner. De kan variere fra by til by. Mønter ikke nødvendige. Til gengæld er det ikke altid, der svares.
Offentlige hospitaler har skadestuer, pronto socorro, der behandler akut opstået sygdom/ulykker, ofte gratis, men man kan risikere, at der afkræves penge. Kvaliteten er sjældent god.
Private hospitaler har dyre og gerne gode skadestuer. Desuden findes mindre klinikker og tandlægeklinikker med døgnåbent. I mindre byer findes vagthavende læger, medico de plantão. Spørg på et hotel eller apotek (se også under »Forsikringer«, xx).
Personlig hygiejne
»Hvorfor er der så mange gringo’er, der lugter? Tager de ikke bad?«, spørger brasilianere ofte.
Brasilianerne selv tager ofte bad og skifter tøj mange gange om dagen. Selv om man er vant til klimaet, kan det ikke undgås, at man sveder meget. For udlændingen, der kommer fra et koldt til et varmt klima, er det endnu værre. Kroppen stilles på en hård prøve. Man kan ikke selv lugte det, og ofte kan vennerne heller ikke. Til gengæld er brasilianerne meget følsomme over for kropsdufte.
Tag bad og skift tøj så ofte som muligt og brug deodorant, gerne uden parfume og af den type der stopper sveden.
Hygiejnebind, bleer og toiletpapir og tamponer købes i supermarkeder eller på apoteket.
Post
Posthus hedder correio.
Frimærker købes på posthuset, men det er normalt at stemple i stedet. Farvestrålende frimærker kan kun købes på udvalgte posthuse (som regel byens største) i specielle filatelist-sektioner. Rundt om i byerne er opstillet små gule »campingvogne« med en blå stribe. Det er også posthuse. Aflever helst post på posthusene, undgå postkasser.
Luftpost er 3-14 dage undervejs. Det hænder, at breve forsvinder, især fra Europa til Brasilien. Send aldrig rede penge med brev. I halvdelen af tilfældene kommer de ikke frem, uanset hvor godt de er camoufleret.
Pakker sendes i specielle papkasser, der sælges på posthuset. Telegram kan sendes fra alle posthuse. Fax kan sendes fra mange posthuse.
Poste Restante-breve opbevares en måned.
Prisniveau
Brasilien er blevet relativt dyrt. Valutaen er steget kraftigt i forhold til kronen. Den succesrige økonomi har fået alt til at stige. Og i de store byer er priserne nærmest som i Danmark, hvis man går efter kvalitet. Man kan dog stadigt få nogenlunde billig mad, ligesom taxaer - i al fald i Rio - er billigere end i DK. Når man kommer til provinsen, på landet og i mindre byer er prisniveauet betydeligt lavere end i de store byer - det gælder dog ikke de store turiststeder, populære strande.
Prostitution
Prostitution er langt mere udbredt end i Skandinavien og er vel også mere socialt accepteret. Næsten alle brasilianske mænd har erfaringer med »putas« eller »mulheres da noite« (nattens kvinder), som disse selv foretrækker at kalde sig. Prostituerede findes i næsten alle byer og i næsten alle storbyernes kvarterer, selv i pæne beboelsesområder som fx Ipanema og Leblon i Rio.
Købesex fås i alle prislejer, fra omkring 50 kr. og opefter, men turisten bør især for sikkerhedens skyld holde sig i den pæne ende af skalaen, hvor en hel nat koster fra minimum 40-50 dollars.
»Boites« (natklubber/kabareter) og »termas« (saunaer) er de bedste og sikreste steder. Natklubberne ligger gerne i byernes »red light districts« – altså forlystelseskvarterer, i Rio koncentreret omkring Copacabanas »Prado Junior« og ned mod Av. Princesa Isabel.
Barerne/kabareterne byder ofte på shows, der varierer fra fladpandet komik til live-sex.
Rios prostituerede er ikke overdrevent påtrængende; normalt vil de konversere og lade kunden bestemme, om det skal blive til noget. Tag altid en taxa, når du forlader en boite. Nabolaget er som regel belastet. Jo senere, jo værre. Man bliver nemt rullet.
Mange hoteller er ikke begejstrede for prostituerede på værelserne; men de færreste vil forhindre det. Ofte bliver man bedt om at betale ekstra – op til et dobbeltværelses pris. Fornuftige hoteller beder pigen lægge et stykke legitimation i receptionen, som leveres tilbage, når gæsten over telefonen har givet lov til det – for at forhindre tyveri eller ander former for kriminalitet.
På de boites, der præsenterer shows, kan kvinder godt gå med og have det sjovt, hvis de er i et selskab. Men de bør ikke gå alene. Entreen er 50-100 kr. og giver normalt ret til to drinks – uanset om det er whisky eller mineralvand. Vær sikker på, hvad du har betalt for, når du går ind. Pas på de ekstra drinks – de koster nemt det samme som entreen.
Showene begynder først ved 23-tiden eller midnat, og indtil da er barerne ret affolkede.
Termas er elegante saunaklubber for mænd med prostituerede kvinder og bollerum. De har åbent om dagen og frem til en time eller to efter midnat. De ligger spredt ud over byen, også i centrum. Se dagspressen eller turistbrochurer.
Gadeprostitution findes også. I Rio langs Copacabanas Av. Atlântica. Vær opmærksom på transvestitter. Så godt som alle prostituerede, der venter på biler ude i vejsiden, er i virkeligheden særdeles veldrejede mænd. Det kan være svært at se forskel. Kvindelige gadeprostituerede findes især ved de store fortovsbarer i nærheden af Help-diskoteket.
Hiv-procenten er høj blandt prostituerede transvestitter, noget mindre blandt kvindelige prostituerede. Pas under alle omstændigheder på. Brug altid kondom!
Bøsser, transseksuelle og muligvis også lesbiske, har i Rio træfpunkt på barerne i Galleria Alaska, Av. Atlântica 1241.
Mange piger foretrækker at være kæreste med den mandlige turist under hele hans ophold og regner så med et sted at bo, mad på restauranter og gaver. Men når man tager af sted, har hun ikke noget – så giv hende en rundhåndet kontant afskedsgave.
Brasilianske prostituerede har i øvrigt ry for at være de eneste i verden, der kan lide deres métier – en påstand man skal tage med alle mulige forbehold. Bag den omfattende handel med sex gemmer sig ofte fortvivlende sociale forhold. Vær klar over, at prostitutionsmiljøet kan være voldeligt med alfonser/overfaldsmænd ventende i kulissen. Vær meget forsigtig med at tage en prostitueret med hjem i en lejet lejlighed.
Påklædning
Brasilianerne går generelt uformelt klædt, men med omhu. Den skødesløse beklædning er en stil. Visse regler bør overholdes.
Normalt kan man gå i shorts, men det accepteres ikke på officielle kontorer, og det samme gælder mange bedre restauranter. Til gengæld er lårkort ikke nogen hindring for kvinderne. I Nordøstbrasilien, Salvador og især Recife og længere nordpå er beklædningen mere formel. I byen har herrerne lange bukser på. Det samme gælder i Rios centrum. Turisten kan dog tillade sig meget.
Kirker kræver generelt lange bukser, men også her er kvindernes lårkorte som regel ikke noget problem.
Vær opmærksom på aircondition. Specielt i restauranter og biografer. Hvis man er alt for let påklædt, risikerer man en sommerforkølelse. Tag eventuelt en ganske let bluse eller jakke med.
Generelt kan man sige, at brasilianernes påklædning i langt højere grad end den danske udsender signaler om klassetilhørsforhold. Som udlænding dømmes man ikke efter disse signaler; men er man inviteret til fest, er det klogt at tage pænt tøj på. Påklædningen er ofte mere smart og stilfuld, end man skulle forvente. Bemærk, at brasilianerne altid stryger skjorter, bukser, shorts og T-shirts (og i øvrigt også underbukserne). Middelklassen har tjenestefolk til at gøre det.
Udenlandske turister har en forkærlighed for spraglede shorts, der kan købes billigt overalt ved stranden. Det virker så brasiliansk, synes de. Men læg mærke til, hvem det er, der ellers går i de billige blomstrede shorts. Det er de fattige gadehandlere, ofte sorte, der tager sig godt ud med de skrappe farver. Brasilianerne finder de hvide turisters flower-power-glæde urkomisk. Ønsker man at falde ind i stilen, så brug ensfarvede shorts.
Sokker i sandaler er en katastrofe set fra et brasiliansk synspunkt – et signal, der fortæller, at her kommer turisten. Det kan ikke bevises, men formentlig stiger risikoen for at blive snydt eller bestjålet, når man udsender disse typiske turist-signaler.
Rygning
Anti-ryge-bølgen er nu også nået til Brasilien. Rygning er forbudt på offentlige kontorer, i banker og den slags. Som regel også i ventesale. Selv på restauranter og barer kan man blive ramt af rygeforbud. Undertiden med opdeling i ikke-ryger og ryger-sektion. Selv i ikke-ryger-restauranter er der dog en vis tolerance over for trængende rygere. Hvis man appellerer til tjeneren, kan han måske placere en ved et åbent vindue.
Cigaretter købes på de talrige små barer. Man kan få internationale mærker som Marlboro, Camel og John Players. Blandt de lokale mærker anbefales: Carlton, Free, Hollywood, Charm og Minister. Brasiliens gode cigarer købes i specialforretninger. Piberygere bør tage egen tobak med.
Sikkerhed - Om vold og myter
Rio, og delvis Brasilien, har de seneste år fået et forfærdeligt ry som et sted, hvor man knap kan gå på gaden uden at blive overfaldet. Nogle guidebøger indeholder en advarsel om faren for røverier på hveranden side. Hvis det virkelig var så farligt, kunne man lige så godt holde sig hjemme.
Rio er mest farlig dér, hvor turisten aldrig sætter sine ben. De meget omtalte mord finder sted i de enorme slumkvarterer i den nordlige del af byen. Ligesom med New York, der i sin tid havde ry for at være verdens voldeligste storby, slapper mange turister først af, når de ankommer og ser, at det ikke er så slemt.
Bystyret har de seneste ti år arbejdet meget på at forbedre sikkerheden i turistkvartererne. Der er blandt andet kommet lys på strandene om natten, og der er sat særligt politi ind, der kigger efter turisterne. Fornemmelsen er at det har hjulpet meget.
Men som i enhver anden storby skal man passe på. Mange turister lader desværre omtanken ligge derhjemme, når de pakker kufferten. Så:
Lad være med at gå med Rolex-uret – eller Rolex-kopien – på armen. Hav det i lommen, eller køb et billigt plastic-ur til tredive kroner.
Lad være med at gå med smykker på gaden.
Lad være med at gå med tegnebogen i baglommen eller med tasken løst over skulderen. Brug helst pengebælte eller indvendig lomme til større sedler.
Lad være med at gå med kameraet eller videocam’en på maven. Hav det i en taske eller en plasticpose og tag det kun frem, når det skal bruges.
Lad være med at gå rundt med samtlige penge, rejsechecks, pas etc. Tag kun det nødvendige med, eventuelt en fotokopi af passet.
Lad være med at tage kamera med på stranden. Der kommer sand i det, og kameraet er nemt at fjerne, mens du går i vandet. Hvis du vil fotografere badeskønheder, så gå på stranden kun for at fotografere.
Hvis økonomien rækker, så tag taxa og ikke busser. Det sparer også tid. Bybusser er – hvad en dansker kan have svært ved at forstå – ikke 100% sikre. Medpassagerer griber ikke ind ved rapserier eller overfald.
Lad være med at gå hjem, når du skal tilbage til hotellet efter en glad aften, specielt efter besøg på cabareter eller natklubber, og specielt hvis du har fået en tår over tørsten. Tag taxa – selv hvis der kun er tale om en gåtur på nogle få gader.
Og så til sidst: Skulle uheldet være ude, så lad være med at spille helt! At blive overfaldet er vanvittig ubehageligt, men vær klar over, at røveren eller røverne gerne er lige så nervøse som offeret. En pludselig reaktion kan kun forværre situationen. Læg mærke til, at turister så godt som aldrig fysisk kommer noget til, og at det kun sker, når de reagerer.
En af forfatterens kolleger, en amerikansk fotograf, der har boet i Rio i over 20 år, og som næsten altid går rundt med sit store dyre kamera over skulderen, siger, at han har udviklet en særlig teknik: »Bliver jeg utryg ved nogen, stirrer jeg dem fast i øjnene – og der er aldrig sket mig noget.«
Skik og brug
Brasilianerne er mere kropslige end nordeuropæere. Når man mødes, hilses hele vejen rundt efter følgende ritual: Kvinder kysser både mænd og andre kvinder et par gange på kinden (venstre side først), mænd står og klapper hinanden på ryggen, på armene eller sågar på maven. Ritualet, der nemt varer to-tre minutter (ofte mere), gentages, når man siger farvel, også selv om mødet kun har varet fem minutter.
Punktlighed er ikke en brasiliansk dyd, og man sparer sig selv for mange raseriophobninger, hvis man gør sig det klart fra begyndelsen. At komme en halv til en hel time for sent til et aftalt møde er mere reglen end undtagelsen. Og venter man gæster i sit hjem (eller på hotelværelset), er forsinkelser på to-tre timer ganske normalt.
Den forretningsrejsende skal dog holde sine aftaler, for en sikkerheds skyld, selv om en margin på 10-20 minutter normalt accepteres.
Brasilien er fuld af dumt, tidkrævende bureaukrati og stive regler, og lige så fuld af god vilje til at smutte udenom. »Da um jeito«, find en udvej, er en typisk talemåde, der appellerer til fx dørmandens gode vilje, eventuelt i forbindelse med en lille bestikkelse.
Solbeskyttelse
Pas på solen. Den er ufattelig stærk. Hvert år flyves turister hjem med anden- og tredjegradsforbrændinger, fordi de faldt i søvn på stranden. For en vinterhvid dansker vil blot en halv time på en brasiliansk strand være nok til en kraftig solskoldning.
Løsningen er solcreme. Mange brasilianske dermatologer anbefaler mærket »Sundown«, der fås med beskyttelsesfaktor op til 45. Normalt vil faktor 15 eller 30 være den rette begyndercreme. Det betyder, at man kan være i solen 15-30 gange længere, end hvis man ikke brugte nogen creme.
Køb den type, der ikke går af, når man bader, »não sai na agua«. Hvis man bader/svømmer 10-15 minutter, er det imidlertid klogt at smøre sig ind igen, mest på udsatte steder som skuldre og ansigt. Spar ikke på cremen, brug rigeligt.
Begynd med en høj faktor og trap så ned efterhånden. Brug eventuelt højere faktor på næsen. Brug også creme på gadeture. Husk også at smøre de bare fødder i sandalerne ind.
Man kommer ikke i sikkerhed for solen ved at kravle ind under en parasol! Den tager under 50% – ofte kun 10% – af strålerne. Også i overskyet vejr kan den hvide skandinav blive forbrændt i løbet af en time.
En speciel advarsel gælder kombinationen sol og citron. Intet er lækrere end at spise friskstegt fisk eller stegte rejer på stranden. Men pas på, at saften fra citronen ikke drypper på huden og vask det straks af, hvis det sker. Sol med citronsaft giver grimme mærker på huden, og de er måneder om at forsvinde.
Sygdom
Sundhedsvæsenet har en privat og en offentlig sektor. Efter skandinaviske forhold er de offentlige hospitaler generelt af ringe kvalitet, oftest uden engelsktalende læger (se også »Nødhjælp«.
De private klinikker og hospitaler er til gengæld af høj kvalitet. Men husk, at der betales på stedet. Så hav et kreditkort med. Det nytter ikke at vise sit sygesikringskort (se »Forsikring«.
Bliver man akut syg og indlagt på offentligt hospital, bør man ved første bedring søge at blive overflyttet til et privat hospital.
Store hoteller har ofte tilknyttet en læge. Mindre hoteller vil sikkert kunne henvise til en. Ellers brug en telefonbog. Se under »Medicos« (læger) eller »Clinicas« (klinikker). Privathospitalernes skadestuer er gode og åbne døgnet rundt.
Turistens hyppigste problemer er solskoldning og maveonde. Ved alvorlig solskoldning med feber og ondt i hovedet skal man søge læge. Mod tynd mave er mange bananer en god kur. Æbler og yoghurt naturel hjælper også. Maveproblemer kommer ofte fra salatdressinger – fra bakterier i spiseolien. Har man tendens til turistmave, så undgå olien.
Mælken fra friske kokosnødder har den rette salt-sukker-balance og indeholder mange vitaminer. Det er derfor den ideelle drik til at erstatte den væske, man mister ved kraftig diarré.
Bliver man ramt af mystiske sygdomme eller brugt som bolig af mærkelige insekter under rejser i det indre af landet, gør man klogt i at opsøge en lokal læge. Han vil have langt lettere ved at stille den rette diagnose end en by-læge eller en læge i Danmark.
Kokos-vand
Vandet fra grønne kokosnødder siges at indeholde den perfekte blanding af væske, salt, sukker og mineraler til at rette op på væskebalancen efter en diarré.
Telefon
Telefonsystemet fungerer rimelig godt. På de internationale centraler tales engelsk, ellers kun portugisisk.
Vælger man at ringe fra hotellet, er det klogt at undersøge hotellets takst inden. Ofte er den dobbelt så høj som fra gadetelefoner.
Til at ringe indenbys fra gadetelefoner bruges et telefonkort (cartão telefonica eller cartão de telefone), som købes i bladkiosker. Til udenbys samtaler bruges særlige kort, mærket »DDD«, der er meget dyrere.
Ved udenbys samtaler skal man vælge en såkaldt operadora – det vil sige det selskab, som skal fakturere ens samtale. Man gør det ved at trykke fx 011 eller 021 eller 031. Når man har valgt operatør, trykker man områdenummeret – men uden 0 foran. Et opkald fra Rio til São Paulo bliver altså fx: 011 (operatør) 11 (SP) 5555 5555 nummeret. Eller 021 11 5555 5555.
Ønsker man fred og ro, kan man bruge en såkaldt »Posto Telefônico« – et slags telefonhus – kendeligt på et skilt med et telefon-logo. I de store byer er der mange af dem, og selv de mindste små byer har et.
Særlige kort til udlandskald er ved at dukke op. Kort hvor man kan ringe til Danmark for en-to kroner i minuttet fra en fastnettelefon. Men de er svære at finde. Det bedste råd er nok at spørge unge rygsækrejsende eller på rygsækhoteller. Det er der, man ved den slags. Formentlig findes der også cafeer hvor man kan »skype« – altså tale i telefon internationalt via computer og internet. Ellers kommer det givetvis inden længe. Brasilianerne er hurtige til at tage ny teknologi til sig.
Også i Brasilien er mobiltelefoner almindelige. Man kan godt bruge sin danske telefon. Men minuttaksten ligger på 12-20 kroner. Man kan evt. købe en brasiliansk mobiltelefon med taletidskort. Den koster 300-400 kroner. Eller man kan købe et lokalt sim-kort og sætte i sin danske mobiltelefon. Det koster ca. 100 kroner. Med taletidskort koster det 1-2 kr. i minuttet.
International oplysning tlf. 000 333
Telegrammer: indland/udland tlf. 135
Fra Brasilien
Til Danmark 0045 + abonnentnr.
Til Norge 0047 + abonnentnr.
Danmark Direkte/Norge Direkte, modtageren betaler, direkte kontakt til telefonvæsenet:
Danmark Direkte 00080 45
Norge Direkte 00080 47
I stedet for at ringe modtageren betaler - tast 000 111 og tal med den internationale operatør, der altid taler engelsk. Fra lokal-telefonbokse tastes 107, hvorefter man beder om telefonista internaçional.
Til Brasilien
Fra Danmark 0055 + område- og abonnentnr.
Fra Norge 09555 + område- og abonnentnr.
Tidszoner
Brasilien har fire tidszoner. Øen Fernando Noronha i Atlanten er tre timer efter Danmark. Kystregionen til og med Brasilia er fire timer efter Danmark. Manaus er fem timer efter. Delstaten Acre er seks timer efter.
Brasiliens sommertid går fra tredje søndag i oktober til sidste søndag i februar. Danmark har sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag oktober. Tidsforskellen skifter altså på søndage. De
t giver groft taget følgende resultat:
Jan.-feb. 3 timers forskel
Mar. 4 timers forskel
Apr.-sep. 5 timers forskel
3 uger af okt. 4 timers forskel
Ultimo okt.-dec. 3 timers forskel
I Manaus er forskellen en time større. I Acre og Boa Vista (Roraima) to timer større.
Tiggere
Brasilien har mange tiggere, blandt dem mange børn. Vi er ikke vant til tiggere og har svært ved at afgøre, om vi skal give eller ej.
En praktisk løsning på situationen er altid at have sine småpenge løst i en lomme. Hvis nogen spørger, eller man får lyst til at give, er det let at få pengene frem, og man bestemmer selv, om man vil give hurtigt, eller om man ønsker mere kontakt. Der er ingen grund til at skjule, at man giver. I Brasilien er det ikke nogen skam at være fattig. Og det er heller ingen skam at være turist med penge. Det er heller ikke usselt at give det, der svarer til 50 øre eller en krone. Giv ikke fem eller ti kroner. Det er en fornærmelse over for dem, der arbejder otte timer for at tjene 25-30 kr.
I supermarkederne vil man tit opleve børn, der beder én om at købe et kilo sukker, ris eller makaroni: Overvej at gøre det, en sulten familie venter derhjemme.
Toiletter
Går man på gaden, er større, halvbillige restauranter den bedste løsning, eller brug McDonald’s eller lignende fastfood-kæder. Mændene kan tisse på gadebarernes toiletter – kvinder har næppe lyst til at sætte sig. Man kan også snige sig ind i en hotelfoyer.
Offentlige toiletter findes stort set ikke, og de færreste forretninger bryder sig om tissende turister.
Åbningstider
Forretninger: De fleste åbner kl. 8 og lukker ved 19-20 tiden. Mange supermarkeder lukker senere, enkelte store først kl. 22. Mange har åbent om søndagen. Mandag åbner nogle supermarkeder først kl. 14
Banker: 11-16.30
Posthuse: Åbningstiden varierer, men er generelt 9-18 på hvd., lø. 9-13. Enkelte har længere åbent. Døgnåbent kun i de internationale lufthavne i Rio og São Paulo.
Indenrigstrafik
Brasilien har fået sine egne lavprisselskaber: Gol, B.R.A., Nacional, ViaBrasil og Fly. Ligesom med de europæiske lavprisselskaber skal man bestille i god tid for at sikre sig de billige billetter.
Med bus
Brasilien har et omfattende net af billige, pålidelige og komfortable indenrigsbusser. Busserne går som regel på minuttet og er normalt præcise. Afgang i alle byer fra busstationen, rodoviaria.
Brasilien er et enormt land, og har man tid, er bussen en god måde at lære landet at kende på. Man oplever landskabets skiften, og man kan få brasilianske venner.
I almindelige busser er der kneben benplads for danskere af normalstørrelsen. For den dobbelte pris fås leitos, busser med langt bedre plads og med mulighed for at slå sædet næsten helt ned, når man skal sove. En ret behagelig rejseform.
Der stoppes med mellemrum på ca. 2-3 timer ved rastepladser med tid til at spise en sandwich. På de lange stræk afsættes tid til at spise frokost eller middag på rasteplads-restauranterne. Bemærk, at bussen kører, når chaufførerne er færdige. Er du i tvivl om, hvor lang pausen er, så spørg chaufføren, og forklar ham, at han ikke skal køre uden dig.
Alle pladser er nummererede, begyndende forrest i bussen og med alle ulige numre til højre og lige numre til venstre i kørselsretningen. Man kan bede om bestemte numre ved billetkøb.
Alle busser har wc om bord, ofte bag i bussen. På de lange ture kan lugten blive slem, prøv derfor at få en plads forrest i bussen (plads 1-20). Plads 1-4 har fin udsigt, fordi man kan se gennem forruden. Men det er også langt de farligste pladser, hvis uheldet skulle være ude.
Billetter købes normalt på busstationen. Visse store busselskaber har dog kontorer i de store byer, først og fremmest Itapimirim.
Til de lange ture kan det betale sig at købe billet på forhånd, især til weekenden, en helligdag eller i den lokale feriesæson. Forsalget starter en uge før. Kan man ikke få billet til en mindre by, så tag til nærmeste større by og videre derfra med en af de mange lokale busser.
Busser, der krydser mellem to delstater, skal efter loven have en passagerliste. Ved køb af billet får man en blanket udleveret. Udfyld den på forhånd.
Større stykker bagage anbringes i bussens bagagerum. Systemet er meget sikkert, med bagagebilletter og grundig kontrol. Værdigenstande tages med ind i bussen. Tag dem med under ophold på rasteplads.
Med tog
Jernbaner er der ikke mange af. De, der findes, er af ældre dato og som regel bygget med henblik på godstransport. Landet har ikke et sammenhængende jernbanenet til passagertransport. Fra Recife er der linjer til Maceio, Paraiba, Natal og Rio Branco.
Bilist i Brasilien
Det er blevet billigere at leje bil i Brasilien de senere år. Hos de store selskaber koster den mindste bil med aircondition omkring 100 reais for en dag, mens mindre selskaber har priser ned til 50-60 reais.
Internationalt kørekort (fås hos politiet i Danmark) er det sikreste, men ifølge de internationale regler skal politiet anerkende ens danske kort – hvis de kan genkende det som et kørekort. Man skal altid medføre bilens papirer, et lille grønt kort ved navn »DUT«. Det gælder et år. Kør aldrig med for gamle papirer. Det giver mange problemer.
Lejet bil
En bil giver mulighed for at se sider af Brasilien, som det vil være vanskeligt at opleve på anden måde. Når man kører, vil man ofte opleve, at landskabet skifter med 50 kilometers mellemrum fra det ene fantastiske sceneri til det andet (ang. priser se »Bilist i Brasilien«, ovenfor).
Vejene fra Rio op langs kysten til Nordøstbrasilien og ned til Florianopolis kan anbefales. Det samme gælder det indre af São Paulo og det historiske område i Minas Gerais. Derimod bliver landskabet mere kedeligt/ensformigt, når man kommer ind i landet, fx spændende indtil Belo Horizonte fra Rio eller São Paulo, derefter ensformigt på vej mod Brasilia. Det samme gælder det indre flade land i Sydbrasilien og i dele af Sertãoen i nordøst. Det er dog farligt at generalisere.
»Quatro Rodas« har forslag til smukke køreruter.
Vejnettets kvalitet svinger fra område til område og fra år til år. De vigtigste veje er farbare og delvis af meget høj kvalitet, især i de rige regioner. Og afmærkningen er fin. Om natten kan man stole på overhalingsstriberne, og på at skilte advarer om farlige sving. Man kan dog komme ud for veje, der, især om natten, er rene dødsfælder. Uden striber og uden skiltning. Trafikken er tung med mange lastbiler og busser.
De fleste brasilianske mænd kører som 18-21-årige mænd hjemme: godt, men alt for vildt. Man tager ikke kørebanen så alvorligt. Man snor sig, men tager samtidig hensyn til hinanden. Trafiklys respekteres ikke altid. Er der ingen tværgående trafik, kører man over. Især om natten, hvor man skal se sig for, selv ved grønt lys og især fra en lille vej over en stor.
Fodgængere er fredløse, og man tager ikke hensyn til dem ved højresving. De har blot at komme af vejen.
På landevejen er det normalt at give plads til dem, der er ivrige efter at overhale. Lastbiler blinker til højre, hvis de mener, der er fri bane for overhaling (men døm selv), og blinker til venstre, hvis der kommer modkørende. Man kvitterer for venligheden med et dyt, når man passerer.
Hastighedsgrænser
Maksimumhastigheden er overalt 80 km/time; men i Brasilien er de fleste færdselslove mere teori end praksis (det vil man forstå, når man ser politibiler og bybusser køre uden lys på om natten), og uden for byerne kører alle hurtigere.
Promillegrænse
Ifølge loven er grænsen 0; Og en ny lov ”tolerancia zero” – nul-tolerance – betyder at de ellers respektløse brasilianere er begyndt at overholde loven. De kan nemlig miste kørekortet hvis de bliver taget, For få år siden var byerne proppet med fulde bilister i aften/natte-timerne. Fohåbentlig er det slut nu.
Service
Bemærk, at brasilianske autoværksteder normalt er specialiserede:
Borracheiro: reparerer/udskifter dæk
Silencioso: reparerer/udskifter udstødningsrør
Amortecedor: reparerer/udskifter støddæmpere
Eletricista: autoelektriker
Mecanico geral: reparerer motorproblemer
Lanternagem: udfører pladearbejde
Sikkerhedsudstyr
Alle biler skal have en funktionsduelig brandslukker samt en advarselstrekant, som skal benyttes, hvis der sker et uheld. Kører man – fx ved Foz do Iguaçu – over til Paraguay, skal bilen have to advarselstrekanter med!!! Sikkerhedssele er påbudt overalt.
Overnatning
Hoteller I Brasilien findes hoteller i alle kvaliteter og på alle prisniveauer. Man kan bo på hotel for mellem 25 kr. og 5-10.000 kr. for en nat.
Turistmyndighederne tildeler hvert år hotellerne et antal stjerner. Mange hoteller tilbyder de såkaldte »apartamentos« – små lejligheder, der ud over et soveværelse indeholder en lille stue og et tekøkken. Det er ikke meget dyrere end et dobbeltværelse, og man kan få redt op til tre voksne eller to voksne og to børn. Hvis tre voksne sover i samme apartamento, lægges gerne 25% på prisen.
Hotellerne i denne bog er delt op efter en blanding af pris og kvalitet. Sammenlignet med Europa og USA er brasilianske hoteller billige. Det afhænger dog af dollarkursen og andre konjunkturer, der i Brasilien kan skifte fra måned til måned. Så med forbehold for ændringer er priserne for et dobbeltværelse følgende:
***** vil i Rio og São Paulo nemt koste 1000-2000 kr., mens de dyreste hoteller andre steder i Brasilien som Salvador, Recife eller Manaus sjældent koster mere end 1000 kr.
**** vil i Rio-São Paulo betyde priser på 6-700 kr.
*** omkring 3-400 kr.
* omkring 150 kr.
I Nordøstbrasilien kan man trække ca. 25-30% fra. Bortset fra de hotte turistområder.
I højsæsonen, især under karnevallet, må man påregne noget højere priser – op til 50-75% oveni.
Allerdyrest er feriebyerne langs kysten, hvor de velhavende brasilianere holder til. Man betaler nemt 1500-2000 kr. for de gode steder i højsæsonen, ultimo dec.-feb. Men udbuddet er altid stort. Selv de mest fashionable steder findes mindre pousadas og privatpersoner, der lejer små værelser ud. Her råder markedskræfterne.
Bestil altid hotel i forvejen
Gode rejsebureauer kan skaffe rabat på 20-50% i forhold til listeprisen. Det gælder især de dyre hoteller – og ikke under karneval og i nytåret. Når man først møder op ved hotellet, er det sværere at prutte prisen ned. Men prøv! Uden for højsæsonen bør man betragte prisen ved skranken som udgangspunkt for en forhandling. I kategori * er det svært at få prisen længere ned. Men under alle omstændigheder er det en fordel at forhandle pris, før man ankommer. Eller prøv www.hotels.com
Planlæg derfor rejsen så grundigt som muligt. Hotel i Rio bør bestilles allerede fra Danmark, hvis Rio er første stop. Brug et rejsebureau i Danmark. De kan ofte få favorable priser hos deres faste hoteller.
Hoteller andre steder i Brasilien kan bestilles hjemmefra eller gennem rejsebureauer i Rio. Bed om at få flere tilbud. Som regel hænger pris og kvalitet sammen, men rejsebureauet ønsker naturligvis at sælge kunden den bedste (og dyreste) kvalitet.
Som regel skal der betales mindst en dags ophold på forskud (og ofte hele opholdet) som garanti mod, at kunden ikke møder op (»no show«).
Pousadaer
Uden for de store byer findes ofte de såkaldte pousadaer. En slags små, kroagtige indkvarteringer, der typisk drives af en enkelt familie, så betjeningen er mere personlig, og maden er, som vor mor ville have lavet den, hvis hun var brasilianer.
Lejligheder
I de store byer kan man leje møblerede lejligheder for mindst en uge ad gangen. Priserne varierer i forhold til størrelse, beliggenhed og tidspunkt. En lejlighed, hvor seks personer kan klemme sig sammen, kan lejes for ca. 2500-4500 kr. om ugen. I karnevalstiden tre-firedobles priserne.
Aparthoteller
I Rio og São Paulo er der kommet flere og flere »flatservices« eller »aparthoteller« – dvs. hotellejligheder: en slags hotel, hvor man har sin egen lejlighed, men med stuepige og vaskeservice. Bruges ofte af forretningsfolk, der har brug for at bo i et par måneder. De største lejligheder har stue og to værelser, og hvis mange personer klemmer sig sammen, kan man spare penge. Som regel må man være op til seks i de største lejligheder.
Moteller
Moteller findes ved indkørselsvejene til langt de fleste lidt større byer. Men motelværelserne med spejle i loftet og hjerteformede eller runde senge er beregnet for husvilde elskende og ikke til at sove i.
Vandrerhjem
Vandrerhjem, »albergue«, er ved at blive mere og mere almindelige i Brasilien. Hvert eneste år kommer nye til. Ofte er de primitive, man sover ofte på flersengs stuer, men priserne er lave – på niveau med de billigste og skumleste hoteller -- stemningen god og man møder mange unge.
Camping
Camping organiseres i Brasilien af Camping Clube do Brasil, der er medlem af Den Internationale Camping Føderation.
Campingpladser findes omkring alle turistbyer, men de ligger tit et godt stykke ude. Som regel er det nødvendigt at være i bil. Kvaliteten varierer kraftigt. Oversigt over campingpladserne findes i guiden »Quatro Rodas Camping«, der kan købes hos boghandlere og i større bladkiosker.
Mad og drikke
Ang. det brasilianske køkken, se afsnit om »Madkultur«, og temaet »Brasiliens bedste mad«
På restaurant
Man får en tjeners opmærksomhed med et højlydt »Psssst«. Regningen skal man altid bede om selv. Det bliver betragtet som uhøfligt, hvis tjeneren selv kommer med den.
Spisekortet, o cardapio, kan betragtes som et idékatalog. Synes man, at en bestemt bøf kunne trænge til en omgang olieristede hvidløg (alho-oleo), stegte løg eller et lag ost, så spørg tjeneren, om det kan lade sig gøre. Det kan det som regel. Men ikke på femstjernede franske restauranter.
Ofte serveres først en såkaldt couvert (et par skiver pølse, oliven, lidt paté, syltede grøntsager, smør og brød), der kan tage toppen af sulten eller fungere som appetitvækker. Det er billigt. Er man på sparebudget, skal man sige nej tak, når det bliver stillet på bordet.
På de fleste restauranter er portionerne så store, at to personer let bliver mætte af én. Og de fleste steder er det helt i orden, at to gæster deler en portion, eller tre gæster deler to. Spørg eventuelt tjeneren: »Da para dois?« (Er det nok til to?). På de fineste restauranter er portionerne normalt beregnet til én person.
Kontroller regningen, a conta, omhyggeligt. Der er ofte fejl på – tilsyneladende mest af skødesløshed. Ofte er det restauranten, der snyder sig selv. Fejl rettes normalt med et smil og en undskyldning. Så vær ikke aggressiv, hvis du i øvrigt er blevet behandlet pænt.
Churrascaria
Churrasco er grillstegt kød, og churrascaria er restauranter med speciale i grillstegt kød. Alle ikke-vegetariske turister bør besøge et churrascaria mindst én gang. Her oplever man den ægte, uforfalskede kødglæde.
Der er to slags churrascariaer:
Det almindelige sælger slet og ret grillretter fra et menukort. Det betaler sig at holde sig til de simple bøffer (fx picanha) med tilbehør frem for at eksperimentere med forskellige grillspyd (espetos). Man kan også få fisk eller omelet.
Det andet, rodizio, kan beskrives som et »kødtempel«. Udtrykket er passende. Tjenerne vandrer rundt med forskellige slags kød på store spyd, og man får hele tiden tilbudt et par skiver. Alt fra kyllingehjerter og -lever til grillstegt skinke og seks forskellige slags oksekød. Kødet hober sig hurtigt op på ens tallerken. Tag den med ro. Hvis man synes, der er nok på ens tallerken, vifter man blot tjeneren af med en finger. De kommer igen og igen, til man ikke kan få en bid mere ned. Sørg altid for at være skrupsulten inden måltidet. Man betaler en enhedspris for at deltage i »orgiet«. For pengene får man også pommes frites, farofa, og fri adgang til et stort salatbord, der normalt vil kunne tilfredsstille en vegetar. Rodizio hvor der også er sushi og fiskeretter på buffetbordet, bliver mere og mere almindelige.
Botequim
På hvert andet gadehjørne ligger små barer/cafeteriaer, hvor man som regel står op: botequim. Det er her, brasilianerne indtager deres uundværlige cafezinho’er (en lille sød kop kaffe) og deres uendelige mængder chopp (fadøl). På de fleste botequims skal man i princippet først betale ved kassen, hvorefter man afleverer sin bestilling og kassebonen til tjeneren.
Botequims har et stort udvalg af små ostebrød, arabiske kødkugler eller empanadas med indbagt ost, kylling eller kød, misto quente (parisertoast) og churrascinho, en lille friskstegt oksebøf der lægges ind i et stykke brød evt. com quiejo (med ost).
Ved frokosttid serverer mange billig frokost, som regel dagens ret, der kaldes PF (pe efe), hvilket står for prato feito (færdigret). Her er der grund til at være på vagt. Pas især på frisk salat og friske grøntsager. Måske er de ikke vasket grundigt, og så er der risiko for hepatitis/gulsot.
Nogle botequims har pastel, et friturestegt, luftigt brød med lidt fyld lavet på stedet. En delikatesse. Lige når de kommer op af olien, er de ætsende varme. Pas på.
Drikkevarer
Med temperaturer på 35-400 skal man drikke mange liter om dagen. Husk, øl tærer på væskebalancen. Sørg for at drikke meget vand, juice, sodavand etc.
Drik ikke vand fra hanen. Normalt er det ikke smittefarligt, men så fyldt med klor og andet skidt, at det er nærmest udrikkeligt. I private hjem har man filtre til at tage den værste smag. I mange store forretninger, banker, museer og biograffoyerer finder man drikkeautomater med koldt vand, som kan drikkes.
Om sommeren, hvor presset på vandforsyningen er stort og rensningen og kloringen derfor mere lemfældig, skal man forsøge at holde sig til mineralvand, som fås med brus i glasflasker og uden brus i blå plasticflasker. Og i små plastickopper.
Kaffen er som regel rædselsfuld. Især den man får på barer og botequim’er. Formentlig er det derfor, næsten alle brasilianere pøser sukker eller sødemiddel i. Kaffen drikkes normalt af små bitte kopper – cafezinho. Hvis man vil have en større mængde, kan man bede om um copo (et glas), eventuelt com leite – med mælk. Espresso i italiensk stil er blevet mere almindeligt de seneste år, fx i shoppingcentre. Den er god.
Brasilianerne drikker store mængder øl. Oftest i form af chopp, fadøl, der drikkes iskoldt. Man lader gladeligt tjeneren fjerne et halvt glas øl, hvis det er blevet kælderkoldt i varmen. Chopp er ikke godt øl i dansk forstand, men dejligt når det drikkes koldt. Flaskeøl/dåseøl – cerveja – er generelt af lidt bedre kvalitet. De gængse mærker er Antarctica og Brahma. De bedste øl er Cerpa og Cerma, eksportøl der fremstilles i Amazon-området. De kommer oftest i små flasker, men er sjældne. En anden god og sjælden øl er Bohemia fra Petropolis.
Soft drinks
Guaraná er en speciel brasiliansk sodavand, fremstillet på basis af guaraná-planten fra Amazonas, der er kendt for sin opkvikkende virkning. Guaraná Antarctica er den bedste.
Juice/suco: Brasilien er velsignet med et væld af tropiske frugter, der bl.a. bruges til juice. På næsten enhver botequim kan man få friskpresset appelsinjuice (suco de laranja). Der hældes automatisk sukker i alle juicer/safter, så husk at sige: »sem açucar«, hvis du ikke ønsker dette.
I de seneste år er et væld af saftbarer skudt op. De bugner af friske og farverige frugter. Saft er godt til at klare sig igennem en varm dag. Prøv fx acerola – 10 gange så meget C-vitamin som i appelsin – eller caju, saft af frugten, som cajunødden (cashewnødden) sidder på .
En specialitet på saftbarerne er vitaminas, hvor frugten (ofte flere forskellige slags) mikses med kold mælk og fintmalede havregryn. En både sund og nærende drik. Hvis man ikke har appetit i løbet af en lang, varm dag, er »sucos« og »vitaminas« godt at ernære sig på, og de holder væskebalancen i orden. Vitaminas fås også på de fleste botequim’er.
Øl og lime
Vidste du, at et skvæt grøn lime i et glas øl giver en dejlig frisk smag, der får øllet til at smage endnu bedre, når temperaturen er oppe på 350?
Vin
De bedste restauranter har både fransk, tysk og italiensk vin på kortet, men de er dyre. Prøv i stedet en lokal latinamerikansk vin. Det vil sige en brasiliansk vin eller en vin fra enten Argentina eller Chile, to gode vinlande.
Som tommelfingerregel er de brasilianske hvidvine bedre end rødvinene, mens det modsatte gælder for argentinsk og chilensk vin.
Cachaça og caipirinha
Brasiliens lokale snaps hedder cachaça eller pinga. Den er fremstillet af sukkerrør og findes i et væld af forskellige kvaliteter. Gode pinga’er købes i specialforretninger eller ude på landet og drikkes rent i små glas, mens industri-cachaçaerne er gode til caipirinha, næsten alle turisters foretrukne drink, eller batidas – cachaça blandet med frugtsaft.
Caipirinha består af is, lime, cachaça og sukker, der serveres i vandglas. Der er intet andet i, hvilket betyder, at alt det flydende er hård spiritus og smeltevand fra isen. En caipirinha svarer skønsmæssigt til 3-4 genstande, alt efter størrelsen. Den smager som en pikant saftevand. Brasilianerne drikker en enkelt som aperitif, mens mange turister bliver ved, indtil det går op for dem, at de er vaklende berusede.
De fineste brasilianske cachaçaer kan man smage på »Academia de Cachaça« i Rio, Rua Conde Bernadotte 26 i Leblon. De bedste er, i princippet, lige så fine som en god cognac.
Importeret spiritus
Importeret spiritus er dyr i Brasilien. En del produceres lokalt, blandt andet vodka og campari. Der findes også brasiliansk whisky, der reklamerer med at være produceret med skotsk knowhow. På barer og natklubber kan man få en flaske på bordet forsynet med målebånd, så man kan se, hvor meget man drikker.
Underholdning
Biografer Alle film i biografer vises på originalsproget med portugisiske undertekster. I tv er 98% af filmene synkroniseret med portugisisk tale.
Teatre
Rio og São Paulo har et væld af teatre. Forestillingen starter normalt ved 21-tiden. Køb billet i forvejen.
Diskoteker findes over hele verden, og i Brasilien er de hverken værre eller bedre end andre steder. Gafieira er til gengæld en unik brasiliansk oplevelse: gammeldags pardans med stort orkester, hvor folk næsten kun kommer for at danse, og hvor især de kvindelige turister vil have chance for at danse med de lokale mænd. Nordøstbrasilien har lignende dansesteder med den såkaldte dans/musik-forro. Også Rio-São Paulo har forro-dansesteder, der frekventeres af de ofte fattige nordøstbrasilianere.
Musik
Brasilien har en af verdens frodigste musikkulturer. Ved at studere avisernes og ikke mindst bladet Veja’s lokaludgaver, vil man kunne finde store oplevelser. De kendteste navne er nævnt i ’Bag Om’ afsnittet og forneden under musikindkøb. Med mindre kendte navne må man prøve at kigge på genrebetegnelsen, samba, bossanova, forró (nordøstbrasiliansk harmonika-musik), axé (afrikansk inspireret bahia-musik), rap, rock, heavy metal etc. – og i øvrigt spørge sig frem.
På langt de fleste spillesteder sidder man ved borde, og man kan bestille mad og drikke i pauserne. En ”couvert” er prisen for en enkelt plads – som regel ved et firemandbord. Mesa er prisen for et helt bord med fire pladser. Undertiden vil der også stå angivet ”consomacão minima” med en pris, f.eks. 25 reais – hvilket betyder at man mindst skal købe drikkevarer eller mad for dette beløb.
Storbyerne har koncertsale, hvor de store navne ofte optræder flere uger i træk. Også her sider man som regel ved borde, hvor man spiser og drikker.
Om søndagen vil man ikke sjældent kunne finde gratis koncerter på stranden eller i parker.
Indkøb
Med de forbehold, der blev taget under afsnittet om priser : Regnet efter vore indtægter er Brasilien et billigt land og vareudbuddet stort. Sommertøj, sko, cd’er, kunsthåndværk, tekstiler og halvædelsten er blandt de mest populære køb.
Det meste er fremstillet i Brasilien, og kvaliteten skifter. Hovedreglen er, at der faktisk er en sammenhæng mellem pris og kvalitet, i hvert fald i forretningerne. På gademarkederne skal man være forsigtig. Prøv altid at regne om i danske penge. Hvis fx en T-shirt koster det samme, som den ville koste derhjemme, så er den alt for dyr. På markederne kan man prutte om prisen; men lad være at overdrive. Det er ikke et tyrkisk tæppemarked. Se også under de enkelte byers/områders »Praktiske oplysninger«.
Shoppingcentre
I de store centre kan man købe næsten alt, og hvis man har tænkt sig at ordne alle indkøb på en hel eller halv dag, er de sagen.
Brasilianerne elsker deres shoppingcentre, fordi de har parkeringsplads og aircondition. Sidstnævnte er vigtigt. At købe gaver til dem derhjemme er anstrengende nok, og det er uudholdeligt, hvis man i timevis skal vandre fra butik til butik i 35 graders varme.
Tøj
Tøj findes i alle priser og kvaliteter. Forretningerne kan vurderes ligesom hjemme. Er det en modebutik, er varerne gerne dyrere, men det er ikke svært at finde gode tilbud.
Sommerkjoler, silkebluser, shorts, bikinier og badedragter er de bedste tilbud til kvinderne.
i bomuld, viskose eller silke og sommer-jakkesæt (fx af hørlærred) er de bedste tilbud til mændene.
Kjolestoffer m.v.: Stof som silke, viskose, fint hørlærred osv. er billigere end i Danmark.
Sko
Gode, solide herresko er som regel et godt køb. Også her gælder, at pris og kvalitet normalt hænger sammen. Et par pæne, solide hyttesko kan fås for 4000 kr. Et par gode sejlersko, docksides, for 500 kr. og et par solide kontorsko for 600-700 kr. Skonumrene er gerne et nummer mindre end hjemme. DK-størr. 42 svarer til 41 i Brasilien etc. Tennis- og sportssko kan undertiden købes til favorable priser, men regn om i kroner først; sommetider er de hvinende dyre.
Klassiske damesko er et godt køb. Men se godt efter, om det er plastic.
Cd’er
Cd’er kan fås ned til ca. 30 kr. Prøv fx supermarkedskæden Lojas Americanas – eller andre store supermarkeder. De har ofte tilbud på god musik. I almindelige musikforretninger koster cd’erne op til 100-120 kr. – men er ofte billigere. Mange internationale titler fås inden for rock, jazz og klassisk, men det kan anbefales at tage musik af lokale kunstnere med hjem – også som gaver til musikinteresserede venner. Brasilien har en formidabel musikkultur, og hjemme fås cd’erne normalt kun i specialimport til høje priser.
Navne som Gilberto Gil, Milton Nascimento og Egberto Gismonti er allerede kendte i Danmark. Men læg også mærke til sangerinderne Gal Costa og Elis Regina og singer-songwriterne Caetano Veloso og Chico Buarque, samt ikke mindst Marisa Monte – en stor fortolker med en smuk stemme og et spændende repertoire.
Gode samba-sangere er Paulinho de Viola, Martinho da Vila eller Emilio Santiago. Bossanova-guitar: Prøv João Gilberto eller Baden Powell. Andre populære navne er: Alceu Valenca (samba, frevo), Marina (rock og pop).
En gruppe som Fundo do Quintal (I Bunden af Baghaven) spiller samba af den rigtige folkelige slags. Gruppen Nó em Pingo d’Água spiller spændende moderne versioner af den klassiske chorinho/samba.
Cd’erne med »Samba-enredos« indeholder sambasangene fra årets karneval.
Kun få forretninger har hovedtelefoner til aflytning af cd’er. Man er nødt til at bede ekspedienten om at spille en stump på det store anlæg, så hele forretningen kan følge med. Derfor er det en god idé at gå på musik-indkøb en tidlig formiddag.
Andre gode musiknavne er: Luis Melodia (svingende samba-pop) Caçuza (rock, samba, ballader), João Bosco (frit fabulerende, eksperimenterende samba), Leny Andrade (jazz med samba-påvirkning) og Djavan (nordøstbrasiliansk melodiøst pop). Fra Bahia kommer Axé-musikken, samba-reggae og et utal af lokale rytmer. Brasilien har også en frodig hiphop- og rap-kultur.
Ædelstene
Brasilien producerer 90% af verdens halvædelstene, og de er billigere her end i noget andet land. Akvamarin (blå), topaz (gylden), ametyst (violet, jo mørkere jo bedre), agat, opal og turmalin er blandt de kendteste.
Brasilien har også smaragder, og de seneste år er de begyndt at kunne konkurrere med de colombianske i kvalitet.
Sten- og smykkehandleren H. Stern har forretninger over hele landet (og verden) og giver garantibevis på det, man køber, og tilbyder at købe smykker tilbage for samme pris, som man gav, hvis man ikke er tilfreds. Også Amsterdam Sauer er specialister i brasilianske sten.
Hvis man har forstand på ædelstene, skal man købe dem i Minas Gerais (afsnittet om Ouro Preto.
Alkoholtraditioner
Brasilianerne drikker gerne, men de bliver sjældent berusede. Det er ikke god tone.
Øl/fadøl er det gængse. Øllet er tyndt og drikkes iskoldt. En sukkerrørssnaps (cachaça, pinga) på gadebaren er også populær. Vin til maden en gang imellem i middelklassen og opefter. Caipirinha (pinga eller vodka med lime, is og sukker) som aperitif. Whisky og anden spiritus på natklubber.
Apoteker
Apoteker, Farmacia eller Drogaria, findes overalt, og næsten al medicin kan købes uden recept, også når den efter loven er receptpligtig.
Badetøj og bølger
Med badetøj. Den topløse mode er meget, meget, meget langsomt ved at indfinde sig. I 2000 arresterede politiet i Rio en topløs kvinde på stranden. Det udløste voldsomme demonstrationer. Politikerne greb ind og undsagde politiet. Men situationen er uafklaret. Og topløse ses uhyre sjældent.
Mange steder er der store bølger. Læg mærke til, hvor de lokale bader. Der kan være steder på stranden uden store bølger, hvor man umiddelbart kan tro, at det er mere sikkert at bade, men det er det ikke altid. Pas på understrømmen. Duk under bølgerne, når brændingen er kraftig.
Børnefamilier
Brasilianerne er meget børneglade – og det gælder både lyshårede og ikke-lyshårede børn. De mindste skal være forberedte på kys og kram og klappen på hovedet.
Et blottet mælkebryst i forbindelse med amning er o.k. På restauranter er børn velkomne, barnestole er normalt, og man behøver ikke blive pinlig berørt over, at ens børn render rundt i restauranten og leger lidt, mens man selv spiser. Her slår den brasilianske familiekultur igennem.
Forældre skal forberede sig på at snakke om de fattige børn, der tigger og sover på gaden.
Bøsser og lesbiske
Brasilianerne tager afslappet på det med sex – og seksuelle præferencer – i hvert fald i de store byer. For eksempel er der næppe mange steder i verden, hvor transvestitter og transseksuelle er så accepterede som her. Især i Rio, São Paulo og Salvador er tolerancen høj.
Der findes særlige barer og diskoteker for homoseksuelle; men det typiske er, at de blander sig med heteroseksuelle. Åbenlyse kys i al offentlighed vil virke provokerende, og jo længere ind i landet man kommer, jo større diskrimination vil man møde. Belo Horizonte og Nordøstbrasilien er nok mere konservativt og macho-præget. Trods den relativt høje tolerance er vold mod især bøsser ikke noget ukendt fænomen.
Inden afrejsen kan man med fordel studere de mange engelsksprogede guidebøger på Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes bibliotek, Teglgårdsstræde 13 (baghuset) i København, tlf. 33 35 00 85, w ma-fr. 17-19.
Drikkepenge
De fleste restauranter lægger selv 10% på regningen. Det samme gør mange hoteller. Hvis ikke, bliver man gjort opmærksom på det. Og man skal have en vægtig grund for ikke at give 10% i drikkepenge. Det er normalt at give mere, fx at runde op til nærmeste hele beløb. Det er små beløb, men meget for den, der modtager. I taxaer er der ikke pligt til at give drikkepenge; men det er normalt at runde op.
Det er også normalt at give penge til kuffertslæberen på hotellet, og til stuepigen, når man rejser, og for den sags skyld også til ham, der hælder benzin på den lejede bil (giv 50 centavos – en real).
Drikkevand
Kan drikkes i de fleste større byer, men det er fuldt af klor.
Pas på efter kraftige regnskyl. Så løber de underjordiske kloakker over, og kloakvandet trænger ofte ind i de underliggende vandledninger. De fleste husstande har filtre – de renser ikke, men fjerner klorsmagen og større urenheder. Brasilien har fremragende mineralvand. Det bør foretrækkes.
Elektricitet
110 volt i Rio, São Paulo og de fleste større byer. Brasilia og mange nybyggerområder 220-240 volt. Bedre hoteller har transformatorer (transformador). Danske stik er lidt tykkere end brasilianske. Mas lidt, så kommer de ind. Eller køb en adaptor i lufthavnen.
Fotografering:
Digitale billeder kan man få lagt over på cd i de store byer. Det koster omkring 30 kroner. Kig efter skilte, hvor der står noget med »foto« eller »revelação«. Fotoforretninger ligner ikke de danske med kameraer i vinduet.
Lyset er vanskeligt i Brasilien, fordi solen det meste af tiden nærmest står i zenit. Professionelle fotografer anbefaler kun at tage billeder inden 9.30 morgen og efter 16 om eftermiddagen. Hvis man tager billeder af personer i meget skarpt sollys, fx på stranden, er det en god idé at bruge blitz for at bløde skyggerne op, medmindre man netop ønsker lys-skyggevirkningen.
Fremmedsprog
Spansk forstås af de fleste, tal langsomt. Fransk tales af mange intellektuelle. Mange kan en del brokker engelsk, men der er langt mellem dem, der taler det nogenlunde flydende. Det er dog blevet bedre med de unge.
Helligdage
Mar. el. apr.: Påske (langfredag er helligdag)
21. apr.: Nationalhelten Tiradentes‘ dag (tema xx)
1. maj: Arbejdets dag
7. sep.: Uafhængighedsdag (1822)
2. nov.: De dødes dag (allehelgensdag)
15. nov.: Udråbelsen af republikken (1889), fast valgdag. Når der er valg, er spiritusudskænkning forbudt fra den 14. november om aftenen.
25. dec.: Jul.
De enkelte byer har egne helligdage for at markere den lokale skytshelgen. I Rio: Skt. Sebastian den 20. januar.
Se også »Årlige begivenheder«.
Internetcafeer
Brasilien er et stort internetland. Nogle af de værste virus kommer herfra. Men når de unge skal spille »Counterstrike« eller »Neverwinter Nights«, gør de det hjemmefra. Så der er ikke voldsomt mange internetcafeer. I storbyerne er de dog begyndt at dukke op i større tal, især i turistområderne.
Kvinder alene
Kvinder får normalt ingen særlige problemer, medmindre de selv opsøger dem.
Brasilianske mænd er ikke påtrængende på samme måde som fx syditalienerne, og de siger ikke »pst pst« som grækerne. Brasilianske mænd har heller ikke brug for at score en bleg udlænding for at få sex. Det kan de få hos deres egne. Men der flirtes meget – uden grovheder. Så enlige kvindelige turister er hverken mere feterede eller forfulgte end de lokale.
Udfordrende påklædning er også almindeligt accepteret. Det er svært at blive mere lårkort end brasilianerne. Men hold dig på den sikre side, når det gælder påklædning. Det er nemmere at afvise en flirt, når man kan sproget. Kommer man ud på landet eller til Nordøstbrasilien skal man være mere påpasselig med påklædningen, dvs. længere kjoler.
Tætpakkede busser kan give problemer. Her risikerer alle kvinder – uanset nationalitet – at blive befamlet. Det bedste råd er her: Råb op!
Medier
Aviser, ugeblade
De fire vigtigste aviser er: Estado de São Paulo og Folha de São Paulo, og i Rio: O Globo og O Dia. Fra São Paulo kommer den bedste finansbusiness-avis: Gazeta Mercantil. Veja er det bedste ugeblad, efterfulgt af Istoé – begge udkommer mandag (søndag til abonnenter). Veja har lokale tillæg i de store byer. Her finder man den mest aktuelle info om gode restauranter, shows, underholdning, events. Desuden er der et hav af lokale specialmagasiner om mode, biler, computere, bodybuilding, frøopdræt etc.
Tv
Rio og de større byer har 7-8 luftbårne tv-kanaler og hundredevis af kabelkanaler. Størst er TV-Globo, med nyheder kl. 13, 20-20.30 og 0.55. Søndag aften-programmet Fantastico, den mest sete udsendelse (mix af nyheder/underholdning). 21.57 søndagens sport med bedste mål fra Brasilien og resten af verden.
SBT er næststørste kanal med tv-avis kl. 19 efterfulgt af Aqui-Agora (Her er Nu), et særpræget og spændende nyhedsprogram med masser af vold, skyderi og krimi-stof. Søndag eftermiddag og aften kører et af Brasiliens populæreste og mest rædselsfulde show, Silvio Santos.
Kanal 3 er normalt videokanal.
Er man plaget af myg, kan man i supermarkeder og på farmácias (apoteker) købe et lille elektrisk myggelys ved navn »Protector«. En lille tablet sættes i apparatet (vask hænder bagefter), der sættes i stikkontakten. Det udvikler en lugt, myggene ikke kan lide, men som ikke generer mennesker. Ekstra tabletter købes under navnet »Refil«. Hver tablet varer otte timer. En anden mulighed er myggebalsam, kaldet repelente. Den fås som spray. »Off« er det mest gængse mærke.
Kommer man ind i landet/ud i naturen, kan man støde på et utal af varianter af stikkende insekter. »Bicho do Pé« – foddyr – er små snyltere, der elsker at grave sig ind i fodsålen eller i negle-mellemrummet på foden. De kan fx bo i snavset sand.
Husk den generelle regel: at lokale sygdomme behandles bedst af lokale læger, eller eventuelt af nogen på hotellet. En person, der har boet på landet, har sandsynligvis god erfaring i at grave et foddyr ud på den rigtige måde – så det ikke spreder sig.
Mål og vægt
Titalssystemet benyttes, og man regner i centimeter og kilo. På torvet bruger man også duzia, dusin, og meia duzia, et halvt dusin. Hér møder man også lote, som betegner en lille bunke, et givent antal, som regel fire, fx æbler, pærer, mandariner eller hvidløg.
Narkotika
Marihuana og kokain er udbredt. Begge dele er forbudt. En vis legalisering er dog kommet de seneste år. Hvis man kun besidder stof til eget forbrug, bliver man ikke straffet. Stoffet bliver konfiskeret, man bliver taget med på stationen. Hvad »eget forbrug« dækker over er et fortolkningsspørgsmål. Lovændringen er blandt andet vedtaget for at bremse korrupte politifolk, der tjener store summer på at afpresse brugerne – herunder turisterne. De vil sikkert stadig prøve det og kan også finde på at plante stoffer på dig. Vil du være på den sikre side, så lad være.
Nødhjælp
Telefonnumre til politi, brandvæsen etc. findes ved alle telefonbokse og hotel-telefoner. De kan variere fra by til by. Mønter ikke nødvendige. Til gengæld er det ikke altid, der svares.
Offentlige hospitaler har skadestuer, pronto socorro, der behandler akut opstået sygdom/ulykker, ofte gratis, men man kan risikere, at der afkræves penge. Kvaliteten er sjældent god.
Private hospitaler har dyre og gerne gode skadestuer. Desuden findes mindre klinikker og tandlægeklinikker med døgnåbent. I mindre byer findes vagthavende læger, medico de plantão. Spørg på et hotel eller apotek (se også under »Forsikringer«, xx).
Personlig hygiejne
»Hvorfor er der så mange gringo’er, der lugter? Tager de ikke bad?«, spørger brasilianere ofte.
Brasilianerne selv tager ofte bad og skifter tøj mange gange om dagen. Selv om man er vant til klimaet, kan det ikke undgås, at man sveder meget. For udlændingen, der kommer fra et koldt til et varmt klima, er det endnu værre. Kroppen stilles på en hård prøve. Man kan ikke selv lugte det, og ofte kan vennerne heller ikke. Til gengæld er brasilianerne meget følsomme over for kropsdufte.
Tag bad og skift tøj så ofte som muligt og brug deodorant, gerne uden parfume og af den type der stopper sveden.
Hygiejnebind, bleer og toiletpapir og tamponer købes i supermarkeder eller på apoteket.
Post
Posthus hedder correio.
Frimærker købes på posthuset, men det er normalt at stemple i stedet. Farvestrålende frimærker kan kun købes på udvalgte posthuse (som regel byens største) i specielle filatelist-sektioner. Rundt om i byerne er opstillet små gule »campingvogne« med en blå stribe. Det er også posthuse. Aflever helst post på posthusene, undgå postkasser.
Luftpost er 3-14 dage undervejs. Det hænder, at breve forsvinder, især fra Europa til Brasilien. Send aldrig rede penge med brev. I halvdelen af tilfældene kommer de ikke frem, uanset hvor godt de er camoufleret.
Pakker sendes i specielle papkasser, der sælges på posthuset. Telegram kan sendes fra alle posthuse. Fax kan sendes fra mange posthuse.
Poste Restante-breve opbevares en måned.
Prisniveau
Brasilien er blevet relativt dyrt. Valutaen er steget kraftigt i forhold til kronen. Den succesrige økonomi har fået alt til at stige. Og i de store byer er priserne nærmest som i Danmark, hvis man går efter kvalitet. Man kan dog stadigt få nogenlunde billig mad, ligesom taxaer - i al fald i Rio - er billigere end i DK. Når man kommer til provinsen, på landet og i mindre byer er prisniveauet betydeligt lavere end i de store byer - det gælder dog ikke de store turiststeder, populære strande.
Prostitution
Prostitution er langt mere udbredt end i Skandinavien og er vel også mere socialt accepteret. Næsten alle brasilianske mænd har erfaringer med »putas« eller »mulheres da noite« (nattens kvinder), som disse selv foretrækker at kalde sig. Prostituerede findes i næsten alle byer og i næsten alle storbyernes kvarterer, selv i pæne beboelsesområder som fx Ipanema og Leblon i Rio.
Købesex fås i alle prislejer, fra omkring 50 kr. og opefter, men turisten bør især for sikkerhedens skyld holde sig i den pæne ende af skalaen, hvor en hel nat koster fra minimum 40-50 dollars.
»Boites« (natklubber/kabareter) og »termas« (saunaer) er de bedste og sikreste steder. Natklubberne ligger gerne i byernes »red light districts« – altså forlystelseskvarterer, i Rio koncentreret omkring Copacabanas »Prado Junior« og ned mod Av. Princesa Isabel.
Barerne/kabareterne byder ofte på shows, der varierer fra fladpandet komik til live-sex.
Rios prostituerede er ikke overdrevent påtrængende; normalt vil de konversere og lade kunden bestemme, om det skal blive til noget. Tag altid en taxa, når du forlader en boite. Nabolaget er som regel belastet. Jo senere, jo værre. Man bliver nemt rullet.
Mange hoteller er ikke begejstrede for prostituerede på værelserne; men de færreste vil forhindre det. Ofte bliver man bedt om at betale ekstra – op til et dobbeltværelses pris. Fornuftige hoteller beder pigen lægge et stykke legitimation i receptionen, som leveres tilbage, når gæsten over telefonen har givet lov til det – for at forhindre tyveri eller ander former for kriminalitet.
På de boites, der præsenterer shows, kan kvinder godt gå med og have det sjovt, hvis de er i et selskab. Men de bør ikke gå alene. Entreen er 50-100 kr. og giver normalt ret til to drinks – uanset om det er whisky eller mineralvand. Vær sikker på, hvad du har betalt for, når du går ind. Pas på de ekstra drinks – de koster nemt det samme som entreen.
Showene begynder først ved 23-tiden eller midnat, og indtil da er barerne ret affolkede.
Termas er elegante saunaklubber for mænd med prostituerede kvinder og bollerum. De har åbent om dagen og frem til en time eller to efter midnat. De ligger spredt ud over byen, også i centrum. Se dagspressen eller turistbrochurer.
Gadeprostitution findes også. I Rio langs Copacabanas Av. Atlântica. Vær opmærksom på transvestitter. Så godt som alle prostituerede, der venter på biler ude i vejsiden, er i virkeligheden særdeles veldrejede mænd. Det kan være svært at se forskel. Kvindelige gadeprostituerede findes især ved de store fortovsbarer i nærheden af Help-diskoteket.
Hiv-procenten er høj blandt prostituerede transvestitter, noget mindre blandt kvindelige prostituerede. Pas under alle omstændigheder på. Brug altid kondom!
Bøsser, transseksuelle og muligvis også lesbiske, har i Rio træfpunkt på barerne i Galleria Alaska, Av. Atlântica 1241.
Mange piger foretrækker at være kæreste med den mandlige turist under hele hans ophold og regner så med et sted at bo, mad på restauranter og gaver. Men når man tager af sted, har hun ikke noget – så giv hende en rundhåndet kontant afskedsgave.
Brasilianske prostituerede har i øvrigt ry for at være de eneste i verden, der kan lide deres métier – en påstand man skal tage med alle mulige forbehold. Bag den omfattende handel med sex gemmer sig ofte fortvivlende sociale forhold. Vær klar over, at prostitutionsmiljøet kan være voldeligt med alfonser/overfaldsmænd ventende i kulissen. Vær meget forsigtig med at tage en prostitueret med hjem i en lejet lejlighed.
Påklædning
Brasilianerne går generelt uformelt klædt, men med omhu. Den skødesløse beklædning er en stil. Visse regler bør overholdes.
Normalt kan man gå i shorts, men det accepteres ikke på officielle kontorer, og det samme gælder mange bedre restauranter. Til gengæld er lårkort ikke nogen hindring for kvinderne. I Nordøstbrasilien, Salvador og især Recife og længere nordpå er beklædningen mere formel. I byen har herrerne lange bukser på. Det samme gælder i Rios centrum. Turisten kan dog tillade sig meget.
Kirker kræver generelt lange bukser, men også her er kvindernes lårkorte som regel ikke noget problem.
Vær opmærksom på aircondition. Specielt i restauranter og biografer. Hvis man er alt for let påklædt, risikerer man en sommerforkølelse. Tag eventuelt en ganske let bluse eller jakke med.
Generelt kan man sige, at brasilianernes påklædning i langt højere grad end den danske udsender signaler om klassetilhørsforhold. Som udlænding dømmes man ikke efter disse signaler; men er man inviteret til fest, er det klogt at tage pænt tøj på. Påklædningen er ofte mere smart og stilfuld, end man skulle forvente. Bemærk, at brasilianerne altid stryger skjorter, bukser, shorts og T-shirts (og i øvrigt også underbukserne). Middelklassen har tjenestefolk til at gøre det.
Udenlandske turister har en forkærlighed for spraglede shorts, der kan købes billigt overalt ved stranden. Det virker så brasiliansk, synes de. Men læg mærke til, hvem det er, der ellers går i de billige blomstrede shorts. Det er de fattige gadehandlere, ofte sorte, der tager sig godt ud med de skrappe farver. Brasilianerne finder de hvide turisters flower-power-glæde urkomisk. Ønsker man at falde ind i stilen, så brug ensfarvede shorts.
Sokker i sandaler er en katastrofe set fra et brasiliansk synspunkt – et signal, der fortæller, at her kommer turisten. Det kan ikke bevises, men formentlig stiger risikoen for at blive snydt eller bestjålet, når man udsender disse typiske turist-signaler.
Rygning
Anti-ryge-bølgen er nu også nået til Brasilien. Rygning er forbudt på offentlige kontorer, i banker og den slags. Som regel også i ventesale. Selv på restauranter og barer kan man blive ramt af rygeforbud. Undertiden med opdeling i ikke-ryger og ryger-sektion. Selv i ikke-ryger-restauranter er der dog en vis tolerance over for trængende rygere. Hvis man appellerer til tjeneren, kan han måske placere en ved et åbent vindue.
Cigaretter købes på de talrige små barer. Man kan få internationale mærker som Marlboro, Camel og John Players. Blandt de lokale mærker anbefales: Carlton, Free, Hollywood, Charm og Minister. Brasiliens gode cigarer købes i specialforretninger. Piberygere bør tage egen tobak med.
Sikkerhed - Om vold og myter
Rio, og delvis Brasilien, har de seneste år fået et forfærdeligt ry som et sted, hvor man knap kan gå på gaden uden at blive overfaldet. Nogle guidebøger indeholder en advarsel om faren for røverier på hveranden side. Hvis det virkelig var så farligt, kunne man lige så godt holde sig hjemme.
Rio er mest farlig dér, hvor turisten aldrig sætter sine ben. De meget omtalte mord finder sted i de enorme slumkvarterer i den nordlige del af byen. Ligesom med New York, der i sin tid havde ry for at være verdens voldeligste storby, slapper mange turister først af, når de ankommer og ser, at det ikke er så slemt.
Bystyret har de seneste ti år arbejdet meget på at forbedre sikkerheden i turistkvartererne. Der er blandt andet kommet lys på strandene om natten, og der er sat særligt politi ind, der kigger efter turisterne. Fornemmelsen er at det har hjulpet meget.
Men som i enhver anden storby skal man passe på. Mange turister lader desværre omtanken ligge derhjemme, når de pakker kufferten. Så:
Lad være med at gå med Rolex-uret – eller Rolex-kopien – på armen. Hav det i lommen, eller køb et billigt plastic-ur til tredive kroner.
Lad være med at gå med smykker på gaden.
Lad være med at gå med tegnebogen i baglommen eller med tasken løst over skulderen. Brug helst pengebælte eller indvendig lomme til større sedler.
Lad være med at gå med kameraet eller videocam’en på maven. Hav det i en taske eller en plasticpose og tag det kun frem, når det skal bruges.
Lad være med at gå rundt med samtlige penge, rejsechecks, pas etc. Tag kun det nødvendige med, eventuelt en fotokopi af passet.
Lad være med at tage kamera med på stranden. Der kommer sand i det, og kameraet er nemt at fjerne, mens du går i vandet. Hvis du vil fotografere badeskønheder, så gå på stranden kun for at fotografere.
Hvis økonomien rækker, så tag taxa og ikke busser. Det sparer også tid. Bybusser er – hvad en dansker kan have svært ved at forstå – ikke 100% sikre. Medpassagerer griber ikke ind ved rapserier eller overfald.
Lad være med at gå hjem, når du skal tilbage til hotellet efter en glad aften, specielt efter besøg på cabareter eller natklubber, og specielt hvis du har fået en tår over tørsten. Tag taxa – selv hvis der kun er tale om en gåtur på nogle få gader.
Og så til sidst: Skulle uheldet være ude, så lad være med at spille helt! At blive overfaldet er vanvittig ubehageligt, men vær klar over, at røveren eller røverne gerne er lige så nervøse som offeret. En pludselig reaktion kan kun forværre situationen. Læg mærke til, at turister så godt som aldrig fysisk kommer noget til, og at det kun sker, når de reagerer.
En af forfatterens kolleger, en amerikansk fotograf, der har boet i Rio i over 20 år, og som næsten altid går rundt med sit store dyre kamera over skulderen, siger, at han har udviklet en særlig teknik: »Bliver jeg utryg ved nogen, stirrer jeg dem fast i øjnene – og der er aldrig sket mig noget.«
Skik og brug
Brasilianerne er mere kropslige end nordeuropæere. Når man mødes, hilses hele vejen rundt efter følgende ritual: Kvinder kysser både mænd og andre kvinder et par gange på kinden (venstre side først), mænd står og klapper hinanden på ryggen, på armene eller sågar på maven. Ritualet, der nemt varer to-tre minutter (ofte mere), gentages, når man siger farvel, også selv om mødet kun har varet fem minutter.
Punktlighed er ikke en brasiliansk dyd, og man sparer sig selv for mange raseriophobninger, hvis man gør sig det klart fra begyndelsen. At komme en halv til en hel time for sent til et aftalt møde er mere reglen end undtagelsen. Og venter man gæster i sit hjem (eller på hotelværelset), er forsinkelser på to-tre timer ganske normalt.
Den forretningsrejsende skal dog holde sine aftaler, for en sikkerheds skyld, selv om en margin på 10-20 minutter normalt accepteres.
Brasilien er fuld af dumt, tidkrævende bureaukrati og stive regler, og lige så fuld af god vilje til at smutte udenom. »Da um jeito«, find en udvej, er en typisk talemåde, der appellerer til fx dørmandens gode vilje, eventuelt i forbindelse med en lille bestikkelse.
Solbeskyttelse
Pas på solen. Den er ufattelig stærk. Hvert år flyves turister hjem med anden- og tredjegradsforbrændinger, fordi de faldt i søvn på stranden. For en vinterhvid dansker vil blot en halv time på en brasiliansk strand være nok til en kraftig solskoldning.
Løsningen er solcreme. Mange brasilianske dermatologer anbefaler mærket »Sundown«, der fås med beskyttelsesfaktor op til 45. Normalt vil faktor 15 eller 30 være den rette begyndercreme. Det betyder, at man kan være i solen 15-30 gange længere, end hvis man ikke brugte nogen creme.
Køb den type, der ikke går af, når man bader, »não sai na agua«. Hvis man bader/svømmer 10-15 minutter, er det imidlertid klogt at smøre sig ind igen, mest på udsatte steder som skuldre og ansigt. Spar ikke på cremen, brug rigeligt.
Begynd med en høj faktor og trap så ned efterhånden. Brug eventuelt højere faktor på næsen. Brug også creme på gadeture. Husk også at smøre de bare fødder i sandalerne ind.
Man kommer ikke i sikkerhed for solen ved at kravle ind under en parasol! Den tager under 50% – ofte kun 10% – af strålerne. Også i overskyet vejr kan den hvide skandinav blive forbrændt i løbet af en time.
En speciel advarsel gælder kombinationen sol og citron. Intet er lækrere end at spise friskstegt fisk eller stegte rejer på stranden. Men pas på, at saften fra citronen ikke drypper på huden og vask det straks af, hvis det sker. Sol med citronsaft giver grimme mærker på huden, og de er måneder om at forsvinde.
Sygdom
Sundhedsvæsenet har en privat og en offentlig sektor. Efter skandinaviske forhold er de offentlige hospitaler generelt af ringe kvalitet, oftest uden engelsktalende læger (se også »Nødhjælp«.
De private klinikker og hospitaler er til gengæld af høj kvalitet. Men husk, at der betales på stedet. Så hav et kreditkort med. Det nytter ikke at vise sit sygesikringskort (se »Forsikring«.
Bliver man akut syg og indlagt på offentligt hospital, bør man ved første bedring søge at blive overflyttet til et privat hospital.
Store hoteller har ofte tilknyttet en læge. Mindre hoteller vil sikkert kunne henvise til en. Ellers brug en telefonbog. Se under »Medicos« (læger) eller »Clinicas« (klinikker). Privathospitalernes skadestuer er gode og åbne døgnet rundt.
Turistens hyppigste problemer er solskoldning og maveonde. Ved alvorlig solskoldning med feber og ondt i hovedet skal man søge læge. Mod tynd mave er mange bananer en god kur. Æbler og yoghurt naturel hjælper også. Maveproblemer kommer ofte fra salatdressinger – fra bakterier i spiseolien. Har man tendens til turistmave, så undgå olien.
Mælken fra friske kokosnødder har den rette salt-sukker-balance og indeholder mange vitaminer. Det er derfor den ideelle drik til at erstatte den væske, man mister ved kraftig diarré.
Bliver man ramt af mystiske sygdomme eller brugt som bolig af mærkelige insekter under rejser i det indre af landet, gør man klogt i at opsøge en lokal læge. Han vil have langt lettere ved at stille den rette diagnose end en by-læge eller en læge i Danmark.
Kokos-vand
Vandet fra grønne kokosnødder siges at indeholde den perfekte blanding af væske, salt, sukker og mineraler til at rette op på væskebalancen efter en diarré.
Telefon
Telefonsystemet fungerer rimelig godt. På de internationale centraler tales engelsk, ellers kun portugisisk.
Vælger man at ringe fra hotellet, er det klogt at undersøge hotellets takst inden. Ofte er den dobbelt så høj som fra gadetelefoner.
Til at ringe indenbys fra gadetelefoner bruges et telefonkort (cartão telefonica eller cartão de telefone), som købes i bladkiosker. Til udenbys samtaler bruges særlige kort, mærket »DDD«, der er meget dyrere.
Ved udenbys samtaler skal man vælge en såkaldt operadora – det vil sige det selskab, som skal fakturere ens samtale. Man gør det ved at trykke fx 011 eller 021 eller 031. Når man har valgt operatør, trykker man områdenummeret – men uden 0 foran. Et opkald fra Rio til São Paulo bliver altså fx: 011 (operatør) 11 (SP) 5555 5555 nummeret. Eller 021 11 5555 5555.
Ønsker man fred og ro, kan man bruge en såkaldt »Posto Telefônico« – et slags telefonhus – kendeligt på et skilt med et telefon-logo. I de store byer er der mange af dem, og selv de mindste små byer har et.
Særlige kort til udlandskald er ved at dukke op. Kort hvor man kan ringe til Danmark for en-to kroner i minuttet fra en fastnettelefon. Men de er svære at finde. Det bedste råd er nok at spørge unge rygsækrejsende eller på rygsækhoteller. Det er der, man ved den slags. Formentlig findes der også cafeer hvor man kan »skype« – altså tale i telefon internationalt via computer og internet. Ellers kommer det givetvis inden længe. Brasilianerne er hurtige til at tage ny teknologi til sig.
Også i Brasilien er mobiltelefoner almindelige. Man kan godt bruge sin danske telefon. Men minuttaksten ligger på 12-20 kroner. Man kan evt. købe en brasiliansk mobiltelefon med taletidskort. Den koster 300-400 kroner. Eller man kan købe et lokalt sim-kort og sætte i sin danske mobiltelefon. Det koster ca. 100 kroner. Med taletidskort koster det 1-2 kr. i minuttet.
International oplysning tlf. 000 333
Telegrammer: indland/udland tlf. 135
Fra Brasilien
Til Danmark 0045 + abonnentnr.
Til Norge 0047 + abonnentnr.
Danmark Direkte/Norge Direkte, modtageren betaler, direkte kontakt til telefonvæsenet:
Danmark Direkte 00080 45
Norge Direkte 00080 47
I stedet for at ringe modtageren betaler - tast 000 111 og tal med den internationale operatør, der altid taler engelsk. Fra lokal-telefonbokse tastes 107, hvorefter man beder om telefonista internaçional.
Til Brasilien
Fra Danmark 0055 + område- og abonnentnr.
Fra Norge 09555 + område- og abonnentnr.
Tidszoner
Brasilien har fire tidszoner. Øen Fernando Noronha i Atlanten er tre timer efter Danmark. Kystregionen til og med Brasilia er fire timer efter Danmark. Manaus er fem timer efter. Delstaten Acre er seks timer efter.
Brasiliens sommertid går fra tredje søndag i oktober til sidste søndag i februar. Danmark har sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag oktober. Tidsforskellen skifter altså på søndage. De
t giver groft taget følgende resultat:
Jan.-feb. 3 timers forskel
Mar. 4 timers forskel
Apr.-sep. 5 timers forskel
3 uger af okt. 4 timers forskel
Ultimo okt.-dec. 3 timers forskel
I Manaus er forskellen en time større. I Acre og Boa Vista (Roraima) to timer større.
Tiggere
Brasilien har mange tiggere, blandt dem mange børn. Vi er ikke vant til tiggere og har svært ved at afgøre, om vi skal give eller ej.
En praktisk løsning på situationen er altid at have sine småpenge løst i en lomme. Hvis nogen spørger, eller man får lyst til at give, er det let at få pengene frem, og man bestemmer selv, om man vil give hurtigt, eller om man ønsker mere kontakt. Der er ingen grund til at skjule, at man giver. I Brasilien er det ikke nogen skam at være fattig. Og det er heller ingen skam at være turist med penge. Det er heller ikke usselt at give det, der svarer til 50 øre eller en krone. Giv ikke fem eller ti kroner. Det er en fornærmelse over for dem, der arbejder otte timer for at tjene 25-30 kr.
I supermarkederne vil man tit opleve børn, der beder én om at købe et kilo sukker, ris eller makaroni: Overvej at gøre det, en sulten familie venter derhjemme.
Toiletter
Går man på gaden, er større, halvbillige restauranter den bedste løsning, eller brug McDonald’s eller lignende fastfood-kæder. Mændene kan tisse på gadebarernes toiletter – kvinder har næppe lyst til at sætte sig. Man kan også snige sig ind i en hotelfoyer.
Offentlige toiletter findes stort set ikke, og de færreste forretninger bryder sig om tissende turister.
Åbningstider
Forretninger: De fleste åbner kl. 8 og lukker ved 19-20 tiden. Mange supermarkeder lukker senere, enkelte store først kl. 22. Mange har åbent om søndagen. Mandag åbner nogle supermarkeder først kl. 14
Banker: 11-16.30
Posthuse: Åbningstiden varierer, men er generelt 9-18 på hvd., lø. 9-13. Enkelte har længere åbent. Døgnåbent kun i de internationale lufthavne i Rio og São Paulo.
Indenrigstrafik
Brasilien har fået sine egne lavprisselskaber: Gol, B.R.A., Nacional, ViaBrasil og Fly. Ligesom med de europæiske lavprisselskaber skal man bestille i god tid for at sikre sig de billige billetter.
Med bus
Brasilien har et omfattende net af billige, pålidelige og komfortable indenrigsbusser. Busserne går som regel på minuttet og er normalt præcise. Afgang i alle byer fra busstationen, rodoviaria.
Brasilien er et enormt land, og har man tid, er bussen en god måde at lære landet at kende på. Man oplever landskabets skiften, og man kan få brasilianske venner.
I almindelige busser er der kneben benplads for danskere af normalstørrelsen. For den dobbelte pris fås leitos, busser med langt bedre plads og med mulighed for at slå sædet næsten helt ned, når man skal sove. En ret behagelig rejseform.
Der stoppes med mellemrum på ca. 2-3 timer ved rastepladser med tid til at spise en sandwich. På de lange stræk afsættes tid til at spise frokost eller middag på rasteplads-restauranterne. Bemærk, at bussen kører, når chaufførerne er færdige. Er du i tvivl om, hvor lang pausen er, så spørg chaufføren, og forklar ham, at han ikke skal køre uden dig.
Alle pladser er nummererede, begyndende forrest i bussen og med alle ulige numre til højre og lige numre til venstre i kørselsretningen. Man kan bede om bestemte numre ved billetkøb.
Alle busser har wc om bord, ofte bag i bussen. På de lange ture kan lugten blive slem, prøv derfor at få en plads forrest i bussen (plads 1-20). Plads 1-4 har fin udsigt, fordi man kan se gennem forruden. Men det er også langt de farligste pladser, hvis uheldet skulle være ude.
Billetter købes normalt på busstationen. Visse store busselskaber har dog kontorer i de store byer, først og fremmest Itapimirim.
Til de lange ture kan det betale sig at købe billet på forhånd, især til weekenden, en helligdag eller i den lokale feriesæson. Forsalget starter en uge før. Kan man ikke få billet til en mindre by, så tag til nærmeste større by og videre derfra med en af de mange lokale busser.
Busser, der krydser mellem to delstater, skal efter loven have en passagerliste. Ved køb af billet får man en blanket udleveret. Udfyld den på forhånd.
Større stykker bagage anbringes i bussens bagagerum. Systemet er meget sikkert, med bagagebilletter og grundig kontrol. Værdigenstande tages med ind i bussen. Tag dem med under ophold på rasteplads.
Med tog
Jernbaner er der ikke mange af. De, der findes, er af ældre dato og som regel bygget med henblik på godstransport. Landet har ikke et sammenhængende jernbanenet til passagertransport. Fra Recife er der linjer til Maceio, Paraiba, Natal og Rio Branco.
Bilist i Brasilien
Det er blevet billigere at leje bil i Brasilien de senere år. Hos de store selskaber koster den mindste bil med aircondition omkring 100 reais for en dag, mens mindre selskaber har priser ned til 50-60 reais.
Internationalt kørekort (fås hos politiet i Danmark) er det sikreste, men ifølge de internationale regler skal politiet anerkende ens danske kort – hvis de kan genkende det som et kørekort. Man skal altid medføre bilens papirer, et lille grønt kort ved navn »DUT«. Det gælder et år. Kør aldrig med for gamle papirer. Det giver mange problemer.
Lejet bil
En bil giver mulighed for at se sider af Brasilien, som det vil være vanskeligt at opleve på anden måde. Når man kører, vil man ofte opleve, at landskabet skifter med 50 kilometers mellemrum fra det ene fantastiske sceneri til det andet (ang. priser se »Bilist i Brasilien«, ovenfor).
Vejene fra Rio op langs kysten til Nordøstbrasilien og ned til Florianopolis kan anbefales. Det samme gælder det indre af São Paulo og det historiske område i Minas Gerais. Derimod bliver landskabet mere kedeligt/ensformigt, når man kommer ind i landet, fx spændende indtil Belo Horizonte fra Rio eller São Paulo, derefter ensformigt på vej mod Brasilia. Det samme gælder det indre flade land i Sydbrasilien og i dele af Sertãoen i nordøst. Det er dog farligt at generalisere.
»Quatro Rodas« har forslag til smukke køreruter.
Vejnettets kvalitet svinger fra område til område og fra år til år. De vigtigste veje er farbare og delvis af meget høj kvalitet, især i de rige regioner. Og afmærkningen er fin. Om natten kan man stole på overhalingsstriberne, og på at skilte advarer om farlige sving. Man kan dog komme ud for veje, der, især om natten, er rene dødsfælder. Uden striber og uden skiltning. Trafikken er tung med mange lastbiler og busser.
De fleste brasilianske mænd kører som 18-21-årige mænd hjemme: godt, men alt for vildt. Man tager ikke kørebanen så alvorligt. Man snor sig, men tager samtidig hensyn til hinanden. Trafiklys respekteres ikke altid. Er der ingen tværgående trafik, kører man over. Især om natten, hvor man skal se sig for, selv ved grønt lys og især fra en lille vej over en stor.
Fodgængere er fredløse, og man tager ikke hensyn til dem ved højresving. De har blot at komme af vejen.
På landevejen er det normalt at give plads til dem, der er ivrige efter at overhale. Lastbiler blinker til højre, hvis de mener, der er fri bane for overhaling (men døm selv), og blinker til venstre, hvis der kommer modkørende. Man kvitterer for venligheden med et dyt, når man passerer.
Hastighedsgrænser
Maksimumhastigheden er overalt 80 km/time; men i Brasilien er de fleste færdselslove mere teori end praksis (det vil man forstå, når man ser politibiler og bybusser køre uden lys på om natten), og uden for byerne kører alle hurtigere.
Promillegrænse
Ifølge loven er grænsen 0; Og en ny lov ”tolerancia zero” – nul-tolerance – betyder at de ellers respektløse brasilianere er begyndt at overholde loven. De kan nemlig miste kørekortet hvis de bliver taget, For få år siden var byerne proppet med fulde bilister i aften/natte-timerne. Fohåbentlig er det slut nu.
Service
Bemærk, at brasilianske autoværksteder normalt er specialiserede:
Borracheiro: reparerer/udskifter dæk
Silencioso: reparerer/udskifter udstødningsrør
Amortecedor: reparerer/udskifter støddæmpere
Eletricista: autoelektriker
Mecanico geral: reparerer motorproblemer
Lanternagem: udfører pladearbejde
Sikkerhedsudstyr
Alle biler skal have en funktionsduelig brandslukker samt en advarselstrekant, som skal benyttes, hvis der sker et uheld. Kører man – fx ved Foz do Iguaçu – over til Paraguay, skal bilen have to advarselstrekanter med!!! Sikkerhedssele er påbudt overalt.
Overnatning
Hoteller I Brasilien findes hoteller i alle kvaliteter og på alle prisniveauer. Man kan bo på hotel for mellem 25 kr. og 5-10.000 kr. for en nat.
Turistmyndighederne tildeler hvert år hotellerne et antal stjerner. Mange hoteller tilbyder de såkaldte »apartamentos« – små lejligheder, der ud over et soveværelse indeholder en lille stue og et tekøkken. Det er ikke meget dyrere end et dobbeltværelse, og man kan få redt op til tre voksne eller to voksne og to børn. Hvis tre voksne sover i samme apartamento, lægges gerne 25% på prisen.
Hotellerne i denne bog er delt op efter en blanding af pris og kvalitet. Sammenlignet med Europa og USA er brasilianske hoteller billige. Det afhænger dog af dollarkursen og andre konjunkturer, der i Brasilien kan skifte fra måned til måned. Så med forbehold for ændringer er priserne for et dobbeltværelse følgende:
***** vil i Rio og São Paulo nemt koste 1000-2000 kr., mens de dyreste hoteller andre steder i Brasilien som Salvador, Recife eller Manaus sjældent koster mere end 1000 kr.
**** vil i Rio-São Paulo betyde priser på 6-700 kr.
*** omkring 3-400 kr.
* omkring 150 kr.
I Nordøstbrasilien kan man trække ca. 25-30% fra. Bortset fra de hotte turistområder.
I højsæsonen, især under karnevallet, må man påregne noget højere priser – op til 50-75% oveni.
Allerdyrest er feriebyerne langs kysten, hvor de velhavende brasilianere holder til. Man betaler nemt 1500-2000 kr. for de gode steder i højsæsonen, ultimo dec.-feb. Men udbuddet er altid stort. Selv de mest fashionable steder findes mindre pousadas og privatpersoner, der lejer små værelser ud. Her råder markedskræfterne.
Bestil altid hotel i forvejen
Gode rejsebureauer kan skaffe rabat på 20-50% i forhold til listeprisen. Det gælder især de dyre hoteller – og ikke under karneval og i nytåret. Når man først møder op ved hotellet, er det sværere at prutte prisen ned. Men prøv! Uden for højsæsonen bør man betragte prisen ved skranken som udgangspunkt for en forhandling. I kategori * er det svært at få prisen længere ned. Men under alle omstændigheder er det en fordel at forhandle pris, før man ankommer. Eller prøv www.hotels.com
Planlæg derfor rejsen så grundigt som muligt. Hotel i Rio bør bestilles allerede fra Danmark, hvis Rio er første stop. Brug et rejsebureau i Danmark. De kan ofte få favorable priser hos deres faste hoteller.
Hoteller andre steder i Brasilien kan bestilles hjemmefra eller gennem rejsebureauer i Rio. Bed om at få flere tilbud. Som regel hænger pris og kvalitet sammen, men rejsebureauet ønsker naturligvis at sælge kunden den bedste (og dyreste) kvalitet.
Som regel skal der betales mindst en dags ophold på forskud (og ofte hele opholdet) som garanti mod, at kunden ikke møder op (»no show«).
Pousadaer
Uden for de store byer findes ofte de såkaldte pousadaer. En slags små, kroagtige indkvarteringer, der typisk drives af en enkelt familie, så betjeningen er mere personlig, og maden er, som vor mor ville have lavet den, hvis hun var brasilianer.
Lejligheder
I de store byer kan man leje møblerede lejligheder for mindst en uge ad gangen. Priserne varierer i forhold til størrelse, beliggenhed og tidspunkt. En lejlighed, hvor seks personer kan klemme sig sammen, kan lejes for ca. 2500-4500 kr. om ugen. I karnevalstiden tre-firedobles priserne.
Aparthoteller
I Rio og São Paulo er der kommet flere og flere »flatservices« eller »aparthoteller« – dvs. hotellejligheder: en slags hotel, hvor man har sin egen lejlighed, men med stuepige og vaskeservice. Bruges ofte af forretningsfolk, der har brug for at bo i et par måneder. De største lejligheder har stue og to værelser, og hvis mange personer klemmer sig sammen, kan man spare penge. Som regel må man være op til seks i de største lejligheder.
Moteller
Moteller findes ved indkørselsvejene til langt de fleste lidt større byer. Men motelværelserne med spejle i loftet og hjerteformede eller runde senge er beregnet for husvilde elskende og ikke til at sove i.
Vandrerhjem
Vandrerhjem, »albergue«, er ved at blive mere og mere almindelige i Brasilien. Hvert eneste år kommer nye til. Ofte er de primitive, man sover ofte på flersengs stuer, men priserne er lave – på niveau med de billigste og skumleste hoteller -- stemningen god og man møder mange unge.
Camping
Camping organiseres i Brasilien af Camping Clube do Brasil, der er medlem af Den Internationale Camping Føderation.
Campingpladser findes omkring alle turistbyer, men de ligger tit et godt stykke ude. Som regel er det nødvendigt at være i bil. Kvaliteten varierer kraftigt. Oversigt over campingpladserne findes i guiden »Quatro Rodas Camping«, der kan købes hos boghandlere og i større bladkiosker.
Mad og drikke
Ang. det brasilianske køkken, se afsnit om »Madkultur«, og temaet »Brasiliens bedste mad«
På restaurant
Man får en tjeners opmærksomhed med et højlydt »Psssst«. Regningen skal man altid bede om selv. Det bliver betragtet som uhøfligt, hvis tjeneren selv kommer med den.
Spisekortet, o cardapio, kan betragtes som et idékatalog. Synes man, at en bestemt bøf kunne trænge til en omgang olieristede hvidløg (alho-oleo), stegte løg eller et lag ost, så spørg tjeneren, om det kan lade sig gøre. Det kan det som regel. Men ikke på femstjernede franske restauranter.
Ofte serveres først en såkaldt couvert (et par skiver pølse, oliven, lidt paté, syltede grøntsager, smør og brød), der kan tage toppen af sulten eller fungere som appetitvækker. Det er billigt. Er man på sparebudget, skal man sige nej tak, når det bliver stillet på bordet.
På de fleste restauranter er portionerne så store, at to personer let bliver mætte af én. Og de fleste steder er det helt i orden, at to gæster deler en portion, eller tre gæster deler to. Spørg eventuelt tjeneren: »Da para dois?« (Er det nok til to?). På de fineste restauranter er portionerne normalt beregnet til én person.
Kontroller regningen, a conta, omhyggeligt. Der er ofte fejl på – tilsyneladende mest af skødesløshed. Ofte er det restauranten, der snyder sig selv. Fejl rettes normalt med et smil og en undskyldning. Så vær ikke aggressiv, hvis du i øvrigt er blevet behandlet pænt.
Churrascaria
Churrasco er grillstegt kød, og churrascaria er restauranter med speciale i grillstegt kød. Alle ikke-vegetariske turister bør besøge et churrascaria mindst én gang. Her oplever man den ægte, uforfalskede kødglæde.
Der er to slags churrascariaer:
Det almindelige sælger slet og ret grillretter fra et menukort. Det betaler sig at holde sig til de simple bøffer (fx picanha) med tilbehør frem for at eksperimentere med forskellige grillspyd (espetos). Man kan også få fisk eller omelet.
Det andet, rodizio, kan beskrives som et »kødtempel«. Udtrykket er passende. Tjenerne vandrer rundt med forskellige slags kød på store spyd, og man får hele tiden tilbudt et par skiver. Alt fra kyllingehjerter og -lever til grillstegt skinke og seks forskellige slags oksekød. Kødet hober sig hurtigt op på ens tallerken. Tag den med ro. Hvis man synes, der er nok på ens tallerken, vifter man blot tjeneren af med en finger. De kommer igen og igen, til man ikke kan få en bid mere ned. Sørg altid for at være skrupsulten inden måltidet. Man betaler en enhedspris for at deltage i »orgiet«. For pengene får man også pommes frites, farofa, og fri adgang til et stort salatbord, der normalt vil kunne tilfredsstille en vegetar. Rodizio hvor der også er sushi og fiskeretter på buffetbordet, bliver mere og mere almindelige.
Botequim
På hvert andet gadehjørne ligger små barer/cafeteriaer, hvor man som regel står op: botequim. Det er her, brasilianerne indtager deres uundværlige cafezinho’er (en lille sød kop kaffe) og deres uendelige mængder chopp (fadøl). På de fleste botequims skal man i princippet først betale ved kassen, hvorefter man afleverer sin bestilling og kassebonen til tjeneren.
Botequims har et stort udvalg af små ostebrød, arabiske kødkugler eller empanadas med indbagt ost, kylling eller kød, misto quente (parisertoast) og churrascinho, en lille friskstegt oksebøf der lægges ind i et stykke brød evt. com quiejo (med ost).
Ved frokosttid serverer mange billig frokost, som regel dagens ret, der kaldes PF (pe efe), hvilket står for prato feito (færdigret). Her er der grund til at være på vagt. Pas især på frisk salat og friske grøntsager. Måske er de ikke vasket grundigt, og så er der risiko for hepatitis/gulsot.
Nogle botequims har pastel, et friturestegt, luftigt brød med lidt fyld lavet på stedet. En delikatesse. Lige når de kommer op af olien, er de ætsende varme. Pas på.
Drikkevarer
Med temperaturer på 35-400 skal man drikke mange liter om dagen. Husk, øl tærer på væskebalancen. Sørg for at drikke meget vand, juice, sodavand etc.
Drik ikke vand fra hanen. Normalt er det ikke smittefarligt, men så fyldt med klor og andet skidt, at det er nærmest udrikkeligt. I private hjem har man filtre til at tage den værste smag. I mange store forretninger, banker, museer og biograffoyerer finder man drikkeautomater med koldt vand, som kan drikkes.
Om sommeren, hvor presset på vandforsyningen er stort og rensningen og kloringen derfor mere lemfældig, skal man forsøge at holde sig til mineralvand, som fås med brus i glasflasker og uden brus i blå plasticflasker. Og i små plastickopper.
Kaffen er som regel rædselsfuld. Især den man får på barer og botequim’er. Formentlig er det derfor, næsten alle brasilianere pøser sukker eller sødemiddel i. Kaffen drikkes normalt af små bitte kopper – cafezinho. Hvis man vil have en større mængde, kan man bede om um copo (et glas), eventuelt com leite – med mælk. Espresso i italiensk stil er blevet mere almindeligt de seneste år, fx i shoppingcentre. Den er god.
Brasilianerne drikker store mængder øl. Oftest i form af chopp, fadøl, der drikkes iskoldt. Man lader gladeligt tjeneren fjerne et halvt glas øl, hvis det er blevet kælderkoldt i varmen. Chopp er ikke godt øl i dansk forstand, men dejligt når det drikkes koldt. Flaskeøl/dåseøl – cerveja – er generelt af lidt bedre kvalitet. De gængse mærker er Antarctica og Brahma. De bedste øl er Cerpa og Cerma, eksportøl der fremstilles i Amazon-området. De kommer oftest i små flasker, men er sjældne. En anden god og sjælden øl er Bohemia fra Petropolis.
Soft drinks
Guaraná er en speciel brasiliansk sodavand, fremstillet på basis af guaraná-planten fra Amazonas, der er kendt for sin opkvikkende virkning. Guaraná Antarctica er den bedste.
Juice/suco: Brasilien er velsignet med et væld af tropiske frugter, der bl.a. bruges til juice. På næsten enhver botequim kan man få friskpresset appelsinjuice (suco de laranja). Der hældes automatisk sukker i alle juicer/safter, så husk at sige: »sem açucar«, hvis du ikke ønsker dette.
I de seneste år er et væld af saftbarer skudt op. De bugner af friske og farverige frugter. Saft er godt til at klare sig igennem en varm dag. Prøv fx acerola – 10 gange så meget C-vitamin som i appelsin – eller caju, saft af frugten, som cajunødden (cashewnødden) sidder på .
En specialitet på saftbarerne er vitaminas, hvor frugten (ofte flere forskellige slags) mikses med kold mælk og fintmalede havregryn. En både sund og nærende drik. Hvis man ikke har appetit i løbet af en lang, varm dag, er »sucos« og »vitaminas« godt at ernære sig på, og de holder væskebalancen i orden. Vitaminas fås også på de fleste botequim’er.
Øl og lime
Vidste du, at et skvæt grøn lime i et glas øl giver en dejlig frisk smag, der får øllet til at smage endnu bedre, når temperaturen er oppe på 350?
Vin
De bedste restauranter har både fransk, tysk og italiensk vin på kortet, men de er dyre. Prøv i stedet en lokal latinamerikansk vin. Det vil sige en brasiliansk vin eller en vin fra enten Argentina eller Chile, to gode vinlande.
Som tommelfingerregel er de brasilianske hvidvine bedre end rødvinene, mens det modsatte gælder for argentinsk og chilensk vin.
Cachaça og caipirinha
Brasiliens lokale snaps hedder cachaça eller pinga. Den er fremstillet af sukkerrør og findes i et væld af forskellige kvaliteter. Gode pinga’er købes i specialforretninger eller ude på landet og drikkes rent i små glas, mens industri-cachaçaerne er gode til caipirinha, næsten alle turisters foretrukne drink, eller batidas – cachaça blandet med frugtsaft.
Caipirinha består af is, lime, cachaça og sukker, der serveres i vandglas. Der er intet andet i, hvilket betyder, at alt det flydende er hård spiritus og smeltevand fra isen. En caipirinha svarer skønsmæssigt til 3-4 genstande, alt efter størrelsen. Den smager som en pikant saftevand. Brasilianerne drikker en enkelt som aperitif, mens mange turister bliver ved, indtil det går op for dem, at de er vaklende berusede.
De fineste brasilianske cachaçaer kan man smage på »Academia de Cachaça« i Rio, Rua Conde Bernadotte 26 i Leblon. De bedste er, i princippet, lige så fine som en god cognac.
Importeret spiritus
Importeret spiritus er dyr i Brasilien. En del produceres lokalt, blandt andet vodka og campari. Der findes også brasiliansk whisky, der reklamerer med at være produceret med skotsk knowhow. På barer og natklubber kan man få en flaske på bordet forsynet med målebånd, så man kan se, hvor meget man drikker.
Underholdning
Biografer Alle film i biografer vises på originalsproget med portugisiske undertekster. I tv er 98% af filmene synkroniseret med portugisisk tale.
Teatre
Rio og São Paulo har et væld af teatre. Forestillingen starter normalt ved 21-tiden. Køb billet i forvejen.
Diskoteker findes over hele verden, og i Brasilien er de hverken værre eller bedre end andre steder. Gafieira er til gengæld en unik brasiliansk oplevelse: gammeldags pardans med stort orkester, hvor folk næsten kun kommer for at danse, og hvor især de kvindelige turister vil have chance for at danse med de lokale mænd. Nordøstbrasilien har lignende dansesteder med den såkaldte dans/musik-forro. Også Rio-São Paulo har forro-dansesteder, der frekventeres af de ofte fattige nordøstbrasilianere.
Musik
Brasilien har en af verdens frodigste musikkulturer. Ved at studere avisernes og ikke mindst bladet Veja’s lokaludgaver, vil man kunne finde store oplevelser. De kendteste navne er nævnt i ’Bag Om’ afsnittet og forneden under musikindkøb. Med mindre kendte navne må man prøve at kigge på genrebetegnelsen, samba, bossanova, forró (nordøstbrasiliansk harmonika-musik), axé (afrikansk inspireret bahia-musik), rap, rock, heavy metal etc. – og i øvrigt spørge sig frem.
På langt de fleste spillesteder sidder man ved borde, og man kan bestille mad og drikke i pauserne. En ”couvert” er prisen for en enkelt plads – som regel ved et firemandbord. Mesa er prisen for et helt bord med fire pladser. Undertiden vil der også stå angivet ”consomacão minima” med en pris, f.eks. 25 reais – hvilket betyder at man mindst skal købe drikkevarer eller mad for dette beløb.
Storbyerne har koncertsale, hvor de store navne ofte optræder flere uger i træk. Også her sider man som regel ved borde, hvor man spiser og drikker.
Om søndagen vil man ikke sjældent kunne finde gratis koncerter på stranden eller i parker.
Indkøb
Med de forbehold, der blev taget under afsnittet om priser : Regnet efter vore indtægter er Brasilien et billigt land og vareudbuddet stort. Sommertøj, sko, cd’er, kunsthåndværk, tekstiler og halvædelsten er blandt de mest populære køb.
Det meste er fremstillet i Brasilien, og kvaliteten skifter. Hovedreglen er, at der faktisk er en sammenhæng mellem pris og kvalitet, i hvert fald i forretningerne. På gademarkederne skal man være forsigtig. Prøv altid at regne om i danske penge. Hvis fx en T-shirt koster det samme, som den ville koste derhjemme, så er den alt for dyr. På markederne kan man prutte om prisen; men lad være at overdrive. Det er ikke et tyrkisk tæppemarked. Se også under de enkelte byers/områders »Praktiske oplysninger«.
Shoppingcentre
I de store centre kan man købe næsten alt, og hvis man har tænkt sig at ordne alle indkøb på en hel eller halv dag, er de sagen.
Brasilianerne elsker deres shoppingcentre, fordi de har parkeringsplads og aircondition. Sidstnævnte er vigtigt. At købe gaver til dem derhjemme er anstrengende nok, og det er uudholdeligt, hvis man i timevis skal vandre fra butik til butik i 35 graders varme.
Tøj
Tøj findes i alle priser og kvaliteter. Forretningerne kan vurderes ligesom hjemme. Er det en modebutik, er varerne gerne dyrere, men det er ikke svært at finde gode tilbud.
Sommerkjoler, silkebluser, shorts, bikinier og badedragter er de bedste tilbud til kvinderne.
i bomuld, viskose eller silke og sommer-jakkesæt (fx af hørlærred) er de bedste tilbud til mændene.
Kjolestoffer m.v.: Stof som silke, viskose, fint hørlærred osv. er billigere end i Danmark.
Sko
Gode, solide herresko er som regel et godt køb. Også her gælder, at pris og kvalitet normalt hænger sammen. Et par pæne, solide hyttesko kan fås for 4000 kr. Et par gode sejlersko, docksides, for 500 kr. og et par solide kontorsko for 600-700 kr. Skonumrene er gerne et nummer mindre end hjemme. DK-størr. 42 svarer til 41 i Brasilien etc. Tennis- og sportssko kan undertiden købes til favorable priser, men regn om i kroner først; sommetider er de hvinende dyre.
Klassiske damesko er et godt køb. Men se godt efter, om det er plastic.
Cd’er
Cd’er kan fås ned til ca. 30 kr. Prøv fx supermarkedskæden Lojas Americanas – eller andre store supermarkeder. De har ofte tilbud på god musik. I almindelige musikforretninger koster cd’erne op til 100-120 kr. – men er ofte billigere. Mange internationale titler fås inden for rock, jazz og klassisk, men det kan anbefales at tage musik af lokale kunstnere med hjem – også som gaver til musikinteresserede venner. Brasilien har en formidabel musikkultur, og hjemme fås cd’erne normalt kun i specialimport til høje priser.
Navne som Gilberto Gil, Milton Nascimento og Egberto Gismonti er allerede kendte i Danmark. Men læg også mærke til sangerinderne Gal Costa og Elis Regina og singer-songwriterne Caetano Veloso og Chico Buarque, samt ikke mindst Marisa Monte – en stor fortolker med en smuk stemme og et spændende repertoire.
Gode samba-sangere er Paulinho de Viola, Martinho da Vila eller Emilio Santiago. Bossanova-guitar: Prøv João Gilberto eller Baden Powell. Andre populære navne er: Alceu Valenca (samba, frevo), Marina (rock og pop).
En gruppe som Fundo do Quintal (I Bunden af Baghaven) spiller samba af den rigtige folkelige slags. Gruppen Nó em Pingo d’Água spiller spændende moderne versioner af den klassiske chorinho/samba.
Cd’erne med »Samba-enredos« indeholder sambasangene fra årets karneval.
Kun få forretninger har hovedtelefoner til aflytning af cd’er. Man er nødt til at bede ekspedienten om at spille en stump på det store anlæg, så hele forretningen kan følge med. Derfor er det en god idé at gå på musik-indkøb en tidlig formiddag.
Andre gode musiknavne er: Luis Melodia (svingende samba-pop) Caçuza (rock, samba, ballader), João Bosco (frit fabulerende, eksperimenterende samba), Leny Andrade (jazz med samba-påvirkning) og Djavan (nordøstbrasiliansk melodiøst pop). Fra Bahia kommer Axé-musikken, samba-reggae og et utal af lokale rytmer. Brasilien har også en frodig hiphop- og rap-kultur.
Ædelstene
Brasilien producerer 90% af verdens halvædelstene, og de er billigere her end i noget andet land. Akvamarin (blå), topaz (gylden), ametyst (violet, jo mørkere jo bedre), agat, opal og turmalin er blandt de kendteste.
Brasilien har også smaragder, og de seneste år er de begyndt at kunne konkurrere med de colombianske i kvalitet.
Sten- og smykkehandleren H. Stern har forretninger over hele landet (og verden) og giver garantibevis på det, man køber, og tilbyder at købe smykker tilbage for samme pris, som man gav, hvis man ikke er tilfreds. Også Amsterdam Sauer er specialister i brasilianske sten.
Hvis man har forstand på ædelstene, skal man købe dem i Minas Gerais (afsnittet om Ouro Preto.
