Børnene er oppe hele natten under sambaparaderne.
Læsestof til flyet
Index:
Favelaer - Nytår på stranden – Strandlivet - Fodbold - Karneval i Rio - Om at danse gammeldaws - Bondeballer til Skt Hans – Indianerne – Junglevandring - Kommunistisk kupforsøg - Nul sult - En fodboldgal nation - Om vold, myter – og sikkerhed - Washington-konventionen.
Favelaer
Overalt i Rio kan man se de såkaldte favelaer, slumbyer, der ligger op ad bjergskråningerne. Lidt på afstand og især i solnedgang ser de maleriske ud med deres små murstens- og træhuse. Men kommer man nærmere, er meget af det ussel slum. Rios mange bjerge gør, at rig og fattig bor dør om dør. Fra penthouse-taglejligheder i millionklassen kan man fra terrassen sidde og se på fattige skure uden vand og kloakering 100-200 meter borte.
Favelaerne er bygget af fattige, især fra Nordøstbrasilien. De kom til Rio for at finde arbejde og slog sig ned, hvor der var plads. En af de første blev bygget i slutningen af 1800-tallet af fattige veteraner, der kom hjem fra felttoget mod de religiøse oprørere i Canudos, Bahia, beskrevet i to fantastiske bøger: Mario Vargas Llosas’ Krigen ved verdens ende og i den brasilianske klassiker Oprøret på Højsletten – begge oversat til dansk. Veteranernes bebyggelse blev opkaldt efter Monte Favela (Favela-bjerget) ved Canudos. Bjerget (højen) ved Canudos var i øvrigt opkaldt efter en plante af samme navn. Nogen siger at veteranerne fandt netop denne plante på den bakke-top i Rio, hvor de besluttede at slå sig ned
Rio har i dag 400 favelaer. Den største er Roçinha i São Conrado. Nogle kilder siger, den har 200-300.000 indbyggere – men mere realistisk bor der formentlig »kun« 60-70.000 på bjergsiden. De favelaer, som ligger i Rios Zona Sul, er de rigeste. Her er indbyggerne tæt på arbejdspladserne, »nede på asfalten« som det hedder, når favelaernes beboere taler om den verden, som ligger neden for bjerget/»o morro« –dvs. favelaen. Mange arbejder som tjenestefolk for middelklassen.
Middelklasse-brasilianerne har mange vrangforestillinger om, hvordan livet leves i favelaerne. De færreste har været i en, og de forestiller sig, at ni ud af ti favelados er potentielle banditter og overfaldsmænd. Intet kunne være mere forkert. I favelaerne i Zona Sul, som for eksempel Rocinha, bor masser af skolelærere, sygeplejersker, politifolk, kassedamer, ekspedienter, håndværkere og ikke mindst handlende. Mange bor trangt i elendige boliger, men de har samtidig en vidunderlig udsigt. Og de er tæt på arbejdsmarkedet og slipper derfor for den 3-4 timers opslidende transport, som de fattige i Rios langt fattigere periferi lider under.
Husene i favelaerne i Zona Sul er særdeles eftertragtede og handles for priser på mange hundrede tusinde kroner - alt efter tilstand og beliggenhed. Og det er rigtig mange penge. Et stort hus i favelaen koster mere end en beskeden lejlighed på Copacabana.
Turister på egen hånd skal holde sig væk fra favelaerne, ligesom middelklasse-brasilianerne gør det. Favelaerne er for farlige. I de fleste er der ikke politi, og Rios organiserede kriminalitet, først og fremmest narkobanderne, holder til i favelaerne. Og de bryder sig ikke om fremmede. Siden 2010 har myndighederne gjort en indsats for at pacificere favelaer – især de, der ligger i den rige Zona Sul. En række spektakulære væbnede kampe mellem politi og bander endte med at narko-banditterne blev fordrevet, og politiet etablerede de såkaldte UPP’er – små politistationer oppe i slummen. Samtidigt bliver der sat ind med sociale tiltag. Meningen er at livet i favelaerne skal normaliseres, og at slummen med tiden skal forvandles til almindelige bydele. Der er lang vej endnu.
Et besøg i en favela er en af de største oplevelser, man kan få i Rio. Flere bureauer arrangerer ture, hvor man besøger slummen i små busser og med engelsktalende guider assisteret af lokale beboere. Som regel går turen til den store »Rocinha« – og disse ture er sikre nok, fordi de ledes af lokale guider. Det er nemlig en interessant ting ved favelaerne. Mens det er særdeles risikabelt at bevæge sig ind i dem på egen hånd, så er man i trygge hænder, hvis man har en godkendt aftale, og hvis man kommer med en kontaktperson eller en lokal beboer.
I favelaen kan turisten opleve, at de triste facader ikke blot dækker over fattigdom, men også huser masser af livsglæde, vitalitet, arbejdsomhed, stolthed og kultur. Et besøg i Rio er ikke komplet uden et favela-besøg. Det er en meget stor oplevelse.
Kontakt Marcelo Armstrong, tlf. 33 22 27 27, eller mobil tlf. 99 89 00 74. Han har flere års erfaring i organiserede ture. Ring direkte – uden om receptionisten på hotellet. På den måde sparer du 10-15 reais.
Nytår på stranden
Den største folkefest næst efter karnevallet foregår nytårsaften langs stranden. Størst er festen på Copacabana med ca. en halv million mennesker. candomblé-grupper fra hele Rio-staten kommer for at udføre deres særprægede ceremonier med afrikanske trommer, religiøse danse, kvinder der går i trance, og gamle damer der ryger store cigarer. En fin lejlighed til at få indtryk af de afro-brasilianske ritualer.
Festen begynder allerede om eftermiddagen og fortsætter næsten til midnat. Den er en hyldest til havfruen Iemanjá (se afsnit om religion og om Salvador) Både rig og fattig, meget troende og mindre troende kaster hvide blomster i vandet og søsætter fartøjer med spejle, kamme og andet til gudindens ære. Ved midnat er der flere fyrværkerier og bagefter dans med levende musik langs stranden til den lyse morgen. Påklædning: hvidt tøj.
Strandlivet
Livet i Rio drejer sig om stranden. I al fald om sommeren. Her tilbringer carioca’erne størstedelen af deres fritid. Venner mødes på faste steder, og når solen skinner i weekenden, kræves en god undskyldning for ikke at gå på stranden. Gør man det ikke, er man outsider.
Rio har en højt udviklet strandkultur. De færreste kommer til stranden blot for at sole sig. Stranden er til for at føre ophidsede politiske diskussioner i vandkanten, til at sætte drager op, til at spille fodbold, volleyball eller fresco-ball (et spil med to bat og en bold), til at surfe, spille kort eller gøre gymnastik, til at se og blive set.
Naturligvis er der også de systematiske soldyrkere, som regel piger/kvinder i minimale bikinier – »tandtråds-tangaer« som de spøgefuldt kaldes. Hver halve time flytter de strandstolen eller graver forhøjninger i sandet, så vinklen til solen giver den optimale effekt. De flytter bikiniens stropper for at undgå striber, men de smider kun sjældent toppen.
Allerede ved solopgang kommer de første strandgæster. Ofte ældre mænd, der løber, svømmer eller gør gymnastik. Ved syv-ottetiden mødre med spædbørn, og i løbet af formiddagen kommer så husmødre fra kvarteret, folk der har fridag og turister. Indimellem ser man forretningsfolk, i badebukser med mappe og mobiltelefon.
Stranden er for rig og fattig. Private strande findes ikke. Millionæren og tjenestepigen ligger side om side, og begge bliver i lige grad overdænget med sand, når de energiske strandsælgere vader forbi. Ingen med penge behøver sulte eller tørste på stranden. Fra små boder og halvtage sælges sodavand, øl og caipirinha. Omvandrende strandsælgere sørger for is, limonade, is-te, friske ananas og vandmelonskiver, sandwich, stegte rejer foruden sololie, solparasoller, hatte, smykker etc. Ved vejen står boder, hvor der sælges hotdogs, friske kokosnødder, saltguf og sodavand.
Ved fire-femtiden er stranddagen ved at være slut. Er det weekend, går man på restaurant for at spise sen frokost. Mange steder kan man sidde i badetøj. Som nordbo er det en underlig fornemmelse at sidde i bar mave, undertiden til langt ud på aftenen, mens tjeneren i sorte bukser, hvid jakke og butterfly serverer varme retter. Men det gør man. Også de ældre mænd, med enorme solbrune vomme hængende ud over deres små badebukser.
Gode råd til stranden
En af hemmelighederne ved den brasilianske strandkultur er at tage så lidt med til stranden som muligt. Intet uden de nødvendige penge, gerne stukket ned i badebukserne eller i et vandtæt pengehylster til at have om halsen.
Det sker, at turister bliver bestjålet på stranden, men som regel har de selv en del af skylden. Lad aldrig værdigenstande ligge på stranden. Og hvorfor tage pas, flybilletter, ur og smykker med til stranden? Lad det blive hjemme. Det samme gælder kameraet. Hvis man absolut skal tage billeder af smarte strandpiger eller brune bodybuilderfyre, så gå på stranden udelukkende for at tage billeder. Sådan undgås også sand i kameraet. Tag heller ikke flere penge med, end du skal bruge. Det er næppe over 100 kroner. Lad resten blive i boksen hjemme på hotellet. Ignorer børn, der spørger om klokken eller om en cigaret. De arbejder i grupper, og mens én afleder opmærksomheden, stikker den anden af med tasken. De er hurtige.
Langs de fleste strande er bølgerne store og strømmen stærk. Læg mærke til, hvor de lokale bader. Man skal passe lige så meget på som ved den jyske vestkyst. Som regel går den stærke strøm langs stranden. Man driver nemt 50-100 meter, mens man er ude at bade. Et godt tip er at tage pejling efter et hus, så man kan finde tilbage til, hvor man gik ud.
Store bølger undgås ved at dykke under dem, forsøger man at komme over, bliver man revet med. Husk: Bliver man overrasket af udgående strøm, skal man svømme langs kysten, til man finder et sted, hvor man kan komme ind. En anden mulighed er at vinke med to hænder over hovedet og råbe om hjælp. Langs stranden er mange livreddere, og helikoptere kredser over strandene for at redde uheldige badegæster. Hvis man ikke er en god svømmer, bør man ikke svømme ud over brændingen.
Langs strandene Leme, Copacabana, Ipanema og Leblon ligger såkaldte poster med en 800 meter mellemrum: små tårne/huse med tydelige numre. Hver post har en livredder, et toilet, der ikke altid fungerer, og et brusebad, hvor der gerne er kø, hvis det fungerer.
Fodbold
Maracanã var i mange år verdens største fodboldstadion og sammen med Wembley i London det mest legendariske. For enhver fodboldfan er et besøg i Rio ikke komplet uden en kamp på Maracanã. Normalt er det ikke noget problem, for der spilles det meste af året. Det store stadion kan også besøges på rundvisninger.
Maracanã er 944 meter i omkreds og har i dag – efter ombygning – kun plads til lidt over 80.000 tilskuere. Oprindeligt var det beregnet til 170.000. Det blev bygget til VM i 1950, hvor tæt ved 200.000 tilskuere så Brasilien tabe 2-1 til nabolandet Uruguay i finalen. Det bitreste nederlag i brasiliansk fodbolds historie.
Normalt spilles onsdag og søndag. Eftermiddagskampe begynder ved 17-tiden, når solen ikke stikker så kraftigt. Aftenkampe spilles ved 19-tiden. Se i avisens sportssektion eller spørg en hvilken som helst af hotellets mandlige ansatte.
Klubber
Bedst er kampene mellem Rios fire store klubber:
Flamengo. Rød- og sortstribet trøje. Zicos gamle hold, Romario har spillet her. Det er den mest elskede af alle Rios klubber – og siges også at være den mest populære i verden. 12 millioner mennesker er medlemmer af dens fanklub, flest brasilianere naturligvis. Læg mærke til, hvor mange mennesker der til daglig går rundt i Flamengo-bluse
Vasco (da Gama). Sort-hvid dragt med et rødt malteserkors. Klubben har en god fodboldskole og er dygtig til at opfostre sine egne spillere. Romarios gamle klub.
Fluminense. Rød-grønstribet dragt. Den gamle engelske klub. Rios overklasseklub (sig det ikke til en Fluminense-fan!) havde i 2002-2004 en del problemer – men er ved at genvinde sin fordums storhed.
Botafogo. Sort trøje med hvid stjerne. Klubben var altdominerende for 40-50 år siden og leverede nøglespillere til de tre brasilianske verdensmesterskaber i 1958, 1962 og 1970. Senere har det været småt med resultaterne; men hvem kan glemme Garrincha og Didí? En ægte botafoguense kan i hvert fald ikke
Klassikere Kampe mellem to af disse hold kaldes for »klassikere«, classicos, og samler altid pænt med tilskuere. Brasilien har også tilskuerkrise, men ved slutningen af hver af mesterskabets tre faser – en forårsturnering, en efterårsturnering og en slutrunde – samler klassikerne fra 20-30.000 tilskuere og op til de 80.000.
Stadion
Det bedste sted at opleve en kamp er sammen med de almindelige tilskuere på de store tribuner, »Arquibancada«. Her opleves den rigtige stemning. Bliv ikke sur over at blive bombarderet med ispapir eller tomme papkrus. Det er en uskyldig og munter tradition, der ud over gringos også overgår flotte piger og andre, der skiller sig ud fra mængden. Hvis man er uheldig, er papkrusene fyldt med en gul kropsvæske.
Billetter: »Geral« er navnet på de tilskuerpladser, der ligger nærmest banen. Køb aldrig billet hertil. De ligger under banens niveau.
»Cadeiras« er placeret relativt langt nede, men de giver alligevel et udmærket overblik. Cadeiras er dyrere end Arquibancada, mere sikre, mere civiliserede – og mindre skægge.
»Camarote« er de dyreste pladser: Plasticstole placeret ud for midterlinjen i den rigtige højde. Langt de bedste og kedeligste pladser.
Billetter købes på stedet. Hvis man ønsker »cadeiras« eller »camarotes« til de store kampe, kan de købes gennem hotellet eller på rejsebureau eller hos billethajer på stedet.
Transport
At komme til stadion er ikke noget problem. Tag en bus, metroen eller en taxa. Kom mindst en-to timer før kampen for at nyde opvarmningen, trommerne, faneindtoget og røgbomberne (ved store kampe). At komme hjem er sværere. Der er masser af busser, men også masser af mennesker. Metroen er den mest effektive måde at komme væk fra stadion på. Men om søndagen kører den kun til de store kampe. Aftal eventuelt mødested med en taxa. Hotellet eller rejsebureauet kan hjælpe med en organiseret tur.
Karneval i Rio
Karnevallet varer fire dage og fem nætter og består af tusinder af små, store og kæmpestore fester, der smelter sammen til en folkefest og overtager byen.
Der bliver danset og hoppet, sunget og skrålet, drukket og bællet, smilet og grinet, elsket og horet i over 100 timer, og der skal udholdenhed til, hvis man vil være med fra start til slut.
Officielt begynder karnevallet lørdag før fastelavnsmandag og varer frem til askeonsdag, hvor tømmermændene plejes; men i realiteten hører fredag aften med.
Nogle har forberedt sig i månedsvis, andre improviserer, alle har det sjovt. De, der ikke orker al den fest og ballade, tager bort for at nyde ferien i fredeligere omgivelser og overlader byen til festgale gemytter, der strømmer til fra hele Brasilien og resten af verden. Karneval kræver forhåndsreservation af hotel, ellers er det næsten umuligt at få et sted at bo. Og priserne ryger kraftigt i vejret – også på de femstjernede hoteller.
Karnevallet i Rio kan groft inddeles i tre:
Gadekarnevallet
Beboerne i de forskellige kvarterer arrangerer såkaldte blocos, der består af et lille optog anført af en gruppe med rytmeinstrumenter, der har samme effekt som rottefængeren fra Hamelns fløjte: Overalt, hvor bloco’en kommer forbi, følger folk med, og trommerne omgives af en sværm af dansende og syngende mennesker.
Bloco’erne lægger som regel ud om eftermiddagen ved fire-femtiden og fortsætter til ud på de små timer, så længe nogen gider følge med. Påklædningen er den lettest mulige, men enhver form for udklædning hilses med begejstring.
»Banda de Ipanema« er en af de mest omtalte blocos og en af de rareste. Find den ved at gå langs Ipanema-stranden (på gaden altså), eller vent på den ved baren Garota de Ipanema på hjørnet af Rua Prudente de Morais og Vinicius de Morais i Ipanema.
Over hele Copacabana findes blocos. Gå langs Av. Atlântica og kig ned ad sidegaderne. Ved Flamengo/Catete findes »Banda da Gloria« i Rua Candido Mendes. I Cosme Velho kan man støde på »Suvaco do Cristo« (Kristi Armhule). I Santa Teresa – på Largo dos Guimarães findes en af de sjoveste, »Bloco das Carmelitas«. Antaler af gadekarnevaller og blocos er vokset kraftigt de seneste ti år.
På Av. Rio Branco, i centrum, finder man et sjovt, uhøjtideligt og meget folkeligt gadekarneval med masser at se på. I tilgift er der mindre optog af blocos, ranchos og clubes de frevo, der konkurrerer ligesom sambaskolerne. Optogene slutter ved Cinelândia, den store plads foran Teatro Municipal. Her er opstillet et utal af boder, hvor man kan spise og drikke. På de store fortovsrestauranter er der også liv og glade dage.
Advarsel: Lomme- og tasketyve opererer uhæmmet på Rio Branco/Cinelândia, og risikoen for at blive udsat for et tyveriforsøg er meget stor. Ofte bruger de sandwich-metoden. Det overgår også brasilianerne. Der er ikke tale om farlige voldsmænd, men om unge, der prøver at skaffe sig penge til at more sig for. Lad være med at tage kameraet med, ingen smykker og armbåndsure, ingen vigtige papirer, rejsecheks etc.
Ballerne
Hvis man forbinder ordet bal med skolebal, afdansningsbal eller hofbal, går man galt i byen. Karnevalsballerne er det nærmeste, man kommer offentlige »orgier«. Der er masser af sex i luften, og hvis man er den mindste smule snerpet, skal man holde sig væk.
Stemningen ved ballerne kan bedst beskrives som nogle tusinde letpåklædte personer, der drikkende og svedende danser natten bort klemt inde i et stort lokale, mens et 20-mands sambaorkester med trommer og messing og flyvende udskiftning af musikere sørger for, at musikken ikke stopper et eneste øjeblik.
Ballerne er for den velstående del af befolkningen, hvorfor man ser relativt få sorte. Arrangørerne inviterer society-personer, skuespillere og fotomodeller for at skaffe reklame. Kvinder bør vide, at de risikerer håndfaste tilnærmelser. Ved mange baller er der dog langt flere kvinder end mænd, hvilket giver en vis statistisk beskyttelse mod den maskuline karnevals-brunst. Enlige kvinder betaler mindre i entré, mange er prostituerede.
Ballerne tyvstarter i forhold til resten af karnevallet. Allerede i weekenden inden begynder de første. Hver nat under karnevallet finder dusinvis af baller sted i byens mange klubber, og de er alle åbne, for så vidt man har sikret sig en billet. De største og mest navnkundige baller holdes i Scala og klubben Monte Libano, Av. Borges de Medeira 701, Leblon. Køb billet i forvejen. Entreen ved de billige baller ligger på ca. 100 kr., mens de dyre koster 150-400 kr. pr. person. Et bord til fire personer koster 1000-2000 kr.
Det mest berygtede bal af dem alle er fodboldklubben Flamengos rød-sorte bal (Baile Vermelho Preto).
Samba-paraderne
Karnevallets hovedbegivenhed er sambaskolernes optog søndag og mandag nat. Verdens største show, kaldes det gerne, og det er ingen overdrivelse. Omkring 50.000 mennesker optræder på sambadromen i løbet af de to dage. Det er ikke bare flotte parader med overdådige kostumer, det er også en dødsensalvorlig konkurrence mellem skolerne. Det er opvisning i musikalitet, dans, livsglæde og scenografisk opfindsomhed; det er folkelige teaterstykker med episke dimensioner og et intenst samspil mellem publikum og de optrædende.
Karnevalsoptogene er blevet kritiseret for ikke at være rigtigt folkeligt karneval, fordi nogle ser på og andre deltager. Det er ikke sandheden. For det første deltager tilskuerne også; det kan enhver overbevise sig om ved at overvære paraderne fra en af de billige tribuner. Og for det andet: 50.000 mennesker, der optræder og giver både krop og sjæl, er det ikke folkeligt i sig selv?
Paraderne er en af årets vigtigste kulturbegivenheder. Hele Brasilien sidder oppe de to nætter og følger paraderne på direkte tv. Sambaskolernes indsats diskuteres indgående de følgende dage, indtil de hen ved 30 dommere inden for 10 forskellige kategorier onsdag eftermiddag afsiger deres kendelser. Publikum er aldrig i tvivl om, hvilke tre-fire skoler der har en chance for at hjemføre mesterskabet. Resultatet er lige så vigtigt som et fodboldmesterskab.
Naturligvis vil man som turist ikke forstå halvdelen af optogenes detaljer. Til gengæld har man fordelen af at kunne lukke sanserne op og suge alt det nye, storslåede og farverige til sig: mærke gåsehuden rejse sig, når a batteria kommer – rytmesektionens 300 mænd, der slår deres samba med millimeter-præcision – forbløffes over glansen fra glitrende paradevogne så store som huse, befolket af veldrejede mulatkvinder, påfugleklædte mænd eller hoppende gnomer.
Hver skole har 90 minutter til at gennemføre paraden i. Hvis tiden overskrides, trækkes der point fra.
Blandt de ting, der gives point for, er rytmegruppen og sambasangen, det såkaldte enredo, der fremføres af tre-fire puxadores, forsangere. Desuden for vognene, carros alegoricas, for parade-delene, alas (dvs. sektionerne af ens udklædte mennesker, og hvordan de opfører sig), for destaques, fremhævede, der som regel er berømte fotomodeller på toppen af vognene.
Vigtige elementer er Mestre Sala og Porta Bandeira (flagbærer): En mand og en kvinde, som skal udføre en række komplicerede dansetrin på deres vej op ad banen. Desuden a ala das Bahianas: Den faste gruppe af ældre, som regel sorte kvinder klædt i store hvide skørter som en hyldest til Bahia, hvor sambaen fødtes.
Speciel karakter gives desuden til frontkommissionen, comissão de frente, der i gamle dage var skolens ledelse, men som i dag kan være basketball-landsholdet, otte gravide kvinder – hvad som helst, der har med sambasangens tema at gøre.
Rios vigtigste sambaskoler
Mangueira. En af de ældste og mest traditionsrige skoler. Uden tvivl Rios mest elskede sambaskole. Publikumsbruset og begejstringen, når Mangueira drager ind, er uforglemmeligt.
Beija Flor. De senere års store nyskaber inden for sambaparaderne. Kommer fra en af byens fattigste forstæder og er den mest luksuriøse af alle skoler.
Portela. Den mest vindende skole gennem tiderne.
Derudover: Imperio Serrano, Padre Miguel, Salgueiro, Vila Isabel, Imperatriz.
Hvis Mangueira og Beija Flor optræder samme aften, er der ingen tvivl om, at man skal prøve at få billet.
Paraderne begynder ved ottetiden om aftenen og fortsætter til otte morgen. Sambastadionet er 800 meter langt. Der er to tribuner for turister: nr. 7 og 9. De er mere komfortable end de øvrige, men er dyre, ofte 650-1000 kr. pr. aften/nat inklusive transport frem og tilbage. Billetter fås gennem rejsebureauer og på hotellerne.
Vælger man at købe en almindelig billet, er man nødt til at købe den gennem en billethaj, en såkaldt gambista. De findes som regel uden for de store hoteller på Copacabana. Billettens rigtige pris står på den. Brug den oplysning, når der skal pruttes om prisen. Hajens er nemt fire-fem gange højere, men som regel langt billigere end en turistbillet købt gennem rejsebureauet. Husk, at der altid skal følge et hårdt plastickort (en slags creditcard) med billetten. Det er det, der bruges til at komme igennem tælleapparatet med.
Lørdag aften er der parade med skolerne fra anden division. Lørdagen efter karnevallet er der Desfile dos campeoes, vindernes parade, hvor de bedste skoler fra første og anden division går i optog. Vindernes parade er lige så flot som paraderne søndag-mandag under karnevallet, og ofte er det lettere og billigere at få billetter.
Et godt og behageligt sted at se paraderne er fra de såkaldte Cadeiras da Pista, borde med fire stole omkring tæt ved banen. Mindre komfomtabelt, men betydeligt mere stemningsfuldt er det at sidde et eller andet sted på den billige langside, som består af adskillige store tribuner.
Metroen 0 er den bedste måde at komme til stadionet på. Hvis billetten lyder på en indgang med lige nummer, skal man stå af på Praça Onze, hvis man har et ulige nummer, står man af på Central. Drys ikke rundt i området, selv om der er meget at se på. Der er mange rapserier.
Gammeldaws på brasiliansk
Brasilianerne elsker at danse. Et af de bedste aften-/natprogrammer i Rio er at gå på »gafieira«, traditionelle dansesteder i centrum, hvor man danser gammeldags pardans til livlige rytmer. Piger/kvinder kan være næsten sikre på at blive budt op af veldansende unge og ældre mænd – som bare vil danse, og som er gode til det.
Bedst er Estudantina, Praça Tiradentes 79, 1. sal, to. 22-04, fr.-lø. 23-04. Kvarteret en anelse skummelt – tag taxa dertil.
Bondeballer til Sankt Hans
»Festa Junina« er en slags traditionsrige bondeballer, der fejres i juni og juli måned med en lang række traditioner – bl.a. udklædning som bonde, med stråhat, malet overskæg og røde kinder. I det indre af Nordøstbrasilien er festa Junina en større begivenhed end karnevallet og kan strække sig over mange weekender. Der bliver danset forró og spillet »musica caipira«, brasiliansk country og western, til den lyse morgen.
Indianerne
Brasiliens oprindelige befolkning var primitive jungleindianere. Portugiserne stødte på store landsbyer, men uden stenhuse og uden kendskab til brug af metal. I Brasilien var der ikke noget, der mindede om højtstående kulturer med høj politisk organisation som hos inkaer, mayaer eller azteker i den spanske del af Latinamerika.
På dansk findes en interessant førstehåndsskildring af de brasilianske indianere, skrevet af en tysker, Hans Staden, der i 1552 blev taget til fange af »tupi-indianere« i nærheden af Parati i Rio staten: »Sandfærdig beretning om og beskrivelse af et vildt, nøgent, grusomt, kannibalistisk folks land beliggende i den ny verden Amerika,« lyder første del af den lange titel. Bogen blev en bestseller i Europa.
Indianerne blev gennem nogle hundrede år brugt som slaver, indtil de blev afløst af negerslaver, importeret fra Afrika. De omkring fem mio. indianere, som man regner med har boet i det nuværende Brasilien, har ikke efterladt sig mange spor – bortset fra i sproget, hvor tusindvis af ord og især stednavne og navne på planter, frugter etc. har indiansk oprindelse.Først i 1900-tallet begyndte brasilianerne at interessere sig for indianerne. Den progressive militærmand maréchal Rondón drog i 1920’erne ind i de uudforskede dele af Brasilien for at kontakte indianerstammer. »Aldrig slå ihjel, dø om nødvendigt«, var hans motto. Desværre levede hans landsmænd ikke op til mottoet. Talrige indianerstammer er – helt op til vore dage – blevet decimeret eller udryddet i mødet med nybyggere i Amazon-regionen.
Det skønnes, at Brasilien i dag har omkring 200.000 indianere, men for første gang er deres tal stigende. I Amazonas’ enorme Parque Nacional de Xingú har mange stammer fået mulighed for at leve et halvoprindeligt liv, hvor de kan bevare deres gamle ritualer. Men kontakten med det omgivende samfund gør det sværere og sværere for hver ny generation.
Enkelte steder I Amazonas lever endnu isolerede stammer, der ikke har haft kontakt med den moderne civilisation.
Junglevandring
Se dig altid for, før du sætter fødderne. Se dig grundigt for, før du støtter hånden på en træstamme eller skubber en gren tilside. Det er her slangen hugger, eller edderkoppen bider. Men det sker uhyre sjældent.
Junglen er både farlig og ikke så farlig. Tager man efter film og tegneserier, kan man knapt kan gå en tur i skoven uden at stå ansigt til ansigt med en hvislende slange. Intet kunne være mere forkert. Slanger flygter, så snart de opdager, man kommer. Men de både ser og hører ret dårligt. Til gengæld er de gode til at mærke rystelser. En slange bider kun, hvis den bliver trådt på.
Man skal ikke gå lange jungleture på egen hånd. Hav guide med og følg deres anvisninger. De er altid lokalkendte. På gode ture er der to med. En guide med generelt kendskab til junglen og en »mateiro« – dvs. en skovmand, som er født og opvokset lige netop i det område, hvor man befinder sig. En ordentlig guide vil altid hyre en lokal mateiro, hvis han bevæger sig i et område, han ikke kender til bunds.
Normalt vil guide og mateiro gå henholdsvis før og efter turisterne. Under alle omstændigheder bør man have en guide til at gå forrest. Respektér det. De er dygtige til at spotte selv de mindste edderkopper. De allergiftigste dyr i junglen er i øvrigt visse frøer.
Skulle uheldet være ude, må man aldrig lave en kompresforbinding for at stoppe blodcirkulationen. Det virker ikke. Bedre er det at brænde bidsåret med en cigaret, så blodet koagulerer. Men ellers gælder det om at komme på hospitalet og få serum.
Den rigtige påklædning er lange bukser, lange ærmer – og fodtøj, der dækker, ikke sandaler. Og så er ganske tyndt regntøj en nyttig ting at have med. Myggebalsam er også godt. Som regel er den lokale den bedste. Og så er en lille kikkert rigtig praktisk at have med.
Kommunistisk kupforsøg
I 1933 oplevede Brasilien et forsøg på en kommunistisk revolution, der blev knust. Lederen, løjtnant Luiz Carlos Prestes, stod i mange år i spidsen for det brasilianske kommunistparti og døde i 1992 mere end 90 år gammel. Bogen Olga – En modig kvindes liv af Fernando Morais, som er udkommet på dansk, handler om kupforsøget, og især om Prestes’ tyske elskerinde. Hun døde i en nazistisk koncentrationslejr, mens deres fælles barn – der blev født i et tysk nazifængsel – blev udleveret til den brasilianske familie af tyskerne og lever den dag i dag.
Nul sult
»Fome Zero« var en grundsten i Lulas politik.
»Min livsmission er opfyldt, hvis alle brasilianerne får adgang til tre måltider om dagen,« sagde den tidligere præsident. Men han ville mere endnu. Sult forstås ikke kun som mad. Det drejer sig også om social accept, om at lukke de marginaliserede ind i samfundet – om at gøre dem til borgere. Det kan dreje sig om noget så banalt som at de får elektrisk lys.
Fra starten har regeringen lagt op til, at mange af pengene skal komme fra den private sektor – fx fra erhvervslivet. Endnu går det så som så. Den store succes er udeblevet. Men noget er der sket. For eksempel hjælper det såkaldte »mad for skole«-program 5,5 mio. familier. De får mad for at sende deres børn i skole – i stedet for at lade dem arbejde eller tigge.
En fodboldgal nation
Med sin 2-0 sejr over Tyskland ved VM i 2002 markerede Brasilien sig som 5-dobbelt verdensmester – mens Tyskland og Italien kun har været mestre henholdsvis tre og fire gange. »A penta«, som det femdobbelte mesterskab kaldes, betyder umådeligt meget for den brasilianske selvfølelse. Ligesom fodbold i det hele taget. Brasilien er utvivlsomt en af verdens mest fodboldglade og fodboldgale nationer.
Under VM-kampene går nationen i stå. Her er der ingen, der spørger, om folkeskoleeleverne kan få lov at se kampene. De skal se dem. Offentlige kontorer lukker. Og hvem skulle da også møde op?
Er man i Brasilien under en landskamp – eller en anden vigtig kamp – vil man opdage, at mange fans skyder kanonslag af fra vinduerne, når der er scoret. Så brager det gennem byen.
Det sidste VM med »a penta« var for brasilianerne det endelige bevis på, at de også spiller verdens bedste, smukkeste og mest kreative bold.
Tallene ’58, ’62, ’70, ’94 og ’02 – VM-årene – er magiske for brasilianerne, og de kan tale henført om den ene eller den anden af datidens store spillere. Som regel med den tredobbelte verdensmester Pelé fra Santos som den største. Andre vil dog hævde, at den bedste spiller, Brasilien nogensinde har fostret, var Botafogos Garrincha. Hans ene ben var hjulbenet, det andet kalveknæet og med sine vanvittige driblinger gives han æren for, at Brasilien kunne hjemtage mesterskabet i 1962 i Chile. Der gives mange forklaringer på den brasilianske fodboldsucces. Mest troværdig er nok mængden af spillere. Det anslås, at Brasilien har omkring 30 mio. aktive spillere, hvoraf mere end en halv mio. spiller i klub og deltager i turneringer. Rekrutteringsgrundlaget er enormt. Og talentspejderne er aktive. Selv på de usleste grusbaner i fattigkvartererne går de rundt og kigger emnerne ud. De bedste drenge sendes videre til de professionelle klubbers fodboldskoler, hvor de testes. Eller de stolte fædre henvender sig med deres håbefulde drenge. En stor klub som Vasco i Rio de Janeiro tester hen ved 5000 ungdomsspillere om året – og piller maks. 20 ud.
Fodboldhistorikere har fremsat en teori om, at drible-traditionen skulle stamme fra 1920’erne, hvor de sorte blev diskrimineret på banen. Når hvide begik frispark, blev det sjældent dømt, og når de sorte begik frispark, blev det ikke alene dømt – de hvide spillere havde også lov til at gøre gengæld, rent fysisk. Dette pres skulle have fået de sorte til at udvikle deres egen særlige stil. Det lyder som noget sludder, men historien er naturligvis meget sjov.
Om vold og myter – og sikkerhed
Rio, og delvis Brasilien, har de seneste år fået et forfærdeligt ry som et sted, hvor man knap kan gå på gaden uden at blive overfaldet. Nogle guidebøger indeholder en advarsel om faren for røverier på hveranden side. Hvis det virkelig var så farligt, kunne man lige så godt holde sig hjemme.
Rio er mest farlig dér, hvor turisten aldrig sætter sine ben. De meget omtalte mord finder sted i de enorme slumkvarterer i den nordlige del af byen. Ligesom med New York, der i sin tid havde ry for at være verdens voldeligste storby, slapper mange turister først af, når de ankommer og ser, at det ikke er så slemt.
Bystyret har de seneste ti år arbejdet meget på at forbedre sikkerheden i turistkvartererne. Der er blandt andet kommet lys på strandene om natten, og der er sat særligt politi ind, der kigger efter turisterne. Fornemmelsen er at det har hjulpet meget.
Men som i enhver anden storby skal man passe på. Mange turister lader desværre omtanken ligge derhjemme, når de pakker kufferten. Så:
Lad være med at gå med Rolex-uret – eller Rolex-kopien – på armen. Hav det i lommen, eller køb et billigt plastic-ur til tredive kroner.
Lad være med at gå med smykker på gaden.
Lad være med at gå med tegnebogen i baglommen eller med tasken løst over skulderen. Brug helst pengebælte eller indvendig lomme til større sedler.
Lad være med at gå med kameraet eller videocam’en på maven. Hav det i en taske eller en plasticpose og tag det kun frem, når det skal bruges.
Lad være med at gå rundt med samtlige penge, rejsechecks, pas etc. Tag kun det nødvendige med, eventuelt en fotokopi af passet.
Lad være med at tage kamera med på stranden. Der kommer sand i det, og kameraet er nemt at fjerne, mens du går i vandet. Hvis du vil fotografere badeskønheder, så gå på stranden kun for at fotografere.
Hvis økonomien rækker, så tag taxa og ikke busser. Det sparer også tid. Bybusser er – hvad en dansker kan have svært ved at forstå – ikke 100% sikre. Medpassagerer griber ikke ind ved rapserier eller overfald.
Lad være med at gå hjem, når du skal tilbage til hotellet efter en glad aften, specielt efter besøg på cabareter eller natklubber, og specielt hvis du har fået en tår over tørsten. Tag taxa – selv hvis der kun er tale om en gåtur på nogle få gader.
Og så til sidst: Skulle uheldet være ude, så lad være med at spille helt! At blive overfaldet er vanvittig ubehageligt, men vær klar over, at røveren eller røverne gerne er lige så nervøse som offeret. En pludselig reaktion kan kun forværre situationen. Læg mærke til, at turister så godt som aldrig fysisk kommer noget til, og at det kun sker, når de reagerer.
En af forfatterens kolleger, en amerikansk fotograf, der har boet i Rio i over 20 år, og som næsten altid går rundt med sit store dyre kamera over skulderen, siger, at han har udviklet en særlig teknik: »Bliver jeg utryg ved nogen, stirrer jeg dem fast i øjnene – og der er aldrig sket mig noget.«
Washington-konventionen
Vær opmærksom på den såkaldte Washington-konvention, der forbyder handel med og eksport af 4800 truede dyrearter og 25.000 sjældne plantearter. Det omfatter også døde dyr: dyreskind, tænder, horn, koraller, sjældne fjer. Selv om man har købt og betalt for en spændende souvenir fra lokale indianere, risikerer man altså, at det konfiskeres i tolden, og måske at man får en bøde. Det gælder også ting, man selv har samlet. Måske har man taget et par muslingeskaller på en strand, hvor der lå tusinder af dem. Eller plukket en orkidé dybt inde i junglen. Det bliver det ikke lovligt af. Men at skelne lovligt fra ulovligt kan være svært. Formentlig også for tolderne. Generelt skal man vel lade tvivlen komme naturbeskyttelsen til gode og holde sig fra dyre- og plantesouvenirs.
Favelaer - Nytår på stranden – Strandlivet - Fodbold - Karneval i Rio - Om at danse gammeldaws - Bondeballer til Skt Hans – Indianerne – Junglevandring - Kommunistisk kupforsøg - Nul sult - En fodboldgal nation - Om vold, myter – og sikkerhed - Washington-konventionen.
Favelaer
Overalt i Rio kan man se de såkaldte favelaer, slumbyer, der ligger op ad bjergskråningerne. Lidt på afstand og især i solnedgang ser de maleriske ud med deres små murstens- og træhuse. Men kommer man nærmere, er meget af det ussel slum. Rios mange bjerge gør, at rig og fattig bor dør om dør. Fra penthouse-taglejligheder i millionklassen kan man fra terrassen sidde og se på fattige skure uden vand og kloakering 100-200 meter borte.
Favelaerne er bygget af fattige, især fra Nordøstbrasilien. De kom til Rio for at finde arbejde og slog sig ned, hvor der var plads. En af de første blev bygget i slutningen af 1800-tallet af fattige veteraner, der kom hjem fra felttoget mod de religiøse oprørere i Canudos, Bahia, beskrevet i to fantastiske bøger: Mario Vargas Llosas’ Krigen ved verdens ende og i den brasilianske klassiker Oprøret på Højsletten – begge oversat til dansk. Veteranernes bebyggelse blev opkaldt efter Monte Favela (Favela-bjerget) ved Canudos. Bjerget (højen) ved Canudos var i øvrigt opkaldt efter en plante af samme navn. Nogen siger at veteranerne fandt netop denne plante på den bakke-top i Rio, hvor de besluttede at slå sig ned
Rio har i dag 400 favelaer. Den største er Roçinha i São Conrado. Nogle kilder siger, den har 200-300.000 indbyggere – men mere realistisk bor der formentlig »kun« 60-70.000 på bjergsiden. De favelaer, som ligger i Rios Zona Sul, er de rigeste. Her er indbyggerne tæt på arbejdspladserne, »nede på asfalten« som det hedder, når favelaernes beboere taler om den verden, som ligger neden for bjerget/»o morro« –dvs. favelaen. Mange arbejder som tjenestefolk for middelklassen.
Middelklasse-brasilianerne har mange vrangforestillinger om, hvordan livet leves i favelaerne. De færreste har været i en, og de forestiller sig, at ni ud af ti favelados er potentielle banditter og overfaldsmænd. Intet kunne være mere forkert. I favelaerne i Zona Sul, som for eksempel Rocinha, bor masser af skolelærere, sygeplejersker, politifolk, kassedamer, ekspedienter, håndværkere og ikke mindst handlende. Mange bor trangt i elendige boliger, men de har samtidig en vidunderlig udsigt. Og de er tæt på arbejdsmarkedet og slipper derfor for den 3-4 timers opslidende transport, som de fattige i Rios langt fattigere periferi lider under.
Husene i favelaerne i Zona Sul er særdeles eftertragtede og handles for priser på mange hundrede tusinde kroner - alt efter tilstand og beliggenhed. Og det er rigtig mange penge. Et stort hus i favelaen koster mere end en beskeden lejlighed på Copacabana.
Turister på egen hånd skal holde sig væk fra favelaerne, ligesom middelklasse-brasilianerne gør det. Favelaerne er for farlige. I de fleste er der ikke politi, og Rios organiserede kriminalitet, først og fremmest narkobanderne, holder til i favelaerne. Og de bryder sig ikke om fremmede. Siden 2010 har myndighederne gjort en indsats for at pacificere favelaer – især de, der ligger i den rige Zona Sul. En række spektakulære væbnede kampe mellem politi og bander endte med at narko-banditterne blev fordrevet, og politiet etablerede de såkaldte UPP’er – små politistationer oppe i slummen. Samtidigt bliver der sat ind med sociale tiltag. Meningen er at livet i favelaerne skal normaliseres, og at slummen med tiden skal forvandles til almindelige bydele. Der er lang vej endnu.
Et besøg i en favela er en af de største oplevelser, man kan få i Rio. Flere bureauer arrangerer ture, hvor man besøger slummen i små busser og med engelsktalende guider assisteret af lokale beboere. Som regel går turen til den store »Rocinha« – og disse ture er sikre nok, fordi de ledes af lokale guider. Det er nemlig en interessant ting ved favelaerne. Mens det er særdeles risikabelt at bevæge sig ind i dem på egen hånd, så er man i trygge hænder, hvis man har en godkendt aftale, og hvis man kommer med en kontaktperson eller en lokal beboer.
I favelaen kan turisten opleve, at de triste facader ikke blot dækker over fattigdom, men også huser masser af livsglæde, vitalitet, arbejdsomhed, stolthed og kultur. Et besøg i Rio er ikke komplet uden et favela-besøg. Det er en meget stor oplevelse.
Kontakt Marcelo Armstrong, tlf. 33 22 27 27, eller mobil tlf. 99 89 00 74. Han har flere års erfaring i organiserede ture. Ring direkte – uden om receptionisten på hotellet. På den måde sparer du 10-15 reais.
Nytår på stranden
Den største folkefest næst efter karnevallet foregår nytårsaften langs stranden. Størst er festen på Copacabana med ca. en halv million mennesker. candomblé-grupper fra hele Rio-staten kommer for at udføre deres særprægede ceremonier med afrikanske trommer, religiøse danse, kvinder der går i trance, og gamle damer der ryger store cigarer. En fin lejlighed til at få indtryk af de afro-brasilianske ritualer.
Festen begynder allerede om eftermiddagen og fortsætter næsten til midnat. Den er en hyldest til havfruen Iemanjá (se afsnit om religion og om Salvador) Både rig og fattig, meget troende og mindre troende kaster hvide blomster i vandet og søsætter fartøjer med spejle, kamme og andet til gudindens ære. Ved midnat er der flere fyrværkerier og bagefter dans med levende musik langs stranden til den lyse morgen. Påklædning: hvidt tøj.
Strandlivet
Livet i Rio drejer sig om stranden. I al fald om sommeren. Her tilbringer carioca’erne størstedelen af deres fritid. Venner mødes på faste steder, og når solen skinner i weekenden, kræves en god undskyldning for ikke at gå på stranden. Gør man det ikke, er man outsider.
Rio har en højt udviklet strandkultur. De færreste kommer til stranden blot for at sole sig. Stranden er til for at føre ophidsede politiske diskussioner i vandkanten, til at sætte drager op, til at spille fodbold, volleyball eller fresco-ball (et spil med to bat og en bold), til at surfe, spille kort eller gøre gymnastik, til at se og blive set.
Naturligvis er der også de systematiske soldyrkere, som regel piger/kvinder i minimale bikinier – »tandtråds-tangaer« som de spøgefuldt kaldes. Hver halve time flytter de strandstolen eller graver forhøjninger i sandet, så vinklen til solen giver den optimale effekt. De flytter bikiniens stropper for at undgå striber, men de smider kun sjældent toppen.
Allerede ved solopgang kommer de første strandgæster. Ofte ældre mænd, der løber, svømmer eller gør gymnastik. Ved syv-ottetiden mødre med spædbørn, og i løbet af formiddagen kommer så husmødre fra kvarteret, folk der har fridag og turister. Indimellem ser man forretningsfolk, i badebukser med mappe og mobiltelefon.
Stranden er for rig og fattig. Private strande findes ikke. Millionæren og tjenestepigen ligger side om side, og begge bliver i lige grad overdænget med sand, når de energiske strandsælgere vader forbi. Ingen med penge behøver sulte eller tørste på stranden. Fra små boder og halvtage sælges sodavand, øl og caipirinha. Omvandrende strandsælgere sørger for is, limonade, is-te, friske ananas og vandmelonskiver, sandwich, stegte rejer foruden sololie, solparasoller, hatte, smykker etc. Ved vejen står boder, hvor der sælges hotdogs, friske kokosnødder, saltguf og sodavand.
Ved fire-femtiden er stranddagen ved at være slut. Er det weekend, går man på restaurant for at spise sen frokost. Mange steder kan man sidde i badetøj. Som nordbo er det en underlig fornemmelse at sidde i bar mave, undertiden til langt ud på aftenen, mens tjeneren i sorte bukser, hvid jakke og butterfly serverer varme retter. Men det gør man. Også de ældre mænd, med enorme solbrune vomme hængende ud over deres små badebukser.
Gode råd til stranden
En af hemmelighederne ved den brasilianske strandkultur er at tage så lidt med til stranden som muligt. Intet uden de nødvendige penge, gerne stukket ned i badebukserne eller i et vandtæt pengehylster til at have om halsen.
Det sker, at turister bliver bestjålet på stranden, men som regel har de selv en del af skylden. Lad aldrig værdigenstande ligge på stranden. Og hvorfor tage pas, flybilletter, ur og smykker med til stranden? Lad det blive hjemme. Det samme gælder kameraet. Hvis man absolut skal tage billeder af smarte strandpiger eller brune bodybuilderfyre, så gå på stranden udelukkende for at tage billeder. Sådan undgås også sand i kameraet. Tag heller ikke flere penge med, end du skal bruge. Det er næppe over 100 kroner. Lad resten blive i boksen hjemme på hotellet. Ignorer børn, der spørger om klokken eller om en cigaret. De arbejder i grupper, og mens én afleder opmærksomheden, stikker den anden af med tasken. De er hurtige.
Langs de fleste strande er bølgerne store og strømmen stærk. Læg mærke til, hvor de lokale bader. Man skal passe lige så meget på som ved den jyske vestkyst. Som regel går den stærke strøm langs stranden. Man driver nemt 50-100 meter, mens man er ude at bade. Et godt tip er at tage pejling efter et hus, så man kan finde tilbage til, hvor man gik ud.
Store bølger undgås ved at dykke under dem, forsøger man at komme over, bliver man revet med. Husk: Bliver man overrasket af udgående strøm, skal man svømme langs kysten, til man finder et sted, hvor man kan komme ind. En anden mulighed er at vinke med to hænder over hovedet og råbe om hjælp. Langs stranden er mange livreddere, og helikoptere kredser over strandene for at redde uheldige badegæster. Hvis man ikke er en god svømmer, bør man ikke svømme ud over brændingen.
Langs strandene Leme, Copacabana, Ipanema og Leblon ligger såkaldte poster med en 800 meter mellemrum: små tårne/huse med tydelige numre. Hver post har en livredder, et toilet, der ikke altid fungerer, og et brusebad, hvor der gerne er kø, hvis det fungerer.
Fodbold
Maracanã var i mange år verdens største fodboldstadion og sammen med Wembley i London det mest legendariske. For enhver fodboldfan er et besøg i Rio ikke komplet uden en kamp på Maracanã. Normalt er det ikke noget problem, for der spilles det meste af året. Det store stadion kan også besøges på rundvisninger.
Maracanã er 944 meter i omkreds og har i dag – efter ombygning – kun plads til lidt over 80.000 tilskuere. Oprindeligt var det beregnet til 170.000. Det blev bygget til VM i 1950, hvor tæt ved 200.000 tilskuere så Brasilien tabe 2-1 til nabolandet Uruguay i finalen. Det bitreste nederlag i brasiliansk fodbolds historie.
Normalt spilles onsdag og søndag. Eftermiddagskampe begynder ved 17-tiden, når solen ikke stikker så kraftigt. Aftenkampe spilles ved 19-tiden. Se i avisens sportssektion eller spørg en hvilken som helst af hotellets mandlige ansatte.
Klubber
Bedst er kampene mellem Rios fire store klubber:
Flamengo. Rød- og sortstribet trøje. Zicos gamle hold, Romario har spillet her. Det er den mest elskede af alle Rios klubber – og siges også at være den mest populære i verden. 12 millioner mennesker er medlemmer af dens fanklub, flest brasilianere naturligvis. Læg mærke til, hvor mange mennesker der til daglig går rundt i Flamengo-bluse
Vasco (da Gama). Sort-hvid dragt med et rødt malteserkors. Klubben har en god fodboldskole og er dygtig til at opfostre sine egne spillere. Romarios gamle klub.
Fluminense. Rød-grønstribet dragt. Den gamle engelske klub. Rios overklasseklub (sig det ikke til en Fluminense-fan!) havde i 2002-2004 en del problemer – men er ved at genvinde sin fordums storhed.
Botafogo. Sort trøje med hvid stjerne. Klubben var altdominerende for 40-50 år siden og leverede nøglespillere til de tre brasilianske verdensmesterskaber i 1958, 1962 og 1970. Senere har det været småt med resultaterne; men hvem kan glemme Garrincha og Didí? En ægte botafoguense kan i hvert fald ikke
Klassikere Kampe mellem to af disse hold kaldes for »klassikere«, classicos, og samler altid pænt med tilskuere. Brasilien har også tilskuerkrise, men ved slutningen af hver af mesterskabets tre faser – en forårsturnering, en efterårsturnering og en slutrunde – samler klassikerne fra 20-30.000 tilskuere og op til de 80.000.
Stadion
Det bedste sted at opleve en kamp er sammen med de almindelige tilskuere på de store tribuner, »Arquibancada«. Her opleves den rigtige stemning. Bliv ikke sur over at blive bombarderet med ispapir eller tomme papkrus. Det er en uskyldig og munter tradition, der ud over gringos også overgår flotte piger og andre, der skiller sig ud fra mængden. Hvis man er uheldig, er papkrusene fyldt med en gul kropsvæske.
Billetter: »Geral« er navnet på de tilskuerpladser, der ligger nærmest banen. Køb aldrig billet hertil. De ligger under banens niveau.
»Cadeiras« er placeret relativt langt nede, men de giver alligevel et udmærket overblik. Cadeiras er dyrere end Arquibancada, mere sikre, mere civiliserede – og mindre skægge.
»Camarote« er de dyreste pladser: Plasticstole placeret ud for midterlinjen i den rigtige højde. Langt de bedste og kedeligste pladser.
Billetter købes på stedet. Hvis man ønsker »cadeiras« eller »camarotes« til de store kampe, kan de købes gennem hotellet eller på rejsebureau eller hos billethajer på stedet.
Transport
At komme til stadion er ikke noget problem. Tag en bus, metroen eller en taxa. Kom mindst en-to timer før kampen for at nyde opvarmningen, trommerne, faneindtoget og røgbomberne (ved store kampe). At komme hjem er sværere. Der er masser af busser, men også masser af mennesker. Metroen er den mest effektive måde at komme væk fra stadion på. Men om søndagen kører den kun til de store kampe. Aftal eventuelt mødested med en taxa. Hotellet eller rejsebureauet kan hjælpe med en organiseret tur.
Karneval i Rio
Karnevallet varer fire dage og fem nætter og består af tusinder af små, store og kæmpestore fester, der smelter sammen til en folkefest og overtager byen.
Der bliver danset og hoppet, sunget og skrålet, drukket og bællet, smilet og grinet, elsket og horet i over 100 timer, og der skal udholdenhed til, hvis man vil være med fra start til slut.
Officielt begynder karnevallet lørdag før fastelavnsmandag og varer frem til askeonsdag, hvor tømmermændene plejes; men i realiteten hører fredag aften med.
Nogle har forberedt sig i månedsvis, andre improviserer, alle har det sjovt. De, der ikke orker al den fest og ballade, tager bort for at nyde ferien i fredeligere omgivelser og overlader byen til festgale gemytter, der strømmer til fra hele Brasilien og resten af verden. Karneval kræver forhåndsreservation af hotel, ellers er det næsten umuligt at få et sted at bo. Og priserne ryger kraftigt i vejret – også på de femstjernede hoteller.
Karnevallet i Rio kan groft inddeles i tre:
Gadekarnevallet
Beboerne i de forskellige kvarterer arrangerer såkaldte blocos, der består af et lille optog anført af en gruppe med rytmeinstrumenter, der har samme effekt som rottefængeren fra Hamelns fløjte: Overalt, hvor bloco’en kommer forbi, følger folk med, og trommerne omgives af en sværm af dansende og syngende mennesker.
Bloco’erne lægger som regel ud om eftermiddagen ved fire-femtiden og fortsætter til ud på de små timer, så længe nogen gider følge med. Påklædningen er den lettest mulige, men enhver form for udklædning hilses med begejstring.
»Banda de Ipanema« er en af de mest omtalte blocos og en af de rareste. Find den ved at gå langs Ipanema-stranden (på gaden altså), eller vent på den ved baren Garota de Ipanema på hjørnet af Rua Prudente de Morais og Vinicius de Morais i Ipanema.
Over hele Copacabana findes blocos. Gå langs Av. Atlântica og kig ned ad sidegaderne. Ved Flamengo/Catete findes »Banda da Gloria« i Rua Candido Mendes. I Cosme Velho kan man støde på »Suvaco do Cristo« (Kristi Armhule). I Santa Teresa – på Largo dos Guimarães findes en af de sjoveste, »Bloco das Carmelitas«. Antaler af gadekarnevaller og blocos er vokset kraftigt de seneste ti år.
På Av. Rio Branco, i centrum, finder man et sjovt, uhøjtideligt og meget folkeligt gadekarneval med masser at se på. I tilgift er der mindre optog af blocos, ranchos og clubes de frevo, der konkurrerer ligesom sambaskolerne. Optogene slutter ved Cinelândia, den store plads foran Teatro Municipal. Her er opstillet et utal af boder, hvor man kan spise og drikke. På de store fortovsrestauranter er der også liv og glade dage.
Advarsel: Lomme- og tasketyve opererer uhæmmet på Rio Branco/Cinelândia, og risikoen for at blive udsat for et tyveriforsøg er meget stor. Ofte bruger de sandwich-metoden. Det overgår også brasilianerne. Der er ikke tale om farlige voldsmænd, men om unge, der prøver at skaffe sig penge til at more sig for. Lad være med at tage kameraet med, ingen smykker og armbåndsure, ingen vigtige papirer, rejsecheks etc.
Ballerne
Hvis man forbinder ordet bal med skolebal, afdansningsbal eller hofbal, går man galt i byen. Karnevalsballerne er det nærmeste, man kommer offentlige »orgier«. Der er masser af sex i luften, og hvis man er den mindste smule snerpet, skal man holde sig væk.
Stemningen ved ballerne kan bedst beskrives som nogle tusinde letpåklædte personer, der drikkende og svedende danser natten bort klemt inde i et stort lokale, mens et 20-mands sambaorkester med trommer og messing og flyvende udskiftning af musikere sørger for, at musikken ikke stopper et eneste øjeblik.
Ballerne er for den velstående del af befolkningen, hvorfor man ser relativt få sorte. Arrangørerne inviterer society-personer, skuespillere og fotomodeller for at skaffe reklame. Kvinder bør vide, at de risikerer håndfaste tilnærmelser. Ved mange baller er der dog langt flere kvinder end mænd, hvilket giver en vis statistisk beskyttelse mod den maskuline karnevals-brunst. Enlige kvinder betaler mindre i entré, mange er prostituerede.
Ballerne tyvstarter i forhold til resten af karnevallet. Allerede i weekenden inden begynder de første. Hver nat under karnevallet finder dusinvis af baller sted i byens mange klubber, og de er alle åbne, for så vidt man har sikret sig en billet. De største og mest navnkundige baller holdes i Scala og klubben Monte Libano, Av. Borges de Medeira 701, Leblon. Køb billet i forvejen. Entreen ved de billige baller ligger på ca. 100 kr., mens de dyre koster 150-400 kr. pr. person. Et bord til fire personer koster 1000-2000 kr.
Det mest berygtede bal af dem alle er fodboldklubben Flamengos rød-sorte bal (Baile Vermelho Preto).
Samba-paraderne
Karnevallets hovedbegivenhed er sambaskolernes optog søndag og mandag nat. Verdens største show, kaldes det gerne, og det er ingen overdrivelse. Omkring 50.000 mennesker optræder på sambadromen i løbet af de to dage. Det er ikke bare flotte parader med overdådige kostumer, det er også en dødsensalvorlig konkurrence mellem skolerne. Det er opvisning i musikalitet, dans, livsglæde og scenografisk opfindsomhed; det er folkelige teaterstykker med episke dimensioner og et intenst samspil mellem publikum og de optrædende.
Karnevalsoptogene er blevet kritiseret for ikke at være rigtigt folkeligt karneval, fordi nogle ser på og andre deltager. Det er ikke sandheden. For det første deltager tilskuerne også; det kan enhver overbevise sig om ved at overvære paraderne fra en af de billige tribuner. Og for det andet: 50.000 mennesker, der optræder og giver både krop og sjæl, er det ikke folkeligt i sig selv?
Paraderne er en af årets vigtigste kulturbegivenheder. Hele Brasilien sidder oppe de to nætter og følger paraderne på direkte tv. Sambaskolernes indsats diskuteres indgående de følgende dage, indtil de hen ved 30 dommere inden for 10 forskellige kategorier onsdag eftermiddag afsiger deres kendelser. Publikum er aldrig i tvivl om, hvilke tre-fire skoler der har en chance for at hjemføre mesterskabet. Resultatet er lige så vigtigt som et fodboldmesterskab.
Naturligvis vil man som turist ikke forstå halvdelen af optogenes detaljer. Til gengæld har man fordelen af at kunne lukke sanserne op og suge alt det nye, storslåede og farverige til sig: mærke gåsehuden rejse sig, når a batteria kommer – rytmesektionens 300 mænd, der slår deres samba med millimeter-præcision – forbløffes over glansen fra glitrende paradevogne så store som huse, befolket af veldrejede mulatkvinder, påfugleklædte mænd eller hoppende gnomer.
Hver skole har 90 minutter til at gennemføre paraden i. Hvis tiden overskrides, trækkes der point fra.
Blandt de ting, der gives point for, er rytmegruppen og sambasangen, det såkaldte enredo, der fremføres af tre-fire puxadores, forsangere. Desuden for vognene, carros alegoricas, for parade-delene, alas (dvs. sektionerne af ens udklædte mennesker, og hvordan de opfører sig), for destaques, fremhævede, der som regel er berømte fotomodeller på toppen af vognene.
Vigtige elementer er Mestre Sala og Porta Bandeira (flagbærer): En mand og en kvinde, som skal udføre en række komplicerede dansetrin på deres vej op ad banen. Desuden a ala das Bahianas: Den faste gruppe af ældre, som regel sorte kvinder klædt i store hvide skørter som en hyldest til Bahia, hvor sambaen fødtes.
Speciel karakter gives desuden til frontkommissionen, comissão de frente, der i gamle dage var skolens ledelse, men som i dag kan være basketball-landsholdet, otte gravide kvinder – hvad som helst, der har med sambasangens tema at gøre.
Rios vigtigste sambaskoler
Mangueira. En af de ældste og mest traditionsrige skoler. Uden tvivl Rios mest elskede sambaskole. Publikumsbruset og begejstringen, når Mangueira drager ind, er uforglemmeligt.
Beija Flor. De senere års store nyskaber inden for sambaparaderne. Kommer fra en af byens fattigste forstæder og er den mest luksuriøse af alle skoler.
Portela. Den mest vindende skole gennem tiderne.
Derudover: Imperio Serrano, Padre Miguel, Salgueiro, Vila Isabel, Imperatriz.
Hvis Mangueira og Beija Flor optræder samme aften, er der ingen tvivl om, at man skal prøve at få billet.
Paraderne begynder ved ottetiden om aftenen og fortsætter til otte morgen. Sambastadionet er 800 meter langt. Der er to tribuner for turister: nr. 7 og 9. De er mere komfortable end de øvrige, men er dyre, ofte 650-1000 kr. pr. aften/nat inklusive transport frem og tilbage. Billetter fås gennem rejsebureauer og på hotellerne.
Vælger man at købe en almindelig billet, er man nødt til at købe den gennem en billethaj, en såkaldt gambista. De findes som regel uden for de store hoteller på Copacabana. Billettens rigtige pris står på den. Brug den oplysning, når der skal pruttes om prisen. Hajens er nemt fire-fem gange højere, men som regel langt billigere end en turistbillet købt gennem rejsebureauet. Husk, at der altid skal følge et hårdt plastickort (en slags creditcard) med billetten. Det er det, der bruges til at komme igennem tælleapparatet med.
Lørdag aften er der parade med skolerne fra anden division. Lørdagen efter karnevallet er der Desfile dos campeoes, vindernes parade, hvor de bedste skoler fra første og anden division går i optog. Vindernes parade er lige så flot som paraderne søndag-mandag under karnevallet, og ofte er det lettere og billigere at få billetter.
Et godt og behageligt sted at se paraderne er fra de såkaldte Cadeiras da Pista, borde med fire stole omkring tæt ved banen. Mindre komfomtabelt, men betydeligt mere stemningsfuldt er det at sidde et eller andet sted på den billige langside, som består af adskillige store tribuner.
Metroen 0 er den bedste måde at komme til stadionet på. Hvis billetten lyder på en indgang med lige nummer, skal man stå af på Praça Onze, hvis man har et ulige nummer, står man af på Central. Drys ikke rundt i området, selv om der er meget at se på. Der er mange rapserier.
Gammeldaws på brasiliansk
Brasilianerne elsker at danse. Et af de bedste aften-/natprogrammer i Rio er at gå på »gafieira«, traditionelle dansesteder i centrum, hvor man danser gammeldags pardans til livlige rytmer. Piger/kvinder kan være næsten sikre på at blive budt op af veldansende unge og ældre mænd – som bare vil danse, og som er gode til det.
Bedst er Estudantina, Praça Tiradentes 79, 1. sal, to. 22-04, fr.-lø. 23-04. Kvarteret en anelse skummelt – tag taxa dertil.
Bondeballer til Sankt Hans
»Festa Junina« er en slags traditionsrige bondeballer, der fejres i juni og juli måned med en lang række traditioner – bl.a. udklædning som bonde, med stråhat, malet overskæg og røde kinder. I det indre af Nordøstbrasilien er festa Junina en større begivenhed end karnevallet og kan strække sig over mange weekender. Der bliver danset forró og spillet »musica caipira«, brasiliansk country og western, til den lyse morgen.
Indianerne
Brasiliens oprindelige befolkning var primitive jungleindianere. Portugiserne stødte på store landsbyer, men uden stenhuse og uden kendskab til brug af metal. I Brasilien var der ikke noget, der mindede om højtstående kulturer med høj politisk organisation som hos inkaer, mayaer eller azteker i den spanske del af Latinamerika.
På dansk findes en interessant førstehåndsskildring af de brasilianske indianere, skrevet af en tysker, Hans Staden, der i 1552 blev taget til fange af »tupi-indianere« i nærheden af Parati i Rio staten: »Sandfærdig beretning om og beskrivelse af et vildt, nøgent, grusomt, kannibalistisk folks land beliggende i den ny verden Amerika,« lyder første del af den lange titel. Bogen blev en bestseller i Europa.
Indianerne blev gennem nogle hundrede år brugt som slaver, indtil de blev afløst af negerslaver, importeret fra Afrika. De omkring fem mio. indianere, som man regner med har boet i det nuværende Brasilien, har ikke efterladt sig mange spor – bortset fra i sproget, hvor tusindvis af ord og især stednavne og navne på planter, frugter etc. har indiansk oprindelse.Først i 1900-tallet begyndte brasilianerne at interessere sig for indianerne. Den progressive militærmand maréchal Rondón drog i 1920’erne ind i de uudforskede dele af Brasilien for at kontakte indianerstammer. »Aldrig slå ihjel, dø om nødvendigt«, var hans motto. Desværre levede hans landsmænd ikke op til mottoet. Talrige indianerstammer er – helt op til vore dage – blevet decimeret eller udryddet i mødet med nybyggere i Amazon-regionen.
Det skønnes, at Brasilien i dag har omkring 200.000 indianere, men for første gang er deres tal stigende. I Amazonas’ enorme Parque Nacional de Xingú har mange stammer fået mulighed for at leve et halvoprindeligt liv, hvor de kan bevare deres gamle ritualer. Men kontakten med det omgivende samfund gør det sværere og sværere for hver ny generation.
Enkelte steder I Amazonas lever endnu isolerede stammer, der ikke har haft kontakt med den moderne civilisation.
Junglevandring
Se dig altid for, før du sætter fødderne. Se dig grundigt for, før du støtter hånden på en træstamme eller skubber en gren tilside. Det er her slangen hugger, eller edderkoppen bider. Men det sker uhyre sjældent.
Junglen er både farlig og ikke så farlig. Tager man efter film og tegneserier, kan man knapt kan gå en tur i skoven uden at stå ansigt til ansigt med en hvislende slange. Intet kunne være mere forkert. Slanger flygter, så snart de opdager, man kommer. Men de både ser og hører ret dårligt. Til gengæld er de gode til at mærke rystelser. En slange bider kun, hvis den bliver trådt på.
Man skal ikke gå lange jungleture på egen hånd. Hav guide med og følg deres anvisninger. De er altid lokalkendte. På gode ture er der to med. En guide med generelt kendskab til junglen og en »mateiro« – dvs. en skovmand, som er født og opvokset lige netop i det område, hvor man befinder sig. En ordentlig guide vil altid hyre en lokal mateiro, hvis han bevæger sig i et område, han ikke kender til bunds.
Normalt vil guide og mateiro gå henholdsvis før og efter turisterne. Under alle omstændigheder bør man have en guide til at gå forrest. Respektér det. De er dygtige til at spotte selv de mindste edderkopper. De allergiftigste dyr i junglen er i øvrigt visse frøer.
Skulle uheldet være ude, må man aldrig lave en kompresforbinding for at stoppe blodcirkulationen. Det virker ikke. Bedre er det at brænde bidsåret med en cigaret, så blodet koagulerer. Men ellers gælder det om at komme på hospitalet og få serum.
Den rigtige påklædning er lange bukser, lange ærmer – og fodtøj, der dækker, ikke sandaler. Og så er ganske tyndt regntøj en nyttig ting at have med. Myggebalsam er også godt. Som regel er den lokale den bedste. Og så er en lille kikkert rigtig praktisk at have med.
Kommunistisk kupforsøg
I 1933 oplevede Brasilien et forsøg på en kommunistisk revolution, der blev knust. Lederen, løjtnant Luiz Carlos Prestes, stod i mange år i spidsen for det brasilianske kommunistparti og døde i 1992 mere end 90 år gammel. Bogen Olga – En modig kvindes liv af Fernando Morais, som er udkommet på dansk, handler om kupforsøget, og især om Prestes’ tyske elskerinde. Hun døde i en nazistisk koncentrationslejr, mens deres fælles barn – der blev født i et tysk nazifængsel – blev udleveret til den brasilianske familie af tyskerne og lever den dag i dag.
Nul sult
»Fome Zero« var en grundsten i Lulas politik.
»Min livsmission er opfyldt, hvis alle brasilianerne får adgang til tre måltider om dagen,« sagde den tidligere præsident. Men han ville mere endnu. Sult forstås ikke kun som mad. Det drejer sig også om social accept, om at lukke de marginaliserede ind i samfundet – om at gøre dem til borgere. Det kan dreje sig om noget så banalt som at de får elektrisk lys.
Fra starten har regeringen lagt op til, at mange af pengene skal komme fra den private sektor – fx fra erhvervslivet. Endnu går det så som så. Den store succes er udeblevet. Men noget er der sket. For eksempel hjælper det såkaldte »mad for skole«-program 5,5 mio. familier. De får mad for at sende deres børn i skole – i stedet for at lade dem arbejde eller tigge.
En fodboldgal nation
Med sin 2-0 sejr over Tyskland ved VM i 2002 markerede Brasilien sig som 5-dobbelt verdensmester – mens Tyskland og Italien kun har været mestre henholdsvis tre og fire gange. »A penta«, som det femdobbelte mesterskab kaldes, betyder umådeligt meget for den brasilianske selvfølelse. Ligesom fodbold i det hele taget. Brasilien er utvivlsomt en af verdens mest fodboldglade og fodboldgale nationer.
Under VM-kampene går nationen i stå. Her er der ingen, der spørger, om folkeskoleeleverne kan få lov at se kampene. De skal se dem. Offentlige kontorer lukker. Og hvem skulle da også møde op?
Er man i Brasilien under en landskamp – eller en anden vigtig kamp – vil man opdage, at mange fans skyder kanonslag af fra vinduerne, når der er scoret. Så brager det gennem byen.
Det sidste VM med »a penta« var for brasilianerne det endelige bevis på, at de også spiller verdens bedste, smukkeste og mest kreative bold.
Tallene ’58, ’62, ’70, ’94 og ’02 – VM-årene – er magiske for brasilianerne, og de kan tale henført om den ene eller den anden af datidens store spillere. Som regel med den tredobbelte verdensmester Pelé fra Santos som den største. Andre vil dog hævde, at den bedste spiller, Brasilien nogensinde har fostret, var Botafogos Garrincha. Hans ene ben var hjulbenet, det andet kalveknæet og med sine vanvittige driblinger gives han æren for, at Brasilien kunne hjemtage mesterskabet i 1962 i Chile. Der gives mange forklaringer på den brasilianske fodboldsucces. Mest troværdig er nok mængden af spillere. Det anslås, at Brasilien har omkring 30 mio. aktive spillere, hvoraf mere end en halv mio. spiller i klub og deltager i turneringer. Rekrutteringsgrundlaget er enormt. Og talentspejderne er aktive. Selv på de usleste grusbaner i fattigkvartererne går de rundt og kigger emnerne ud. De bedste drenge sendes videre til de professionelle klubbers fodboldskoler, hvor de testes. Eller de stolte fædre henvender sig med deres håbefulde drenge. En stor klub som Vasco i Rio de Janeiro tester hen ved 5000 ungdomsspillere om året – og piller maks. 20 ud.
Fodboldhistorikere har fremsat en teori om, at drible-traditionen skulle stamme fra 1920’erne, hvor de sorte blev diskrimineret på banen. Når hvide begik frispark, blev det sjældent dømt, og når de sorte begik frispark, blev det ikke alene dømt – de hvide spillere havde også lov til at gøre gengæld, rent fysisk. Dette pres skulle have fået de sorte til at udvikle deres egen særlige stil. Det lyder som noget sludder, men historien er naturligvis meget sjov.
Om vold og myter – og sikkerhed
Rio, og delvis Brasilien, har de seneste år fået et forfærdeligt ry som et sted, hvor man knap kan gå på gaden uden at blive overfaldet. Nogle guidebøger indeholder en advarsel om faren for røverier på hveranden side. Hvis det virkelig var så farligt, kunne man lige så godt holde sig hjemme.
Rio er mest farlig dér, hvor turisten aldrig sætter sine ben. De meget omtalte mord finder sted i de enorme slumkvarterer i den nordlige del af byen. Ligesom med New York, der i sin tid havde ry for at være verdens voldeligste storby, slapper mange turister først af, når de ankommer og ser, at det ikke er så slemt.
Bystyret har de seneste ti år arbejdet meget på at forbedre sikkerheden i turistkvartererne. Der er blandt andet kommet lys på strandene om natten, og der er sat særligt politi ind, der kigger efter turisterne. Fornemmelsen er at det har hjulpet meget.
Men som i enhver anden storby skal man passe på. Mange turister lader desværre omtanken ligge derhjemme, når de pakker kufferten. Så:
Lad være med at gå med Rolex-uret – eller Rolex-kopien – på armen. Hav det i lommen, eller køb et billigt plastic-ur til tredive kroner.
Lad være med at gå med smykker på gaden.
Lad være med at gå med tegnebogen i baglommen eller med tasken løst over skulderen. Brug helst pengebælte eller indvendig lomme til større sedler.
Lad være med at gå med kameraet eller videocam’en på maven. Hav det i en taske eller en plasticpose og tag det kun frem, når det skal bruges.
Lad være med at gå rundt med samtlige penge, rejsechecks, pas etc. Tag kun det nødvendige med, eventuelt en fotokopi af passet.
Lad være med at tage kamera med på stranden. Der kommer sand i det, og kameraet er nemt at fjerne, mens du går i vandet. Hvis du vil fotografere badeskønheder, så gå på stranden kun for at fotografere.
Hvis økonomien rækker, så tag taxa og ikke busser. Det sparer også tid. Bybusser er – hvad en dansker kan have svært ved at forstå – ikke 100% sikre. Medpassagerer griber ikke ind ved rapserier eller overfald.
Lad være med at gå hjem, når du skal tilbage til hotellet efter en glad aften, specielt efter besøg på cabareter eller natklubber, og specielt hvis du har fået en tår over tørsten. Tag taxa – selv hvis der kun er tale om en gåtur på nogle få gader.
Og så til sidst: Skulle uheldet være ude, så lad være med at spille helt! At blive overfaldet er vanvittig ubehageligt, men vær klar over, at røveren eller røverne gerne er lige så nervøse som offeret. En pludselig reaktion kan kun forværre situationen. Læg mærke til, at turister så godt som aldrig fysisk kommer noget til, og at det kun sker, når de reagerer.
En af forfatterens kolleger, en amerikansk fotograf, der har boet i Rio i over 20 år, og som næsten altid går rundt med sit store dyre kamera over skulderen, siger, at han har udviklet en særlig teknik: »Bliver jeg utryg ved nogen, stirrer jeg dem fast i øjnene – og der er aldrig sket mig noget.«
Washington-konventionen
Vær opmærksom på den såkaldte Washington-konvention, der forbyder handel med og eksport af 4800 truede dyrearter og 25.000 sjældne plantearter. Det omfatter også døde dyr: dyreskind, tænder, horn, koraller, sjældne fjer. Selv om man har købt og betalt for en spændende souvenir fra lokale indianere, risikerer man altså, at det konfiskeres i tolden, og måske at man får en bøde. Det gælder også ting, man selv har samlet. Måske har man taget et par muslingeskaller på en strand, hvor der lå tusinder af dem. Eller plukket en orkidé dybt inde i junglen. Det bliver det ikke lovligt af. Men at skelne lovligt fra ulovligt kan være svært. Formentlig også for tolderne. Generelt skal man vel lade tvivlen komme naturbeskyttelsen til gode og holde sig fra dyre- og plantesouvenirs.
