Under en rundtur på de sociale medier i Brasilien faldt jeg over en artikel, som løfter lidt af mysteriet for hvorfor netop buspriserne blev den udløsende faktor for de massedemonstrationer, der fik mange af de brasilianske storbyer til at koge over i slutningen af juni:
En artikel med et par år på bagen, hvor en tidligere ansat i en stor bank fortæller, hvordan han for banken nogle år tidligere arbejdede med selvangivelser/regnskaber for flere store busselskaber i Sao Paulo. Der var to regnskaber: Et fiktivt, der viste store underskud og et reelt, der viste overskud. Resultat: Selskaberne betaler ikke skat - og kan tilmed argumentere for at billetpriserne skal sættes op - og - og her kommer det syge - argumentere for, at de offentlige tilskud skal sættes endnu mere op. For i de brasilianske storbyer er der offentligt tilskud til busdriften for at sikre den nødvendige transport. Så i de sidste mange år er både billetpriser og offentlige tilskud steget langt mere end de øvrige priser.
Kun de færreste demonstranter har naturligvis kendskab til den pågældende artikel, som føjer en lille smule dokumentation til, hvad man i forvejen ved om området. Til gengæld kende de alt for godt deres busser. Dårligt vedligeholdte metalmonstre, der med en sky af diesel efter sig brummer og brøler af sted - propfyldte og evigt forsinkede. Det er langt fra nogen fornøjelse at køre med bybus i Brasilien - og folk lever med den dårlige service år ud og år ind med transporttid, der for manges vedkommende er både en og to timer hver vej.
Selv i de store byer er der relativt få busselskaber. Reelt karteller, der kontrollerer den offentlige transport, og som støtter de lokale politikere med store pengesummer i forbindelse med lokale og nationale valg. Symbiosen mellem politikere og busmafien har været åbenlys i mange år. Og naturligvis fungerer den. De lokale politikere sidder på koncessionerne og de kan regulere både billetpriser og direkte tilskud - til gengæld kan de regne med millionstøtte - over og især under bordet fra busmafiaen. Jævnligt dukker historierne op i pressen. Men de fører aldrig til noget. På den måde er buspriserne et af de meget nærværende eksempler på en korruptionskultur, der påvirker hverdagen. Og derfor kan en lille stigning være dråben, der får raseriet til at koge over.
"Somos todos passageiros" - stod der på en demonstrationsplakat, som en havde lagt på fb.
"Vi er alle passagerer" - lyder den ligefremme oversættelse - mens den ordspils-subtile kunne være "Vi er her på lånt tid" - Vi er alle forgængelige".
En artikel med et par år på bagen, hvor en tidligere ansat i en stor bank fortæller, hvordan han for banken nogle år tidligere arbejdede med selvangivelser/regnskaber for flere store busselskaber i Sao Paulo. Der var to regnskaber: Et fiktivt, der viste store underskud og et reelt, der viste overskud. Resultat: Selskaberne betaler ikke skat - og kan tilmed argumentere for at billetpriserne skal sættes op - og - og her kommer det syge - argumentere for, at de offentlige tilskud skal sættes endnu mere op. For i de brasilianske storbyer er der offentligt tilskud til busdriften for at sikre den nødvendige transport. Så i de sidste mange år er både billetpriser og offentlige tilskud steget langt mere end de øvrige priser.
Kun de færreste demonstranter har naturligvis kendskab til den pågældende artikel, som føjer en lille smule dokumentation til, hvad man i forvejen ved om området. Til gengæld kende de alt for godt deres busser. Dårligt vedligeholdte metalmonstre, der med en sky af diesel efter sig brummer og brøler af sted - propfyldte og evigt forsinkede. Det er langt fra nogen fornøjelse at køre med bybus i Brasilien - og folk lever med den dårlige service år ud og år ind med transporttid, der for manges vedkommende er både en og to timer hver vej.
Selv i de store byer er der relativt få busselskaber. Reelt karteller, der kontrollerer den offentlige transport, og som støtter de lokale politikere med store pengesummer i forbindelse med lokale og nationale valg. Symbiosen mellem politikere og busmafien har været åbenlys i mange år. Og naturligvis fungerer den. De lokale politikere sidder på koncessionerne og de kan regulere både billetpriser og direkte tilskud - til gengæld kan de regne med millionstøtte - over og især under bordet fra busmafiaen. Jævnligt dukker historierne op i pressen. Men de fører aldrig til noget. På den måde er buspriserne et af de meget nærværende eksempler på en korruptionskultur, der påvirker hverdagen. Og derfor kan en lille stigning være dråben, der får raseriet til at koge over.
"Somos todos passageiros" - stod der på en demonstrationsplakat, som en havde lagt på fb.
"Vi er alle passagerer" - lyder den ligefremme oversættelse - mens den ordspils-subtile kunne være "Vi er her på lånt tid" - Vi er alle forgængelige".