Hvad skete der lige der?
Regeringspartiet PT har brugt nogle uger på at lede efter en forklaring på de regeringskritiske massedemonstra-tioner i juni-og det ser nu ud til at de har fundet en som de kan bruge:
   De folkelige protester er i virkeligheden et udtryk for PT's og regeringens succes. Protesterne kommer nemlig fra den middelklasse, der er skabt af PT's politik gennem de sidste ti år. Millioner af mennesker, der har opdaget, at livet kan være andet og mere end kamp for overlevelse. Mennesker der har fået en ny værdighed, og med den værdighed begyndet at stille krav. Større rigdom, større krav. Uden middelklasse ingen protester. Og da det er PT - med eks-præsident Lula i spidsen, er har skabt den ny middelklasse - kan PT og regeringen i en vis forstand varme sig ved tanken, om at de har skabt en samfundsudvikling, der får befolkningen til at stille større og større krav.
    Analysen fremsættes i en kommentar i den regeringsvenlige blogg ConversaAfiada:
   Her citeres en professor Luiz Moreira, ekspert i forfatningsret og statsteori, for følgende:
   "Dilma har ikke været nogen fiasko. Den inklusionspolitik der er blevet ført af PT-regeringerne har skabt efterspørgsel efter offentlig service som ikke eksisterede i Brasilien indtil Lula. Herved er enorme befolkningsgrupper begyndt at få rettigheder og at kræve rettigheder - hvilket med et slag har skabt et masse-samfund. Et demokrati kræver kvalitetsbetjening." 
   Og fortsætter senere: "Hvordan skal man kunne tilbyde offentlig service med kvalitet til 200 millioner mennesker."
   To dage senere (16/7) fulgte ekspræsident Lula da Silva op med en indlæg i New York Times:  
   Her skriver han, at det er svært at forklare protesterne i Brasilien (i modsætning til for eksempel Ægypten og Tunesien eller Grækenland og Spanien) - fordi Brasilien -
"netop nu oplever den laveste arbejdsløshed i sin historie knyttet til en vækst uden sidestykke i økonomien og de sociale rettigheder."
    Det er unge mennesker, der ikke kan huske fortidens militærdiktatur, den senere hyperinflation, stagnationen og fattigdommen: 
  "Brazil doubled its number of university students, many from poor families. We sharply reduced poverty and inequality. These are significant achievements, yet it is completely natural that young people, especially those who are obtaining things their parents never had, should desire more."
   Analysen kan have meget for sig. Nu om dage ser man ofte middelklassen som er motor for sociale omvæltninger. Middelklassen kan stille krav. Jo større middelklasse, jo større krav.
   Så vidt så godt. Og PT's nye forklaring har jo den bekvemme fordel, at den implicerer en stor ros til præsident Dilma Rousseff, hendes forgænger Lula og PT for at have skabt det sociale opsving for millioner af mennesker: Hvis vi ikke havde gjort det så fantastisk godt, havde der ikke været nogen middelklasseunge til at protestere.
   Men den selvpromoverende analyse glemmer behændigt, at protesterne især drejer sig om politikerlede og foragt for den korruptionskultur, som er en del det politiske system. En korruptionskultur som koster på den offentlige service, fordi enorme summer går i lommerne på politikere, entreprenører, embedsmænd og så videre, hver gang der sættes penge af til offentlige projekter.  For eksempel infrastrukturen til VM i fodbold, hvor udgifterne voksede og voksede mens byggerierne blev udskudt og udskud. Allerede nu er der brugt 23 milliarder dollars - (mod 10 milliarder i Sydafrika, hvor det netop nu er kommer frem at millioner og milliarder er gået i de gale lommer).
Summerne er så store at vi har svært ved at fatte det i pæne lille Danmark.
    Netop Lula-regeringen har når det gælder korruption været den måske værste nogensinde. Partiet der havde ry for at være det reneste af de rene før de kom til magten, har stjålet millioner og milliarder. Sensationelt har det resulteret i en stribe domfældelser i PT's absolutte top. Ikke en eneste er endnu kommet i fængsel, trods domme på både 10 og 20 år.
    Sidste gang brasilianerne var på gaden i massedemonstrationer, der mindede ok de nuværende, var i 1992, da de såkaldte "Caras Pintadas" (Malede Ansigter) var med til at vælte den korruptionsanklagede præsident Fernando Collor.
    PT's selvpromoverende forklaring af baggrunden for den seneste tids protester er et forsøg på at spinne en rigtig dårlig historie til en bedre.
   Når det gælder den elendige offentlig service kan forklaringen lige passere. Det bliver spændende at se, om regeringen/PT også vil prøve at  tackle den del af demonstrations-raseriet, der drejer sig om korruptionen.

Under en rundtur på de sociale medier i Brasilien faldt jeg over en artikel, som løfter lidt af mysteriet for hvorfor netop buspriserne blev den udløsende faktor for de massedemonstrationer, der fik mange af de brasilianske storbyer til at koge over i slutningen af juni:
   En artikel med et par år på bagen, hvor en tidligere ansat i en stor bank fortæller, hvordan han for banken nogle år tidligere arbejdede med selvangivelser/regnskaber for flere store busselskaber i Sao Paulo. Der var to regnskaber: Et fiktivt, der viste store underskud og et reelt, der viste overskud. Resultat: Selskaberne betaler ikke skat - og kan tilmed argumentere for at billetpriserne skal sættes op - og - og her kommer det syge - argumentere for, at de offentlige tilskud skal sættes endnu mere op. For i de brasilianske storbyer er der offentligt tilskud til busdriften for at sikre den nødvendige transport. Så i de sidste mange år er både billetpriser og offentlige tilskud steget langt mere end de øvrige priser.
   Kun de færreste demonstranter har naturligvis kendskab til den pågældende artikel, som føjer en lille smule dokumentation til, hvad man i forvejen ved om området. Til gengæld kende de alt for godt deres busser. Dårligt vedligeholdte metalmonstre, der med en sky af diesel efter sig brummer og brøler af sted - propfyldte og evigt forsinkede. Det er langt fra nogen fornøjelse at køre med bybus i Brasilien - og folk lever med den dårlige service år ud og år ind med transporttid, der for manges vedkommende er både en og to timer hver vej.
    Selv i de store byer er der relativt få busselskaber. Reelt karteller, der kontrollerer den offentlige transport, og som støtter de lokale politikere med store pengesummer i forbindelse med lokale og nationale valg. Symbiosen mellem politikere og busmafien har været åbenlys i mange år. Og naturligvis fungerer den. De lokale politikere sidder på koncessionerne og de kan regulere både billetpriser og direkte tilskud - til gengæld kan de regne med millionstøtte - over og især under bordet fra busmafiaen. Jævnligt dukker historierne op i pressen. Men de fører aldrig til noget. På den måde er buspriserne et af de meget nærværende eksempler på en korruptionskultur, der påvirker hverdagen. Og derfor kan en lille stigning være dråben, der får raseriet til at koge over.

"Somos todos passageiros" - stod der på en demonstrationsplakat, som en havde lagt på fb.

"Vi er alle passagerer" - lyder den ligefremme oversættelse - mens den ordspils-subtile kunne være  "Vi er her på lånt tid" - Vi er alle forgængelige".

 

Now I'm a believer
Jeg var ikke vild med Neymar i den olympiske turnering sidste år. Han virkede letbenet, en ustabil humørspiller, og jeg var utryg ved at han kun har spillet i Santos. Engang i 2007 så jeg Robinho lave tre mål for Santos. Jeg blev begejstret. Ny stjerne. Da han kom til Europa faldt han igennem. Jeg frygtede, at det samme ville ske for Neymar. Ikke mere. Han skal nok brillere i Barcelona. Efter at have set ham mod stærke hold og stærke spillere ved Confederations Cup tror jeg på, at Brasilien har fået en af de rigtigt store igen. Se denne  dribling og aflevering. For det er jo det geniale ved Neymar. Han både afleverer og scorer.
   Efter 3-0 over Spanien i finalen - efter at have set et Brasiiansk landshold spille med ægte "garra" - målrettet vildskab og mod - er forventningerne steget til, at det vil lykkes de kanaieriegule at få deres sjette stjerne på trøjen næste år. Om end frygten for "O silencio do 1950" altid  lurer - den enorme, tomme stilhed, der lagde sig over Maracana og Rio de Janeiro og Brasiien i 1950 da Uruguay vandt 2-1 i finalen over Brasilien.
   Jeg læste engang et interview med den brasilianske målmand i kampen. Han fik et mentalt blackout og kunne ikke huske, hvad der skete efter kampen, hvordan han kom væk fra banen, hvordan han kom hjem og hvad der skete i flere dage efter kampen.
   Det var derfor panikken bredte sig, da Uruguay udlignede på Maracana i den netop overståede turnering. Skulle det lykkes dem at vende kampen på det ny-istandsatte Maracana, som de dengang gjorde det på det nyopførte stadion? Heldigvis nej.
   Troen på "a selecao" landsholdet er ved at vende tilbage - også i Brasilien - med Neymar, Fred, Paulinho og Daniel Alves - og så Hulk.